Koncilet 1: Optakten

Det er passende med en indlægsrække på dansk, om Det 2. Vatikankoncil. Der er mange holdninger til 'koncilet', som det omtales på dansk, og ikke uden grund. Der er næppe noget koncil i Kirkens historie, som har delt vandene mere, end netop dette koncil. Hvor andre konciler glimrede ved afgørende spørgsmål af fundamental dogmatisk karakter, er koncilet omvendt et kuriosum - det var netop ikke dogmatisk, men blot 'pastoralt', hvilket stadigvæk er en undtagelse i Kirkens historie. Der blev hverken formuleret fordømmelser, eller vedtaget dogmer. Dog blev der skrevet fire dogmatiske konstitutioner, som sidenhen har splittet Kirken i noget nær to lejre. Traditionalister og progressive, hvor de mere traditionelt sindede reelt også er udløbere af den progressive fløj på selve koncilet. Man kan ikke, hverken som konvertit eller født katolik, undlade at forholde sig til koncilet. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er koncilet problematisk - det er et splidskoncil, og ikke et samlingskoncil. Og det er ikke et fløjspørgsmål, men blot en nøgtern observation, uanset hvilken position man måtte mene at tilhøre. "Liberal" eller "traditionalist". Selv her på bloggen bekender man sig til det som er åbenbaret, som fædrene har overleveret, og som er sandt. Og det er dét som er katolsk. Dette er første indlæg i rækken af fire, om koncilet. Fortællingen om koncilet, starter længe før. For at forstå baggrunden for koncilet, er det samtidig nødvendigt at skrue tiden tilbage til det 19. århundrede, og Det 1. Vatikankoncil. Man kan ikke forstå Vatikan 2, uden at forstå Vatikan 1.

Kampen om Sandheden

Dårligt havde støvet lagt sig, før det blev tydeligt at reformationen krævede en opsummering og tydeliggørelse af katolsk doktrin og dogmatik. Tridentinerkoncilet i forlængelse af reformationsperioden, var en storslået succes. Kirken gik ud af koncilet med styrket selvopfattelse og viljestyrke, og fandt nu kræfterne til at erobre hjerter og sjæle. Jesuiterordenen blev grundlagt, og nogle af de fineste helgener og martyrer er fra denne periode, af Kirkens ellers brutale historie. Man kan ikke forstå europæisk historie, uden at forstå den krig der udløb af reformationen. Trediveårskrigen er nok den mest brutale af sin slags, og selv 1. og 2. verdenskrig kan lokalt dårligt måle sig med den voldsudøvelse som trediveårskrigen medførte. Brødre, familier, fyrster, alle sloges mod alle, og tusinder blev slået ihjel på brutal vis. Trediveårskrigen handlede grundlæggende om de lokale fyrsters ret til selv at definere religionen, katolsk eller protestantisk, og en del calvinister følte sig ikke ligefrem hørt i den proces. Tyskland blev skueplads for et voldsorgie, og trak en lang række europæiske lande ind i en storkonflikt. Kort fortalt mundede trediveårskrigen ud i det der blev kendt som Den Westphalske Fred, og det augsburgske "Cuius Regio, Eius Religio" blev endegyldigt stadfæstet. Det betød, at den fyrste som regerede et område, også selv måtte vælge hvilken religion der var fremherskende. Dette westphalske princip, ses af mange som en forløber for en vis religionsfrihed og adskillelse af religion og stat. Kirken (den katolske) blev aldrig begejstret for det, især fordi den dogmatisk ikke kan acceptere lovliggørelse af fejl. Kun sandhed kan være lovlig, og derfor kan det aldrig være en ret at vælge en forkert religion til. Kirken mistede signifikant politisk indflydelse, i nærmest uoprettelig grad. Politik blev altså et sekulært og materielt spørgsmål, og var ikke længere under hensyntagen til Kirkens ønske om at opretholde en vis politisk harmoni, til gavn for de troende. Betydningen af den westphalske fred kan ikke overvurderes. Den franske revolution, og sekularismens og nominalismens udbredelse i forlængelse af reformationen, gødede jorden for stadig større tvivl og anfægtelse mod religiøst sandhedsmonopol. Det man må forstå, er at Europa indtil reformationen, var en trosmæssig monolit, hvor Kirken enerådigt herskede over alle institutioner, og hvor det liturgiske år var omdrejningspunktet for hele samfundslivet, i alle aspekter af økonomi, kirkeliv, politik, akademia, liv og død. Kirken var alt, overalt, til alt og for alle. På alle måder og indtil da, en blomstringstid.

