Saxo: Om Knud Den Hellige

Skt. Knud Konge, eller Knud Den Hellige som vi kalder ham i folkemunde, bliver stadigt ved med at fascinere mig. Jeg har læst dele af Saxos Danmarkskrønike, som selvfølgelig også uddybende fortæller om Skt. Knuds liv og martyrium. Det mest fascinerende ved Danmarkskrøniken er ikke så meget at den er ekstremt grundigt udlagt - det er i sig selv stærkt bemærkelsesværdigt - men også at Saxo indledningsvis henvender sig til Ærkebiskop Sunesen. En biskop som de fleste ved, deltog i korstoget i Estland, og som ved selvsyn overværede Guds indgriben i dette slag, og tildelingen af Dannebrog til danskerne. Mere om det i et senere indlæg.

Fra Saxos Danmarkskrønike:

Knud den Hellige

"Da han (Harald, red.) var død, blev Knud kaldt tilbage og besteg med sine brødres samtykke tronen. Krigen i øst, som han havde begyndt i sin ungdom og videreført i sin landflygtighed, fortsatte han af al magt, efter at han var kommet på tronen, mere for at udbrede kristendommen end af begærlighed, om end han også meget ønskede at øge sin anseelse nu, da lykken var ham huld. Han opgav da heller ikke dette foretagende, før han fuldt ud havde underkuet kurernes, sembernes og esternes lande. Efter han havde fået bugt med disse fjender, så han sig om efter en dronning, og da han syntes, at ingen af de muligheder, han så i nabolandene, var tilstrækkeligt fornemme, ægtede han grev Robert af Flanderns datter, Edle, der fødte ham sønnen Karl. Da han blev klar over, at de gamle loves kraft var blevet svækket eller helt tilintetgjort som følge af stormændenes overmod, søgte han af al magt at genindføre den gamle tugt, udstedte strenge befalinger om, at der skulle våges nøje over at lovene blev holdt, og bragte den forfaldne retspleje i dens tidligere skik og orden. Han så hverken gennem fingre med slægtninge eller venner, men lod retten have sin gang uden persons anseelse og fulgte i alle henseender de gamle sædvaner og vedtægter, strammede med fast hånd retfærdighedens bånd og fulgte hvad strenghed angår, i sin fars fodspor, hvorved han da også pådrog sig meget stærkt mishag hos rigets stormænd.

Religionen bragte han igen til ære og anseelse og viste gejstligheden stor bevågenhed. Da han så, at den grove og uoplyste almue ikke nærede den tilbørlige ærefrygt for bisperne, og da han ønskede at mænd der beklædte så fornemme stillinger, ikke skulle regnes lige med lægfolk, udstede han klogt en forordning, dre gav disse høje gejstlige rang som og sæde blandt høvdinger. Ja, han gav dem endog førstepladsen blandt rigets stormænd, som om de var fyrster, for at den ære, som vistes dem, kunne svare til deres værdighed. Det var ikke blot bisperne, hvis værdighed han forøgede, han lagde også vægt på ved forskellige velmente forordninger at bringe den lavere gejstlighed i agt og ære, for at øge dens anseelse undtog han således tvistigheder mellem gejstlige fra den almindelige retspleje og henviste dem til gejstlighedens egen afgørelse, han overlod til den at idømme pengebøder når nogen var anklaget for at have forsyndet sig mod religionen og ikke kunne rense sig for anklagen, ligesom han til gejstligheden overdrog retten til at idømme straf i alle tilfælde, hvor nogen havde overtrådt kirkelovene. Dette havde alt sammen til formål, at gejstligheden ikke i retsplejen skulle være lige med folk, der stod under den i værdighed. Han forøgede derved dens anseelse og ønskede, at den skulle være genstand for større ærbødighed end lægfolk, selv om disse var højt på strå. Følgen heraf var, at i Danmark kan ingen andre end kongen, bisperne og den som har størst udsigt til at efterfølge kongen på tronen, drage en gejstlig til ansvar. Han søgte også at vænne menigmand, der endnu vidste meget lidt om, hvad der hørte sig til over for Kirken, til at udrede tiende, men alle hans overtalelser i denne henseende var forgæves, eftersom folket endnu ikke var modent nok til at forstå denne nye skik.

