FSSPX: Konsekrationerne

Der er nogle væsentlige og oversete aspekter af FSSPX' bebudede konsekrationer, som ingen forholder sig til. De er til gengæld utroligt relevante at berøre, fordi de reelt trækker tråde tilbage i tiden, ikke bare tilbage til Det 2. Vatikankoncil, men reelt langt tilbage til slutningen af 1800-tallet. De fleste indvendinger mod FSSPX' bebudede konsekrationer, vedrører løst koblede argumenter som "manglende lydighed", "skismatiske tendenser" og arbitrær whatabout'ism, men for mig at se er der to forskellige logikker på spil. Der er en snæver politisk-juridisk logik på spil, og der er en kritisk væsentlig spirituel logik på spil. Indlægget her skal altså gå bagom og tilbage, og belyse nogle kirkemæssige aspekter som dels vedrører hvad Kirken er, men også hvordan verdens indflydelse har påvirket ledende klerikeres tænkemåde i sådan en grad, at man helt opgiver at tænke spirituelt og metafysisk om hvad Kirken rent faktisk er.

"9. For mens der stadig består en falsk rationalisme, som latterliggør alt, hvad der overskrider og trodser den menneskelige fornufts magt, og som ledsages af en beslægtet vildfarelse, den såkaldte folkelige naturalisme, der ser og vil se i Kirken intet andet end en juridisk og social sammenslutning, sniger der sig på den anden side en falsk mysticisme ind, som i sit forsøg på at ophæve den urokkelige grænse, der adskiller skabningerne fra deres Skaber, forvansker Den Hellige Skrift.

22. I virkeligheden skal kun de regnes som medlemmer af Kirken, der er blevet døbt og bekender den sande tro, og som ikke har været så ulykkelige at skille sig selv fra Legemets enhed eller er blevet udelukket af legitim myndighed på grund af alvorlige forseelser. „For i én ånd,“ siger Apostlen, „blev vi alle døbt til ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, slaver eller frie.“ Derfor, ligesom der i det sande kristne fællesskab kun er ét legeme, én ånd, én Herre og én dåb, således kan der også kun være én tro. Og derfor, hvis et menneske nægter at høre Kirken, skal han — som Herren befaler — betragtes som en hedning og en tolder. Heraf følger, at de, som er splittet i tro eller styre, ikke kan leve i enheden af et sådant legeme, og heller ikke kan leve livet i dets ene guddommelige Ånd." - Pave Pius XII, "Mystici Corporis"

Pave Pius XII omtaler her forståelsen for hvorledes vi forstår Kirkens selvforståelse, at den først og fremmest er en åndelig entitet, af sammenslutninger af sjæle forenet i Kristi åndelige legeme. Det er altså, må vi forstå, en vildfarelse alene at se Kirken som en juridisk entitet som blot består af en naturlig juridisk forretningsgang, men som ikke først og fremmest er spirituelt forenet. Det er centralt, fordi "det skismatiske spørgsmål" sigter til hvorledes vi forstår os selv som forenede i Kristus alene på baggrund af juridiske argumenter, eller om vi primært må forstå os selv i kommunion med Kristi legeme, Kirken, ud fra spirituelle anskuelser, det vil sige i forhold til om vores vilje og intellekt er underkastet det Kristus ønsker af os. Det er altså med andre ord muligt at være i skisma, uden som sådan formelt at have overtrådt kirkelig ret, fordi Kirken ikke vurderer den enkeltes åndelige habitus ud fra hvorledes den formelt har tydeliggjort dette forhold for det enkelte menneske, men mere i hvilket omfang man lever i en tilstand af nåde eller ej. Kirken er ikke en rationelt styret organisation, hvor Kirkens forvaltningsgang så at sige bestemmer hvem der frelses, eller ej. Hvis Kirken udtaler sig formelt om det spørgsmål, så tydeliggør den blot hvad der allerede er manifesteret uformelt. Et mere praktisk eksempel ser vi i trafikken - selvom politiet ikke formelt har givet dig en fartbøde, så kan du sagtens være en fartsynder selvom du ikke af den pågældende ansvarlige myndighed har modtaget bøde eller hæfte for forholdet. Omvendt er ordensmagten også forpligtet på at lade dig tvivlen komme til gode, hvis dit motiv ellers er i overensstemmelse med lovens formål og ånd. Koblingen burde være åbenlys. Man kan ikke straffes for en fartforseelse, hvis man ønsker at redde menneskeliv.

