"Det mest fremtrædende mål for dette koncil er derfor ikke, en diskussion om den ene eller anden fundamentale kirkelige læresætning, som gentagne gange er blevet lært af Fædrene og ved gamle og moderne teologer, og som antages at være velkendte for alle. Til dette er et koncil ikke nødvendigt. Men fra den fornyede, fredfyldte og stille tilslutning til hele Kirkens lære i sin helhed og præcision, mens den stadig skinner frem fra sektionerne i Tridentinerkoncilet og Det Første Økumeniske Vatikankoncil, så forventer den kristne, katolske og apostolske ånd fra hele verden, et skridt fremad mod doktrinær gennemtrængen, og en samvittighedsmæssig formation i trofast og perfekt konformitet til den sande lære. Denne, som dog skulle studeres og udlægges gennem forskningsmetoder og de litterære former af moderne tænkemåde. Substansen af den ældgamle doktrin og troens skat er én ting, men måden hvorpå den udlægges er en anden. Og det er det sidste som må tages i stor betragtning med tålmodighed om nødvendigt, når man tager alle mål i betragtning vedr. formen og størrelsen på et læreembede, som overvejende er af pastoral karakter. - Pave Johannes XXIII, i sin åbningstale til Det 2. Økumeniske Vatikankoncil
NB: Har du ikke læst del 1 i denne række, så vil det give mening at du starter dér.
Året var 1962, og Pave Johannes XXIII havde netop indkaldt til Det 2. Vatikankoncil, efter symbolsk at have åbnet vinduerne mod Peterspladsen, for, som han sagde, "at lukke lidt frisk luft ind i Kirken...". Det er som med ånder, at de er gjort af to ting. En ånd er både rettet mod noget, og samtidig er den i bevægelse. Det er sådan at man kan betegne Helligånden, at den er perfekt og i bevægelse mellem Faderen og Sønnen. Men skulle andre vindpust have bevæget gardinerne til Pave Johannes XXIII værelse, så kunne det vel have været onde ånder der blæste ind i Kirken den dag. Det er ihvertfald bemærkelsesværdigt, at hans efterfølger kun havde pessimisme til overs, da han skulle fortælle hvad der var sket som en konsekvens af koncilet. Mere om det senere. 1960erne var begyndelsen på en ekstrem tid, hvor mennesket for alvor tog et kvantespring væk fra guddommelig autoritet, til fuldendt fejring af det materielle og jordiske. Denne optimisme og jordiske begejstring var også at finde i Kirken, og især blandt yngre biskopper og præster, som mente at "Vor tid" nu ville blive epokegørende for menneskeheden. Denne naive optimisme kan meget vel have været årsagen til koncilets katastrofale og nærmest revolutionære udfald, en art selvovervurdering og manglende selvbevidsthed som pudsigt nok var det Kirken formåede at opnå. At blive selvbevidst, at se sig i relation til sine omgivelser. Indtil da havde Kirken ikke beskæftiget sig med andet end sig selv. Den var, og er stadig, en nation, med egne skoler, institutioner, regering, kultur, troende, sædvaner, lovgivning, monark, med videre. Nu skulle Kirken være relevant, selvbevidst og horisontal. Mange "konservative" katolikker, det vil sige katolikker som forsøger at leve som Herren og apostlene har lært os, er ofte skuffede og modløse over de forandringer som skete i kølvandet på koncilet. Og sågar mange år efter koncilet blev afsluttet - men mange af dem mener at koncilet altså var godt, men at det blot var dårligt fortolket. Hvis disse gode mennesker var bedre informeret om hvad der rent faktisk foregik på koncilet, så ville de aldrig besidde det standpunkt. Det 2. Økumeniske Vatikankoncil startede nok ud med gode hensigter, men det blev lynhurtigt kapret i de første åbningssessioner, af rebelske biskopper - fordi Paven havde planlagt et koncil uden deres rådgivning, og imod deres hensigt.
Tag fx Kardinal Tisserant, nøglepersonen bag Moskva-Vatikan-aftalen i 1962, som ledte åbningssessionen, og som var en del af den gruppe som ville afspore koncilet. Ifølge Jean Guitton, den berømte franske akademiker og personlige ven af Pave Paul VI, havde Tisserant vist ham et billede af sig selv og 6 andre, og sagt: "Dette billede er historisk, eller snarere, symbolsk. Det viser det møde vi havde før åbningen af koncilet, hvor vi besluttede at blokere den første session, ved at nægte at acceptere de tyranniske regler som blev fastsat af Johannes XXIII." Så er man ligesom i gang.