Imidlertid fortsatte biskop Svend i Roskilde arbejdet på den stenkirke, som Vilhelm havde begyndt, og kirken blev næsten færdig, idet der kun manglede prædikestolen, men før denne var sat op, kunne kirken jo ikke indvies. Svend lod derfor Vilhelms gravmæle fjerne og hans ben flytte til det sted, hvor de nu hviler. Natten før indvielsen havde kirkens vogter en drøm, i hvilken en mand iført en biskops ornat viste sig for ham og sagde, at det var galt nok, at Svend ved at bygge kirken færdig havde tilegnet sig Vilhelms fortjeneste og dermed havde taget æren for en andens arbejde, nu krænkede han oven i købet den, hvis hæder han på denne måde havde røvet, ved at flytte hans ben og skille ham og hans elskede konge. Gerningsmanden ville ganske sikkert selv været kommet til at undgælde for denne krænkelse, hvis ikke det hellige levned, han førte, havde hindret det, men nu skulle det gå ud over den del af kirken, som han havde bygget, idet han ville tilintetgøre det arbejde han havde udført. Bispen i drømmen pålagde ydermere kirkevogteren at sørge for, at ingen anden vovede at krænke hans grav, og flyttede nogen hans ben fra deres plads, ville det ikke gå ustraffet hen. Derpå stødte han med sin stav til muren, så at den styrtede sammen, og dette var et vidnesbyrd om, at kirkevogterens drøm havde sin rigtighed, for kirken styrtede virkelig uden varsel sammen helt til grunden, og drømmen slog så fuldstændigt til, at sammenstyrtningen skete i samme øjeblik, som kirkevogteren drømte det; hvad han alene havde set i sin drøm, kunne enhver se med egne øjne efter at det var blevet dag. Der skete imidlertid også det højst forunderlige, at murene ved sammenstyrtningen ikke knuste kirkevogteren, men at hverken stenene eller noget af alt det andet, der faldt, gjorde ham nogen som helst fortræd. Han sov trygt, skønt hans leje var meget nær ved det sted, hvor sammenstyrtningen skete. Da folk, der blev opskræmt af braget, ilede til og til deres forfærdelse så, hvad der var sket, kom kirkevogteren, som alle troede var blevet dræbt, uskadt ud fra stendyngerne - alle så på ham med store øjne og var opfyldt af forundring, og det er ikke let at sige hvad der havde forbavset dem mest: At kirken var styrtet sammen, eller at kirkevogteren var sluppet levende fra sammenstyrtningen. Dette blev da også alt sammen taget som et værdifuldt vidnesbyrd om, at han virkelig havde haft den drøm, som han omtalte. Da han meddelte biskoppen det pålæg, som Vilhelm havde givet ham i drømmen, smilede Svend imidlertid og sagde, at det ikke undrede ham, at han var lige så streng efter sin død, som han havde været i levende live. Han ville nu alligevel sørge for at få den del af kirken, der var styrtet sammen, opført igen. Som følge heraf, forblev Vilhelms grav længe urørt, indtil vore dages domprovst Herman og læsemester Arnfast med landprovst Isaks tilladelse bestemte, at den skulle åbnes, for at biskop Asger kunne blive jordfæstet på stedet. De mente nemlig, at dette var både det bekvemmeste og hæderligste. Da de havde gravet helt ned til bunden, fandt de bispens kåbe uskadt mellem hans ben, der var næsten fortæret af ælde. Da de tog dem op, mærkede de omkringstående, uden at der var nogen påviselig anledning, så liflig en duft, som om den strømmede ud fra salighedens kilde med salve. Ingen tvivlede om, at den mand, fra hvis jordiske levninger der udgik en sådan vellugt, måtte have sin bolig i himlen. Så stærkt hang denne duft ved de mænds hænder, der havde rørt ved benene, at de i hele tre uger ikke kunne få den væk, hvor meget de end vaskede sig. De behandledede imidlertid ikke disse jordiske levninger med den ærbødighed, de burde have vist dem, men lagde dem i den yderste udkant af graven, og de undgik da heller ikke deres fortjente straf for denne formastelighed; alle der havde været med i denne vanhellige handling, måtte bøde med et ulykkeligt endeligt, og hver enkelt blev straffet så strengt som han fortjente, for sin større eller mindre delagtighed i denne krænkelse af gravfreden. Herman fik på landemødet under Absalons forsæde helvedesild i næsen, hvilket ikke blot berøvede ham hans legemlige kræfter, men også gjorde ham ude af stand til at tale. Sygdommen bredte sig, og stum døde han, inden der var gået tre dage; han havde vel også fortjent at blive straffet netop på den del af sit legeme, med hvilken han så uforsigtigt havde indsuget den hellige duft.