"Lad de gamle skikke i Egypten, Libyen og Pentapolis fortsat være gældende, således at biskoppen af Alexandria har jurisdiktion over alle disse områder, eftersom det samme også er sædvane for biskoppen af Rom. Ligeledes skal kirkerne i Antiokia og i de øvrige provinser bevare deres privilegier. Og dette skal forstås universelt: Hvis nogen bliver gjort til biskop uden metropolitens samtykke, har den store synode erklæret, at en sådan person ikke bør være biskop. Hvis der imidlertid er to eller tre biskopper, som af naturlig lyst til modsigelse modsætter sig de øvriges fælles afgørelse, når denne er rimelig og i overensstemmelse med kirkelig lov, da skal flertallets beslutning være gældende." - Koncilet i Nikæa, A.D. 325, Cn 6.

Det er en relativt nymodens opfindelse, at Paven skulle godkende alle biskoppelige konsekrationer. Først frem til slutningen af 1800-tallet skulle biskoppelige konsekrationer formelt godkendes, og eksempelvis de danske middelalderbiskopper blev da også udpeget og ordineret af biskopper i Bremen i Nordtyskland, idet det dengang var praktisk vanskeligt at lade sådanne lokale spørgsmål fare til Rom forinden. Man havde en decentral og primært spirituel anskuelse i relation til bispevielser, som sidenhen gradvist er blevet centraliseret kompetencemæssigt til Rom, som tiden og verden vandt indpas i Kirkens praktiske struktur. Denne centraliseringstanke kan have mange ophav, men må primært ses i lyset af fænomenet om Ultramontanisme, som særligt fik sit store gennembrud i slutningen af 1800-tallet, dels i forbindelse med Pavestaternes fald, sammenfaldende med Det 1. Økumeniske Vatikankoncil. Hvad de færreste ved er, at dette koncil aldrig formelt blev afsluttet, netop fordi de italienske samlingskrige og invasionen af Rom, tvang kardinalerne til at flygte før koncilet blev tilendebragt. Det sendte chokbølger igennem Kirken, og har præget mange biskoppers tænkemåde siden dengang.

Hvad er Ultramontanisme?

Ultramontanisme er en kirkeligt-politisk opfattelse inden for den katolske kirke, som lægger stærk vægt på (og udtrykker loyalitet over for) pavens forrang og beføjelser i spørgsmål, der vedrører den civile stats styring.

Den står i modsætning til gallicanismen, som er den opfattelse, at den folkelige, civile myndighed – ofte repræsenteret ved monarkens eller statens autoritet – over kirken er sammenlignelig med pavens. Sandheden ligger dér, at gallicanismen formelt er blevet fordømt af Kirken, men at ultramontanismen har medført en overdreven tænkemåde om pavelig loyaltiet, som strækker sig markant udover den rent formelt-teologiske og dogmatiske, nemlig at Paven i alle henseender bør ophøjes til nærmest gudelig status, og at man af angst for manglende loyalitet eller frafald, betoner en form for pavelig loyalitet i spørgsmål om alt hvad Paven foretager sig, siger, skriver og gør. Vi har lydighedspligt over forkleresiet i ordinære spørgsmål når de forkyndes og formidles, men denne loyalitet er ikke ubegrænset, da Paven i sin menneskelige skikkelse kan tage fejl, når han ikke sammen med Kirkens biskopper formulerer dogmer, det vil sige forpligtende troslære, som vi har pligt til at tilslutte os. Hvis Paven siger at månen er lavet af grøn ost, har vi ikke pligt til at efterleve og bekende det forhold. Men i takt med at de troendes viden om den katolske tro er markant svækket, har man især i de senere år klamret sig til en usund og usammenhængende forståelse af det pavelige embede, som især skaber splid og forvirring når Paven i sin egen person, eller kardinaler som sådan, udtaler sig direkte i modstrid med hvad der er åbenbaret for os, og som vi skal tilslutte os. Paven, biskopper og præster har formelt autoritet, men autoritet er ikke det samme som autokrati. Ultramontanismen i de senere år, og især med en tiltagende formalisering af Kirkens styringspraksis, har medført en stærk legalistisk forståelse af paveembedet, som på sin vis undergraver den rent spirituelle forståelse af kirkelig kommunion, som Pius XII tydeliggør foroven. Denne usunde tilgang kan siges at have sit ophav i Pave Leo XIIIs opfordring til at franske katolikker skulle tilslutte sig den franske oplysningsstat, i kølvandet på den franske revolution og republikkens overtagelse af Kirkens ejendom. Denne position, hos Pave Leo XIII, kaldtes "ralliement", eller tilslutningen.

Forud for Ralliement indtog den romersk-katolske kirke i Frankrig overvejende et monarkistisk standpunkt, idet den allierede sig med traditionelle royalistiske fraktioner og modsatte sig Den Franske Tredje Republik. De politiske omvæltninger i det 19. århundrede – herunder Den Franske Revolution, faldet af det Andet Franske Kejserrige og fremvæksten af republikanismen – bragte kirken i konflikt med de sekulære og ofte antiklerikale politikker, som de efterfølgende republikker førte.