Den revolutionære fraktion griber magten
Rhin-alliancen var den gruppe af kardinaler, som var ansvarlige for at gribe magten på koncilet. De var kardinalerne Alfrink, Frings og Liénart. Deres mål var at opnå kontrol med de konciliære kommissioner som skulle udarbejde udkast og skemaer. Én afstemning var særlig vigtig, og skulle beslutte hvem der skulle være medlemmer af hvilke kommissioner, da Kardinal Liénart (en mistænkt frimurer), greb mikrofonen og forlangte at en ny gruppe af kandidater blev udvalgt og optegnet. Hans relativt ublu gestus blev imødekommet af koncilet, og valget af kommissionsmedlemmer blev udsat. Liénarts handling var altså med til at ændre kursen for koncilet, og blev i pressen omgående udråbt som en sejr. Datoen var 13. Oktober 1962, det 45. jubilæum for Vor Frues mirakel i Fatima. I sin tale til kleresiet i Rom i februar 2013, gav Pave Benedikt 16. udtryk for de samme oplevelser om "kuppet" på koncilet. "På den allerførste dag var der afstemninger om kommissionerne, og lister med navne var blevet forberedt - og i det der skulle have været på upartisk maner, og de lister blev sat til afstemning. Men omgående sagde fædrene: "Nej, vi ønsker ikke at stemme for disse forberedte lister. Vi er i centrum." Derfor var det nødvendigt at udskyde afstemningerne fordi fædrene selv, ønskede at forberede afstemningslisterne selv. Og sådan blev det - Kardinal Liénart af Lille og Kardinal Frings af Køln sagde offentligt: "Nej, vi ønsker at bortkaste listerne og vælge vores egne kandidater." Den anerkendte filosof Romano Amerio, som havde bidraget afgørende til udarbejdelsen af de originale dokumenter til Vatikan 2, fortalte hvordan det juridiske grundlag for koncilet blev ødelagt, som en konsekvens af kardinalernes optrin: "Denne afvigelse fra den oprindelige plan kom i stand ved at bryde koncilets juridiske grundlag, sådan at koncilet var selvskabt, atypisk og uforudset", skrev han i 1985. Blokeringen af afstemningen var altså ulovlig, og og herefter tyede denne rebelske "Rhin-gruppe" til spidse albuemetoder for at tvangsinstallere en række af deres egne medlemmer ind i de nye kommissioner, som skulle udarbejde nye skemaer for koncilet. Og over natten havde næsten 60 procent af kommissionerne fået udnævnt formænd, som kunne betegnes som "suspekte teologer" der ellers tidligere var blevet holdt i ave under Pius XII. Disse ville fx omfatte liberalister som Hans Küng, Schillebeeckx, Frings, Danielou, og pseudo-mystikeren Karl Rahner, koncilets "darling", som under hele koncilet holdt stævnemøder med feministen Luise Rinser, der havde advokeret for abort og kvindelige præster. Således var koncilets nøgleposter besat, og gjorde det altså muligt for en kerne af tyske, franske og hollandske kardinaler at udøve bestemmende indflydelse på udarbejdelsen af de 16 koncilsdokumenter som vi kender i dag. Pave Johannes XXIII havde ellers godkendt 72 skemaer til gennemgang, inden koncilets begyndelse. Ærkebiskop Lefebvre, grundlæggeren af SSPX, og som var blevet udnævnt til den Centrale Forberedelseskomité, skulle undersøge om skemaerne var værdige og ortodokse. Og det var hensigten at de skulle anvendes, men desværre og til hans store fortrydelse, lod koncilet dem hælde ned ad brættet. Fx sagde han:
"Fra de allerførste dage, var koncilet belejret af de progressive kræfter. Vi oplevede det, vi mærkede det... Vi havde indtrykket af at noget unormalt skete, og dette indtryk blev hurtigt bekræftet. 15 dage efter åbningssessionen, var ikke ét af de oprindelige 72 skemaer fastholdt. Alt var blevet sendt tilbage, afvist eller smidt i skraldespanden. Dette enorme arbejde som var opnået, gjorde koncilsfædrene endnu mere tomhændede, og ude af stand til at have noget parat. Hvilken formand for en bestyrelse, uanset hvor lille en virksomhed, ville tillade at fortsætte uden en agenda og uden dokumenter? Men det er sådan at koncilet fortsatte... (Æbp. Lefebvre, Open Letter to Confused Catholics, 1986).