Arnfast fik ikke nogen blidere død, for da han ville styrke sine svage nerver, forøgede den lægedrik, han indtog, som følge af en uforsigtighed hans svaghed i stedet for at helbrede ham, og til sidst brækkede han leveren op i små stykker, som lægen samlede i et bækken, og som blev set af biskop Absalon, der viste ham den venlighed at besøge ham. Den syge forsikrede i hans nærværelse, at han led dette, fordi han havde krænket Vilhelms jordiske levninger og ikke havde adlydt hans bud; han lovede desuden, at han ville vie sig og alt sit gods til Guds tjeneste, men efter at han havde været syg i tre måneder, døde han opfyldt af anger. Da den tredje af dem, der havde været ophavsmænd til den letsindige handling, så, hvor sørgeligt de to andre døde, blev han bange for, at der ventede ham en lignende straf, og denne søgte han at forebygge ved fromme gerninger: Han stiftede med stor bekostning et nonnekloster ved Vor Frue kirke og vågede, så længe han levede, over, at nonnerne dér førte et ærbart og dydigt levned. Heller ikke han gik dog fri for straf, for han led længe af lungetæring, og den døde han af. Den første fik altså en pludselig død, medens de andre tæredes hen af en langsom sygdom, hver i sin del af legemet; straffen stod i forhold til hver enkelts skyld i krænkelsen af biskoppens grav, men for dem alle blev den døden, fordi de havde tilsidesat deres pligt.

Svend ville nu ikke have ord for, at han tog sig det let med at genopbygge kirken, sådan som han havde lovet, og han førte derfor den påbegyndte opførelse af Roskilde Domkirke til ende og ophængte i denne til pryd en med den største kunst og omhu forfærdiget krone. Han mente nemlig, at et smykke af denne art hellere burde tjene et sådant formål end falde i havesyge menneskers hænder. Omtrent samtidig fuldførte biskop Egin med kongens bistand opførelsen af Sankt Laurentii kirke i Lund, som han selv havde påbegyndt. Kongen lod begge disse kirker indvie og skænkede dem rige gaver. Til kirken i Lund skænkede han sammen med bispen

penge til at udrede den årlige løn til sangerne, og desuden gav kongen af sin egen kasse og af sit jordegods, hvortil fra bispens side kom de faste indtægter i form af skat og afgift, så at de dér tjenstgørende kunne få et rimeligt underhold. De kappedes kort sagt så ivrigt om at vise fromhed, at det ikke er let at sige, hvem af dem der viste Gud størst ære. Da kongen på indvielsesdagen højtideligt knælede foran alteret, skænkede han fjerdedelen af den mønt der blev slået i Lund, fjerdedelen af de bøder, folk blev dømt at betale til ham, samt fjerdedelen af midsommerskatten som en gave, den til enhver tid siddende bisp skulle råde over. Ikke mindre rundhåndet var han mod de andre klerke, for han skænkede dem, der gjorde tjeneste i koret, næsten hele sin part af indtægterne af det jordegods, der lå under kirken, og kun de bøder, der kom ind for forsømmelse af krigstjenesten og brud på landefreden, ligesom også gods, der ingen arving var til, forbeholdt han sig selv. Dette viser, at han var lige så gavmild med hensyn til at skænke kirkerne rettigheder som med at give dem gaver. Og for at hans love skulle stå fast til evig tid bestemte han, at den, der prøvede på at rokke ved dem, skulle lyses i Kirkens band. Mange forsøgte dog senere dumdristigt at få disse gamle bestemmelser ophævet, men de står endnu ved magt. I alle henseender lagde kongen altså fromhed og nidkærhed for dagen; og han udmærkede sig især ved kærlighed til religionen, som han aldrig undlod at vise stor opmærksomhed og hyldest.

