Hvordan du bruger det traditionelle missale

Der er ca. 6000 års tradition som bare ligger og venter for fødderne af dig, men samtidig har Kirken alt andet end travlt med at fortælle dig noget som helst om den. Alle katolikker har krav på, som en del af deres fødselsret i dåben, at blive indført i Kirkens tradition som er overleveret til os siden apostlene. Og hvis ikke Kirken vil hjælpe os med at opdage den, må vi gøre det selv. En central del af denne form for opdagelse i katolsk tradition, er fx at lære det traditionelle missale rigtigt godt at kende. Et missale er et andet ord for en messebog, og den skal hjælpe dig med en fundamental indføring i troen, de mest almindelige og nødvendige bønner, lære dig om den liturgiske kalender henover kirkeåret, og selvfølgelig lære dig at bede den hellige messe på bedst mulig vis. Og især under den traditionelle latinske messe, som du selvfølgelig har behov for at lære. Jeg laver et særskilt indlæg om den traditionelle latinske messe senere, i min sakramenterække.

Hvorfor er det vigtigt?

Fordi den traditionelle kalender og den nye kalender, er to vidt forskellige ting, som er bygget op på to næsten forskellige måder. Hvor den traditionelle kalender (og her tager jeg udgangspunkt i 1962-kalenderen, for at gøre det så enkelt som muligt) har en god rød tråd henover kirkeåret, så har den nye kalender ofret kvalitet for kvantitet, i bredde og dybde. I den nye kalender arbejder man med et A, B, og C-år, hvor hensigten har været at mose så meget bibel ned i løbet af et år, som muligt. Og fordi man gerne vil have så meget bibel ind som muligt ,så har man forskellige tekstrækker i de forskellige år. Fx har man én tekstrække i et A-år, en anden på et B-år, og en tredje på et C-år. Giver det mening? Nej, overhovedet ikke. Det er totalt uoverskueligt, fuldkommen afkoblet fra den traditionelle kalender, og den reducerer derfor logikken i de forskellige læsninger på en given kirkedag. Det forhindrer altså en spirituel udvikling og næring, når man gerne vil leve, bede og følge de helgener som gik forud for os siden Kirkens fødsel. Eksempel for 18. marts 2021 (traditionel) Festen for Skt. Kyrillos af Jerusalem, biskop, bekender og kirkelærer. Kollekt (kirkebøn): Skænk os, beder vi dig, almægtige Gud, ved den hellige Biskop Kyrillos indgriben, ved at kende dig, den ene sande Gud, og JESUS KRISTUS hvem du har sendt, at vi må blive regnet værdige blandt dine udvalgte får, som hører Hans stemme. Ved samme Vor Herre. Epistellæsning (Sirak 39,6-14, på engelsk fordi jeg ikke har adgang til deuterobøgerne på dansk)

"He will give his heart to resort early to the Lord that made him, and he will pray in the sight of the most High.

He will open his mouth in prayer, and will make supplication for his sins.

For if it shall please the great Lord, he will fill him with the spirit of understanding:

And he will pour forth the words of his wisdom as showers, and in his prayer he will confess to the Lord.

And he shall direct his counsel, and his knowledge, and in his secrets shall he meditate.

He shall shew forth the discipline he hath learned, and shall glory in the law of the covenant of the Lord.

Many shall praise his wisdom, and it shall never be forgotten.

The memory of him shall not depart away, and his name shall be in request from generation to generation.

Nations shall declare his wisdom, and the church shall shew forth his praise." Dette smukke tekststykke fra Siraks bog, kan dårligt passe bedre til en messefejring for en biskop, bekender og kirkelærer. Det er nærmest formuleret som en bøn, for man fornemmer Hellige Kyrillos dyder udgyde fra læsningen, hans åndelige styrke og vedholdenhed, og kærlighed til Sandheden. Det er Gudsforherligende og glorificerende, som er passende for en Helgen.

Evangelielæsning (Matt 10, 23-28)

"Men når de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer. 24 En Discipel er ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over sin Herre. 25 Det er Disciplen nok, at han bliver som sin Mester, og Tjeneren som sin Herre. Have de kaldt Husbonden Beelzebul, hvor meget mere da hans Husfolk?