Det Første Vatikankoncil og proklamationen af pavens ufejlbarlighed understregede yderligere kirkens ultramontanistiske position ved at hævde en stærk loyalitet over for Den Hellige Stol frem for nationale politiske strukturer. Som følge heraf blev kirken i stigende grad isoleret i fransk politisk liv, idet mange gejstlige og lægfolk fastholdt en fast modstand mod de republikanske institutioner. Det er ikke så underligt, fordi Kirkens modstand mod republikken skal ses filosofisk og teologisk, idet oplysningsfilosofien er i stærk kontrast til traditionel katolsk og herunder thomistisk tænkemåde.

Denne konflikt blev yderligere skærpet af begivenheder som debatterne om adskillelse mellem kirke og stat samt uddannelsesreformer, der fremmede sekulær skolegang frem for katolske institutioner. Fremtrædende katolske skikkelser, herunder biskopper, gav aktivt udtryk for deres modstand mod republikansk styre og talte ofte for genoprettelsen af et monarki, som de mente ville værne om katolske værdier.

I slutningen af det 19. århundrede begyndte en række politiske og sociale forandringer – såsom Boulangistbevægelsens sammenbrud og konsolideringen af de republikanske institutioner – imidlertid at ændre kirkens perspektiv. I erkendelse af behovet for forsoning og umuligheden af en monarkisk restauration blev grundlaget for Ralliement lagt, hvilket kulminerede i den pavelige encyklika Au milieu des sollicitudes i 1892.

„Vi mener, at det er passende, ja endog nødvendigt, at hæve vor stemme på ny for endnu mere indtrængende at formane – ikke blot katolikker – men alle ærlige og fornuftige franskmænd til at afvise ethvert spirende frø til politisk splittelse og til udelukkende at vie deres kræfter til at skabe fred i deres fædreland.” - Pave Leo XIII.

Two Cities Podcast har to fremragende udsendelser om netop dette spørgsmål, i markant dybere detaljer:

https://www.youtube.com/watch?v=Qvu9Z_rMTMI

https://www.youtube.com/watch?v=HU9REXei-yE

Den snævre legalistiske forståelse af lydighed har altså sit ophav i netop denne relativt sekulære forståelse for institutionel forvaltning, som også smitter af den dag i dag - kirkeretten bliver anset som et isoleret og tilstrækkeligt styringsredskab som alene kan vurdere hvem der reelt er katolikker, og hvem der ikke er. De yderligere komplikationer i kølvandet på Det 2. Vatikankoncil, udelades her. Så lad os se hvad kirkeretten isoleret set fortæller om eksempelvis det at konsekrere biskopper, med eller uden paveligt mandat, og hvilket grundlag fx FSSPX alene har i kirkeretslig forstand, for at forsvare ikke bare egen eksistens, men også de troendes ret til åndelig næring. Som også anført andre steder, har FSSPX alene i kirkeretten mere end rigeligt grundlag for at konsekrere biskopper, hvilket Rom sågar også har tydeliggjort af omgange der er så talrige, at de ikke kan opsummeres her.

Alene i 1917-kirkeretten tydeliggøres det at

Kanon 2370. En biskop, som konsekrerer nogen til biskop, samt de biskopper eller – i stedet for biskopper – de presbytere, der assisterer, og den, som modtager konsekrationen uden apostolisk mandat i strid med forskriften i kan. 953, er ipso iure suspenderet, indtil den Apostolske Stol giver dem dispensation.

Bemærk altså at man jf. den forrige kirkeret, ikke 1983-retten men altså 1917-kirkeretten, blot er suspenderet såfremt man som biskop konsekrerer en biskop uden paveligt samtykke. Det er klart, idet at meddele et sakramente i sig selv aldrig kan være intrinsisk ondt.

I den nye kirkeret (1983) kan vi i sidste artikel læse at

Canon 1752 "I de sager, som omhandles i kan. 1740–1752, skal man – under overholdelse af de følgende kanoners forskrifter og med respekt for retten til forsvar – handle under hensyntagen til kanonisk billighed og med frelsens for øje, hvilken i Kirken altid skal være den øverste lov."

