Gud gav os Dannebrog!

Endnu et kaninhul der er værd at grave ned i, er klart spørgsmålet om den historiske ægthed vedr. miraklet i Lyndanisse, under Valdemar den Stores korstog i Estland i 1219. Efter at have gravet en del originalt kildemateriale igennem, og ikke mindst ved at undersøge disse kilders klare katolske verdenssyn, så er det vanskeligt andet end at antage at Gud har givet os Dannebrog gennem klart at manifestere sin overnaturlige vilje i dette slag. En helt central skikkelse i dette spørgsmål, er naturligvis Ærkebiskop Anders Sunesen, som er en for mig at se stærkt undervurderet personlighed i dansk kirkehistorie, og som burde dyrkes og frembæres langt mere end han gør i dag. Vi skal her se på ærkebiskoppens levned, meritter og katolske verdenssyn, dernæst de originale kilder der omtaler bemeldte mirakel, og dernæst opsummere og konkretisere hvorfor det er decideret irrationelt ikke at antage, at Dannebrog virkelig faldt ned fra himlen den sommer i 1219 A.D.

Mød Ærkebiskop Anders Sunesen - skolastiker og korsfarer

"Siden 1209 udsendte paven regelmæssigt buller om at fremme den danske konges korstog, og 1212 fik S. som legat fuld pavelig myndighed over hele missionsområdet, Livland som Estland, men varige resultater udeblev stadig. I 1218 var tiden moden til et samlet fremstød. Alle, tyske som danske, enedes om at opfordre kong Valdemar til at være deres fælles leder, og paven bevilgede ham ret til at indlemme alle erobringer under den danske krone. Sommeren efter fulgte så det store Estlandstog under den danske konges og ærkebiskops ledelse; det kulminerede med det legendarisk navnkundige Valdemarsslag 15.6.1219 ved Lyndanise uden for Reval der sikrede erobringen af hele Estland. Overleveringen om den gamle ærkebiskop der med sine trætte oprakte arme under påberåbelse af Gud sikrede danskerne sejren over de svigagtige estere er (legende, sic!) som sagnet om den himmelfaldne fane. Men under S.s ledelse gik danske biskopper, suppleret med nyudnævnte bisper for Reval og Dorpat, energisk i gang med prædiken og dåb. S. blev tilbage mens kongen drog hjem med flåden, og snart havde de fjerneste egne underkastet sig." - Dansk Biografisk Leksikon

Anders Sunesen, også kaldet Andreas Sunonis, var dansk ærkebiskop i Lund og en af middelalderens mest lærde mænd. Han tilhørte den magtfulde Hvideslægt og var nevø til Absalon. Uddannet i Paris, Bologna og Oxford fik han en usædvanligt bred skolastisk dannelse, præget af teologi, filosofi og kirkeret. Derefter vendte han tilbage til Paris hvor han som magister tog del i undervisningen. Detaljerne i denne dybtgående og mangesidede uddannelse kendes ikke ud over de spor de har sat sig i hans skrifter hvor man møder Petrus Lombardus-elevernes dogmatisk-skolastiske systemer. Peter Lombarden er desuden kendt for at danne grundlag for Skt. Thomas Aquinas' "Summa Contra Gentiles", som man må antage at Sunesen i en eller anden form har stiftet bekendtskab med. Hellige Thomas var selv studerende i Paris i samme nære periode.

Efter hjemkomsten i 1190’erne blev han domprovst i Roskilde og kongelig kansler. Her moderniserede han kancelliet og styrkede embedets status. Som kansler medvirkede han til en lang række lovreformer.

Ved Biskop Absalons død i 1201 blev Sunesen ærkebiskop i Lund og modtog pallium og primat over Sverige. Han stod i tæt brevveksling med pave Innocens III, som viste ham stor tillid. Sunesen var kendt for sin lærdom, mildhed og menneskelige forståelse – mindre streng end sine forgængere, men mere praktisk og reformvenlig.