26 Frygter altså ikke for dem; thi intet er skjult, som jo skal åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt. 27 Taler i Lyset, hvad jeg siger eder i Mørket; og prædiker på Tagene, hvad der siges eder i Øret! 28 Og frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel, men ikke kunne slå Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve både Sjæl og Legeme i Helvede." Bemærk den åbenlyse passende sammenhæng mellem Hellige Kyrillos, hans strabadser og modgang (han blev sendt i eksil 3 gange), hans visdom og hans lydighed, og hvorledes evangelielæsningen passer perfekt til relevansen af ihukommelsen af hans person. Det er altså et slående eksempel på, hvordan festdagene, bønnerne og læsningerne passer præcis til de helgener og højtider vi ihukommer, beder til og med, og går med i løbet af kirkeåret. Og sådan er hele den traditionelle liturgiske kalender over traditionen, med kirkebønnerne og læsningerne, skræddersyet til den åndelige pilgrimsfærd der er den traditionelle kalender. Skal man knytte endnu en bemærkning til de mange bønner i det traditionelle missale, så må det være at ingen faktisk rigtigt ved hvem der har skrevet dem. De er overleveret gennem traditionen, af tusinder af munke, præster, biskopper og helgener. De er et vidnesbyrd om en stille historisk vind, som blæser og helliggør os i nutiden, gennem Helligåndens vejledning. Det er nok det mest fantastiske ved de traditionelle læsninger. Så lad os prøve at tage et eksempel fra Novus Ordo-kalenderen, som er fabrikeret af en liturgikommission i Vatikanstaten: Liturgisk År B, Cyklus 1: Festen for Skt. Kyrillos af Jerusalem, biskop, bekender og kirkelærer. Første læsning: 2. Mosebog 32, 7-14 "7 Da sagde Herren til Moses: "Skynd dig og stig ned, thi dit Folk, som du førte ud af Ægypten, har handlet ilde; 8 hastigt veg de bort fra den Vej jeg bød dem at vandre; de har lavet sig en støbt Tyrekalv og tilbedt den og ofret til den med de Ord: Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!" 9 Og Herren sagde til Moses: "Jeg har iagttaget dette Folk og set, at det er et halsstarrigt Folk. 10 Lad mig nu råde, at min Vrede kan blusse op imod dem så vil jeg tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et stort Folk!" 11 Men Moses bønfaldt Herren sin Gud og sagde: "Hvorfor Herre skal din Vrede blusse op mod dit Folk, som du førte ud af Ægypten med vældig Kraft og stærk Hånd? 12 Hvorfor skal Ægypterne kunne sige: I ond Hensigt førte han dem ud, for at slå dem ihjel ude mellem Bjergene og udrydde dem af Jorden? Lad din Vredes Glød høre op, og anger den Ulykke, du vilde gøre dit Folk! 13 Kom Abraham, Isak og Israel i Hu, dine Tjenere, hvem du tilsvor ved dig selv: Jeg vil gøre eders Afkom talrigt som Himmelens Stjerner, og jeg vil give eders Afkom hele det Land, hvorom jeg har talet, og de skal eje det evindelig!" 14 Da angrede Herren den Ulykke han havde truet med at gøre sit Folk." Hvorfor passer denne epistellæsning fra 2. Mos. lige præcis til ihukommelsen af Hellige Kyrillos? Sagen er, det gør den ikke. For den liturgiske kalenders cyklus går tilsyneladende forud for helgenfesterne, og derfor er det faktisk ret ligegyldigt hvilken helgenfest man fejrer. Det vigtigste er at få mast mest muligt fastebibel ned i kalenderen som muligt. Prøv at lave en eksegese over dét. Vekselsang: Salme 106, 19-20, 21-22, 23: 19 De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed; 20 de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;" Hellige Kyrillos kan næppe siges at mindes for afgudsdyrkelse, men det er klart at koblingen til 2. Mosebog er åbenlys her. Fordi man er i fastetiden, så får den forrang for helgenfesten. Det samme gør sig gældende nedenfor, evangelielæsningen er indsat på denne dag i kirkeår B, fordi "det er johannesevangeliets tur". Det er bare ikke særlig spirituelt vedkommende. Evangelielæsning: (Johannes 5, 31-47) "Dersom jeg vidner om mig selv, er mit Vidnesbyrd ikke sandt". 32 Det er en anden, som vidner om mig, og jeg ved, at det Vidnesbyrd er sandt, som han vidner om mig. 33 I have sendt Bud til Johannes, og han har vidnet for sandheden. 34 Dog, jeg henter ikke Vidnesbyrdet fra et Menneske; men dette siger jeg, for at I skulle frelses. 35 Han var det brændende og skinnende Lys, og I have til en Tid villet fryde eder ved hans Lys. 36 Men det Vidnesbyrd, som jeg har, er større end Johannes's; thi de Gerninger, som Faderen har givet mig at fuldbyrde, selve de Gerninger, som jeg gør, vidne om mig, at Faderen har udsendt mig. 37 Og Faderen, som sendte mig, han har vidnet om mig. I have aldrig hverken hørt hans Røst eller set hans skikkelse, 38 og hans Ord have I ikke blivende i eder; thi den, som han udsendte, ham tro I ikke. 39 I ransage Skrifterne, fordi I mene i dem at have evigt Liv; og det er dem, som vidne om mig. 40 Og I ville ikke komme til mig, for at I kunne have Liv. 41 Jeg tager ikke Ære af Mennesker; 42 men jeg kender eder, at I have ikke Guds Kærlighed i eder. 43 Jeg er kommen i min Faders Navn, og I modtage mig ikke; dersom en anden kommer i sit eget Navn, ham ville I modtage. 44 Hvorledes kunne I tro,I, som tage Ære af hverandre, og den Ære, som er fra den eneste Gud, søge I ikke? 45 Tænker ikke, at jeg vil anklage eder for Faderen; der er en, som anklager eder, Moses, til hvem I have sat eders Håb. 46 Thi dersom I troede Moses. troede I mig; thi han har skrevet om mig, 47 Men tro I ikke hans Skrifter, hvorledes skulle I da tro mine Ord?""