Da han syntes, at hans mange brødre på grund af deres ungdommelige voldsomhed voldte landet en del besvær, tog han dem til sig og gav dem med stor bekostning fyrsteligt underhold for sin egen regning, med undtagelse af Olaf, der var statholder i Slesvig. Han tog derved denne byrde fra almenhedens skuldre og over på sine egne. Da han så, at danskerne som følge af, at de havde ladet sværdet ruste i skeden, havde mistet det ry, de havde haft i hans grandonkels dage, fik han omsider lyst til at indlade sig på nye foretagender. Da han ikke ville nøjes med den hæder, han havde vundet ved sine sejre i de østlige lande, besluttede han i den hensigt at få god lejlighed til at vise sit mod at gøre sin arveret gældende over for England, som danskerne ved tidernes ugunst havde mistet. Han sagde nemlig til sig selv, at hans forfædre aldrig havde vundet større krigerhæder og rigdom samt udvidet rigets grænser mere; end da de underlagde sig England, og at det bytte, de havde taget på denne ene ø, havde kastet større glans over dem end alt, hvad de havde fået i de østlige lande tilsammen. Han mente derfor, at det måtte være en sløv og misdannet sjæl, der ikke ville følge i deres fodspor, og han ville hellere helt undvære at herske over et rige end at se sin magt indskrænket til et lille lands snævre grænser. For at hans handlen kunne komme til at svare til den tapperhed, hans forfædre havde udvist, og hans bedrifter; blive jævnbyrdige med deres, så at han kunne få et lige så anset navn som sin oldefar, satte han sig for ved flid og ildhu at genoprette, hvad hans far havde forspildt ved sin ladhed, vendte hans minde ryggen og besluttede at måle sig med oldefaderen. Han indviede først sin broder Olaf i sine hemmelige planer, og da han her blev tilskyndet til at bringe dem til udførelse, åbenbarede han dem for mange andre, der alle straks bifaldt dem. Olaf, som kongen troede gengældte hans broderkærlighed, var imidlertid i hemmelighed hans medbejler. Knud anede intet om hans lumske forstillelse, og selv om hans forstand advarede ham, hindrede hans fromme sind ham i at nære så slem en mistanke til sin broder, opgive den tillid, som han mente, at nære slægtninge burde have til hinanden, og af frygt for svig skære sine fjender og sine nærmeste over én kam. Men Olaf havde i sin begærlighed efter at opnå kongemagten glemt enhver pligt over for sin broder, skjulte et ærkefalsk hjerte under et skin af ubrødelig troskab, og hilste ikke kun med smukke ord det forehavende, kongen talte om, men bestyrkede ham også deri ved sine opmuntringer. Det var ikke, fordi man håbede, at, hans broder ville være i stand til at generobre det mægtige England, men for at han kunne vække folks had til ham, der begyndte en sådan krig, når det viste sig, hvor vanskeligt det var at gennemføre den til målet. Han granskede på svigefuld måde Knuds sjæl og lønnede hans fromme kærlighed ved ondsindet at tænke på at dræbe ham. Han vidste jo, at Knud var blevet ilde lidt, fordi han ved nye love havde genindført den gamle strenghed og retfærdighed, og for yderligere at forøge det had, mange nærede til ham, tilskyndede han ham til, hvad han vidste blev betragtet med mishag af almenheden. For ikke at være ene om at spinde rænker udsøgte han sig forbundsfæller og stiftede en hemmelig sammensværgelse. Disse hans bestræbelser var ikke forgæves, for stormændene, hvis voldelighed kongen havde lagt en dæmper på ved sine forordninger, slog sig sammen med Olaf for at fremme det planlagte brodermord - Knud, der troede, at alle higede efter at vinde hæder, og som ikke anede, at nogen havde ondt i sinde, havde imidlertid samlet flåden og var sejlet til Limfjorden, som er den korteste vej til havet vest for Jylland, og som man dengang kunne sejle igennem, men nu ikke længere kan besejle på grund af sandbanker. Her ventede han længe på, at Olaf skulle komme, og som følge af denne ventetid slappedes mandskabets ildhu. Olaf undskyldte sig, fordi det varede så længe, og trak gang på gang sin ankomst i langdrag; han overvejede nemlig midler til at gøre toget til intet og opvartede ustandselig med usande forklaringer om hindringer. Det var hans hensigt herved at trække tiden ud, så at han, hvis kongen afsejlede uden ham, kunne rane hans rige, eller at få mandskabet til at rømme, når det blev træt af at vente. Kongen kunne da blive genstand for almindelig foragt, hvis han undlod at straffe rømningsmændene, eller forhadt af mange, hvis han straffede dem. Dette Olafs lumske anslag lykkedes, for da mandskabet var blevet træt af at vente, var hele flåden på nippet til at forlade kongen. Knud, der intet vidste om, hvad hans broder havde for, og som gang på gang havde bedt ham komme snarest muligt, bad sine folk vente og ilede med nogle udsøgte folk til Slesvig, hvor han overraskede Olaf, der blev forfærdet, og tog ham til fange. Olaf blev nu anklaget, og da han ikke kunne gendrive de beskyldningen der blev rejst mod ham, befalede kongen sine krigere at binde ham, fordi hans skyld var bevist og han intet kunne anføre til sit forsvar. Knuds krigere vægrede sig imidlertid ved at tilføje en mand af kongelig byrd en sådan forsmædelse; de nærede nemlig så stor ærbødighed for Olaf, at dee.hellere ville dræbe et af dens medlemmer end binde ham. Det var deres mening, at han lettere ville kunne bære den skæbne, der en dag skal indhente os alle, en lide en træls straf. Danskerne har jo altid anset det for den største skam og skændsel at blive bundet; og ment, at fribårne mænd straffes hårdere ved at blive berøvet æren end ved at miste livet. Sagt med andre ord: De mener, at døden er langt at foretrække, eftersom den er en del af naturens orden medens dette: at blive bastet og bundet eller kastet i fængsel er en skrækkelig forsmædelse, der tilføjes én af mennesker. Knuds og Olafs broder Erik udførte da den befaling, krigerne vægrede sig ved at lyde; idet han mente, at man burde lægge mere vægt på et retfærdigt kongebud end på hensynet til en ildesindet broder og ikke skåne sin egen slægt, når det gælder om at straffe misgerninger. Den, der har bidt hovedet af skam, fortjener jo ikke, at man ærer hans byrd, og ved at give sig ondskab og avind i vold udsletter en mand al den glans, som hans herkomst giver ham. Erik tog derfor mindre hensyn til brodernavnet end til broderens forræderiske anslag. På den måde mister man den ære og anseelse, éns byrd giver, når man begår lumpne handlinger.

