Man må ikke antage de lidt mere forbenede katolikker for at være en flok misforståede, pseudonostalgiske stivstikkere, som bare drømmer sig tilbage til en tid med højkultur og klassicistisk liturgi. Skt. Augustin forklarer vel vores motivation mere perfekt, i sin fortælling om "De To Byer" i "De Civitate Dei", b. XI:
"To kærligheder, gør to byer Disse er de to kærligheder: Den ene er hellig, den anden er profan, den første er social, den anden er selvisk, den første ser til det fælles gode og det himmelske samfund, det andet retter sig med selviskhed mod sociale forhold, for at dominere med arrogance; den første er underkastet Gud, den anden forsøger at rivalisere Gud, den første er dæmpet, den anden er hvileløs, den første er fredelig, den anden skaber postyr, den første foretrækker sandheden fremfor at prise de som tager fejl, den anden er grådig efter at blive prist i det hele taget, den første er venlig, den anden er jaloux, den første ønsker for næsten hvad den ønsker for sig selv, den anden ønsker at underbyde næsten, den første hersker over næsten til næstens gavn, den anden til gavn for sig selv, og disse to kærligheder skaber en adskillelse eller distinktion mellem englene; den første kærlighed hører til de gode engle, den anden til de slette engle, og også de adskiller de to byer som er grundlag af mennesker, under Guds underfulde og vidunderlige Forsyn, som administrerer og ordner alting som er skabt: Den første by er af de retfærdige, den anden af de forbandede. Selvom de nu og undertiden er sammenblandede, så skal de opdeles efter Den Sidste Dom; den første skal forenes med de gode engle under Kongen, skal opnå det evige liv, den anden i forening med de slette engle under sin konge, og skal sendes til den evige ild. Måske, skal vi, om Gud vil, udlægge mere om disse byer et andet sted..." - Skt. Augustin
"Ingen kan tjene to Herrer; thi han må enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon" - Matt. 6, 24.
Skt. Augustin udlægger her med al tydelighed denne kategoriske afstandtagen til verden. For enten elsker man verden, og vil være venner med verden, eller også vil man Gud, og vil foragte verden. Der er ingen mellemvej. Der er ingen kompromiser. For verden vil ikke gå på kompromis med sit eget fald, den er kategorisk i sin manglende perfektion, på samme vis som den byder os at vælge den til eller fra. Det er verdens præmis at den er falden og materiel, at den er ufuldstændig og begrænset, og kun holdt oppe af Guds hånd. Man må undre sig over den verdslighed der har præget kirken, og især i Danmark, siden koncilet - men især den gennemgribende verdslighed som kommer til udtryk i almindelig "katolicisme" i Danmark bredt set. Flere steder er der nogle sprækker ind i centrale skikkelsers daværende tænkemåde, og næsten insisteren på at se verden nedefra og op, og blæse på at der måske var en Gud der havde krav på et og andet. Hvad mange katolikker i Danmark måske helst ville glemme, er den famøse "Nyborg Strand Synode", som for alvor skulle sætte fart på reformerne i det danske bispedømme efter koncilet og "Den Nye Pinse", og sågar som ét af de første i verden. Beretningerne fra dengang er mildest talt skræmmende, og man kan kun gisne om hvilken immateriel intelligent substans der har motiveret til den form for intellektuelle grublerier. Kønt er det ikke, men Gud tillod det nu engang.
Lad os rejse tilbage i tiden til denne førstehåndsberetning fra den "første danske synode", og lad os da vurdere hvorledes det er et sted vi trygt kunne sende vores børn hen, og hvordan det måske kan bidrage til at forklare bispedømmets en kende miserable tilstand den dag i dag. Her følger et uddrag fra Academicum Catholicum-foredraget om synoden i sin tid.