Men hvad med enhjørningen?

En typisk indvending til ovenstående eksempel på den kalendermæssige afkobling, er at det rent praktisk ER muligt at fejre festerne for helgenerne i Novus Ordo-messen, såfremt man virkelig ønsker det. Sagen er bare den, at det aldrig sker. Det er det man kalder for en "enhjørningemesse", altså en messe som reelt godt kunne eksistere, men som ingen rigtigt har set. Der er måske 1-2 menigheder i hele verden, som fejrer ordentlige latinificerede Novus Ordo-messer, men det er undtagelsen der bekræfter reglen. Når man skal ihukomme fx biskopper, kirkelærere, præster og helgener, så er der en række skriftlæsninger man kan vælge ud og plukke imellem. Det samme gælder også for bryllupper og barnedåb, og i Novus Ordo-messen er det et sandt virvar, såfremt man ønsker at have en bare nogenlunde meningsfuld sammenhæng i læsningerne. Det problem har man ikke i de traditionelle læsninger, fordi alt er syet sammen i en tradition som er henved 1.800 år gammel, for ikke at sige apostolisk. I den nye form har man atomiseret læsningerne, og ladet det være op til den enkelte celebrant (præst eller biskop) at vælge læsningerne. Husk på at man har tre forskellige læsningsår, så der er ingen sammenhæng mellem et A, B og C-år. Det er umuligt at navigere i. Konsekvensen bliver jo den, at folk ikke kan huske de forskellige læsninger. De bliver meget mindre vedkommende, åndeligt set, fordi man ikke længere kan forbinde dem med enten højtiderne eller festdagene. Det bliver arbitrære læsninger som ikke giver nogen mening, og det samme gælder vekselsangene og evangelielæsningerne. Det er som om at man har tænkt at "mere bibel er bedre messe", men man har fuldkommen misforstået hvad messen handler om, og hvorfor læsningerne er syet sammen som de er. Det er en spirituel og kulturel katastrofe. Så nu fik vi det på plads, så lad os åbne et dejligt traditionelt missale, og se hvad der gemmer sig af godter derinde. Jeg tager udgangspunkt i Angelus Press' 1962-missale, som bruges hos SSPX. Det er langtfra det bedste missale derude, men det kan dét det skal.

Indholdsfortegnelsen og de mest nødvendige ting

Foroven: Styrken ved et håndmissale, er ikke kun messeteksterne, men den samlede vejledning til al katolsk bønspraksis, spiritualitet og livsførsel. Det er et glimrende redskab, især når man er på farten, fordi man altid har centrale trosartikler lige ved hånden, de bedste bønner til dagen, ugen og højtiderne, og de væsentligste hymner (hvis man ikke kan dem). Missalet er konstrueret i en thomistisk struktur. Det betyder at det indledes med de centrale spirituelle bud og bønner, livsførsel, herefter bevæger det sig mod kalenderen og pilgrimsfærden, henover den hellige messe, og til sidst sluttes det af med salvelsen og bønner for de afdøde, Derfor kan man bruge missalet dagligt, som en vejleder til det kristne liv. Thomistisk i den forstand at man bevæger sig ud, og hjem igen. Bemærk at messens faste struktur er placeret "i midten" af missalet. Derfor kan man sige at søndagsteksterne står "til venstre" i missalet, og festerne for helgener på kirkeårets datoer er "til højre". Forneden: Det traditionelle missale fra Angelus Press, indeholder glimrende oversigter over de fundamentale trosartikler. Rækkefølgen er god, fordi den giver åndelige refleksioner til skriftemålet, inden man går derind. Har man syndet imod Kirkens forskrifter, trosartikler eller åbenbaret troslære? Hvorledes udlever man de teologiske og åndelige dyder? Alt er samlet i ét, og rækkefølgen er logisk. Der er selvfølgelig også de væsentligste maria-antifoner med, og thomistiske bønner. Og en fin oversigt over de væsentligste remedier til at fejre messen.

