top of page

Koncilet 3: Katastrofe


Man kender som bekendt træet på dets frugt, og for at forstå konsekvenserne af Det 2. Vatikankoncil, eller måske snarere implementeringen af det, så må man gribe til de store tals lov. Det er svært at finde helt nøjagtige og pålidelige statistikker vedr. Kirkens ve og vel på globalt plan, men mange af de mere pålidelige statistikker findes blandt de amerikanske databaser, som har dokumenteret udviklingen i den katolske kirke siden 1970. Herudover er der lavet nogle mindre undersøgelser i nyere tid, ift. præstekald blandt de traditionelle katolikker, sammenlignet med udviklingen i fx præstekald i den mere ordinære kirke, dvs. i de dele af kirken som fejrer den nye messeform. Det har meget at sige, fordi som vi skal se, at kulturen i den "nye" katolske kirke er signifikant anderledes, end i de dele af kirken som holder sig til det traditionelle katolske trosliv.


Den katolske verden efter koncilet

CARA-databasen har en udmærket oversigt over de mest gængse efterspurgte tal, både hvad vedrører USA og resten af verden. De beskriver sådan set bare udviklingen i rene tal i den konciliære kirke siden 1970. Der er ingen grund til at gennemgå tallene her, for dem kan man selv læse, men det interessante er naturligvis fortolkningen af tallene, ift. hvad vi kan forvente af fremtiden. Og naturligvis også, hvad de er affødt af.

De mest åbenlyse tal ift. tendensen for den post-konciliære kirke, er de amerikanske og britiske tal. Der er ingen anden måde at forstå Kirkens udvikling i USA og England, end noget der minder om en nær død. Enhver statistik man finder i Storbritannien i "Catholic Directory", dokumenterer en tydelig forøgelse i alle aspekter af katolsk kultur, frem til midten af 1960erne. Men efter 1960erne er tallene ikke bare dårlige, men direkte katastrofale: I 1944 var der 30.946 ægteskaber, og i 1964 var tallet steget til 45.592. Men i 1999 var tallet styrtdykket til 13.814, dvs. godt under halvdelen af tallet for 1944 - bemærk at med befolkningstilvæksten i samme ombæring, er der tale om en regulær nedsmeltning i katolsk kultur. Det samme kan man sige om dåb: De samme år dvs. 1944, er antallet 71.604, i 1964 er der 137.673 - men i 1999 er tallet faldet til 63.158. Med færre børn født og med færre konvertitter, så er udviklingen ret logisk. Herudover så må vi erkende de brutale kulturelle stimuli som vanskeliggør en god katolsk opvækst, og som jeg har skrevet om før. Det betyder altså, at årsagen bl.a. må tilskrives manglende tro, manglende katekese og manglende vedholdenhed. Tallene er over 20 år gamle, og vi kan højst antage at ca. halvdelen af de døbte i 1999 i dag er praktiserende, og sågar i hvilken grad. Det blev i 1999 anslået at kun 11% af unge vil være praktiserende katolikker når de forlader gymnasiet. Men hvad med messedeltagelse? Det må vel være den bedste indikator for en stærk katolsk kultur. Også dette tal styrtdykkede fra 2.1 mio. i 1966 til ca. 1.040.000 i 1999 - det falder stadig med ca. 32.000 om året. For ikke at tale om ordinationer, blev der i 1944 viet 178 præster, 230 i 1964 og 43 i 1999. Samme år døde til gengæld 121 præster, hvilket altså er en negativ nettoudvikling. Bemærk at det stadig faldende antal præster også skal missionere(!), døbe, konvertere, undervise og fejre messer. Næppe nogen gevinst. 20 år efter Det 2. Vatikankoncil, dvs. i 1985, samledes alle biskopperne i Rom for at vurdere koncilets effekt og frugter. Det gav dem altså en unik mulighed for at indrømme at deres implementation af koncilet havde været katastrofal, og at drastiske midler burde tages i brug for at give troen en god fremtid i den gamle verden. Det var ikke øverst på kardinal Humes dagsorden, men kardinalen fra Westminster insisterede på vegne af alle de engelske biskopper til gengæld på, at der ikke måtte være nogen deroute fra de politikker som kendetegnede koncilet. En rapport fra 1985 fortalte sågar, at en enig synode havde accepteret Humes position uden nogen indvendinger. Rapportens afsluttende sætning var ironisk nok profetisk: "I mellemtiden har Guds folk et fast mandat til en yderligere Exodus (sic!) langs vejen udlagt af koncilet. Det var vist præcist hvad der skete, og den nye Pinse lod altså vente på sig. De amerikanske tal er ikke mindre opløftende, men er på sin vis kanariefuglen i guldminen for hvad resten af den vestlige kirke har gennemgået. I 2003 blev nok den vigtigste statistiske undersøgelse om Kirken i USA udgivet. Den viser gennemgribende og grundige statistiske data fra ethvert aspekt af katolsk liv, og viser på alarmerende vis den katastrofale kollaps af livet i USA siden koncilet. Ingen rationel person kan, med den bog i hånden, antage nogen positiv udvikling på noget kirkeligt felt siden 1970. Man må ihukomme Pave Johannes XXIIIs ord i sin åbningstale til Det 2. Vatikankoncil; "Vi føler vi må stille os uenige med dommedagsprofeterne som altid forudser katastrofer, som om verdens ende er nær." Her efter 50 år med frugterne af koncilet, er det svært at se udviklingen - eller afviklingen - som noget andet. Kirken lever stadig, men er som en syg og hostende patient (næsten da). Kardinal Ratzinger, den senere Pave Benedikt 16. udtalte i sine refleksioner om koncilets frugter, at: "..sandelig er resultaterne af koncilet stærkt i modstrid med enhvers forventning, begyndende med Pave Johs. XXIII og Pave Paul VI...". Siden han sagde de ord i 1984, har Kirken som sådan kun accelereret sin afvikling. I alle statistisk verificérbare felter, er nedgangen ubestridelig. Bemærk at vi her taler om amerikanske tal: Præster: Efter at galoppere fra ca. 27.000 i 1930 til 58.000 i 1965, er antallet af præster i USA faldet til 45.000 i 2002. I 2020 er der ca. 31.000 præster, og kun 15.000 vil være under 70 år(!). Det betyder at der i skrivende stund er ca. 30% af alle amerikanske præster, som indenfor 10 år vil afgå ved døden. Kirken i USA står overfor en regulær nedsmeltning, fordi færre præster samtidig betyder færre præstekald, ordinationer, dåb, vielser m.m. Det er den kolde konstatering. Præstevielser: I 1965 var der ca. 1600 ordinationer, mens der i 2002 var 450, en reduktion på 450%. I 1965 var der et nettobidrag på 725 præster, mens der i 1998 var et nettotab på 810(!). Præsteløse menigheder: I 1965 var ca. 1% af alle amerikanske menigheder uden en fast præst. Tallet var 550. I 2002 var der ca. 2.900 præsteløse menigheder, dvs. ca. 15% af alle menigheder. Lige nu er ca. 30% af alle menigheder uden fast præst (de fleste menigheder betjenes af 1 præst pr. 2-3 menigheder). Seminarister: Mellem 1965 og 2002 er antallet af seminarister faldet fra 49.000 til 4.700, en 90% reduktion. I 2002 var der ca. 200 præsteseminarer, og i 2020 blev der viet ca. 400 præster til embedet(!). Bemærk at dette tal skal understøtte ca. 4000 menigheder, en fuldstændig uholdbar udvikling ud fra et samlet antal af ca. 30.000 præster. USA står overfor afgrunden indenfor 10 år.