"Efter andet Vatikanerkoncil (sic) var derfor selvfølgeligt, at vor biskop Martensen – som en af de første biskopper i Verden – indkaldte til den første lokale, danske synode siden reformationen. Det skal dog lige bemærkes, at i Holland afholdt man allerede i november 1966 et ”pastoralkoncil”. Den danske synode blev annonceret i et ”hyrdebrev” i Katolsk Ugeblad d. 3. september 1966 til afholdelse i 1968. Biskoppen nedsatte en arbejdsgruppe, som skulle forberede mødet. Pater Gregoire O. P. var den første leder af forberedelserne. I et interview i Katolsk Ugeblad beskrev han synodens arbejde ”som en Kirke på vandring”. Forberedelserne tog fart i 1967 med valg af medlemmer. Der var en liste med mere end 300 navne på lægfolk som kandidater. Præsterne og nonnerne blev valgt særskilt. Der skulle vælges i alt 200 medlemmer til synoden, valgordningen sikrede, at alle landets menigheder fik mindst et medlem. Tre fjerdedele var direkte folkevalgte, andre blev personligt udpeget af biskoppen, den samme praksis gjaldt også for præster og nonner. Jeg var selv en af de bispeudnævnte medlemmer. Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev valgt, men biskoppen kendte mig her fra gymnasiet og fra DUK. Valget blev afholdt d. 1. 10. 1967, og de indledende møder i regionerne fandt sted i november og i december. Synoden fandt sted på Nyborg Strand i august 1969 og ikke i 1968, som var den oprindelige plan.
Forberedelserne foregik i en række kommissioner hver med deres emner. Af praktiske grunde var landet opdelt i 6 regioner, som alle skulle behandle alle emner. Lad mig nævne et par: om Kirkens målsætning, om diakoni, om apostolat, om ægteskab og familie, om liturgien, om ungdommen, om præstecølibatet. Synodemedlemmerne havde mulighed for at foreslå andre emner.
Bemærk at Danmark dengang var ét af de første lande til at organisere denne form for græsrodsændring af katolsk kultur. Det er også værd at bemærke, at alting må ses i et spirituelt lys først og fremmest. Konkret har det den betydning, at vores vilje og intellekt bevæges af Gud, og om Han vil, mod Gud. Alle vores bevægelser, funktioner, ja hele vores fysiske eksistens, skyldes ene og alene Gud. Det er altså Ham der tillader disse intellektuelle og praktiske bevægelser vi skal se, men også Ham der fjerner den overnaturlige nåde fra folks sjæle, som ellers kunne have forhindret en indgydelse i deres fornuft og vilje, der ville standse denne katastrofe. I sidste ende er Gud i kontrol, og Han tillod altså dette at ske for at noget bedre kunne komme ud af det. Men man må spørge sig, har Han ikke kaldt - og kalder han ikke stadig - folk til en intim og gensidig kærlighedsrelation til Sig selv? Hvor mange afviste dengang at forsvare Ham og ophøje Ham, og give Ham det Han havde og stadig har krav på?
De regionale møder begyndte straks efter valget i efteråret 1967 og fortsatte frem til foråret 1969. Resultaterne af de regionale møder blev sendt til den centrale ledelse på bispekontoret. Her blev der så udarbejdet endelige resolutionsforslag med ændringsforslag til fremlæggelse og behandling på selve synoden.
Synoden fandt sted på Nyborg Strand i august 1969 og foregik fra mandag til fredag. Der deltog som gæster ikke-valgte danske katolikker og repræsentanter fra andre trossamfund og fra folkekirken – de havde taleret på mødet. Anne Marie og Johannes Ågård fra Århus universitet var markante deltagere.
Man må forstå at den nye økumeni og tolerancen af andre religioner og trossamfund, er et symptom på et meget større problem, nemlig fundamentalt manglende tro. Hvis man tror at Gud har åbenbaret sig gennem Kirken og den gamle pagt, til de gamle patriarker først og dernæst til apostlene, at HERREN er Vor Frelser og har stiftet én hellig, katolsk og apostolsk kirke, så forstår man også at Kirken som det nye Israel, må være lige så intolerant over for udefrakommende påvirkninger som det gamle Israel. Forstår man ikke dette, eller vil man ikke forsvare dette faktum, så er årsagen enten at man ikke ved det, dvs. at man ikke kender sin tro, eller også så tror man simpelthen ikke på at Kirken er den ene sande kirke. Problemet med økumeni er mangfoldigt, men grundlæggende er det en manglende kvalitet i viljen og intellektet, der til fulde forstår og formår at forsvare Kirkens sandhedsmonopol. Alene det at man kan invitere lutherske apologeter med til sådan en seance, er mildest talt uforståeligt. Luthersk teologi og "systematik" er lige så verdensfjern fra katolsk teologi og praksis, at det svarer til at parre en nymfeparakit med en flodhest. Det er to væsensforskellige religioner, med to vidt forskellige præmisser for både tro og praksis, for sjælens fakulteter og samvirke med Gud. At Anne Marie og Johannes Ågård bedriver denne form for økumeni med katolikker, viser blot hvor lidt de forstod deres eget religiøse ophav og logik.