Som pavelig legat fik han stor indflydelse i både Danmark og Sverige. Han ledede også den kirkelige del af Valdemar Sejrs korstog mod Estland og deltog i det berømte Valdemarsslag ved Lyndanise i 1219, hvor sagnet om Dannebrog opstod. Det er væsentligt at fremhæve denne deltagelse af flere årsager: For det første fordi Sunesen havde et klart ikke bare paveligt mandat til at gennemføre dette korstog, men det er åbenlyst at Sunesen også forstod de teologiske, spirituelle og eskatologiske bevæggrunde for at gennemføre dette korstog. For det første teologiske, fordi hans klare pavelige mandat var effektueret af Herrens missionsbefaling, og lad os for en god ordens skyld genopridse og udpensle disse centrale pointer i denne.

"Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.

Al magt: Det betyder, at Herren manifesterer og tydeliggør sit jordiske og himmelske kongedømme, at Han er den primære årsag til alting, at Han er Logos, altings skaber og udøver, og dermed tydeliggør at Han er i kontrol over tidens og alle hændelsers årsag. Han er også Herre over alle hedninge, som alle Kristne.

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.

Fordi Sunesen ikke bare er præst, men også ærkebiskop, besidder han det fulde apostolske præsteskab, og det er åbenlyst at hans grundige bibelske og skolastiske formation har tilvejebragt ham en åbenlys forståelse og motivation for at udøve dette præstelige virke som en alter Christus i verden. Fordi Kristus ikke kan komme igen før hele verden er omvendt, så forstod Sunesen naturligvis den klare nødvendighed af at omvende hedningene, således at tidens fylde og Herrens eskatologiske vilje kunne opfyldes.

Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« (Matt 28)

Som vi også kan læse i Apostlenes Gerninger, så tilfører Gud gennem ovenstående løfter, at Han vil tilse at Hans vilje med præsterne som instrumentelle årsager, vil lade Hans løfter manifestere. Sunesens spirituelle og teologiske indsigt må have givet ham en urokkelig tro på, og forståelse for at han skule udleve Kristi mandat som et klart led i Guds frelsesplan.

Hans Parafrase af Skånske Lov og digtet Hexaëmeron (Skabelsen) viser både juridisk indsigt og teologisk dybde. Hans indsigt i gammeltestamentlig teologi og bibelforståelse, har utvivlsomt medført at han så sin rolle og gerning som en videreførelse af Moses og Arons frelsergerning, men her i Det Nye Israel for at Gud kunne komme igen og frelse menneskeheden. Det er naivt at tro, at Sunesen ikke åbenlyst har set korstogene i lyset af Kristi frelsesmission, og sit eget virke og apostolat som en fuldbyrdelse af Guds løfte overfor menneskeracen. Mere om det senere.

Sunesen arbejdede for at bringe dansk lovgivning i overensstemmelse med kirkeretten. Han søgte at gøre retten mere menneskelig, erstatte vold med lov og knytte skyld og straf til personlig samvittighed og spirituel ansvarlighed.

Han fremmede klosterlivet, reformerede benediktinerne og grundlagde Danmarks første dominikanerkloster i Lund. Han støttede også udsmykningen af Lunds domkirke og styrkede kapitlets økonomi.

Efter et langt virke trak han sig i 1222 tilbage til Ivø på grund af sygdom og døde der i 1228. Hans eftermæle har været omdiskuteret – som teolog, lovreformator og politisk leder – men han står som en af de mest betydningsfulde skikkelser i dansk middelalder.

Hvad der er centralt for en person som Ærkebiskop Sunesen, er selvfølgelig hans verdenssyn, dels formet af den verden han virkede i, men også hvilken verden han spirituelt orienterede sig i. Fordi Kirken er Det Nye Israel, så havde Jerusalem dengang en klar orientering i verdensgeografien, som klart formede hvorledes man anså nødvendigheden af missionsvirksomhed i den såkaldte middelalder.

Ærkebiskop Sunesens katolske verden og missionsopgave

Ebstorf-kortet viser et kristocentrisk verdenssyn, med Kristi hoved mod Øst, Jerusalem i midten, og Hans hænder og fødder der omslutter verden, eller reelt kristenheden. Vil man se flere detaljer, kan man se denne fine udlægning, og kortet kan findes i høj opløsning på Google.