Pave Benedikt 16. understregede selv hvordan et "virtuelt koncil" var vokset frem, for at fortrænge "det sande koncil". Benedikt udtrykte en vis klagesang over alle "de mange katastrofer" (en tale til kleresiet i Rom, Februar 2013). Pave Paul VI sagde ligeledes, at de gode indsatser på koncilet var undertrykt af "djævelen" som dukkede op for "at kvæle frugterne af det økumeniske koncil (29. juni, 1972)." Ifølge Benedikt afspejler samtidens radikale forandringer ikke en fejlfortolkning af koncilet, men den sande fortolkning som var de liberale arkitekters hensigt. Der er naturligvis gode elementer i dokumenterne, men de er sammenvævet på en sådan måde, at Pave Paul VIs signatur var mere end garanteret. For de progressive, var det vigtigere at dokumenterne fremstod ortodokse, end liberale. Under dækket af ønske om reform, genoptog man Martin Luthers teologiske korstog og lod den genopstå, og i en vis forstand forsøgte man at få den sammensmeltet med dels den katolske kirke, og andre verdensreligioner. Fader Edward Schillebeeckx, en prominent figur på koncilet, sagde sågar: "Beskyldningen om en vis konvergens med reformationen, er ikke uden grundlag." Andre nærmest profetiske udsagn, må man også tage i betragtning: Canon Roca, en ekskommunikeret præst og frimurer fra 1800-tallet, forudså at: "den romerske kirkes liturgi vil snart undergå en transformation på et økumenisk koncil" i et forsøg på at "fratage Kirken sin overnaturlige karakter, og lade den smelte sammen med verden, at væve den sammen med øvrige trosretninger rent økumenisk set, fremfor at lade dem løbe side om side som separate konfessioner, og således bane vejen for en fælles verdensreligion i en centraliseret verdslig stat." I den forbindelse må man forstå modernismens indtog i Kirken, og allerede, og som nævnt i første del om koncilet, var Kirken allerede infiltreret af modernismen. Pave Skt. Pius Xs felttog mod modernismen, skal således også forstås som en del af Kirkens indre renselse og åndelige kamp. Pius X og Leo XIII havde set tendensen. Et eksempel på den helt åbenlyse og korrekte tolkning af koncilsdokumenterne, kan fx være instruksen til liturgien som kaldes "Inter Oecumenici", der blev udgivet d. 26. september 1964. Den udlægger instruktionen og reglerne for fejringen af den nye messe og indretningen af sanktuariet. Man kan eksempelvis læse i artikel 91, at:
“Hovedalteret skal fortrinsvis være fritstående, så man kan muliggøre at gå rundt om det, og fejre messen med ansigt mod de troende."
Her er altså ikke tale om en fejlfortolkning, når koncilet eksplicit opfordrer til fejringer "versus populum", når formen blev implementeret som en universel norm i den latinske kirke, umiddelbart efter koncilet? Det var en forsætlig forandring, i modstrid med Kirkens 2000-årige tradition, og mod en horisontal liturgi og jordliggørelse af messen, fremfor den vertikale og metafysiske fejring af traditionen.
Inter Oecumenici udpensler også undertrykkelsen af de leoninske bønner, dvs. den trefoldige bøn til Vor Frue, Salve Regina, bønnen til ærkeenglen Michael, og undertrykkelsen af disse bønner blev som bekendt en konsekvens af koncilet. Sacrosanctum Concilium, et ellers overvejende konservativt dokument, betoner også en grundlæggende revision af messen, hvor "arkaiske" elementer som er opsamlet gennem tiden, nu skal bortkastes (sic!), og riterne skulle simplificeres, så aktiv deltagelse hos de troende kan foranstaltes på lettere vis, jf. artikel 50. Det er også her at begrebet aktiv deltagelse, blev udlagt i mere forvansket form. Hellige Pave Pius X taler indgående om definitionen på aktiv deltagelse, især hvorledes det skal forstås i åndelig forstand. Denne aktive deltagelse får på koncilet en helt anden og praktisk betydning, som er helt ude af trit med hvad Pius X rent faktisk havde til hensigt. Den praktiske forståelse af aktivitet, sådan at de troende skal aktiveres og praktisk delagtiggøres i messens liturgiske form og rækkefølge, er så misforstået som noget kan være. Denne rationalisme finder man ikke i østkirken, hvor der tændes lys, bedes, synges og iagttages under det hellige messeoffer.