I region 6, København, var den internationalt anerkendte teolog pater dr.phil. H. Roos S. J. formand. Han var også formand for gruppen for drøftelsen af Kirkens målsætning. På regionalgruppens første møde var hans første sætning: ”Kirken i Danmark kan ikke have et andet mål end hele Kirken!” Han var måske den, som var bedst orienteret om den internationale udvikling, og han var nok hovedansvarlig for den betænkning, der blev brugt som indledning på selve mødet på Nyborg Strand. I den endelige betænkning om Kirkens målsætning står bl.a. følgende: ”Kirken er som sin Herre ikke kommet for at herske – men for at tjene både Gud og mennesker. Hvad Gud har åbenbaret, først under den gamle pagt, sidst og endegyldigt ved sin Søn, det forkynder Kirken, ... Derfor er det aldeles nødvendigt at besinde sig på den kristne målsætning, så vi nøje ved, hvad vi kan opgive af uvæsentlige, forældede former og strukturer, og hvor i det moderne samfund vi skal sætte ind. ... Den kristne kirkes menighed skal ikke blot lade høre fra sig, når det gælder konstruktiv kritik af samfundet, ... men også ... for at menneskeliggøre tilværelsen for andre.” Det er tydeligvis de samme tanker, som Ratzinger gav udtryk for i Bamberg i 1966. Denne betænkning kom ikke til drøftelse på synoden, men den blev brugt som ”åbning” ved synodens begyndelse mandag aften d. 18. august. Disse formuleringer var tydeligt præget af konstitutionen ”Gaudium et Spes”.
Det er jo en utrolig arrogance. Undskyld, men med hvilken ret kan man fælde dom over det man mener er "forældede former og strukturer" - hvad betyder det i det hele taget? Har man overhovedet reflekteret over den teologiske og spirituelle skat som blev overleveret gennem århundrederne? Hvordan kan noget menneske, som har for vane at kontemplere blot 10 minutter dagligt foran tabernaklet, finde på at udgyde sådanne fantasterier? Har man overhovedet nogen gudsfrygt? Dels er det en henkastet ligegyldighed overfor den spirituelle praksis som har kendetegnet Kirken siden oldtiden, men det er samtidig også en utrolig overvurdering af egne evner. Hvad betyder det at menneskeliggøre tilværelsen for andre - og skulle den ikke hellere guddommeliggøres? At menneskeliggøre noget, lyder af at udvikle og forbedre noget på menneskelige, og ikke overnaturlige præmisser.
De øvrige resolutionsforslag var om a. Kirkens struktur (i Danmark), b. Diakoni, c. Apostolat I, d. Apostolat II, e. Kirken og den kristne, ægteskabet og familien, f. Kirken og den kristne, det kulturelle liv, g. Liturgi og den enkeltes bønsliv. Alle forslag kom til første behandling tirsdag og onsdag. Anden behandling foregik torsdag og fredag. Plenumbehandlingen af de enkelte forslag var noget kort – 1 time og 20 minuttet eller 1 time og 30 minutter – men forslagene havde været til behandling i regionerne. Drøftelserne på selve synoden handlede mest om ændringsforslag til første forslag og så den endelige vedtagelse. Resolutionerne var en række anbefalinger til biskoppen. I dag – 50 år senere – er de synlige resultater af synoden, at vi har et pastoralråd og menighedsråd, vi fik en ny salmebog - Lovsang (i 1982) og at vi fejrer messen på modersmålet. Ømborgen blev nybygget og var i tjeneste igen fra 1978.