Alle katolske verdensorienteringer, hvorledes de forskellige kortdesign end ser ud, har Jerusalem som midte. Hvad enten vi taler om Det Nye Jerusalem, Det Gamle Jerusalem, Kristi genkomst eller oprindelse, så er Jerusalem omdrejningspunktet for al udbredelse af Guds sandhed og genkomst. Jerusalem er altså Kirkens navle og øje, og det øje og prisme som vi ser verden igennem. Har man ikke besøgt Jerusalem, kan man ikke forstå dette frelsesmæssige perspektiv, fordi al gudsdyrkelse har Jerusalem som sit centrum. Det gjaldt jøderne dengang og os som nu. Selve den katolske messe er da også det nye Jerusalem, hvor Gud meddeler sin skaberkraft og kærlighed til os, og den er samtidig et mikrokosmos på Kirken i almindelighed, hvor dele af Guds himmelske vilje er manifesteret på jorden. Vi ser altså at Jerusalem er ankeret for vores frelse, og messen, kristenheden, alle præster, biskopper, troende, og alle kirker, er en del af denne mystiske krop. Kirkens, eller rettere Kristi mystiske legeme, er altså fundamentet for hvordan vi ser verden.

Vil man læse mere om dette mysterium, kan man fx se mere om Jerusalem-koden på dette website: https://mf.no/en/research/research-projects/tracing-jerusalem-code

Selv i Gamle Testamente ser vi denne centrering om Jerusalem. Efter syndfloden bredte Sem, Kam og Jafet sig til de tre kontinenter, og denne udbredelse af den gamle pagts arvinger fordeler sig således over hhv. Asien, Europa og Afrika. Kortet udstråler Guds harmoni og orden, Logos, som opfyldes i Kristus.

T–O-kortet forneden viser verden som skabt i orden og harmoni. De tre kendte kontinenter –

• Asien (øverst)

• Europa (nede til venstre)

• Afrika (nede til højre)

— afspejler ofte en tolkning af Noas tre sønner efter syndfloden:

1 Mosebog 9:18–19 “Sems, Kams og Jafets sønner … fra dem spredtes alle folk over jorden efter syndfloden.”

Så:

• Shem → Asien

• Ham → Afrika

• Jafet → Europa

Det betyder, at hele menneskeheden symbolsk samles i midten — Jerusalem, hvor Gud handlede for hele verdens frelse. Og menneskeheden skal da også fuldendes og samles igen i Det Nye Jerusalem, som vi læser om i Åbenbaringsbogen.

Jerusalem som verdens centrum

1. Bibelsk reference: Ezekiel 5:5

“Så siger Herren Gud: Dette er Jerusalem; jeg har sat det midt iblandt folkene, med lande rundt omkring det.”

Dette vers blev ofte citeret i middelalderlige geografiske og teologiske tekster som bevis på, at Jerusalem lå i verdens midte — derfor blev byen altid placeret centralt i datidens kort.

3. Verdens omgivende hav
   

Bibelsk reference: 1 Mosebog 1:9–10

“Og Gud sagde: Samles vandet under himlen ét sted, så det tørre bliver synligt…”

“O”-formen (cirklen omkring T–O-kortet) symboliserer det omgivende ocean, som Gud samlede omkring jorden — og også Guds fuldkomne skabelseskreds (en cirkel uden ende eller begyndelse).

Øst = Paradisets retning, hvorfra Kristus kommer igen, hvorfra Han til stadighed skuer verden og tilfører sin kraft.

T–O-kortene er “orienteret” – dvs. øst er øverst, ikke nord som i moderne kort.

Bibelsk reference: 1 Mosebog 2:8

“Og Gud plantede en have i Eden, mod øst...”

Derfor placeres Paradis (Edens have) ofte øverst på kortet, i Asien, over Jerusalem. Øst symboliserer begyndelsen, lyset og Guds nærvær og eksistens.

