Liturgi: Boomerne har jo en pointe

Boomerne har jo egentlig ret. Hvis liturgien alene handler om præferencer, æstetik eller følelser, så kan den ene rite vel være lige så god som den anden, og så er der reelt ingen grund til hverken at beholde, eller genindføre den traditionelle romerske liturgi igen.

De typiske argumenter holder ikke vand

Er som regel noget i stil med: "Jeg bliver åndeligt næret af den ekstraordinære form (sic)", eller "jeg føler særlig dyb præference når jeg går til messe, "Jeg kan godt lide latinsk sang", "jeg synes det er flot" og den slags ting. De væsentlige argumenter drejer sig altså om æstetik, skønhedspræferencer eller andre argumenter relateret til oplevelser og følelser, uden at involvere reelt rationelle præferencer. Og det er jo klart, for hvis man begynder at bevæge sig over i det rationelle domæne, så nærmer man sig med hastige skridt de hårde teologiske bevæggrunde for at forkaste den nye liturgi, og det dur ikke når man skal være i stue med tilhængere af de som går til "den ordinære form", som den pudsigt nok kaldes. I den såkaldt ordinære form regerer Boomer-Bente og Birger, og de har ikke meget til overs for folk der gerne vil have mange børn og leve i afstandtagen til verden. Deres egne børn praktiserer jo ikke deres tro, så hvorfor skulle du så? Et hus der er i splid med sig selv kan som bekendt ikke stå, og har man ikke teologiske - og herunder religiøse og spirituelle - argumenter til grund for sin sag, så møder man op med en kniv til en revolverduel. Susan fra menighedsrådet kører dig ganske enkelt over, og når hun beder Fader Hubert om at uddele håndkommunion, så gør han det fordi han inderst inde godt ved, at følelser aldrig kan trumfe rationalet. Man kan heller ikke føle færdselsloven, men ingen læser efterhånden skiltningen, og så har man jo intet andet valg end at navigere efter den øvrige trafik. Man har tabt på forhånd.

Et andet argument er, at "kirken før har brugt den gamle form, og den er jo aldrig formelt blevet forbudt". Det er som sådan heller ikke forkert, men nærmer sig mere et juridisk-lamt forsøg på at kvalificere noget som reelt ikke er en kvalifikation. Fordi Kirken før i tiden har haft en praksis, betyder ikke at den nødvendigvis er god. Ældre er ikke nødvendigvis bedre, og hine tiders Paver har også før i tiden lavet liturgiske ændringer som reelt set var katastrofale. I 1600-tallet fjernede man træskærmene som adskilte sanktuariet, fordi man gerne ville nærme sig de såkaldte adskilte brødre og søstre, som havde kirkebænke og frit udsyn til det eukaristiske mysterium. Resultatet var en spirituel katastrofe, fordi man ødelagde megen af den mystik som reelt vedrørte konsekrationen. Det kan ikke ligefrem siges at være en forbedring, men kunne hine tiders Paver lave sådanne ændringer, så kan de vel også lave dem i dag - og hvis boomerne kunne få en 60'er-liturgi indført i 1960erne, så er den vel også god nok til de unge. Det føltes bare bedre dengang, og det må vi jo forstå, og hele barokkens æstetiske krumtap er da også sansning og oplevelser, og ikke som sådan rationaler.

Et tredje argument for den traditionelle form er typisk noget i stil med, at "det er det de unge vil have". Der er grundlæggende intet statistisk belæg for at hævde, at unge mennesker i Kirken har en præference for den traditionelle ritus. Det er rigtigt at der er et markant større mix af unge, familier og ældre som kommer til den traditionelle messe, men årsagen er som sådan ikke æstetisk, men teologisk. Folk ændrer ikke vaner og adfærd ved at opleve et kunstnerisk indslag søndag formiddag, men de ændrer adfærd når de korrigeres i deres eksistentielle livsform i øvrige sakramenter, af en præst som kan og vil netop dét. Liturgien er som sådan bare kronen på værket, og den er naturligvis den vigtigste krone her.

Tag fx Danmarks Unge Katolikker, med ca. 1.000 medlemmer. Hvor mange af dem efterspørger den traditionelle messe? Jeg ved det ikke. Formentlig 2? 3? 7?

Det som de fleste ikke vil erkende, når de skal forholde sig til det liturgiske problem, er at det reelt handler om teologi og rationaler, og ikke følelser.

Hvad det i virkeligheden handler om

Det handler om tro. Eukaristien (læs mere her) er først og fremmest manifestationen af Påskemysteriet på jorden, og den nye liturgi er ganske enkelt produktet af et fravær af tro hos de mennesker der konstruerede den nye messe, og et fravær af tro hos de mennesker der går til den. Det er ikke det samme som at sige at der ikke findes nogen som helst form for tro i Novus Ordo-kirken, men tro er en teologisk dyd, som enten i større eller mindre grad er til stede i sjælen. Dårlig teologi og mangel på tro, skaber dårlig praksis og dårlig liturgi, og den skaber altså dårlig livsform og dårlige vaner som ødelægger folks sjæl. Når Lex Orandi, Lex Credendi og Lex Vivendi er love og regler vi lever efter, så gælder det modsatte også, men det hele starter med hvorvidt folk reelt tror at der er en vertikal transcendent manifestation af Guds nærvær på alteret, og at Han har tydeliggjort hvad Han vil med os, og forventer af os. Hvis man ikke har ret megen gudsfrygt, og det er vigtigt at frygte Gud, så kan man jo finde på hvad som helst. Liturgien er altså en afspejling af en objektiv Sandhed som apostlene har videreført til os, og vi kan erkende den Sandhed når vi deltager i messen. Denne rationelle kendsgerning clasher naturligvis hårdt med en liturgi som vil overbevise os om det modsatte, og derfor så kan man ikke trænge tilstrækkeligt ned i påskemysteriet, og samtidig deltage i begge former af riter. Det giver sig selv, fordi Sandhed er en objektiv størrelse, og hvis man forsøger at bilde mennesker ind at den samme Gud ønsker og behages af at man fejrer og tilbeder Universets Majestæt mens man vender ryggen til Ham under konsekrationen, så har man ikke alle heste hjemme. Og især ikke, hvis man behandler Hans legeme som om det er en kiks, og ikke som om det er Uran 235 der kan udslette hele verden på et splitsekund.

Det er altså med andre ord et ekklesiologisk spørgsmål, som drejer sig om hvad Kirken rent faktisk er. Er vi i den samme kirke og har vi den samme religion som før koncilet, eller har vi ikke? Man skulle ikke tro det.

Hvis man argumenterer med følelser, så reagerer man med følelser

Og det er hele essensen, at som fx Joseph Shaw ret kunstigt observerede, så handler det ikke bare om pastoral omsorg for en række troende katolikker. Kardinal Roche, og herover Pave Leo XIV, er fuldstændig eksplicitte i det spørgsmål, at der er tale om to forskellige ekklesiologiske udtryk, som ikke kan harmoniseres. De opfatter Det 2. Vatikankoncil som en revolution eller nystart, og de opfatter alt fra før koncilet som noget i modstrid med dette teologiske udtryk.

Det handler om at give Gud dét Han har krav på, fordi man erkender at ens bønsliv, dvs. vilje, intellekt og passion, skal kaliberes i forhold til dét Han ønsker, og at kun den traditionelle ritus er det eneste acceptable udtryk der flugter med Kirkens teologiske formål, at frelse sjæle.

Tag og føl på det.