Ja man spildte sandelig ikke tiden, hva'. Det mest bemærkelsesværdige ved ovenstående strofe, er det som udelades. Hvor er kleresiet? Hvor er biskoppen? Hvor er den bremse, den modige hyrde som turde sige fra? Man kan undre sig over at Pave Paul VI selv undlod den faste hånd, da de liturgiske misbrug for alvor tog fart i kølvandet på koncilet. Igen bøjede man af. Her er det værd at dele nogle refleksioner om frygt, dens natur og årsag, og hvordan den håndteres. Hl. Aquinas tydeliggør at frygt er en irascibel, eller ophidset, passion som findes i vores kødelige natur. Den vækkes af en forestilling om et forestående onde som endnu ikke har manifesteret sig, hvor frygten og følelsen af ængstelighed alene vækkes ved tanken om konsekvensen eller effekten af det onde man forestiller sig. Frygt er altså dybt irrationel, fordi den ikke er funderet i fornuften, men i følelserne. Som kristne har vi intet at frygte. Alt hvad Gud sender os, sender Han enten for at drage os tættere på Ham, eller for at rette os væk fra et mindre gode end Ham. Vi tilhører Kristus, vi skal elske og tjene Ham, og al fysisk smerte er kun midlertidig og blegner, i forhold til den evige og vidunderlige sejr og glæde vi vil opleve i Himlen. En nådegave er det altså ikke at føle frygt, og havde man en tilstrækkelig stærk tro i hine tider, hvad havde man da frygtet?
To emner tog mere tid på synoden end planlagt – nemlig Cølibat og Ægteskab Ægteskabet. Pave Paul VI havde i 1968 udsendt sin rundskrivelse Humanae Vitae om ægteskab og fødselsregulering. Den havde givet anledning til mange drøftelser og mange protester i hele Verden. I rundskrivelsen citerede paven Augustin for det synspunkt, at den vigtigste begrundelse for det ægteskabelige samliv er børneavl. Her af slutter Paul VI, at ”kunstig” fødselsregulering er forkasteligt, den eneste lovlige fødselsregulering er afholdenhed eller anvendelsen af de ”sikre” perioder i kvindens menstruationscyklus. Da Augustins forståelse af ægteskabet ligger langt fra vor tids forståelse, blev Paul VI rundskrivelse genstand for en omfattende debat i hele den katolske Verden – således også i Danmark og på vor synode. Men som pave Frans også skriver i rundskrivelsen i Amoris Laetitia i nr. 142: ”Af en god grund er en kærlighed (i ægteskabet) uden lyst og lidenskab ikke tilstrækkelig til at symbolisere det menneskelige hjertes forening med Gud.”
"De andre gør det også, så må jeg også godt" kunne man lige så godt have svaret. Skal vi ikke bare blive enige om, at den ovenstående udlægning vedr. menneskeracens videreførelse, kunne bruge en række spirituelle og sågar sakramentale tilføjelser, udover det rent naturlige anstrøg som anføres her. Det bedste ord man kan bruge om ovenstående, er vel dårligt andet end "fattigdom". Den åndelige fattigdom, dvs. manglende forståelse for det ægteskabelige sakramentes indstiftelse, gave til menneskeracen, skønhed og guddommelige tilsnit, evne til overnaturlig og spirituel forædling af menneskesjælen, kultivering af børnenes sjæle (også i voksenlivet), slægtens pilgrimsfærd gennem slægtled og herliggørelse af Gud gennem Hans manifestation af frugtbarhed i den ægteskabelige akt, og meget mere. Det ægteskabelige sakramente, kun overgået af den hellige Eukaristi, er vel noget nær det smukkeste sakramente i Kirken, og enhver som har overværet en brudemesse, forstår den herliggørelse af guddommelig frugtbarhed som gennemsyrer hele sakramentet. Brudemessen er en sakramental regn af nådegaver. Fordi ægteparret forenes både åndeligt og kødeligt, så sammenføjes de også ubrydeligt i Kristi legeme og tager del i Ham, og vi altid være under Hans beskyttelse, såfremt de vil Ham og elsker Ham. De kaldes til evig, gensidig og livgivende kærlighed, til at manifestere Guds essens og effekt i eget liv. Og fordi den ægteskabelige akt netop er gensidig, livgivende og eksklusiv, så afspejler den menneskeskæbnens forhold til Gud, fordi Han netop er sådan. Han har skabt os i eksklusiv, livgivende og gensidig kærlighed. Drøftede man disse aspekter på Nyborg Strand Synoden, eller havde man travlt med andet og mere?