5. Verdens ende og dom I mange klassiske "Mappi mundi"– især Beatus-typerne – er Apokalypsen (Johannes’ Åbenbaring) også til stede visuelt.

   Bibelsk reference: Johannes’ Åbenbaring 21:1–2

“Og jeg så en ny himmel og en ny jord ... det hellige Jerusalem, det nye, kom ned fra himlen fra Gud.”

Dermed bliver det geografiske Jerusalem på kortet et forbillede på det himmelske Jerusalem, som skal komme ved tidernes ende.

For at opsummere:

Vi ser altså at det middelalderlige verdenssyn ikke bare var kristocentrisk, men også var centreret og sågar også virksomt mod at tilvirke Kristi fylde og frelsergerning. Kristi genkomst krævede hele verdens omvendelse, og for at Kristus kunne komme igen, måtte alle hedninge samle sig under Kristus ved Hans befaling og komme under Hans herredømme! Slutteligt forneden, ser vi denne klare kobling til norden, det vil sige "venstrerettet" i et orienteret kort, hvor hedningene mod nord symboliserer Ba'als, reelt djævelens, hedenske og ondskabsfulde verdenspraksis, som med al Guds magt måtte omvendes for at opfylde Kristi vilje. Et helt åbenlyst eksempel ser vi da profeten Elias demonstrerer Guds sandhed i kampen mod de nordlige hedenske stammer, hvor Ba'al udstilles som et tomt og falsk bedrag. Kirken så altså - og ser stadig på papiret - sin frelsergerning som denne Kristi udbredelse til alle folkeslag, og bør omvende hele verden under Kristus. Vi må forstå Ærkebiskop Sunesens missionsbefaling i dette helt åbenlyse kristologiske og eskatologiske lys, særligt da han helt utvivlsomt har forstået Kirkens missionsmandat, de oldtestamentlige belæg herfor, og indlysende de spirituelle implikationer ved at føre korstog. At påstå alt andet, er simpelthen ikke bare irrationelt, men ganske enkelt bare plat.

Ærkebiskop Sunesen har fuldstændigt indlysende, og med fuldt overlæg, udmærket vidst hvad han var kaldet til.

"Da trådte Elias frem for hele folket og sagde: »Hvor længe vil I halte til begge sider? Hvis det er Herren, der er Gud, så følg ham; hvis det er Ba'al, så følg ham!« Men folket svarede ham ikke et ord. Så sagde Elias til folket: »Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er fire hundrede og halvtreds Ba'al-profeter. Lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.« Og hele folket gav deres bifald til kende. Så sagde Elias til Ba'al-profeterne: »Vælg I først jeres tyr, og bring den som offer, for I er jo de mange, og påkald jeres guds navn" - 1. Kongebog 18,21-25

De danske kilder om miraklet i Estland i 1219

Der er to historiske kilder vedr. miraklet i Estland i 1219. Originalerne er gået bort, men man refererer i dag til hofhistorikeren Christiern Pedersen, som forfattede et førreformatorisk overblik over Danmarkshistorien, kaldet "Den Danske Krønike". Han var kannik og præst i Lund i tiden op til reformationen, og er mest berømt for at have oversat Saxo's "Gesta Danorum", eller "Danernes bedrifter". Vedr. Pedersen er det værd at notere sig, at hans udlægning af Danmarks historie sker i tiden op til reformationen, og de typiske politiske eller magtmæssige, endsige revisionistiske motiver, kan ikke lægges til grund for hans anskuelse. Vi må antage, at han uden videre har viderebragt det som han har fået overleveret, og navnlig da hans detaljegrad om særligt året for miraklet i Estland fastholdes, hvorimod det faktum at det har fundet sted, aldrig betvivles. Hans Danmarkskrønicke dateres til omkring 1530, og regnes for én af Danmarkshistoriens vigtigste hovedværker. Vil man læse mere om Christiern Pedersen, kan man læse her. Det må desuden fremhæves, at Projekt Runeberg, som har gennemført et imponerende dokumentationsarbejde, bør støttes i det omfang man kan. Det er bl.a. takket være dette frivillige projekts store indsats, at disse kilder er så let tilgængelige i dag.