Kirkerettens formål og ånd, såvel som Kirkens formål i sig selv, er altså at frelse sjæle. Intet over, intet ved siden af. Det er også i det lys at alle andre paragraffer skal anskues. Ydermere kan vi læse, fx i Kanon 1323 at:

Kan. 1323 — Ingen pådrager sig straf, når vedkommende overtræder en lov eller forskrift og: 1§ ikke har fuldført det sekstende leveår; 2§ uden egen skyld var uvidende om, at han eller hun overtrådte loven eller forskriften; uopmærksomhed og vildfarelse sidestilles med uvidenhed; 3§ handlede under fysisk tvang eller under indflydelse af en tilfældig begivenhed, som personen ikke kunne forudse, eller som – hvis den blev forudset – ikke kunne undgås; 4§ handlede under tvang af alvorlig frygt, selv om den kun var relativ, eller på grund af nødvendighed eller alvorlig ulempe, medmindre handlingen dog er i sig selv ond eller skadelig for sjælene; 5§ handlede inden for rimelige grænser i lovligt nødværge eller i forsvar af en anden mod en uretfærdig angriber; 6§ manglede fornuftens brug, dog uden at det berører bestemmelserne i kan. 1324 § 1 nr. 2 og 1326 § 1 nr. 4; 7§ uden egen skyld mente, at en af de omstændigheder forelå, som er nævnt i nr. 4 eller 5.

Det er lige præcis disse forhold som Ærkebiskop Lefebvre situationsmæssigt set mente at befinde sig i, da han handlede i nødværge ifm. Ecône-konsekrationerne i 1988, og det er naturligvis også de samme forhold der gør sig gældende i dag. Summen er altså at,

• Hvis man ønsker at frelse sjæle, og mener at man befinder sig i en situation så alvorlig, at man ikke har andre muligheder, da har man fuldt hjemmel i kirkeretten til at udøve de sakramentale handlinger som er i overensstemmelse med lovens formål

• Man behøver ikke engang objektivt set at kunne overskue alle aspekter af sin situation, idet man lovligt er undskyldt hvis ens intention ellers var at frelse sjæle. Bingo.

Pave Leo XIVs situation og muligheder

Der er mange som mener at vi blot er tilbage til 1988-situationen, og at vi her ser en gentagelse af samme omstændigheder som på den tid. Det er en for snæver forståelse, og tager ikke de senere årtiers erfaringer in mente når man skal vurdere forholdene. Lad os pakke det mere ud.

For det første er den såkaldt traditionelle bevægelse markant mere velorganiseret i dag, end for 35 år siden. Den traditionelle katolske kristendom er også internt i kirken blevet en politisk faktor som også har anseelse hos fx Novus Ordo-katolikker, og FSSPX har også i konciliære kredse, og sågar blandt flere kardinaler, positiv anseelse. Der er en markant mere nuanceret, og især blandt traditionelle præster, perspektiv på Kirkens situation, og forståelse for at Kirken befinder sig i en klar krisesituation. Det kommer nok ikke til udtryk hos fx ledende præster i FSSP eller Krist Konge Instituttet, men på græsrodsniveau er dette forhold meget tydeligt. I dag kan man dårligt høre forskel på en præst fra FSSP, ICKSP eller FSSPX på en god søndag. Altså, som regel da.

For det andet er det for Pave Leo XIV politisk sprængfarligt at ekskommunikere FSSPX igen. Hele hans pontifikat er positioneret ud fra et ønske om kirkelig enhed, og uanset hvad han ellers vil lykkes med de næste 15-20 år, så vil en sådan drastisk handling over for FSSPX farve opfattelsen af hans pontifikat og eftermæle i årtier frem. FSSPX har ikke brug for Rom som sådan set, men Rom har behov for at udvise en form for rummelighed og enhed, især i kølvandet på et pontifikat som alle kan se har været ekstremt splittende, og meget kontroversielt. FSSPX voksede massivt under Pave Frans.

Pave Leo XIV kan vælge at ekskommunikere FSSPX. Konsekvensen bliver endnu større splittelse, eksponentiel vækst hos FSSPX, og også skepsis og mistillid hos mere traditionelt sindede Novus Ordo-katolikker, for ikke at nævne FSSP/ICKSP.

Pave Leo XIV kan også vælge at...gøre ingenting! Han kan vælge blot at lade konsekrationerne fare, opmuntre til inklusion og "fuld kommunion" som det så populært kaldes, og ellers vælge en blødere og passiv tilgang. Mit klart bedste gæt er, at det er dén vej han vil gå. Rom har talt med meget store bogstaver efter det seneste møde med Kardinal Fernandez, og sågar udtalt at det vil have "massive konsekvenser" for FSSPX som helhed, hvilket er svært at forstå betydningen af. Men i praktisk forstand vil sådan en tilgang til FSSPX blot forstærke offerperspektivet, og tydeliggøre at FSSPX måske reelt har en sag her. Mit bedste bud er, at intet reelt vil ske. Uanset hvad, så vinder FSSPX. Enten vil FSSPX vokse lineært og støt de kommende årtier, eller også vil den eksponentielle vækst tiltage igen. Alle statistikker viser, at Pave Leo vil være hyrde i en massiv nedgangsperiode i Kirken, og det er sandsynligt at det er en FSSPX-venlig præst der vil bære hans kiste, når han engang skal forlade verden. Kirken bliver mindre, men den bliver stærkere.