Desuden, naturlig familieplanlægning er ikke så naturlig igen. Ønsker man at forstå Pave Pius XII indstilling til samme, så kan man læse mere her hos Fader Peregrino. Naturlig familieplanlægning er ikke prævention. Naturlig familieplanlægning er kun en mulighed, hvis der er sociale eller psykologiske årsager til ikke at vælge afholdenhed. Men man ugyldiggør ægteskabet, såfremt man har samkvem uden at ville tage imod de børn som ægteskabet medfører.
Cølibat: I 1969 havde et antal præster forladt deres embede, og vi havde en gift præst, som var tidligere folkekirkepræst. Derfor var det selvfølgeligt, at præsternes tvungne cølibat blev drøftet. Der var som nævnt 200 medlemmer af synoden, men der var et skiftende antal, som deltog i de forskellige møder på synoden. Når man ser på antallet af afgivne stemmer ved de forskellige afstemninger, var der stor forskel. Ved en afstemning var der kun 102 afgivne stemmer. De afstemninger med flest afgivne stemmer var ved drøftelsen af præsternes cølibat. Til punkter ”Ønsker man den nuværende ordning vedrørende præsternes cølibatsforpligtelse bibeholdt” var der 100 nej stemmer ud af 166 stemmer. Til punktet ”Ønsker man udvidet mulighed for præstevielse af gifte mænd” var der 132 stemmer for ud af de 166 afgivne stemmer. De øvrige afstemninger vedrørende cølibatsforpligtelsen var tilsvarende kritiske overfor det tvungne cølibat. Det sidste citat på det omdelte papir fra koncilet i Trento vil af mange blive opfattet som svaret på spørgsmålet om forholdet mellem ægteskab og cølibat: ”Den der siger, at ægteskabet bør foretrækkes (anteponendum) frem for jomfruelighed eller cølibat, og det er ikke bedre og saligere (melius ac beatius) at forblive i jomfruelighed og cølibat, end at binde sig i ægteskab, han skal være forbandet”.
Var der egentlig nogen voksne mennesker til stede? Det præstelige cølibat, og kyskhedsbuddet i det hele taget, er en logisk forlængelse af Helligåndens indvirken på subdiakonens fakulteter, og senerehen præstens, således at han kan virke med fuld vilje og intellekt i Guds tjeneste, og ikke er slave af sit kød (jf. Matt 19, 12 og 1 Kor 7,7-8 og 32-35). Selv i det jødiske præsteskab, forlangtes hos levitterne at man var kysk i tiden op til tempeltjenesten. Det præstelige cølibat muliggør et helligt præsteskab, som helliggør mænd der med deres fulde vilje og intellekt tjener Gud, til sjælenes frelse. Det er helt åbenlyst, at man simpelthen ikke har forstået de spirituelle implikationer af cølibatet, og hvor hæmmende det er for gifte præster, at udøve præstegerningen. Det er en undtagelse der bekræfter reglen, fordi mænds kødelighed skal holdes i ave, og sjælens kræfter skal rettes perfekt mod Gud, som et eksempel på renhed, perfektion og hellighed, og så de kan virke som miles christi i verden. At indtræde bag sløret til det allerhelligste kræver renhed, en renhed og kyskhed som - når man fejrer messen dagligt - er nødvendig for at opnå perfekt forsoning og intimitet med Gud.