Christiern Pedersen - Den Danske Krønike, bog 5, p. 440-488

"Greven af Pfalz ved Rhinen blev slået og drevet ud af alle sine borge og byer, og kongen tvang ham under Danmarks krone, fordi han ikke ville betale den skat, han tidligere havde lovet, dengang han fik det samme land. Derefter drog kongen ned til Hamborg, hvor han byggede to stærke borge foran byen og belejrede den så hårdt, at ingen kunne komme ind i byen med mad eller drikke. Efter at have holdt dem indesluttet i et halvt år, blev de til sidst nødt til – af sult – at overgive byen til ham. Kongen straffede dem derefter meget hårdt, fordi de havde været så hovmodige, og de svor ham og hans efterkommere, Danmarks konger, troskab og lydighed på ære og tro. Siden drog han ind i Ditmarsken og underlagde sig området efter sin vilje. Han lod der bygge en mægtig fæstning, som han kaldte “Rien”, og svor, at ingen skulle kunne tage landet fra ham. For at sikre det yderligere byggede han også et stærkt tårn i Travemünde på samme tog. Det fortælles, at da man skrev år 1208, havde Valdemar været konge i otte år. Samme år sejlede han fra Sjælland med halvandet tusinde skibe til Estland, Preussen, Kurland og Finland og vandt alle disse lande under Danmarks krone. Han lod folket der undervise i den kristne tro og døbte dem alle. Derefter drog han ind i Livland (Letland) og vandt landet under dansk styre og underlagde dem den hellige tro. Han erobrede siden de mægtige byer Reval (Tallinn) og Riga, og lod hele folket blive kristnet og døbt. Så vendte han tilbage til Danmark med et stort bytte, som han havde taget på dette felttog. Samme år blev den mægtige mand Ebbe Sunesøn dræbt i Sverige sammen med mange danske riddere og svende, som han havde ført derop – fordi Sverkeren (den svenske konge) havde hidkaldt dem til hjælp mod sine fjender. Da Valdemar havde været konge i elleve år, døde hans hustru, dronning Dagmar. Nogen tid derefter holdt han bryllup med jomfru Bengerd (Bengjerd), som var søster til hertugen af Ferrara i Flandern. Hun var ond og grusom af både sind og natur. Hun talte ondt om almuen i riget og rådede kongen til at pålægge folket tunge skatter imod deres gamle skik, og at tage hver tredje mønt fra dem hvert år af alt, hvad de ejede – og at bruge dem som trælle. Men kongen var en retfærdig og godhjertet herre; han ville ikke følge hendes onde råd. I stedet lod han alle nyde ret og rimelighed, sådan som de havde været vant til før."

Så meget for felttoget. Men hvad skriver Pedersen ellers i samme værk?

