Hvem skrev "Nostra Aetate"?

"Selv om nu de jødiske myndigheder og deres tilhængere gen­nem­tvang Kri­sti død,[13] kan det, der skete under hans lidelse, dog ikke uden forskel til­regnes alle de jøder, som levede dengang, ej heller jøderne i vor egen tid. Ganske vist er Kirken Guds nye folk, men derfor må jøderne ikke frem­stilles som forkastede af Gud eller for­bandede, som om dette skulle frem­gå af Den hellige Skrift. Alle skal derfor sørge for, at de i deres reli­gions­undervisning eller i deres forkyndelse af Guds ord ikke lærer noget, som ikke stemmer overens med den evangeliske sandhed og med Kristi ånd. I bevidstheden om den arv, som den har tilfælles med jøderne, bekla­ger Kirken - som forkaster enhver forfølgelse, uanset hvem den måtte være rettet mod - ikke af politiske grunde, men drevet af Evangeliets religiøse kærlighed, det had, de forfølgelser, og de udslag af antisemitis­me, som er blevet rettet mod jøderne, uanset hvornår de har fundet sted, og hvem der har været ophavsmand dertil."

Fra Talmud: Sanhedrin 43a: Jesus blev henrettet fordi han dyrkede trolddom. Gittin 57a: Jesus (nazaræreren) straffes ved at koges i ekskrementer. Sanhedrin 58b. Hvis en hedning (ikke-jøde) slår en jøde, skal hedningen dræbes; at slå en jøde er det samme som at slå Gud Sanhedrin 57a. En jøde behøver ikke at betale en hedning (“kutæer”) den løn, han skylder ham for udført arbejde. Sanhedrin 57a. Når en jøde myrder en hedning (“kutæer”), er der ingen dødsstraf, og det, som en jøde stjæler fra en hedning, må han beholde. Yebamoth 98a. Hedninger, “hvis kød er som æslers kød, og hvis sæd er som hestes sæd”, har børn, som juridisk set er faderløse. Abodah Zarah 22a–22b. Hedninger kan ikke betros køer, fordi de begår umoralske handlinger med dem, og de foretrækker seksuelt israelitternes kvæg frem for deres egne hustruer. Mindre traktater, Soferim 15, regel 10. Selv de bedste blandt hedningerne bør dræbes (“Tob shebe goyyim harog”). Yebamoth 63a. Adam havde seksuelt samkvem med alle dyrene i Edens Have. Yebamoth 65b: Det er tilladt at afvige fra sandheden, hvis den fører til fred Baba Mezia 59b. Gud indrømmer, at en rabbiner vandt en debat imod Ham.

"Da råbte de: »Bort med ham, bort med ham, korsfæst ham!« Pilatus sagde til dem: »Skal jeg korsfæste jeres konge?« Ypperstepræsterne svarede: »Vi har ingen anden konge end kejseren.« Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet." - Johs. 19, 15-16 ^"Men da Pilatus så, at han intet udrettede, men at der blev større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Påsyn og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I dertil!" ²⁵ Og hele Folket svarede og sagde: "Hans Blod komme over os og over vore Børn!" ²⁶ Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav ham hen til at korsfæstes. - Matt 27, 24-25 "Thi I, Brødre! ere blevne Efterfølgere af Guds Menigheder i Judæa i Kristus Jesus, efterdi også I have lidt det samme af eders egne Stammefrænder, som de have lidt af Jøderne, ¹⁵ der både ihjelsloge den Herre Jesus og Profeterne og udjoge os og ikke behage Gud og stå alle Mennesker imod, ¹⁶ idet de forhindre os i at tale til Hedningerne til deres Frelse, for til enhver Tid at fylde deres Synders Mål; men Vreden er kommen over dem fuldtud." - 1 Tess 2,14-16

"Nostra Aetate", "I Vor tid" er et skelsættende koncilsdokument, som gentænker relationen til ikke-kristne, og især talmudiske jøder i moderne tid. Men hvad de færreste ved er, hvem der rent faktisk skrev Nostra Aetate, hvor de kom fra, og hvad der sidenhen skete med dem. Når man dykker ned i det forhold, og sidestiller dels NA's ophav med de skæbner der sidenhen fulgte dokumentet, så kan man ikke tænke andet end at dette koncilsdokument bør forkastes i sin helhed. De tre forfattere som har skrevet NA, må siges at have suspekte baggrunde, men også suspekt vandel. De tre forfattere som skrev Nostra Aetate er hhe. Gregory Baum, Bruno Hussar og Johannes Österreicher. Lad os tage dem én ad gangen, og vurdere hvorvidt de er mennesker vi kan sætte til at katekere vores børn eller børnebørn.

Gregory (Gerhard) Baum

Gregory Baum (født Gerhard Albert Baum, 1923–2017) var en tyskfødt canadisk katolsk teolog, født i Berlin i en jødisk familie, der flygtede fra Nazityskland. Han konverterede til katolicismen i 1946 og blev året efter medlem af augustinerordenen og ordineret præst. Baum var teologisk ekspert (periti) ved Andet Vatikankoncil og medvirkede til udviklingen af Nostra aetate om Kirkens forhold til jøder og andre religioner. Hans teologi forbandt katolsk tænkning med sociologi, økumenik, social retfærdighed og senere befrielsesteologi. I virkeligheden er det nok mere den anden vej rundt, at han altså spekulerede over hvorledes akademisk progressivisme kunne få en katolsk indpakning.

