Sakramenterne 5: Skriftemålet

"Som et middel til at genvinde nåde og retfærdighed var bod til enhver tid nødvendig for dem, der havde besmittet deres sjæl med nogen dødssynd. … Før Kristi komme var bod ikke et sakramente, og det er det heller ikke siden Hans komme for dem, der ikke er døbt. Men Herren indstiftede da især Bodens Sakramente, da han, efter at være opstanden fra de døde, åndede på sine disciple og sagde: "Modtag Helligånden. Hvis synder I forlader nogen, er de dem forladt; hvis I fastholder nogen, er de fastholdt" (Joh 20,22-23). Ved denne så betydningsfulde handling og så klare ord har alle Kirkefædre altid forstået, at magten til at tilgive og fastholde synder blev givet til apostlene og deres lovlige efterfølgere, til forsoning af de troende, der er faldet efter dåben." (Sess. XIV, kap. i), Tridentinerkoncilet

Jeg har længe gerne ville færdiggøre sakramenterækken, men af en eller anden grund mistede jeg fokus. Jeg er stærkt betaget af den jødiske traditions gudsrelation, og hvorledes sakramenterne er skjult i det gamle, og opfyldt i den nye overlevering. Den Gamle Pagt fylder klart mest i Skriften, og når vi dykker ned i denne, så er det helt åbenlyst at relationen til Gud og Hans indvirkning og opfyldelse af os, klart må indbefatte en sakramental forståelse af syndsbekendelse.

Ordsprogenes Bog (28,13) lærer os det: "Den, der skjuler sine synder, vil ikke få fremgang; men den, der bekender og forlader dem, får barmhjertighed."

Og Siraks Bog (4,31) bekræfter det: "Skam dig ikke over at bekende dine synder."

Anden Esdras Bog (9,1-2) fortæller os: "Israels børn skilte sig ud fra alle fremmede; og de stod og bekendte deres synder og deres fædres misgerninger."

Under den Gamle Lov (4 Mos 5,6-8), når en synder bragte et syndoffer, var det præsten, der afgjorde, om det offer, der blev bragt, havde tilstrækkelig værdi. Det gjorde han alt efter syndens alvor.

Den angrende synder måtte altså lade præsten vide, hvilken synd han havde begået, og for hvilken han bragte et offer — dér har vi altså syndsbekendelsen til en præst. Ikke som protestanterne anfører, at det blot er "mellem mig og Jesus" - præsten er også i den gamle pagt, mediator mellem Gud og synderen. Vi kan se nærmere på dette konkrete forhold i Moseloven: "Hvis nogen synder... skal han bære sin skyld... han er skyldig og har gjort overtrædelse... han har begået en forseelse. Han skal gøre bod for sin synd" (3 Mos 5,1-5).

"Og Herren talte til Moses og sagde: Sig til Israels børn: Når en mand eller kvinde har begået en af de synder, som mennesker plejer at begå, og i uagtsomhed har overtrådt Herrens bud og handlet skyldigt, skal de bekende deres synd."

"Skal bekende": Denne bekendelse og bod, som var foreskrevet i den Gamle Lov, var et billede på Bodens Sakramente, som skulle komme i den Nye Lov (jf. 3 Mos 5,10-11,18; 6,2-7).

Der følger herefter en liste over forskellige offermuligheder, og til sidst:"Og præsten skal bede for ham og for hans synd, og han skal få tilgivelse" (3 Mos 5,10). Bemærk nøje denne sætning:"Og præsten skal bede for ham og for hans synd, og han skal få tilgivelse." Her har vi altså en forudsigelse af dette nye sakramente i den nye pagt.

"Og Herren talte til Moses og sagde: Hvis nogen synder i uvidenhed og gør noget af det, som er forbudt i Herrens lov, og indser sin skyld, skal han frembære en pletfri vædder fra flokken til præsten, efter syndens omfang og udmåling. Og præsten skal bede for ham, fordi han handlede i uvidenhed, og han skal få tilgivelse, fordi han ved en fejl overtrådte Herrens lov" (3 Mos 5,17-19).

I Det Gamle Testamente stod det klart for alle hebræere, at for at kunne frembære det påkrævede sonoffer, måtte den angrende fortælle præsten om sine synder, og præsten vurderede, om offeret var passende. Dette var den gammeltestamentlige form for skriftemål.

I Kirkens første tid kunne en jødisk omvendt straks se, hvordan den Nye Lov opfyldte den Gamle. Han måtte stadig gå til præsten og erkende sin skyld og håbe på tilgivelse i blodet fra et offer — ikke længere et dyr fra hjorden, men Guds Lam, som blev ofret én gang for alle og havde en forsonende kraft, der var tilgængelig til enhver tid.

I Det Nye Testamente, da jøder bekendte deres synder for Johannes Døberen og symbolsk blev renset i Jordans vand, vakte ritualet ingen forargelse — noget lignende havde allerede været en del af jødisk liv.

Det var på samme måde med spedalskhed: Spedalskhed er for kroppen, hvad synd er for sjælen. Den spedalske måtte vise sig for præsten, blev erklæret uren og udelukket fra det jødiske samfund; men hvis han blev ren igen, kunne han atter vise sig for præsten, som vurderede, om han var blevet helbredt. Hvis det var tilfældet, kunne han genoptages i fællesskabet. Herefter frembar præsten et sonoffer på hans vegne (3 Mos 13–14; jf. Luk 5,12-14; 17,11-15).