"Fogeden i Sverige, kong Eriks svoger på Stegeborg, som hedder hr. Niels Stenssøn, sneg sig en nat hemmeligt ud af slottet og rejste til kong Erik på Gotland. Kongen modtog ham straks venligt, gav ham to hundrede danske mænd og gjorde ham til marsk over Sverige. Han bad ham rejse derop og gøre sit bedste for at generobre riget for kongen – enten med venners hjælp eller med røveri og vold. Niels Stenssøn sejlede straks til landet, førte Dannebrog, Danmarks banner, foran sig og plyndrede alt, hvad han kunne komme i nærheden af, både gods og penge. Så døde han i Norrköping, og senere blev mange af hans mænd halshugget i Söderköping. Da den ædle og kloge dronning Philippa døde, begyndte kong Erik at regere meget dårligt. Han lå derefter i sengen med sin tjenestepige Cecilie, som han levede sammen med i lang tid. Rigets råd bad ham mange gange kærligt om at skille sig af med hende og tage sig en hæderlig og forstandig hustru igen, med hvem han kunne få børn, ligesom han havde haft med dronning Philippa. Men kongen ville ikke lytte til deres gode råd. På den tid levede en ridder ved navn hr. Oluf Axelssøn, som havde mange mægtige brødre både i Danmark og Sverige. En dag mødte han Cecilie på Højbro i København, da hun gik fra kirken op mod slottet. Han spurgte hende, om hun ville bringe en besked til kongen. Hun svarede ja, og han slog med sin hånd på sit lår og sagde: “Sig min herre kongen, at denne skøge skal jages ud af Danmark.” Hun sagde straks det samme til kongen, og da kongen hørte det, gjorde han sig hemmeligt klar, rejste til Kalundborg og tog derfra Danmarks største skat – relikviet af de tolv apostle, støbt i fint guld, som kaldtes “Dan”. Danskerne havde i gamle dage dyrket det som en afgud, før de blev kristne. Han tog også banneret, der kaldes Dannebrog, som Gud ifølge sagnet sendte ned fra himlen gennem sin hellige engel, for at danskerne skulle føre det i krig mod deres fjender – hvilket de ofte gjorde og vandt stor pris og ære for. Han tog desuden alt andet af rigets værdier, guld, sølv og penge, og flygtede til Gotland, hvor han blev i mange år. Nogle år senere belejrede kong Karl af Sverige ham, indtil den ædle første konge Christian af Danmark drog derover med stor magt, tog ham til fange, og satte ham fra magten."

Forneden: Vor Frue Kirke i Kalundborg, hvor Dannebrog blev opbevaret som et relikvie

Petrus Olai - to noter om felttoget og miraklet - "Duodecim Excellentiæ regni Daciæ"

I sit værk "Historiske Kildeskrifter" fortæller Dr. Holger Rørdam dette om munken Peter Olai (1887):

"Under disse Forhold, mellem de talrige Ruiner og Minder fra Fortiden, som Roskilde omsluttede, levede her en stille Mand, selv en Levning fra en svunden Tid, en forhenværende Franciscanermunk eller Graabroder, Peder Olufsen eller Petrus Olai Minorita. Han kaldes Saneropius og var vel altsaa født i Sonnerup Sogn i Voldborg Herred, et Par Mil fra Roskilde. At han har omfattet sin Orden med Kjærlighed, fremgaar formentlig deraf, at vi fra hans Haand have en Oversigt over Menoriternes Historie her i Norden og særlig i Danmark fra Ordenens første Indvandring indtil dens Undergang hvortil vi ikke have noget Sidestykke for nogen anden Munkeordens Vedkommende, om vi end fra enkelte Klostere eller fra kortere Perioder af enkelte Ordeners Historie have Skildringer af righoldigere Natur. Efter at Graabrødreklosteret i Roskilde var opløst — maaske først 1537 — forblev han i denne By, uden at vi dog kunne oplyse, hvorledes han har fundet Midler til sin Existens. Han kaldes "Dominus Petrus Olai", og da Dominus ikke var Munkes, men Præsters Titel, kunde man deraf slutte, at han har faaet en liden præstelig Betjening i Roskilde; men noget sikkert lader sig ikke sige derom. Blandt de talrige Vikarer ved Domkirken, blandt hvilke man snarest maatte søge ham, findes han dog ikke anført; heller ikke har jeg fundet ham nævnt som Kapellan, end mindre som Sognepræst. Vissere er det derimod, at han er den Historiker af Navnet Petrus Olaus, der ifølge en senere Forfatters Beretningblev underholdt afHerluf Trolle. Denne var i Aarene 1557—61 Lensmand paa Roskildegaard og kan da let være bleven kjendt med ham, saa meget mere som det er vitterligt, at Herluf Trolle levende interesserede sig for Fædrelandets Historie; og hvor kunde han vel finde nogen, der var kyndigere heri, end den gamle Minoritermunk, som havde tilbragt sin meste Tid med fra alle Sider af haandskrevne Kilder og trykte Bøger at indsamle alle de Efterretninger, han kunde overkomme, til Oplysning af det Fædrelands Fortid, som han elskede med en begejstret Kjærlighed. Med en saa umaadelig fin Stil, at den nu neppe kan læses uden under Forstørrelsesglas, førte Peder Olufsen alt det til Bogs, hvad han saaledes havde samlet, og da han endelig, vistnok i en høj Alder og henimod Aaret 1570, laa paa sit Dødsleje, kaldte han den unge Mester Anders Sørensen Vedel, i hvem han med Rette maa have erkjendt en Aandsfrænde, til sig og overgav i hans Hænder, hvad han med en overordentlig Flid havde samlet til Fædrelandets Historie. Det er alt, hvad vi vide om en Mand, hvem vor Middelalders Historie skylder ikke saa lidt. Maa han end langt mere betegnes som Compilator end som Historieskriver, saa havde det dog været godt, om vi havde haft flere, der med denne Mands udholdende Flid havde samlet, hvad der i deres Tid kunde overkommes til Oplysning om Fortiden"