Efter koncilet havde bortkastet de oprindelige skemaer, blev koncilsdokumenterne som vi kender dem i dag, udarbejdet på de efterfølgende 2. og 3. sessioner frem til koncilets tilendebringelse. Noget der er særligt kendetegnende ved dokumenterne fra 2. Vatikankoncil, er den umiddelbare flertydighed i mange af dokumenterne, sågar også de dogmatiske konstitutioner, som er læremæssige dokumenter som er udarbejdet af koncilsfædrene. Mere om dem senere. Men flere af dokumenterne, er faktisk også meget tydelige, og divergerer faktisk meget tydeligt fra katolsk tro og lære. I dekretet Unitatis Redintegratio (Om genoprettelse af enheden), kan man læse at "...Kristi Ånd har nemlig ikke vægret sig ved at bruge dem som midler til frelse, midler, hvis kraft hidrører fra selve den nådens og sandhedens fylde, som er blevet betroet den katolske kirke." Det er et problematisk citat, fordi man ikke forstår at de frelsesmidler som er nødvendige, naturligvis er Guds nåde og herigennem sakramenterne, til styrkelse i tro og hellighed. Det er ikke det samme som at det er teknisk umuligt at blive frelst udenfor Kirken, men Kristi ånd bruger ikke andre religioner som middel til frelse. Kristi ånd frelser folk udenfor Kirken, på trods af de øvrige midler som findes i andre religioner.
Det er altså ikke bare Kirkens liturgiske sjæl og sprog som blev alvorligt forandret på koncilet, men også Kirkens opfattelse i tiden og i verden. Som om det ikke var nok, og selvom det forrige koncil faktisk fastsatte et dogme om netop dette, så blev pavespørgsmålet og kirkens politiske kultur også mærkbart forandret. Bemærk fx. en dogmatisk definition fra 1. Vatikankoncil:
"Hvis nogen derfor skulle sige at den Romerske Pave kun har som embede at inspicere eller dirigere, og ikke den fulde og overskyggende jurisdiktion og magt over hele Kirken, ikke kun i tro og moral, men også i emner vedr. disciplinen og regering af Kirken over hele verden, eller at han blot har en fremtrædende del og ikke den fulde embedsmæssige kraft, eller at denne kraft ikke er ordinær og umiddelbar, hvad enten over én eller alle kirkerne, eller over hver og alle pastorer og troende, lad ham være fordømt. (De Ecclesia Christi, can. 3) Vi, som derfor trofast holder ved den tradition som er modtaget siden begyndelsen af den kristne tro, til Herren vor Guds herliggørelse, for ophøjelse af den katolske religion og frelse for det kristne folk, lærer og definerer, som et guddommeligt åbenbaret dogme, at den romerske Pave, når han taler EX CATHEDRA, altså, når han udøver sit embede som hyrde for alle kristne, i kraft af sin overhøjhed, når han definerer en lære vedrørende tro eller moral som skal besiddes af hele Kirken, at han, ved guddommelig assistance lovet ham i salige Peter, nyder den ufejlbarlighed som den guddommelige frelser ønskede Hans kirke skulle beriges med i at definere lære om tro og moral, og at derfor sådanne definitioner af den romerske pave er uforanderlige i sig selv, og ikke ved forgodtbefindende ved Kirkens samtykke. Derfor, hvis nogen skulle antage at modsige dette, Gud forbyde det, lad ham være fordømt."