Kongen lod nu Olaf føre til Flandern på et skib, og dér blev han kastet i fængsel. De sammensvorne, som ikke havde fået meddelelse om, at han var blevet taget til fange, talte nu listigt og, i den hensigt at få flåden til at gå i opløsning, hemmeligt med mandskabet, og under påskud af, at kongen ved sin uvirksomhed og fraværelse trak sagen i langdrag, antydede de, at det ville være godt hvis enhver drog hjem til sit. Hvis nogen åbenlyst havde opfordret til noget sådant, ville han have forbrudt sit gods og enten være blevet nødt til at gå i landflygtighed eller straffet på livet. Derfor fandt de, der tilskyndede flådens mandskab til at rømme, det sikrest at lade hver enkelt tage sig ret til dette, så at ingen enkelt kunne udpeges som ophavsmand, men rømningen snarere måtte lægges alle og ingen enkelte til last. De forræderiske stormænds anslag fik så god en modtagelse hos de ubetænksomme og letsindige folk, at disse både i tillid til stormændenes ord, og fordi alle var kede af at vente, uden betænkning benyttede lejligheden til at drage hjem. Da kongen erfarede dette, blev han først bedrøvet, men derefter glad, for den tort, der var tilføjet ham, benyttede han til at fremme religionens tarv. Han brugte nemlig lejligheden til som bøde at pålægge almuen tiende, sådan som det var hjemlet ved lov: På denne måde kunne han lade den tort, han havde lidt blive til gavn for Kirken. Da de forræderiske stormænd så at Olaf, som de havde regnet med at få som anfører i deres oprør, var blevet taget til fange af Knud, opgav de deres svigefulde planer og lod, som om de aldrig havde tænkt på sligt. Kongen lod nu stævne til tinge og udtalte her, at mandstugten altid havde været de danske våbens bedste støtte, at de underordnede altid før havde adlydt de overordnedes befalinger, at kongernes myndighed hvilede på undersåtternes tilslutning, at intet havde bidraget mere til at øge fyrsternes anseelse end krigsfolkenes troskab, og at de øverstes herredømme intet var værd, hvis det ikke blev støttet af almuen. Nu var der, fortsatte han, nylig tilføjet ham en tort, der aldrig før var overgået nogen konge; ophavsmændene til denne enestående opløsning af mandstugten havde foretrukket ladhed for tapperhed og i deres trang til et ørkesløst liv undergravet og ødelagt et foretagende, der kunne have ført til stor gavn for landet. Han tilføjede, hvor meget rømningsmændene skulle betale for deres skammelige brøde; hver styrmand skulle betale fyrre mark sølv, rorfolkene hver tre mark sølv. Ingen gjorde indsigelse, alle lovede at betale bøden, og Knud erklærede da, at han ville eftergive synderne bøden, hvis de indvilligede i at betale tiende til præsterne. Folket bad nu om tilladelse til at rådslå om denne sag og fandt, at den var vanskelig. Man mente, at de fleste ville blive forarmede, hvis bøden skulle udredes, men tiende, der skulle være en varig afgift, ville tynge dem; der skulle betale dens som en evig trældom. Af alle onder vælger man jo helst det mindste, og man indså, at da straffen i det ene tilfælde kun kom til at gå ud over dem, der havde forsét sig, men i det andet tillige over efterkommerne; foretrak man den øjeblikkelige armod for en byrde, som ville hvile på folket til evig tid. Man mente desuden, at der ingen skam var ved at betales hvad man skulle, medens det var skammeligt at lade sig overtale til at udrede, hvad man i grunden ikke havde pligt til. Endelig var alle enige om, at det var helt forkert at skulle afgive tiende af sine afgrøder til uvedkommende, da det intet havde med religionen at gøre.Da kongen erfarede, at man valgte det han syntes mindst om, drog han op i Nørrejylland under påskud af at ville inddrive bøderne og beskikkede hertil to af sine rentemestre, Toste og Hotte: Han ville nemlig gerne skræmme almuen til at indvillige i at betale tiende af frygt for bøderne; han gav også rentemestrene besked om at gøre udlæg i de folks ejendele, som ikke kunne betale, men dog ikke at beslaglægge dem. Rentemestrene røgtede imidlertid deres hverv med større strenghed, end det var blevet dem pålagt, og udsugede almuen på utilbørlig måde. Kongens fjender beklagede sig over dette på tinge og føjede løgn til: de gjorde sagen værre, end den i virkeligheden var, og fik rentemestrene gjort almindelig forhadt. Samtidig talte de kun om, hvad disse gjorde, og ikke om, at kongen havde ønsket en mildere fremgangsmåde. Den forbitrede almue angreb nu rentemestrene og gjorde dermed ende på den uret, der overgik alle. Men ikke nok med, at den dræbte kongens fogeder; i deres raseri ville de jævne mennesker også kongen til livs. Han var imidlertid rejst tilbage til Slesvig i den tro, at han bedst kunne berolige de oprørte gemytter ved at forlade Nørrejylland. Han tog dronningen og sin søn med og pålagde dem at flygte til Flandern, hvis oprøret skulle brede sig. Heller ikke hun ville nemlig kunne føle sig tryg, og kongen turde ikke lade sin søn, der endnu var for ung til at styre riget, komme i den vrede almues hænder.