Ordenssøstre: I USA var der i 1965 ca. 180.000 ordenssøstre, som udgjorde rygraden af katolsk uddannelse og sundhedsvæsen. I 2002 var der 75.000, med en gennemsnitsalder på 68. I 2020 var talelt ca. 40.000, og ud af dem er kun lidt over halvdelen under 70 år. I 1965 var der 104.000 søstre der underviste aktivt, og i 2002 var der kun 8200 tilbage.

Brødre: Fra 12.000 i 1965, til 5.700 i 2002. Religiøse ordener: Er snart ikke-eksisterende i USA. I 1965 var der 5.277 jesuitpræster og 3.559 seminarister. I 2000 var der 3172 præster og 38 seminarister. Der var i 1965 ca. 2.500 franciskanerpræster og 2.200 seminarister, mens der i 2000 var ca. 1400 præster og 60 seminarister. Alle religiøse ordener i USA afspejler de markante fald. Om 10 år er de formentlig helt væk.

High Schools (Realskoler eller gymnasier): Fra 1965 til 2002 faldt antallet af high schools fra 1.500 til 786, og antallet af elever faldt fra ca. 700.000 til 380.000. Katolske grundskoler: I 1965 ca. 10.500 grundskoler, mod 6.620 i 2002. Antallet af elever faldt fra 4.5 mio. til godt under 2 mio.