Da først denne definition blev fastsat, var loyalitet og fornuft den generelle tilgang til dogmet, og der var ikke nogen modstand som sådan, udover nogle få fra Dollinger i Tyskland som forlod Kirken. I modsætning til 2. Vatikankoncil, så formåede det 1. Koncil altså at mane "gallicanismen" til jorden som sådan, blot for at risikere at vække den til livet igen ca. 100 år senere. Det lykkedes dog en række paver at forkaste modernismen, som gallicanismen egentlig sigter til, inden modernismen for alvor fik overtaget på Det 2. Vatikankoncil. Med ovenstående citat in mente, så lad os prøve at sammenligne med formuleringen i den dogmatiske konstitution "Lumen Gentium":
"Dette hellige Koncil følger i Det første Vatikankoncils fodspor og lærer og erklærer med det, at Jesus Kristus, den evige hyrde, har bygget Den hellige Kirke ved at sende apostlene, ligesom Han selv blev sendt af Faderen (jf. Joh. 20,21); Han har villet, at deres efterfølgere, nemlig biskopperne, skulle være hyrder i Hans Kirke til verdens ende. Men for at episkopatet skulle være ét og udelt, satte Han den hellige Peter over de øvrige apostle og indstiftede i ham et varigt og synligt princip og fundament for troens enhed og fællesskab. Denne lære om indstiftelse, varighed, gyldighed og væsen af den romerske biskops primat og hans ufejlbare læreembede fremlægger Koncilet atter som trossandhed for alle troende, og i fortsættelse af det dengang påbegyndte agter det over for alle at fremsætte og erklære læren om biskopperne, apostlenes efterfølgere, som sammen med Peters efterfølger, Kristi stedfortræder og hele Kirkens synlige overhoved, styrer den levende Guds hus."
Der er markante forskelle i definitioner og udtryk, men på koncilet var der forskellige fortolkninger af dette dogme. Den konservative position var, at Paven alene havde egenrådig autoritet, ved guddommelig ret. Han kunne, hvis han ville, af og til forlænge sin autoritet til bispekollegiet, fx ved at indkalde til et koncil. Dette var en ekstraordinær tilgang, og biskoppernes midlertidige del i Pavens overhøjhed var kun af menneskelig ret. Dette var det traditionelle, ofte kaldet "ultra-montane" billede. Det var også det som blev opfattet af den internationale gruppe af traditionelle biskopper, Coetus Internationalis Patrum, og formentlig også de fleste eller stille flertal af biskopper, for så vidt at de havde et fast syn på sagen. Det er klart, at der også var den mere liberale fortolkning, som fastholdt at der kun var egenrådig autoritet i bispekollegiet i union med Paven. Paven udøvede sin autoritet kun som hovedet på kolegiet og ved at repræsentere det. Så han var altså også bundet til, pligtmæssigt, til at konsultere biskopperne inden nogen vigtig beslutning. Og biskopperne, sammen med Paven, tog del i denne guddommelige autoritet grundet deres konsekration som biskopper. Og de mente også, at konciler var en ordinær udøvelse af denne autoritet, og burde være af hyppig frekvens. Dette var den ultra-progressive position, og var tæt på gallicanismen eller fortidens konciliarister. I midten stod de som mente at Paven i modsætning til biskopperne altid havde guddommelig ret til at udøve sin autoritet, i modsætning til biskopperne som kun havde den i kraft af paven. Denne position blev også mest båret frem af Paul VI og de mindre ekstreme liberale koncilsfædre, og det var også dette skema som kom til afstemning. Det var et slags kompromis man altså indgik, og sigtede mod at bevare Kirkens enhed fra begyndelsen. Spørgsmålet blev blandt de liberale allerede bragt til afstemning i oktober 1963, og blev af en række koncilsfædre, bl.a. fader Yves Congar (O.P.) kaldt for "Kirkens oktoberrevolution", med henblik på den sovjetiske af samme slags i 1917. Hvad hjertet er fuldt af, løber munden som bekendt over med. Sand frihed er som bekendt friheden til altid at vælge Gud til, i alle situationer. Men også den modernistiske frihedsopfattelse blev introduceret - eller det kan det tyde på - på koncilet. Oplysningstiden og den franske revolutions konsekvens og forståelse af religionsfrihed, blev tydeligt fordømt af Pius IX i hans encyklika Quanta Cura (læs om øvrige pavers fordømmelser af modernisme, liberalisme og frimureri her) Fx fordømmes det standpunkt at..
"Samfundets bedste betingelse er den hvor man ikke anerkender de civile myndigheders pligt til at undertrykke de som ødelægger den Katolske religion, undtagen når den offentlige fred kræver det."