Vendelboerne, der mente, at deres frihed kun kunne sikres med våben, betragtede kongens flugt, som om de allerede havde vundet en sejr, og da jyderne nu rykkede frem imod ham og han så, at de mænd, han før havde stolet på, havde svigtet ham, foruden at der ikke var tid til, at han kunne samle en ny hær, fandt han det klogest at fortsætte flugten og drog til Fyn for at redde livet, men trods hans fromme sindelag blev der her snart øvet skammelig vold mod ham. Hans flugt æggede jyderne til endnu større ophidselse, og da folk ustraffet kunne hengive sig til deres raseri, brød uvejret for alvor løs over kongen: Sagen er, at de af frygt for straf ikke turde opgive, hvad de var begyndt på, og nu anså de det for nødvendigt at fremture i deres forbryderiske handlemåde lige til det sidste, for da de jo to gange havde forbrudt sig mod

ham, regnede de med, at han under ingen omstændigheder ville tilgive dem. Derfor tørstede de efter hans blod og stræbte med det mest glødende had denne fromme mand efter livet. Det var dem ikke nok at have fordrevet ham fra Jylland; de ville også tvinge ham bort fra Fyn. Da han fik meddelelse om, at de var gået over Lillebælt, besluttede han straks at flygte til Sjælland, men en mand ved navn Blakke, der havde vundet hans fulde fortrolighed, men som hemmeligt var hans fjende, rådede ham under hyklet troskabs maske til ikke at flygte, men at søge tilflugt i Odense. Blakke sagde, at det ikke sømmede sig for kongen at søge skjul på kvindevis, og lovede, at han ville udspejde, hvad forfølgerne foretog sig. Han ville, sagde han videre, søge at formilde dem med venlige ord, og hvis dette ikke lykkedes, ville han underrette kongen i så god tid, at han kunne nå at flygte. Dette forslag gik kongen ind på. Blakke handlede imidlertid aldeles ikke i overensstemmelse med sine ord; han ophidsede tværtimod almuen med onde råd, og i stedet for at formilde den øgede han yderligere dens had til kongen. Han opfordrede bønderne til snarest muligt at tage denne konge, der gjorde dem så stor uret, til fange og ikke give ham lejlighed til at undslippe; dette var ikke oprør mod kongen, men straf for en voldshersker, og det, man gør for at værne om ret og ære, kan jo aldrig være syndigt. Tværtimod, sagde han videre, tjente de, der forsvarede deres fædreland, en god sag og kunne ikke betragtes som landsforrædere, og hvor det gjaldt om at værne alles frihed, faldt der ingen skyld på den enkelte. Desuden ville det gå meget galt for dem, hvis det, de var begyndt på, slog fejl, men førte de det til ende, ville det være til deres bedste. Med disse og lignende talemåder ophidsede han mængden til at dræbe kongen, fik alle besjælet af trang til at fuldbyrde deres ulykkelige forehavende mod den uskyldige, og pustede så djævelsk til ilden, at raseriet slog ud i lys lue. I stedet for at tale folkene fra deres forbryderiske forsæt stillede han sig i spidsen for hoben, hvis vildskab voksede endnu mere, efter at den havde fået en fører. Da Blakke kom tilbage til kongen, sagde han, at bønderne nu var fredeligere stemt, og at det ville være let at få oprøret til at lægge sig, blot han ville opgive sin vrede og eftergive de skyldige deres straf. Kongen, der troede, at Blakke havde røgtet sit hverv på god og ærlig måde, hædrede ham med et prægtigt gæstebud og betænkte denne mand, der svigtede ham så skændigt, med kostbare gaver. Under skin af at optræde som mellemmand mellem kongen og almuen bedrog denne underfundige rådgiver begge parter i lige grad, idet han som sagt fik kongen til at undlade at flygte for den truende hob og hidsede hoben til ikke at skåne den tøvende konge. Da han dagen efter, hvad der her er berettet, gav