Synodens resultater Både i forberedelserne og på selve synoden var der mange gode ideer til Kirkens mission og arbejde, men der var og er nogle klare begrænsninger for virkeliggørelse af ideerne. Den ene er kirkerettens overordnede regler. De lokale bisper er bundet på hænder og fødder af kirkerettens regler. Det viste sig i al fald i henseende til synodens ønsker vedrørende emnet om præsternes cølibatsforpligtelse; en lokal synode har ingen mulighed for at ændre dette. Kirkerettens regler vedrørende ægteskab, skilsmisse og gengifte kan heller ikke ændres lokalt. Paul VI ́s rundskrivelse om fødselsregulering kunne en dansk synode heller ikke ændre. Det i indledningen anførte citat af Isidor af Sevilla, at ”loven skal være efter landets sædvane” finder således ingen anvendelse i vor tid. En anden begrænsning af synodens muligheder var/er det helt konkrete, at Kirken i Danmark var/er økonomisk nødlidende, særlig de gode ideer vedrørende det diakonale/karitative kan ikke blive til virkelighed. Pave Johannes XXIII ønske om ”aggiornamento” af Kirken blev kun nået i begrænset omfang. Jeg ved ikke, om biskop Martensen var tilfreds med den danske synodes forløb og resultater.
Nej tak og lov da for at vi ikke fik virkeliggjort Biskop Martensens hensigter på den tid. Lad os se hvilke andre spændende tankestrøg som Biskop Martensen delte ud af, i disse hine tider i 1960erne. Her et uddrag fra "Katolsk Ugeblad" i 1967. Hele årets perlerække af katolske ugeblade, kan hentes her.
Man må sige at det er interessant læsning, da det giver et indblik i en vis radikal tidslomme i en kirke, som lader til at være i modstrid med sig selv. Tag eksempelvis Biskop Martensens bemærkninger fra sit besøg i Hamborg, hvor han har disse bekymrende udlægninger om selveste Martin Luther. Hans bemærkninger kan man selv læse, men hvad der ydermere er interessant, er reaktionen i Katolsk Ugeblad ugen efter (nedenfor).
Biskop Martensen har formentlig modtaget et brev, eller sågar et telefonopkald om samme, og følte sig tydeligvis nødsaget til at udglatte sine kommentarer foroven. Men hvorfor i det hele taget udlægge Martin Luther på den facon? Hvorfor overhovedet interessere sig for, hvad lutheranere tænker om den katolske tro? Havde det ikke været langt mere relevant, at fortælle lutheranere hvorledes deres teologiske system eller grundlæggende antagelser om kristendommen, var dybt forkerte? Og hvad har da motiveret Biskop Martensen til denne spaghetti af teologiske snørklede overvejelser? Vi må være Gud taknemmelige for vores katolske tro, at Han har indgydt den i vores sjæl. Det er vanskeligt at genkende nogen som helst forståelse, endsige relation til nogen metafysisk skaber, i et kleresi som ønsker at så tvivl om Kirkens sandhedsmonopol.
Liturgien som symptom - og ikke årsag
“We must strip from our Catholic prayers and from the Catholic liturgy everything which can be the shadow of a stumbling block for our separated brethren that is for the Prostestants.” - Archbishop Annibale Bugnini, main author of the New Mass, L'Osservatore Romano, March 19, 1965
De liturgiske forandringer er et symptom på et markant større problem, fordi liturgien i sig selv er et middel og ikke et mål. Liturgien skal facilitere og samtidig udtrykke dyrkelsen af Gud, fordi den praktisk manifesterer Ham i den form Han ønsker. Hvis mennesker ikke ønsker den traditionelle liturgi, så ønsker de heller ikke at tilbede Ham på den facon Han har ønsket i årtusinder. Fordi den jødiske tradition typologisk forudsiger den katolske liturgi, så er det hele relationen og præmissen for relationen til Gud, der er på spil. Modernisterne afslører deres egen relation til Gud, og hvordan de forstår Ham, når de ikke kan forklare hvorfor Gud fortjener og kræver det allerhøjeste vi kan tilbyde Ham. De ønsker og forstår Gud på menneskelige præmisser, og ikke på Guds egne præmisser. Hele den katolske spiritualitet og praksis står og falder med hvordan vi nærmer os Gud, og enten gør vi det på Hans præmisser, eller også gør vi det på vores egne. Der er ikke nogen middelvej her.