Enhver falsk religion kendes ved at den nægter at ære Vor Herre JESUS KRISTUS og at træde ind i Kirken, og således fastslås det at man bryder og forvolder Guds bud, især det første men også andre), og derfor forvolder man også den katolske religion, hvis man mener at nogen fx skulle have ret til at være immun over for tvang. Det er faktisk dét som koncilsdokumentet Dignitatis Humanae giver udtryk for, hvilket også står i ret stejl kontrast til til tidligere pavers forsvar for tradition og kamp imod modernismen. Retten til at undgå tvang, kan aldrig være en ret, fordi mennesket både har pligt og ret til at erkende Sandheden. Den kan ikke vælges fra, fordi man ikke har ret til at vælge Gud fra. Lad os se hvad Dignitatis Humanae skriver:
"2. Dette Vatikankoncil erklærer, at den menneskelige person har ret til religionsfrihed. Denne frihed består deri, at alle mennesker bør være fri for tvang såvel fra enkelte menneskers som fra sociale gruppers og en hvilken som helst menneskelig magts side; fri, således at ingen, når det gælder religionen, tvinges til at handle mod sin samvittighed og heller ikke hindres i at handle i overensstemmelse med sin samvittighed, privat eller offentligt, alene eller sammen med andre, inden for tilbørlige grænser. Desuden erklærer Koncilet, at retten til religionsfrihed dybest set har sit grundlag i selve den menneskelige persons værdighed, således som det kan erkendes både af Guds åbenbarede ord og af fornuften selv.[2] Denne menneskelige persons ret til religionsfrihed bør anerkendes i samfundets retsorden, således at den bliver en borgerlig ret."
Det er jo et fuldstændig vanvittigt udtryk, og et udtryk som potentielt strider fuldstændigt lodret imod traditionel katolsk spiritualitet og sjælslære, fordi det slet ikke tager højde for at Gud kalder mennesket til Sandhed, og at menneskets fornuft og tro er en nådegave fra Gud, og kun Gud. Ingen psykologisk, social, kulturel eller økonomisk påvirkning kan tilvejebringe dette, kun Gud kan frelse og kalde mennesket til Kirken. For at gøre ondt værre, så lad os læse hvad fx man i Danmark mente om dette "fremskridt" - den katolske lægmand og "økumeniker" (hvad det så end er) Ole Bohn, skrev forordene til Dignitatis Humanae:
"Med Oplysningstidens opfattelse af, at der ikke var nogen egentlig absolut religiøs sandhed, anfægtedes kirkernes forståelse af, at den kristne tro var en sådan objektiv størrelse, som de havde ansvaret for og skulle hævde med den enevældige statsmagts hjælp. For den katolske kirke førte det til, at man opfattede politiske angreb på staten som angreb på den kristne tro, og kirkens ledelse vendte sig derfor mod enhver form for liberalisme og frit folkestyre. I store dele af tidsrummet fra 1800 og op mod vore dage hævdede kirken derfor officielt, at stat og kirke ikke kunne adskilles, at monarkiet var en gudgivet styreform, og at religionsfrihed højst kunne tilstås borgere, der fra fødslen tilhørte en anden tro. I 1900-tallet kæmper en ny forståelse sig frem, og ved koncilets drøftelser finder den vej frem i en ny opfattelse, der tager sit udgangspunkt i menneskets ukrænkelige værdighed, og en bedre forståelse af at en række ydre omstændigheder (miljø, kulturel udvikling) i høj grad er bestemmende for det enkelte menneskes livsforståelse." - Ole Bohn
Ole Bohn fortæller os altså, at Kirken i henved 1900 år, simpelthen bare ikke har haft forståelse for det enkelte menneskes liv i tilstrækkelig grad. Modernismens, og især det modernistiske menneskesyns, grundlæggende udgangspunkt er at mennesket er centrum og autoritet i eget liv. Det vil sådan set påstå at mennesket ikke har en sjæl, men er en mekanisk kødmaskine som er sat i verden for at spise, sove og forrette sin nødtørft. Denne subjektivisme, eller "nye forståelse" som Bohn taler om, er som sådan ikke andet end en freudiansk omvendt logik, som tager udgangspunkt i kødelig og driftsmæssig forløsning som løsning på menneskets problemer, og ikke nåde ved Gud og fra Gud, i samarbejde og venskab med mennesket. Det kan på overfladen se harmløst ud, men konsekvensen er fatal. Mennesket kan aldrig have ret til at vælge Gud fra, eller have ret til ikke at søge Sandhed, eller have ret til at leve efter en tro som alene er baseret på dets egen samvittighed og forgodtbefindende. Mennesket bliver kun frit, ved at afstå fra synd og handle i perfekt harmoni med det Gud vil. Vranglære har ingen ret.