kongen lige så gode løfter, sendte denne ham atter ud for at udspejde, hvad oprørerne foretog sig, og valgte dermed sin og almuens fælles fjende til at stifte fred mellem dem, hvorpå Blakke røgtede hvervet med sin sædvanlige troløshed, Den oprørske almue æggedes af hans ord yderligere til at ville dræbe kongen. Imidlertid var Knud, der gerne gik til messe hver dag, og som lagde stor vægt på ikke at forsømme gudstjenesten, gået ind i Sankt Albans kirke for at bede; han ville hellere henvende sig til Gud i bøn end bruge våbenmagt mod sine fjender. Mens han forrettede sin andagt, omringede bevæbnede oprørere kirken. De af hans krigsfolk, som var i stand til det, var gået ind i kirken for at følge ham i døden; de kunne være flygtet, men foretrak faren ved at blive og ville hellere vinde sig et berømmeligt eftermæle ved at lade livet på denne måde. Denne deres adfærd tjener dem til den største ære. Også Bent viste trofast brodersind og besluttede at dø sammen med Knud, mens Erik blev omringet af oprørerne; han var dog i stand til med sværdet at bane sig vej gennem deres masse og slap bort. Da ingen turde bruge magt for at trænge ind i kirken, der jo var fredhellig, gav Blakke sig til at hamre på døren med sit sværd, og ved på denne måde at gå i spidsen gav han de andre mod til yderligere voldelighed. Han var altså den, der anstiftede og førte an ved både helligbrøde og kongemord. De rasende oprørere stormede nu kirken og besmittede Guds hus med helligbrøde. Blakke blev dræbt i døren og måtte derved bøde for sin mordergerning og sit brud på kirkefreden. Krigeren, der havde dræbt ham, måtte selv lade livet. Jeg er tilbøjelig til at tro, at det fromme blod, der her blev udgydt sammen med morderblod, har søgt sin egen vej, så at det fromme og det syndige blod fandt hver sit leje uden at blande sig med hinanden. Bent blev dræbt, da han tappert optog kampen med angriberne. Kongen selv, der stolede på sin gode samvittighed, bevarede en urokkelig sindsro, mens blodbadet rasede omkring ham, og han hengav sig til andagten, som om der ingen fare var på færde.

Frygt og angst fik ingen magt over ham, han holdt stand til det sidste, og han ophørte end ikke med at forrette andagten, da døden nærmede sig. Da hoben fra alle sider brød gennem væggene, der kun var af træ, og han indså, at han kun havde en kort stund tilbage af sit liv, lod han hente en præst, skriftede sine hemmelige synder, gjorde ved sin bitre sorg bod for, hvad han havde syndet i tidens løb, og erhvervede sig saligheden ved sin oprigtige anger. Han var så overbevist om sin uskyldighed, at han ikke frygtede døden, men med sindsro søgte den. Han knælede med udbredte arme foran alteret, og mens han lå her og ventede på afslutningen, blev han dødeligt såret af et spyd, der blev kastet ind ad et vindue og gennemborede ham. Han bragte på denne måde sit liv som et fromt offer og udgød sit eget blod, efter at hans krigsfolk havde udgydt deres. Nu gennemboredes han af spyd fra flere andre sider, men blev liggende, indtil han udåndede og straks efter blev lagt på en ligbåre. Af hans hellige sår randt der mere hæder end blod, for hans udgang af livet hernede blev indgangen til et bedre liv i det hinsidige, og mens hans fjender fuldbyrdede deres straffedom over ham, blev Guds dom ham til frelse. Lyksaligt var for ham det mord de begik, for idet de uddrev ham af de jordiske dyders kreds, åbnede de himlens for ham, og idet de berøvede ham en forgængelig og forkrænkelig jordisk magt og myndighed, gav de ham lod og del i himlens uforkrænkelige og evige salighed. Senere gav da også den hellighed, han lønligt havde båret i sig, på strålende måde til kende i de klareste vidnesbyrd.