Eftertiden vurderer - og selv op til nyere tid - at Peder Olufsen viderebragte alt hvad han fik overleveret, med den sædvanlige katolske nidkærhed for sandheden. Kombineret med Christiern Pedersens beretninger, som han også har fået overleveret, er det vanskeligt andet end at antage at beretningen er sand. Alene ud fra falsifikationsprincippet, at vi ikke har nogen kilder som direkte taler imod sandfærdigheden i beretningerne, må vi indtil videre antage at de er sande.

Udklippet forneden er fra et tidligere værk, samlet i bindet "Scriptores Rerum Danicarum Medii Ævi" (Langebæk & Suhm, 1772-1878). Det er en samling af middelaldertekster, herunder fra Peder Olufsen, hvor udklippene er fra hhv. 1. og 8. bind.

"REGNI DACIÆ Ottende punkt Om den særlige frihed, givet af Gud. Ingen autentisk og korrekt krønike fortæller, at den nævnte provins nogensinde har været underlagt nogen anden jordisk magt, hverken romerne, grækerne eller andre, undtagen under sine egne konger. Den har aldrig betalt tribut til fremmede. Selvom den har lidt mange angreb fra de germanske områder og gennemgået mange forandringer, især når interne stridigheder og borgerkrige har hærget, har den til sidst med offentlig sejr og ære besejret og drevet fjenderne bort til lands og til vands. Otto den Første, kejser over germanerne, forsøgte engang at underlægge sig Danmark og tvinge det til lydighed, men da han hørte om kongens ankomst, flygtede han med sin hær i skamfuld hast uden kamp. Således mistede han sejren og blev til grin. Provinsen forblev fri og nød den frihed, som Gud havde givet den. Dette beskrives fuldt ud i Chronica Danorum. Niende punkt Om det korsmærkede banner, der blev givet. Dette skete i Livland i Valdemar den Andens tid, på et sted kaldet Fellin, da de trofaste danskere i året 1208 (egentlig 1219) kæmpede mod de vantro livonere. Da de næsten var besejret, bad de Gud om guddommelig hjælp, og et banner faldt ned fra himlen, mærket med et hvidt kors og fyldt med uld. Da de modtog det og løftede det højt, vandt de straks en fuldstændig sejr over fjenden. Dette skete, og banneret kaldes stadig Dannebrog."