Sakramentalt liv (kanariefuglen i guldminen): I 1965 var der ca. 1.3 mio. barnedåb, mens der i 2002 var 1 mio. I samme periode voksede antallet af katolikker i USA fra 45 mio. til 65 mio. I 1965 var der 126.000 voksendåb (dvs konversioner) - i 2002 var der ca. 80.000. I 1965 var der 350.000 ægteskaber, mens der i 2002 var ca. 250.000. I 1965 var der 338 ægteskabsannulleringer. I 2002 var der ca. 50.000 (i 1997 ca. 75.000). Messedeltagelse: En Gallup-måling fra 1958 viste at 74% af alle katolikker gik til søndagsmesse. I 1994 viste et studie at messedeltagelsen nationalt var 25%, hvilket også bekræftes i en meget ny Pew Research-undersøgelse, som også viser at ca. 25% af katolikker tror på realpræsensen, og øvrige blot tror at det er et symbol. Der findes ingen danske statistikker for samme periode (ihvertfald ikke tilgængeligt online), men på et mere anekdoktisk plan, fortælles der om mellem 5 og 6 søndagsmesser i de danske katolske kirker, og godt ca. 1000 mennesker til højmesser på søndage. Herudover var der før koncilet ca. 600 ordenssøstre, et blomstrende katolsk skole - og kirkeliv (se blot Aarhus, Vejle og København som reminiscenser heraf), og mange valfarter. Ifm. implementeringen af koncilets reformer, lukkede klostret på Vestsjælland i stilhed. Brødrene forsvandt simpelthen.


Der findes ikke andre ord for det, end massakre


Denne glimrende udsendelse, viser egentlig fint udviklingen i amerikansk katolicisme efter koncilet. Kombinationen af manglende tro, og en Kirke som opgav at forsvare sandheden, var formentlig med til at bidrage til nedgangen. Det er tankevækkende, at disse præster formentlig blev viet, og biskopperne med, længe før koncilet trådte i kraft. Mismodet og opstyltetheden var altså en konstatering før koncilet, og man kan ikke andet end at tænke at Pave Johs XXIII kraftigt overvurderede Kirkens indre og ydre styrke. Med koncilet mistede man respekten for thomismens systematiske og formative kraft i præsteseminarerne, og i dag er der dårligt nogen - udover de traditionelle præster - som kan deres fundamentale thomistiske systematik, endsige udlægge fundamental katolsk antropologi. Kirken er i dag en anden.

Hvad vi mistede, og vejen til genoprettelse. The Remnant har produceret denne glimrende dokumentar, som yderligere forklarer de sakramentale og arkitektoniske forandringer efter V2. Det er ikke rart at se, men det er vigtigt at forstå, for at kunne stille diagnosen: En diabolisk indgriben i Kirken, der som Pave Paul VI sagde at "Satans røg har infiltreret Kirken, gennem en sprække...". Men det er i sprækkerne at lyset også trænger ind, og vi skal huske på at denne renselse, denne nedgang, tillades af Gud for at noget større og bedre kan komme ud af det. Det er hele Bibelen ét stort bevis på.


Danmark dengang og nu



Det smukke højalter fra Vor Frue Kirke i Aarhus, før revolutionen. Man siger, at de unge - med præsternes velvilje, tog en motorsav og skar alteret i stykker. I dag ligger resterne af højalteret på loftet, og er blevet brugt til et kunstværk, af resterende alterdele. Hvem har ført den sav? Hvilken ånd bevægede viljen hos det menneske, der ikke så værdien i at give Gud det aller dyrebareste? Billedet forneden illustrerer afviklingen - døm selv, om det er Herren værdigt. Om det indgyder til underkastelse af den inkarnerede Sandhed?

Forneden fra Jesu Hjerte Kirke i Randers. Det smukke sidealter med det gamle tabernakel, som dog bliver anvendt ifm. Langfredagsliturgien (og kun da). Krucifikset over alteret er malet grønt(!), fremfor at illustrere den lidende Kristus der giver sig fuldt til os under messeofferet.


Det skete, fordi Gud tillod det, og nok fordi vi fortjente det. Lad disse smerter være en lektie, at vi må vende os til Ham igen, og genopbygge det tabte igen. Igen, det er mørkest før morgengry. Afsnit 4, om sennepsfrøet, vil vise hvorfor Gud ikke har svigtet Sin Kirke. Også de tal taler deres tydelige sprog, og der er meget at glædes over. Kirken bliver i fremtiden markant mindre, men stærkere - der er håb på vej. Nøglen er bøn, faste og almisse.

Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er een. 5 Og du skal elske Herren din Gud af hele dit Hjerte, af hele din Sjæl og af hele din Styrke. 6 Disse Bud, som jeg pålægger dig i Dag, skal du tage dig til Hjerte; 7 og du skal indprente dine Børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit Hus, og når du vandrer på Vejen, både når du lægger dig, og når du står op - 5. Mosebog, 6.


18 views0 comments

Recent Posts

See All

Yorumlar


bottom of page