Da dronningen erfarede, hvad der var sket, drog hun sammen med sin umyndige søn hjem til Flandern. To døtre lod hun blive tilbage, af hvilke Ingrid blev gift med en fornem svensker ved navn Folke, som hun fødte sønnerne Bent og Knud; hun blev derved farmor til Birger Jarl i Sverige, som lever endnu, og til hans brødre. Den anden, Cæcilia, blev gift med Erik, der var statholder i Gøtland; ham fødte hun sønnerne Knud og Karl, fra hvem talrige mænd af stor fortrinlighed stammer. Da almuen havde dræbt kongen, glædede den sig, ja, mange pralede endda af den ugerning, som de burde have grædt over. Da de anførte deres pligtfølelse som grund til mordet og hævdede, at det var en voldsmand, de havde dræbt, kundgjorde Gud ved de klareste vidnesbyrd den hellige mands uskyldighed og føjede til den glans, der havde været over hans liv, også en strålende herlighed efter døden. For tydeligt at vise mordernes ondskab tilkendegav Han ved undergerninger, hvilke fortrinlige egenskaber den myrdede havde besiddet, og åbenbarede således den fromhed, som menigmand ikke havde haft øje for. Almuen undrede sig i høj grad over disse jærtegn, men så stadig med onde øjne på hans fromhed, og den søgte længe forgæves at tilsløre det tydelige vidnesbyrd, disse tegn betød; da den stadig var optændt af had, kunne den ikke få sig selv til at vise den mand guddommelig ære, som den mente at have dræbt, fordi han var en misdæder, og følgelig søgte den ved menneskelig kløgt at bortforklare de himmelske tegn, der burde have været synlige for alle. Oprørerne nøjedes således ikke med at have berøvet kongen livet, men søgte også i døden at fratage ham den ære, der tilkom ham, og at klandre hans minde. Mennesker evner dog ikke at hylle guddommelig glans i mørke. Jærtegnenes lys trængte med sandhedens klare stråler gennem tvivlens tåge, for hans hellige legeme virkede helbredende på talrige sygdomme og skrøbeligheder og gjorde mange raske. Da de hadefulde bagvaskere som følge af jærtegnenes store mængde efterhånden blev nødt til at bøje sig for kongens hellighed og ikke længere kunne hindre folk i at tro på den, blev de dog ved med at forsvare, hvad de havde gjort - for nu indrømmede de ganske vist hans hellighed, men hævdede, at den ikke så meget beroede på de fortjenester, han havde indlagt sig i sit liv, som på den anger, han havde vist i sin sidste stund; de påstod, at det, der havde drevet ham i hans levende live, mere havde været havesyge end gudsfrygt. Denne vildfarelse måtte de senere bøde hårdt for. Men også deres efterkommere, til hvem hadet er gået i arv, siger, at hans hellighed ikke skyldes hans liv, men hans anger, og de gør sig således medskyldige i fortidens vildfarelse. Hans hellighed, der først blev kendt i den lille stad Odense, strålede efterhånden ud til mange lande, og dyrkelsen af ham der først optoges af stadens borgere, bredte sig efterhånden til alle, så at han blev genstand for almindelig tilbedelse. Endnu den dag i dag er den lykke ham forundt, at hans salige ånd gør undergerninger: for ligesom han i sit jordiske liv lagde vægt på at tjene sit lands tarv ved at beskytte det, har han, efter at have opnået himmelsk udødelighed, fortsat taget det i sin varetægt. Som følge af sin på ære og berømmelse så rige hellighed indtager han derfor nu en strålende plads på helgenlisten, ja, han viser endog ved daglige jærtegn sin helligheds heldbringende virkninger og gengælder den ondskab, folket udviste mod ham, med velgerninger. Til evig tid vil Danmark være stolt af hans herlige dyder. En sådan glans lader himlen efter døden stråle om sine helgener, når menneskenes ondskab sætter sig op mod himlens godhed.

Saxo Grammaticus, AD 1208.