Liberalismens terror

I forlængelse af Tridentinerkoncilet, og sideløbende med modreformationens forsøg på at genvinde det tabte, udsprang en ny politisk orden i Europa. Det medfødte nye politiske tænkemåder, og en grundlæggende sekularisering og rationalisering af det politiske miljø i Europa. Jeg har kort opsummeret humanismens og rationalismens triumftog tidligere, men kort kan man sige, at oplysningstidens udvikling af rationalisme, sekularisme, liberalisme (politisk) og grundlæggende afvisning af metafysikken som Guds sprog til menneskets sjæl, betød en Kirke som i overvejende grad var på hælene. I kølvandet på de forskellige krige, og det franske terrorregime under den franske revolution, kom turen nu endegyldigt til Pavestaterne. Hvor Kirken under den såkaldte middelalder var en politisk og militær magtfaktor, var Kirkens kontrol over pavestaterne ved at smuldre. Pavestaterne var en række politiske enklaver under Pavens kontrol, men var under påvirkning af tidens meget radikale tænkemåde, som også var påvirket af frimurerne og det liberalistiske menneskesyn. Skruer vi tiden stærkt frem til omkring 1800-tallet, så kulminerer Kirkens selvopfattelse og liberalismens angreb på Kirken, med Napoleons invasion af Vatikanet. Den teologiske og politiske selvtillid fra Tridentinerkoncilet, var nu pludselig væk som dug for solen. Med Frankrig i kaos, og med antiklerikale og revolutionære strømninger omkring og indenfor pavestaterne, stod Kirken alene mod en ny politisk orden. Med Napoleons invasion, og løftet om en politisk orden der kunne sikre Kirken leverum i Frankrig, indgik man en "Concordat", en aftale om Kirkens relation til den franske stat, herunder vilkår for udpegninger af biskopper og kirkelig ejendom. I håbet om gensidig forståelse mellem kleresiet og Napoleon, valgte Pius VII at velsigne Napoleons kroning, mens han symbolsk greb kronen ud af hænderne på Paven og kronede sig selv. Napoleon var en voldelig autokrat af hjertet, og fortsatte annekteringen af pavestaterne. Han invaderede Rom i 1809, og Pius VII var derfra reduceret til at være en åndelig lederskikkelse. Med Napoleon d. IIIs forsøg på at genetablere et storfrankrig, så habsburgerne og preusserne deres snit til at gribe deres plads i historien. I 1870 led Frankrig et forsmæderligt nederlag, og måtte trække deres styrker ud af Pavestaterne, efter at have garanteret deres sikkerhed i en årrække. Den preussiske protestantiske kejser Bismarck var tydeligt inspireret af Hegel og Hobbes, da han med sine berømte ord satte sig for at forene de tysktalende folk: "Ikke med flertalsafgørelser eller med taler, men vores lands forening gennem blod og jern." Samtidens ekstreme liberalisme, rationalismens indtog i videnskaberne og det fremvoksende materialistiske produktionsapparat, republikanismens forsøg på at give mennesket, ikke Gud, den afgørende vilje til at beslutte sin egen skæbne og blive herre over fremtiden, det var denne tidsånd der udfordrede - og stadig udfordrer - Kirkens sandhedsmonopol. 1800-tallets ekstreme radikalisme, og revolutionære idéhistoriske udvikling, og med tabet af Pavestaterne, var Kirken tvunget til at positionere sig som bolværk mod radikalismen. De revolutionære fjendtlige tropper stod næsten ved Roms porte, mens Pius IX indkaldte til Det Første Økumeniske Vatikankoncil.