De tre sakramentale kendetegn ved Skriftemålet

I alle sakramenter er der tre ofringsmæssige kendetegn. De vedrører hhv. en tilsidesættelse af offeret, en reel ofring af det som ofres, det vil sige en ihjelslåning eller soning af offeret, og til sidst en fuldbyrdelse af offeret. Ved nærmere overvejelser ser vi, at alle sakramenter har denne trefoldige struktur. Eksempelvis dåben; tilsidesætter barnet og forbereder det til dåb, selve dåbsritualet ved vand gennemføres hvorved sjælen renvaskes, og fuldbyrdelsen sker ved en på vegne af barnet accept af den kristne tro. Et andet eksempel er naturligvis ved den hellige eukaristi - den hellige hostie tilsidesættes og klargøres til ofring, den reelle ofring sker ved konsekrationen af de hellige specier, og fortæringen af det allerhelligste fuldbyrder ofret. Trip, trap, træsko.

Ved skriftemålet tilsidesætter vi os selv, og gennemfører en sjælelig ransagelse af alle vores tanker, ord og handlinger - typisk ved hjælp af et skriftespejl. Vi forbereder os til skriftemålet ved at klargøre en mental struktur over vores egen selvanklagelse. Når vi har dette overblik, er vi klar til at igangsætte den reelle frembæring af synder begået af os, til Gud.

I Skriftestolen frembæres overtrædelserne, og afhængigt af deres natur, omstændigheder og effekt, udmåles en straf og bod som vi skal sone for, som godtgørelse for de skader vi har påført os selv og andre.

Men det er ikke nok blot at bekende vores synder. Vi skal også gøre bod for dem, før at skriftemålet er fuldbyrdet. Derfor er skriftemålet reelt ikke afsluttet, før vi snarest muligt har udøvet de handlinger og bodsgerninger som der udmåles i sakramentet. Det er derfor stærkt afgørende, at vi snarest muligt soner for de synder vi har begået, typisk forinden eller under messen, eller straks herefter (idet skriftemålet typisk gennemføres før den hellige eukaristi).

Domstolen

Skriftemålet har samtidig også form af en art domstol. Vi er anklageren, Kristus er dommeren og vi soner således for vores synder. En skriftestol har form af en domstol, hvor præsten som mediator, ved helligåndens hjælp og med Kristus som dommer, vurderer hvorledes vi skal sone og gøre bod. Typisk er bodsgerninger både milde og tilgivende, men har omvendt også en korrigerende effekt på vores sjælskræfter og dernæst kødelige natur. Vi modtager altså aldrig en bod vi ikke kan sone for, eller som ikke er afmålt i relation til vores overtrædelser.

Kun Kirken har denne apostolske magt til at tilgive synder

Som Tridentinerkoncilet erklærer og tydeliggør, indstiftede Kristus først og fremmest bodens sakramente efter sin opstandelse — et mirakel større end helbredelsen af de syge.

"Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer. Da han havde sagt dette, åndede han på dem og sagde til dem: Modtag Helligånden. Hvis I forlader nogen deres synder, er de dem forladt; hvis I nægter at forlade nogen deres synder, er de dem ikke forladt" (Johs 20,21-23).

Selvom meningen med disse ord er ganske klar, skal følgende punkter klart fremhæves:

• Kristus gentager her med de tydeligste ord — "synder", "forlade", "nægte" — det, han tidligere havde sagt i billedsprog, nemlig "binde" og "løse", således at denne tekst præciserer og anvender magten til at binde og løse specifikt på synder.

• Han indleder denne overdragelse af magt ved at erklære, at apostlenes udsendelse er den samme som den, han selv har modtaget fra Faderen og har fuldført: "Som Faderen har udsendt mig." Nu er det altså hævet over enhver tvivl, at han kom til verden for at tilintetgøre synd og ved flere lejligheder udtrykkeligt tilgav synd (jf. Matt 9,2-8; Luk 5,20; 7,47; Åb 1,5); derfor må tilgivelsen af synd være en del af apostlenes sendelse, og samtidig være én af Kirkens fire kendetegn, den apostolske tradition og magt.

• Kristus erklærede ikke blot, at synder var tilgivet, men tilgav dem virkelig og faktisk; derfor har apostlene fået magt ikke kun til at kundgøre for synderen, at hans synder er tilgivet, men til faktisk at give ham tilgivelse — "hvis I forlader nogen deres synder". Hvis deres magt var begrænset til blot at sige "Gud tilgiver dig", ville de i hvert enkelt tilfælde have brug for en særlig åbenbaring for at gøre erklæringen gyldig.

• Magten er dobbelt — at tilgive eller at tilbageholde; dvs. apostlene får ikke besked på at give eller nægte tilgivelse uden skelnen, men de skal handle dømmende, tilgive eller tilbageholde alt efter, hvad synderen fortjener.

• Udførelsen af denne magt i begge former (tilgivelse eller tilbageholdelse) er ikke begrænset: der gøres ingen forskel, og der antydes heller ingen, mellem én slags synd og en anden, eller mellem én gruppe syndere og resten; Kristus siger ganske enkelt: "hvis I forlader nogen deres synder".

• Den dom, apostlene udtaler (forladelse eller tilbageholdelse), er også Guds dom — "de er dem forladt... de er dem nægtet".
  

Det fremgår derfor klart af Kristi ord, at apostlene havde magt til at tilgive synder. Men dette var ikke et personligt privilegium, der skulle ophøre ved deres død; det blev givet dem i deres embede og dermed som en varig institution i Kirken — ikke mindre varig end missionsbefalingen, til at undervise og døbe alle folkeslag.

Kun Kirken har altså denne myndighed, til at løse og binde synder, til at absorbere og tilgive konkrete synder og korrigere menneskenaturen.