og yderligere

1219. Den første ekspedition blev foretaget mod Estland. Valdemar II drog fra havet mod Estland, som er en provins i Livland, med 1500 lange skibe, angreb og invaderede, og efter mange slag besejrede han landet og omvendte det til Kristus. Han befalede folket at blive døbt og førte præster fra Danmark dertil. Han grundlagde byen Reval (nu Tallinn), som nu er en fremtrædende og betydelig by. Derfor er det sket, at Revals kirke indtil denne dag forbliver under ærkebiskoppen af Danmark i Lund, selvom det verdslige herredømme med tiden kom til Den Tyske Orden i samme provins. Da kong Valdemar med hæren gik i land i Estland, sagde biskoppen af Århus, at han ville love at forbedre sine undersåtter og ære den hellige Nikolaus af Århus, hvis offergaver han havde tilegnet sig, og en vision bekræftede dette. Den milde og ærværdige Andreas, ærkebiskop af Lund, en mand af stor enkelhed og uskyld, som både i liv og død udmærkede sig ved mange mirakler, rådede kongen til at aflægge et løfte, og kongen gjorde det og vandt sejren. Ærkebiskoppen, efter at have indkaldt stormændene, fik dem til at love, at drenge på tolv år og derover skulle faste på brød og vand på Sankt Laurentius’ dag for evigt, for at opnå frelse. De påkaldte de hellige Laurentius og Nikolaus og betroede slaget til dem på Sankt Vitus’ og Modests dag. Metropolitten (ærkebiskoppen) stod med sine biskopper og præster på et bjerg og så begge hære, og som en anden Moses løftede han hænderne mod himlen og bad med tårer for de kristne. Når han løftede hænderne i bøn, sejrede danskerne; når han af træthed sænkede dem, veg danskerne tilbage. Præsterne og biskopperne fortsatte med at bede. Således sejrede kongen og gik til et andet bjerg, hvor han lod Kristi ord prædikes og kirker bygges. Danskerne, som havde lidt tab, hævnede sig med våben og sikrede landet mod uretfærdighed; kongen indførte love og ærede den hellige Nikolaus. Andre steder står der, at Valdemar senere drog af sted igen. År 1208 kæmpede de trofaste danskere i Livland på et sted, der kaldes Fellin, mod livonerne, og da de næsten havde opgivet håbet om sejr, viste den hellige Laurentius sig sammen med Nikolaus og styrkede dem, så de kæmpede modigt og vandt sejren. Derfor blev den hellige Laurentius hædret af danskerne. Danskerne opnåede også denne sejr ved Dannebrog, som mirakuløst kom til dem. Ved denne sejr bosatte kong Valdemar sig i Estland, og det siges, at det skete i Herrens år osv. Andre steder står der, at kong Valdemar og ærkebiskop Andreas foretog en ekspedition til Estland i 1220."

Opsummering - Kamp mod hedenskabet og Kristi fylde

Vi ser altså åbenlyst at Ærkebiskop Sunesen må have forstået, accepteret og tilsluttet sig sin apostolske forkyndergerning, forstået det katolske formål for sin missionsvirksomhed, og han må sandelig også have set det i et klart kristologisk og eskatologisk lys. Det er ganske enkelt umuligt for en så veluddannet ærkebiskop, at have anskuet sin missionsvirksomhed på anden vis. Desuden må det anføres, og vi må forstå - at en så veluddannet teolog og skolastiker, som sågar har forfattet kommentarer til Hexameron, dvs. skabelsesberetningen, og må have kendt sine mosebøger indgående, indlysende har anråbt om Himlens hjælp i en så trængende og ud fra jordiske vinkler håbløs stund, at det eneste rationelle en missionerende ærkebiskop, støttet af sine øvrige bispekolleger og præster kan gøre - er naturligvis at efterleve Moses og Aron, ved selv at række sine hænder mod Himlen og anråbe Gud. Det ville faktisk omvendt være fuldstændig irrationelt at læse denne beretning i noget andet lys, fordi en sådan gestik og beretning ellers ikke ville give nogen som helst mening. Hvorfor skulle en ærkebiskop, midt under et slag mod hedenskabet, ikke først og fremmest se hele verden og alle hændelser i et metafysisk perspektiv? Hvorfor skulle to uafhængige senmiddelalderlige kilder have andre motiver, end at gengive hvad der var overleveret til dem, præcist som eftertiden anså det? Hvad er sandsynligheden for, at alle disse forhold, ganske enkelt er forkerte? Og væsentligst af alt - hvor er de konkrete, valide og sandfærdige beretninger, som klart og tydeligt modbeviser det faktum, at her er tale om en overnaturlig indgriben fra Gud? Dannebrog er givet til os af Gud. Om det findes endnu, er spændende at gisne om. Men vi kan forsikre os for, at vi har et land der er Danmark, fordi Gud ønsker det. Og Han gav os vores fane, for at forsikre os om dette forhold.