Jesu Hjerte Kirke i Randers foroven og forneden. Foroven, før modernismen for alvor tog fat - men allerede ved kirkens opførelse var problemet at se. Tabernaklet fik plads til venstre, og efter koncilet blev sidealteret fuldkommen fjernet. Frelseren over baldakinen ved prædikestolen står i dag ved siden af tabernaklet til venstre. Krucifikset er malet i en gyselig grøn farve. Alterrælingen er naturligvis væk.
Modernistisk kunst. Skovgaard-inspirerede vægmalerier, baldakinen er væk, og sidealteret er simplificeret. Desekreringen er reelt begyndt.
Moderne indretning af kirken i Aarhus. Ord er overflødige.
Aarhus, det traditionelle højalter. Det blev skåret i stykker med en sav ifm. de liturgiske reformer.
"Herre, jeg er ikke værdig til at gå ind under dit tag, men sig kun dit ord, og min sjæl skal blive helbredt"
Det er en interessant manchet, fordi det heller ikke siger så lidt om hvor etableret kirken reelt har været i Danmark på den tid. Hvad er mon årsagen til at man ikke gik procession før 1926?
Vejen frem - tro, håb og kærlighed forankret i objektiv Sandhed
"Herre, jeg løfter min sjæl til dig 2 min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig. 3 Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund. 4 Lad mig kende dine Veje, Herre lær mig dine Stier. 5 Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig. 6 Herre, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af. 7 Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o Herre! 8 God og oprigtig er Herren, derfor viser han Syndere Vejen. 9 Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej. 10 Alle Herrens Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd. 11 For dit Navns Skyld, Herre, tilgive du min Brøde, thi den er stor. 12 Om nogen frygter Herren, ham viser han den Vej, han skal vælge; 13 selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje. 14 Fortroligt Samfund har Herren med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt. 15 Mit Øje er stadig vendt imod Herren, thi han frier mine Fødder af Snaren. 16 Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm. 17 Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød. 18 Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder. 19 Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund. 20 Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes. 21 Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, Herre. 22 Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!" - Sl. 25 (24)
"Det er Ånden, som levendegør, Kødet gavner intet; de Ord, som jeg har talt til eder, ere Ånd og ere Liv. 64 Men der er nogle af eder, som ikke tro." Thi Jesus vidste fra Begyndelsen, hvem det var, der ikke troede, og hvem den var, der skulde forråde ham. 65 Og han sagde: "Derfor har jeg sagt eder, at ingen kan komme til mig, uden det er givet ham af Faderen." 66 Fra den Tid trådte mange af hans Disciple tilbage og vandrede ikke mere med ham. 67 Jesus sagde da til de tolv: "Mon også I ville gå bort?" 68 Simon Peter svarede ham: "Herre! til hvem skulle vi gå hen? Du har det evige Livs Ord; 69 og vi have troet og erkendt, at du er Guds Hellige." - Johs. 6,64-69.
"Bekender derfor Synderne for hverandre og beder for hverandre, for at I må blive helbredte; en retfærdigs Bøn formår meget, når den er alvorlig". - Jakob 5,16
Lad mig komme med 3 forsigtige vinkler og perspektiver på den kulturelle krise. Definitioner først, fordi man ikke kan undersøge noget man ikke har defineret. Kultur er summen af alle praksisser, sædvaner, overbevisninger og handlinger som gennemføres i et hjem eller et givent sted. Hvis vi vil bygge kulturen, så skal vi bygge den adfærd der skaber kulturen. Hverken mere eller mindre. Vi kan ikke gå ud i verden og efterspørge en kultur vi ikke selv har. Integritet handler om at være det man ønsker at være, så når vi er kaldet til at være jordens salt og verdens lys, så skal vi være netop dét. Jf. Jakobsbrevet - få hellige som beder, er meget mere effektivt end mange syndere som beder dårligt. Kvaliteten er afgørende.