Det liturgiske år, Den Hellige Messe, og festdagene

Her skal vi til at kigge på snorene. I missalet har man typisk 5 snore, som skal indlægges forskellige steder. Her i indledningen af det liturgiske år, giver det mening at indlægge én af snorene, fx. den violette. Det hjælper til at navigere i søndags - og højtidslæsningerne, dvs. "den venstre del" af missalet. Det dejlige ved missalet er altså, at man kan følge sin årlige pilgrimsfærd fra start til slut.

Forneden har jeg valgt at indlægge den hvide snor ved asperges/vidi aquam-siden. De er teknisk set ikke en del af messen, men de ligger placeret ved messens indledning. Man kunne også have lagt båndet ved trinbønnerne, dvs. bønnerne for foden af alteret, men det kan man gøre som man vil. Det centrale er egentlig bare, at man har en snor ved starten af messen, en snor "i midten" af messen, og en til afslutningen. Hvis man har lejlighed til at gå jævnligt til den ældre form af messen, kan man også lægge den første snor tidligere, hvis man gerne vil hen til bønnerne for den åndelige forberedelse af messen. Sådan er der mange muligheder, men tanken er at messen er det centrale i missalet, og at 3 bånd skal hjælpe med at navigere undervejs. Bemærk en del vandpletter på siderne(!). Over tid vil man naturligvis kunne hymnen udenad, samt de indledende bønner, og derfor er det ikke sikkert at man altid har behov for at slå op i missalet i denne del af messen.

Forneden: Selvom strukturen i messen overordnet flugter med Novus Ordo-messen, så er der en verden til forskel. Den vil jeg ikke dykke mere ned i nu, men teologien bag messen bør naturligvis styre det formmæssige udtryk. Her er der en fin oversigt over de enkelte dele i den traditionelle messe. Det er også her at man i Angelus Press-missalet skal navigere mellem de forskellige sider, fordi de variable tekstlæsninger kun fremgår ét sted i missalet. I andre missaler er der flere sider, men alle læsninger fremgår på de enkelte dage. Det medfører at man ikke behøver bladre så meget, som i dette missale.

Forneden: Trinbønnerne. Det kan være en fordel at øve sig på at kunne dem udenad, så man kan lægge én af sine bånd et andet sted i missalet. Det er en rigtig fin detalje, at der i hele missalet er små fine siderubrikker, som forklarer hvorfor bestanddelene er med, og hvad de skal. Det understreger den åndelige opbyggelighed i messen, fremfor at fokusere på det rent formmæssige. Vi er virkelig for foden af det allerhelligste, og det er dét Salme 42 skal minde os om.

Forneden: Jeg har lagt mit røde bånd ved messens Credo, dvs. fra overgangen til de troendes messe. Nogle lægger den også ved Sanctus, men ved at lægge den efter Credo, er præsten færdig med sin prædiken. Prædiker præsten ikke, så kan jeg let slå op i et midtpunkt og bede med på trosbekendelsen (hvis den læses).

Forneden: Jeg har indsat mit grønne bånd 4 sider før Sanctus, ved præfationsversene. Det er fordi at præfatio er et passende "sunget" slør som markerer indgangen til det allerhelligste, inden selve Sanctus synges. Der er mange forskellige præfationsvers, og derfor kan jeg på denne måde nemt finde det rigtige, og jeg knæler altid når præsten synger "..dicéntes" inden Sanctus. På den måde kommer jeg ikke bagefter, men kan fokusere 100% på det åndelige og bønsmæssige. Andre slår op Sanctus, men det er simpelthen så ærgerligt ikke at følge med på præfatio.

Forneden: Eksempler på de mange krydsreferencer i missalet, som man ikke oplever i andre traditionelle missaler. Det er ofte ret træls, især ifm. Påsken. Men her er vi altså i missalets "højre side", og her skal man altså holde tungen lige i munden, og bladre mellem s. 1143 og 983 fra denne side og til epistellæsningen, og potentielt også i messesiderne hvis man er lidt usikker. Det er ikke ret nemt, og slet ikke under en talt messe.

Forneden: Den sidste olie, afslutter både menneskelivet og missalet. Der er altså en sakramental vejledning allerbagest i missalet, som er glimrende.

Husk knuderne!

"Den Hellige Messe er en bøn i sig selv, selv den højeste bøn der eksisterer. Det er et offer, dedikeret til Vor Frelser på korset, og gentages dagligt på alteret. Hvis du vil høre messe som den skal høres, må du følge den med øje, hjerte, mund og ved alt der sker på alteret. Derudover, bør du bede messen med præsten, og med alle de hellige ord som fremsiges af ham, i Kristi navn, og som Kristus siger ved ham. Du skal forene dit hjerte med de hellige følelser som indeholdes i disse ord, og på denne måde bør du følge alt der sker på alteret. Når du gør dette, har du bedt Den Hellige Messe." - Hellige Pave Pius X.