Pastor Don Luigi Charismo underholder de fremmødte med dagens relevante beretning, hvorefter han serverer en let snack - foroven ses en Novus Ordo-præst.
"Ved Tro fatte vi, at Verden er bleven skabt ved Guds Ord, så det ikke er af synlige Ting, at det, som ses, er blevet til. 4 Ved Tro ofrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og ved den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu efter sin Død. Lader os da ved ham altid frembære Gud Lovprisnings Offer, det er: en Frugt af Læber, som bekende hans Navn. 16 Men glemmer ikke at gøre vel og at meddele; thi i sådanne Ofre har Gud Velbehag." - Hebræerne 11, 3-4; 13,-15-16 "Jeg formaner eder altså, Brødre! ved Guds Barmhjertighed, til at fremstille eder Legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt Offer; dette er eders fornuftige Gudsdyrkelse. 2 Og skikker eder ikke lige med denne Verden, men vorder forvandlede ved Sindets Fornyelse, så I må skønne, hvad der er Guds Villie, det gode og velbehagelige og fuldkomne. - Rom 12, 1-3 "Vorder derfor Guds Efterlignere som elskede Børn, 2 og vandrer i Kærlighed, ligesom også Kristus elskede os og gav sig selv hen for os som en Gave og et Slagtoffer, Gud til en velbehagelig Lugt." - Ef 5, 2-3
Baggrund
Lad os bare kalde det for flere års gøren vold mod sanseopfattelsen og intellektet, men helt grundlæggende at vi oplever at den nye messeform, og i visse stræk også den konciliære kirke, som direkte hæmmende for vores trosliv. Det har været en længere vandring, men vi siger simpelthen farvel til Novus Ordo-messen for bestandig. Vi er nødt til at lægge os fladt ned og give Kardinal Ottaviani ret, den er en radikal afvigelse fra katolsk og apostolsk tradition, og vi kan ikke længere besidde et rigt katolsk bøns - og åndsliv, og bruge den messeform til at opretholde det. Det er simpelthen umuligt. Farvel for evigt Novus Ordo, du vil ikke blive savnet. Rejsen har været lang og frustrerende, men begyndte vel egentlig da den nu kære pensionerede fader Dominique begyndte at fejre den traditionelle messeform. Han skulle bruge en ministrant, og jeg skulle lære messen. Siden tog det fart, og det hellige messeoffer har en fuldkommen forvandlende effekt på én. At opleve den nidkærhed, den ydmyghed overfor apostolsk tradition, den spirituelle skønhed og inderlighed gå gennem marv og ben på én, efterlader uforglemmelige aftryk på knogler og sjæl, i sådan en grad at den nye messeform i bedste fald er en tålelig rytmisk bumletur, men i værste fald - og typisk - en fæl omgang åndelig terror, i sådan en grad at den opleves som en fornærmelse mod Gud.
Form og substans følges ikke ad
Det betyder på almindeligt dansk, at dét som messen reelt er, og måden hvorpå den gennemføres, simpelthen ikke hænger sammen. Messen er et glimt af Himmerige på jorden, den er dels brylluppet mellem den opstandne JESUS KRISTUS og Hans elskede børn, som Han i sin uendelige gavmildhed lader få del i Hans legeme, og forsoningen af de troende med Hans legeme, under fremstillingen af det Hellige korsoffer som Han gav os. Den Hellige Messe er den smukke, sande, kærlige port til Himlen, og Novus Ordo, eller som vanrøgterne kalder den, "Den Ordinære Form" (ja, tak for kaffe da) - er mildest talt en syg parodi på det faktum. Når form og substans ikke følges ad, så betyder det at måden ikke afspejler indholdet som skal udfoldes i dens essens. Der er utroligt mange årsager til at fravælge Novus Ordo fuldt og konsekvent, men for at finde de tre vigtigste, må de være
Det er en neo-protestantisk form for liturgi, som er blottet for spiritualitet.
Årsag: Den er designet til at underholde og informere, den er ikke designet til bøn. Fordi bøn fundamentalt er en handling som findes i intellektet og viljen, så er bøn rettet mod Gud, hvor intellektet og viljen retter sin henvendelse til Gud, i forventning eller håb om en form for forløsning eller respons på henvendelsen. Novus Ordo-messen har præsten som centrum, hvor formen alene har til formål at informere og videreformidle tale. Der er næsten ikke, hvis overhovedet, rum eller tid til at den enkelte troende kan bede på nogen kvalitativ måde. Messeformen er designet af en liturgikommission i Vatikanstaten, som havde til formål at "fjerne alle anstødssten mellem vores adskilte brødre og søstre", dvs. protestanterne. Og det er den virkelig lykkedes godt med. Og det er måske også årsagen til at så mange tidligere protestanter er glade for Novus Ordo-messen, fordi den lader dem beholde en uspirituel form for tilbedelse af Gud, men giver rum til at meddele katolske sakramenter. Fordi protestantisk kristendom grundlæggende er blottet for spiritualitet, helt grundet at der er en meget ringe grad af tilbedelse rettet mod noget substantielt objekt, så ligner og minder Novus Ordo-messen om netop sådan en form for tilbedelse. Formen er kantet, staccato, verbal og rationel, den er ikke flydende, polyfon, intim og individualiseret, sanselig og åndelig. Den er kort sagt, helt afskyelig. Og så har jeg ikke engang nævnt, at håndkommunion helt åbenlyst er ødelæggende for folks tro på realpræsensen.