Hvad koncilet kunne have blevet til
Vil man læse nogle af de oprindelige skemaer, som var tiltænkt koncilet, kan de læses her. De er intet mindre end fremragende, og besinder sig på meget stærk kontinuitet med 1. Vatikankoncil og de tidligere pavers antimodernisme. De kan læses ved at følge dette link: http://www.unamsanctamcatholicam.com/history/79-history/421-original-vatican-ii-schemas.html
Man skal huske at koncilet var et pastoralt koncil, og også den konkrete ramme for hvorledes dette pastorale tilsnit kommer til udtryk. Hvis koncilet ikke er dogmatisk bindende, fordi det ikke fastsætter nye trosmæssige dogmer for de troende, så kan det kun være pastoralt, og således kun skulle forstås i lyset af Kirkens evindelige apostolske tradition. De fleste mennesker (her mener jeg katolikker) mener at koncilet er et dogmatisk bindende koncil, især når de skal forsvare de ændringer som koncilet medførte (den omvendte logik gælder naturligvis ikke, når man skal fremhæve de få gode traditionelle elementer fra koncilet). Det er heller ikke fordi at det skorter på forskellige udtryk, når folk skal belære én om begreber, som fx. "Kirkens universelle, ekstraordinære læreembede" som altid er ufejlbarligt. Det er et begreb som har udviklet sig roligt over de sidste 150 år, og er støt blevet mere komplekst i tidens løb. For at forstå hvorfor koncilet hverken er bindende, mere end de øvrige konciler, eller er ufejlbarligt, så skal vi vende en række begreber ift. læreembedets begrebsmæssige kompleksitet. I spørgsmål om tro og moral, så taler biskopperne på vegne af Kristus, og de troende har pligt til at underkaste sig biskoppernes lære med vilje og intellekt. Den vilje skal rettes på en særlig måde mod det autentiske magisterium ved den romerske pave, selv når han ikke taler ex cathedra, dvs. at læreembedet skal vises en passende ærbødighed, fordi Paven lærer ting jf. hans sind og vilje. Men det er fuldstændigt afgørende at forstå, at i henhold til det autentiske magisterium, at når han ikke taler ex cathedra, er der tale om fejlbarlig lære. Dette fremgår helt tydeligt i koncilsdokumentet Lumen Gentium, som er ét af de fire dogmatiske konstitutioner. I de formelle noter fra 2. Vatikankoncils teologiske kommission, så står der i udkastet til forklaringen i Lumen Gentium (Acta Synodalia Sacrosancti Concilii Vaticani II 2/1, p. 255) at forklaringen til koncilsdokumentet var udarbejdet, hvorledes man "...skulle tilslutte sig denne lære som faldt under graden af ufejlbarlighed." Når man altså taler om Pavens autentiske læreembede, så taler vi om et læreembede som ikke nyder ufejlbarlighed. Ganske fordi det ikke er Ex Cathedra, og ikke sammen med Kirkens biskopper formulerer dogmer som er bindende for hele Kirken. Ex Cathedra refererer altså til det højtidelige eller ekstraordinære magisterium, og ikke det autentiske. Det er en meget vigtig sondring, og den fremgår da også af koncilsdokumentet Lumen Gentium (25). Ergo er Paven og Hans læreembede kun ufejlbarligt Ex Cathedra, og ikke autentisk. Paven kan altså godt fremsætte læremæssige udsagn når han ikke lærer Ex Cathedra, og det er godt at han kan det, for det betyder fx at den nuværende udøver af det petrinske embede ikke bør få ret megen opmærksomhed. 1. Vatikankoncil er eksplicit her.
Begreberne ordinær og ekstraordinære lærembede, stammer fra den tyske jesuit og neo-skolastiker Joseph Kleutgen, fra midten af 1800-tallet. Det første spørgsmål han ville besvare var, hvad katolikker rent faktisk var forpligtede til at tro på. Han opbyggede to udgangspunkter, det ene læreembede som var ordinært og evigt, og som består i alle de vedvarende apostolater i Kirken gennem den levende tradition, mens det andet "ekstraordinære" kun bruges ved særlige lejligheder når Kirken og Sandheden er under angreb.