Henrettelse af karmelitter under den franske revolution

Et lys i mørket

Koncilet blev indkaldt december 1869, præcis samtidig med begyndelsen af den fransk-preussiske krig. Som førnævnt, var franskmændene i færd med at forsøge at revanchere sig, og med preussens taktiske og geniale anvendelse af jernbanen, var franskmændene tvunget til at frigøre deres tropper fra den italienske halvø. Koncilet var i mellemtiden indkaldt, for at gøre op med en lang række trusler der havde opstået, i tiden mellem Tridentinerkoncilet og den franske revolution. General Garibaldi var samtidig i færd med at samle sine revolutionære italienske enheder, i forsøget på endeligt at afslutte den over 1.1100 år lange pavelige kontrol med de pavelige stater, og sikre sig en liberal italiensk republik, som var funderet på oplysningsmæssige værdier. Ja, du gættede rigtigt - Garibaldi var naturligvis venstreradikal frimurer.

Det er desuden værd at sige om Garibaldi, at han den dag i dag er en italiensk folkehelt. Han har adskillige piazze og gader opkaldt efter sig i Italien, og menes at være én af de mest bemærkelsesværdige figurer i det 19. århundrede. Målet med 1. Vatikankoncil var altså to ting: Entydigt at fordømme de politiske og tankemæssige strømninger som havde ledt til angrebet (og snart faldet) på pavestaterne, nemlig oplysningsfilosofien, og samtidig én gang for alle at tydeliggøre den tradition som Kirken havde fået åbenbaret af JESUS KRISTUS og overleveret af apostlene, dogmet om pavelig ufejlbarlighed. Der er to mærkbare dokumenter som blev formuleret i koncilet, nemlig Dei Filius, og Pastor Aeternus. I kølvandet på koncilet må også nævnes Pius IXs fremragende encyklika Quanta Cura, som også oplister en lang række modernistiske fejl. Men Dei Filius blev skrevet som en frugt af 1. Vatikankoncil, og må siges at lukke et signifikant dogmatisk forsvar for Tridentinerkoncilet. Den oplister samtlige modernistiske fejlanskuelser, og stadfæster én gang for alle de forpligtende trossandheder som Kirken forsvarer, og har fået overleveret siden Fædrene. Det er et glimrende dokument, og kan anbefales at læse. Hvad var motivationen for det? Naturligvis den franske revolution, og især den frimurerske trussel som havde ført frontalangreb på Kirkens sandhedsmonopol. Dogmet om pavelig ufejlbarlighed, blev til gengæld stemt igennem med et noget snævrere flertal - mange var bekymrede for om det ville skabe splid, meget få var direkte imod det, og nogle andre var uenige i dogmets relevans. Men det blev gennemført, og mens afstemningen om dogmet begyndte, var de revolutionære enheder på vej mod Vatikanet. Mens krigen rasede mod Kirken udenfor byens mure, forlod de sidste kardinaler Rom. Med belejringen af Vatikanet blev koncilet midlertidigt suspenderet, og først formelt erklæret lukket i 1960. Det bør også nævnes, at Pave Leo XIII, overhørte en skrækindjagende dialog mellem djævelen og Gud, i sit kapel i 1886. Dette motiverede ham til at forfatte bønnen til ærkeenglen Michael, og befalede at den skulle bedes i forlængelse af alle talte messer fra det år. Det viste sig, at det syn skulle blive profetisk for Kirkens situation, den dag i dag.