Derfor: Besøger vi ikke længere Novus Ordo-messen. Ja, den er gyldig - men gyldighed er nok det absolut laveste kriterie for en messefejring. Hvis gyldighed alene var et solidt argument, kunne man blot lade præsten "træde ind på scenen", fremsige indstiftelsesordene over en hostie og en kop vin, uddele sakramentet, og gå igen. Det er i princip en gyldig messe. Men enhver kan jo se og forstå, at det ikke er fyldestgørende, og at en sådan praksis ville være kvalitativt fattig. Nu kan vi følge den traditionelle kalender, og gennemføre vores daglige bønspraksis direkte fra missalet, året rundt, ugen ud, hver dag - uden at skulle gøre vold på indhold, kvalitet og retning. Det er en ubeskrivelig glæde.
Dens bønsmæssige indhold er bart og overfladisk
Årsag: Der er 3 forskellige niveauer af bøn, hhv. artikuleret (eller verbal/mundtlig bøn), kontemplativ bøn, og meditativ bøn. Dem kan man læse mere om i Kirkens katekismus her. Verbal eller mundtlig bøn, er den laveste form for bøn, fordi den alene aktiverer de sproglige og rationelle fakulteter. Den verbale form for bøn, aktiverer ikke intellektet og viljen i tilstrækkelig grad, fordi den verbale bønsform alene er funderet på kødelige og rationelle brug af sanserne. Den nye messeform bruger i langt overvejende grad kun denne form for bøn, hvilket konkret umuliggør en meditativ og kontemplativ bønspraksis ift. sakramentet, det allerhelligste, Guds essens og vilje, vores frelse og pilgrimsfærd, og meget andet. Derudover er de konkrete bønner blottet for dybde. Præsterne improviserer ofte, og det nye missales bønner udelader den bønsmæssige rigdom som Kirken har udviklet og opsamlet gennem flere tusind år. Måske er det årsagen til, at ingen konverteres af Novus Ordo. Den fastholder blot en jævn og middelmådig bønspraksis, og vedligeholder blot sin egen sekteriske dårligdom. Men Novus Ordo-kirken reproducerer ikke sig selv. Den er designet af nogle præster i 1960erne, til nogle mennesker som var unge i 1960erne. Men det der virkede i 1960erne virker ikke i dag - kun Tradition virker altid, fordi det passer til alle tider. Og det gør de eviggyldige bønner også.
Derfor: Kan man ikke opretholde et godt bønsliv, endsige bede, meditere og kontemplere over de traditionelle bønner i den nye messeform, dels fordi formen ikke lægger op til det, og dels fordi bønnerne er udeladt. Hvis man vil vokse i bøn og hellighed, har man intet andet valg end at forkaste den nye liturgi, og udelukkende bruge den gamle. Din lokale Novus Ordo-præst er ligeglad med de forskellige bønsformer (Hint: Hvor ofte har de nogensinde talt om dem, fra pulpituret?) - de vil bare gerne have at du retter ind, og betaler din kirkeskat med glæde. Køen til skriftestolen er typisk kort, og køen til kommunion er typisk lang. I sig selv et markant problem, som understreger Kirkens sakramentale og spirituelle krise.
Formen umuliggør en intim relation til Herren, både før, under og efter selve konsekrationen af Sakramentet
Årsag: Et dybere blik ned i selve definitionen af "form", forstår man ved måden hvorpå ting gennemføres på, dvs. den accidentale form. I den nye messeform, er der konsekvent aldrig to aktiviteter der foregår samtidig, fordi hele liturgien er konstrueret til en ensidig, ensrettet stringent taktfasthed, som umuliggør noget form for privatliv. Man rejser sig. Man sætter sig. Man rejser sig. Man sætter sig. Man lytter. Man svarer. Man lytter. Man svarer. Man hilser på hinanden. Man giver hånd. Man lytter. Man rejser sig. Man sætter sig. Fortsæt således i det uendelige, indtil messen er afsluttet. Gud er totalt taget ud af ligningen, fordi fokus alene er rettet mod en form for nordkoreansk massekoreograferet religiøst teater, og en total hindring af mental og kognitiv retning mod Gud. Alene det at præsten taler direkte til menigheden med ryggen til tabernaklet, er en voldsom fornærmelse mod Ham. Præsten er i en vis forstand ligegyldig, men er blot mediator. Det er Gud der er alt, og dette udtrykkes på ingen måde i messen. Kombinér den nye messeforms hyperkoreograferede taktmarch, med violin og en dårlig organist, og man har opskriften på dét der vel mest kan kaldes for en kakofoni af sanselig voldtægt.
Derfor: Hvis man vil opnå intimitet med Gud, så må man deltage i den traditionelle form. Det er der heldigvis ikke så få præster i Danmark som giver mulighed for, og på den måde er det faktisk muligt at deltage i en hel messe, selv med sine børn under eller på armen, og bønfalde, velsigne, takke og ære Gud - fordi man mindes om at man er i Hans nærvær, og at Han elsker én, og lytter til én. Det er paradoksalt, at uanset hvor mange skrigende børn der er til en traditionel messe (og der er typisk mange), så er det en unik form for tilbedelse som retter sjælen mod dens skaber.
Eksempler
"Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af Torne eller Figener af Tidsler? 17 Således bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det rådne Træ bærer slette Frugter. 18 Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et råddent Træ kan ikke bære gode Frugter." - Matt. 7,16-18
Comments