Siden Kirken fastslår at Skriften er Guds åbenbarede ord til os, og så snart man ved at en Sandhed tydeligt er fremsat i Skriften, så kan man også se at det fremsættes af Kirken som en guddommeligt åbenbaret sandhed, som må accepteres og tros som en trosregel (dvs. lært af det ordinære og autentiske magisterium). Det ville fx være kættersk at benægte at Kristus blev forklaret på bjerget, at den hellige familie flygtede til Egypten, at Kristne har en moralsk pligt til at elske deres fjender, selvom ingen af disse ting formelt er defineret af Kirken dogmatisk set. Og igen, sammen med Skriften ser man også på skrifterne hos kirkefædrene, som er de priviligerede vidner af den Hellige Tradition, og igen kirkelærerne og andre eminente teologer, til sædvaner, liturgier, kirkelove, samtykker og praksisser hos de troende, osv.
Kleutgens motivation var altså at forsvare Kirkens trosliv mod det han kaldte "dogmatisk minimalisme", hvor folk kun troede på det som var dogmatisk fastslået af Kirken, fremfor også at give deres samtykke og tro på det som var overleveret af traditionen, og åbenbaret af Gud.
Derfor så skelnede han Kleutgen ikke mellem "ordinært" og "ordinært og universelt" magisterium. Der var kun i hans opfattelse ét ordinært magisterium, og det er altid ufejlbarligt. Fordi Kirken lærer om troens regel, så er kun ufejlbarlig kirkelig lære forpligtende for de troende. Fejlbarlig lære udgør ikke denne troens regel, fordi den stadigt autoritative lære fra Kirken kræver en religiøs underkastelse, men ikke en trosmæssig underkastelse. Denne sondring er vigtig, fordi vi som kristne underkaster os Pavestolen religiøst, men vi skal aldrig underkaste os fejlbarlig lære eller vranglære som ikke er de fide forpligtende og ufejlbarlig troslære. (Bl.a. derfor er Pave Frans' motu proprier ikke ufejlbarlige eller forpligtende)
"Alle de ting som skal tros med guddommelig katolsk tro, indeholdes i Guds ord, skrevet eller overleveret, og som ved Kirken, enten i højtidelig vurdering eller gennem Hendes ordinære og universelle magisterium fastslår for de troende er guddommeligt åbenbaret“ (Dei Filius, Denz. 3011). - 1. Vatikankoncil
"I pagt med koncilernes sædvane og det nuværende koncils pastorale hensigt træffer koncilet definitive afgørelser, som binder Kirken i tro- eller moralspørgsmål, udelukkende når dette bliver udtrykkelig præciseret. Alt andet, som koncilet fremlægger, bør modtages og godtages af hver enkelt kristen som Kirkens øverste læreembedes doktrin i overensstemmelse med koncilets hensigt, således som det fremgår af det behandlede emne eller af udtryksmåden, ifølge reglerne for en teologisk tolkning af sådanne dokumenter." - Lumen Gentium, Tillæg A.
Igen, for at vende tilbage til dette indlægs begyndelse. Det 2. Vatikankoncil havde et pastoralt tilsnit, og disse motiver er ikke trosmæssigt bindende, fordi de ikke er ufejlbarlige. Og der kan ikke være noget dogmatisk frafald, hvis der ikke formuleres nogen dogmer. De eneste udtalelser fra Det 2. Vatikankoncil som er bindende og ufejlbarlige, er de som blot gentager hvad andre konciler og Paver ufejlbarligt har lært førhen. Koncilet var et udtryk for Kirkens autentiske læreembede.
Er man stadig i tvivl, så kan man læse et citat fra Johannes Paul II i den afsluttende rapport fra den ekstraordinære synode i 1985. Her skriver han at:
"De teologiske fortolkninger af den konciliære doktrin, må tage hensyn til alle dokumenterne, i sig selv og i deres tætte indbyrdes forbundethed, på en sådan måde at den integrerede betydning af koncilets bekræftelser, ofte meget komplekse, kan forstås og udtrykkes. Særlig opmærksomhed skal rettes mod de fire dogmatiske konstitutioner fra Koncilet, som indeholder fortolkningsnøglen for de andre dekreter og deklarationer. Det er ikke tilladt at adskille den pastorale karakter fra den doktrinære strenghed i dokumenterne. På samme vis, er det ikke tilladt at adskille ånden og bogstavet i koncilet. Koncilet skal forstås i kontinuitet med den store tradition i Kirken, og samtidig må vi modtage lys fra vor tids Kirke og mennesker. Kirken er én og den samme gennem alle koncilerne."
Det er der måske en biskop eller to, der kunne trænge til at blive mindet om. I 3. afsnit med titlen "Katastrofe", skal vi se mere på konsekvenserne af denne forvirring og utydelighed, som koncilet medførte.
Comments