Flugt fra verden
Fremfor at rette blikket udad, så bør vores fokus rettes indad. Vi kan ikke længere engagere en kirkelig struktur som er blottet for indhold, fordi der ikke er noget at engagere. Det kirkelige kleresi ønsker reelt ikke den katolske praksis, for hvis de ville den katolske praksis, så ville vi ikke have nogen problemer i første omgang. Krisen i kirken minder i dag på mange stræk som den under arianismen, blot tusindfoldig værre. Vi er nødt til at dyrke en kultur udenfor de gængse kirkelige strukturer, fordi vi har strukturerne (og modernismen!) imod os. Den kultur vi bør dyrke er primært sakramental og indenfor hjemmets fire vægge, i den sakramentale orden som er i ægteskabet og i hjemmet. Familielivet bør grundlæggende være centreret omkring bøn og spiritualitet, og har man ikke allerede nu et huskapel, så se at få det bygget. Kristus bør være omdrejningspunktet for alt liv, fra morgen og til aften. Det betyder helt konkret at bøn skal indkapsle tilværelsen fra morgen til aften, fordi bøn med Kristus er samvær med Kristus. Hvis du går til messe 1 time om ugen, så udgør det ca. 0,6% af din ugentlige tid med tilbedelse til Gud. Hvad bruger du de øvrige 99,4% på? Få krucifikser i alle rum, således at viljen og intellektet opildnes til bøn og samvær med Gud. Skudbønner er ikke dybe og meditative, men er vigtige indslag i alle interaktioner i løbet af dagen. Børnene emulerer alt hvad man selv gør, i tale, ord og handling - vil man have hellige børn, så må man selv leve helligt. Find hellige præster som opmuntrer til skriftemål. De findes i Danmark, men ikke mange steder. Et godt "clue" er at se hvorledes fingrene hos præsten er samlet under den hellige eukaristi. Hvis din præst ikke opfordrer dig til skriftemål mindst 2 gange om måneden, så har du den forkerte præst. Seminarister skrifter dagligt.
I det hele taget må erkendelsen være, at vi lever i et pornokrati. Den moderne kultur er en ikke-kultur, en vulgariseret sanselig voldtægt som ødelægger vores sjæls evne til intimitet med Gud. Har I mulighed, så hjemmeskol børnene. Sælg huset og køb et billigere (og bilen med), flyt til et billigt område og skær ind til benet. Saml skatte i Himlen og ikke på jorden, det er dér hjertets hjem er. Vi bor selv billigt, handler én gang ugentligt, faster 2 gange ugentligt, og vi har ikke noget i vores hjem vi ikke kan betale på 2 dagpengesatser, hvis behovet skulle opstå. Alt andet er overflødigt. Stol på Gud, så skal alt andet nok gives i tilgift. Gud vinder altid, hvis blot vi elsker Ham.
Huskrucifikser overalt. De holder fristeren væk. De opildner til skudbøn, samt morgen - middags og aftenbøn.
Konsekrér hjemmet til Jesu Hellige Hjerte.
Afvis den nye messeform
Den nye messeform er i al sin enkelthed en menneskeskabt entitet, som har mennesket som sit omdrejningspunkt og endemål, og den er konstrueret til at elske mennesket fremfor Herren. Afvis den, det er bedre at gå til traditionel messe én gang om måneden, end at gå til Novus Ordo hver dag. Helt faktuelt er der bare dårligere bøn i den nye form, og selv når "den fejres værdigt" (hvad det så end betyder) så er fraværet af offertoriebønnerne en grov fornærmelse af Herren.
Lev et sakramentalt liv i alle aspekter af livet
Gå til skriftemål mindst 2 gange månedligt. Brug et omfattende skriftespejl, og bekend også dine veniale synder. At holde sig fra dødssynd er blot begyndelsen, men vækst i hellighed er målet. Alle synder skal bekendes, fordi de leder til hovedsynd. Forbered dig på at modtage den hellige kommunion om muligt lørdag aften, gennem meditation over Herrens sejr over døden, rosenkransbønnen, eller ved rosenkransen før messen ifm. skriftemålet. Gå aldrig til kommunion uden den mindste tvivl om at du er i en tilstand af nåde, men har du lejlighed til at skrifte inden kommunionen, så gør det.
Frembær for Herren et rent offer, et sønderknust hjerte.
Der er en tiger i Colosseum med dit navn om halsbåndet. Rid på tigeren, inden du siger farvel til verden.
"Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det." - Matt. 16, 25.
Mere inspiration kan findes her.
Comments