I 1946, mens han studerede matematik ved McMaster University, gav en ven ham et eksemplar af Augustins Bekendelser. Kort efter konverterede han til romersk katolicisme. I 1947 trådte han ind i augustinerordenen og blev ordineret til præst. Han blev sidenhen laiceret i 1974.

I 1978, efter at have forladt augustinerne, giftede han sig med sin nære ven Shirley Flynn og levede sammen med hende indtil hendes død i 2007. Han forblev engageret i at »udforske min seksualitet på ikke-konformistiske måder«. Som en stærk støtte for homoseksuelle og lesbiske i Kirken havde Baum siden ungdommen været bevidst om sin egen tiltrækning til mænd. Efter at være flyttet til Montreal i 1986 forelskede han sig i en tidligere præst.

I et økumenisk tidsskrift skrev han

"..Efter Auschwitz ønsker de kristne kirker ikke længere at omvende jøderne. Selv om de måske ikke er sikre på de teologiske grunde, der fritager dem for denne mission, er kirkerne blevet bevidste om, at det at opfordre jøder til at blive kristne er en åndelig måde at udslette dem af eksistensen på og dermed blot forstærker Holocausts virkninger."

Her sidestiller han eksplicit det at omvende jøder, med holocaust.

Baum døde på hospital i Montreal den 18. oktober 2017, omgivet af sine venner. Hans begravelse blev afholdt i hans sognekirke, Saint Pierre-Apôtre, i Montreal.

Bruno Hussar

Den næste skikkelse er Bruno Hussar. (født André Hussar, 5. maj 1911 i Cairo, død 8. februar 1996 i Jerusalem) var en egyptisk-født katolsk dominikanerpræst af jødisk oprindelse. Han konverterede til katolicismen under sine studier i Frankrig og blev senere præst. Hussar grundlagde House of Isaiah i Jerusalem, et økumenisk studiecenter for jødisk-katolsk dialog, og arbejdede for interreligiøs forståelse. Sammen med Baum, var han også medforfatter til Nostra Aetate ifm. koncilet. I 1970’erne etablerede han landsbyen Neve Shalom / Wahat al-Salam (“Oasis of Peace”), en model for sameksistens mellem jøder og arabere.

»Jeg føler, at jeg har fire identiteter: Jeg er virkelig kristen og præst, jeg er virkelig jøde, jeg er virkelig israeler, og selv om jeg ikke føler, at jeg virkelig er egypter, føler jeg mig i det mindste meget tæt knyttet til de arabere, som jeg kender og elsker.«

I sine senere år dyrkede han zen-buddhisme, og besad en teilhardiansk forståelse af eskatologi, som reelt betød en form for bestemt forening af alle mennesker, i en form for kristen guddom.

John M. Österreicher

John M. Oesterreicher (1904–1993) var en katolsk teolog og præst af jødisk oprindelse, født i Mähren og senere virksom i USA. Han var en central skikkelse i den katolske modstand mod antisemitisme og medgrundlægger af Institute of Judaeo-Christian Studies ved Seton Hall University. Österreicher spillede en vigtig rolle i udformningen af Nostra aetate og arbejdede livet igennem for forsoning mellem kirken og det jødiske folk. Han var naturligvis zionist, og støttede aktivt staten Israels ret til at eksistere. Han blev ordineret præst i 1927, og døde i 1993.

Man kan læse mere om NAs tilblivelse på denne side, og om Kardinal Beas arbejde med samme. Essensen af problematikken må bero på en eksplicit accept af zionismen som politisk ideologi, men samtidig også ophøjelsen af zionismen til en pseudo-religion der reelt ikke må stilles spørgsmålstegn til.

Yderligere kontekst til NA og om zionismen i vor tid:

Alle bør kende til Pius XIs udkast til et encyklika om jødernes forhold til menneskeheden, fra 1938.

»Vi konstaterer, at Kirken i sin historie aldrig har undladt at advare sine børn mod jødernes lære, når en sådan lære har været rettet mod troen. Kirken har aldrig forsøgt at formindske den forfærdelige kraft i de irettesættelser, som den første martyr, Sankt Stefan, rettede mod de jøder, der med viden modstod kaldet til nåde: »Stivnakkede og omskærelse i hjertet og øret…« (Apostlenes Gerninger 7:50). Kirken har ligeledes advaret mod en alt for familiær omgang med det jødiske samfund, som kunne føre til skikke og tankegange, der strider mod de kristnes livsstandarder.« - Humani Generis Unitas, 1938

KKK 674: "Kristi herlige Messias’ komme er udsat på hvert øjeblik i historien, indtil han bliver anerkendt af “hele Israel”, for “en hårdhed er kommet over en del af Israel” i deres “vantro” over for Jesus. St. Peter siger til jøderne i Jerusalem efter Pinsedagen: “Omvend jer derfor, og vend om, for at jeres synder må blive udslettet, at tider med fornyelse kan komme fra Herrens nærvær, og at han kan sende den Kristus, der er udpeget til jer, Jesus, som himlen må modtage, indtil tiden er kommet for at etablere alt, hvad Gud talte gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid.” St. Paulus gentager det: “For hvis deres afvisning betyder verdens forsoning, hvad vil da ikke deres accept betyde andet end liv fra de døde?” Den “fulde inklusion” af jøderne i Messias’ frelse, i kølvandet på “hedningernes fulde antal”, vil gøre det muligt for Guds folk at nå “målestokken for højden af Kristi fylde”, hvori “Gud må være alt i alle”."