Antimodernisme og markant vækst

Pave Leo XIII videreførte også den antimodernistiske linje, med sine encyklika Providentissimus Deus og Humanum Genus (imod frimurerne). Kirken var i sin grundlæggende essens fra Roms fald i 1870 og langt op i 1900-tallet, stærkt antiliberal. Denne tendens videreførtes hos Pave Skt. Pius X, som sågar indførte en lang række liturgiske reformer. Missaler blev formaliseret og genoptrykt, hvor reglen ellers var at folk selv måtte trykke og skrive deres egne håndmissaler. Håndmissalet blev udbredt til lægfolket i udbredt grad, gregoriansk sang blev atter en fast og central del af den hellige liturgi, og samtidig indførtes den antimodernistiske ed i præsteseminarerne, hvor man svor at ville bekæmpe og afvise modernismen til sin død. Det var for Kirken en blomstringstid, og hvad Kirken indadtil tabte af landejendomme ifm. pavestaterne, vandt den støt og roligt med massekonversioner og tusinder af præstekald, længe efter Pius Xs død. Pius X er mest kendt for sit encyklika "Pascendi Dominici Gregis", (Om den modernistiske doktrin) som fastslog at Kirken altid var i modstrid med modernismen, som Pius X kaldte for "summen af alle kætterier". Sankt Pius X blev helgenkåret af Pius XII i 1954. Der må også knyttes nogle ord til den liturgiske bevægelse, som også havde et vist tilsnit af modernisme over sig, hvor flere præster i 1920erne og 30erne eksperimenterede med messer versus populum (dvs. vendt mod de troende), og hvor den liturgiske bevægelse led af en vis indflydelse af "aggiornamento", som Pius XII kaldte for "falsk antikvarianisme". Man havde en art protestantisk romantisk forestilling om de præ-konstantinske tider, og hvorledes oldkirken var en form for fælleskabsorienteret dyrkelse, fremfor en fejring af det hellige messeoffer som en opfyldelse af den jødiske tradition. En vis kontroversiel sekt indenfor Kirken, dyrker stadig dele af den forestilling i dag.

I 1929 underskriver Vatikanet Lateranaftalen med Italien, og sikrer Vatikanstatens suverænitet og uafhængighed. Den italienske regering kompenserede Vatikanet for tabet af pavestaterne, mens Vatikanet omvendt blev beskyttet af den italienske forfatning. Det er på sin vis en problematisk aftale, idet den italienske forfatning, som jo er sekulær, skal garantere en guddommeligt indstiftet institution. Det er den aftale som har dannet rammen om den nuværende statsløsning. Kirken i Europa og USA oplevede en vis stigning i konversioner og præstekald, hele vejen frem til begyndelsen af Det 2. Vatikankoncil. En vis udfordring i Kirkens trosliv, må tilskrives en vis rationalistisk kultur som også Kirkens embedsførelse var påvirket af. Det har også betydet, at mange ikke til bunds forstod teologien bag mange liturgiske spørgsmål, eller havde en tilbundsgående forståelse af de trosmæssige praksisser. Det er en skrøbelighed der ikke kan ignoreres, og som skulle vise sig fatal, i de kommende årtier.

Det er Guds vilje, at Kirken trods tabet af pavestaterne og sin verdslige magt, skulle opleve en blomstringsperiode frem til midten af det 20. århundrede. Herudover må man forstå, at Kirken før kulturtabet var at regne som en separat nation. Den er stadigvæk Det Nye Israel, med sit Guddommelige overhoved i det hinsides, med sin jordlige stedfortræder og verdslige monark, egen regering i læreembedet, og med biskopper spredt ud over hele jorden. Katolske skoler udbredte den klassiske skolastiske tradition, og man kunne fra børnehave og hele vejen til universitetet, lade sine børn forme i den evindelige og guddommelige Sandhed, adskilt fra den faldne verden, og levende med sakramenterne og præsterne tæt på. Den var et parallelsamfund, med parallelle institutioner i alle nationalstaterne, sekulære eller ej. Den var en social kraft for det gode i verden, og en politisk magtfaktor. Og netop dét som udadtil lignede en styrke, spillede formentlig Kirken et puds, og lod den overvurdere hvor stor denne kraft reelt var. Kort efter Pius XIIs død, skulle denne skrøbelighed i Kirken afsløres, og med det vindpust som næsten profetisk lod forandringens vinde blæse, da Johannes XXIII symbolsk åbnede vinduet ud til Peterspladsen, da han ville lukke lidt frisk luft ind i Kirken...