Orámus te, Dómine, per mérita Sanctórum tuórum, quorum relíquiæ hic sunt, et ómnium Sanctórum: ut indulgére dignéris ómnia peccáta mea. Amen. "Vi beder Dig, O Herre, ved Dine Helgeners fortjenester, hvis relikvier er her, og ved alle de Hellige, at Du vil tilsikre at tilgive mig alle mine synder. Amen." - Fra messens trinbønner, ved præstens opstigning til alteret
"Og da det tog Bogen, faldt de fire Væsener og de fire og tyve Ældste ned for Lammet, holdende hver sin Harpe og Guldskåle fyldte med Røgelse, som er de helliges Bønner. 9 Og de sang en ny Sang og sagde: Du er værdig til at tage Bogen og åbne dens Segl, fordi du blev slagtet og med dit Blod købte til Gud Mennesker af alle Stammer og Tungemål og Folk og Folkeslag, 10 og du har gjort dem for vor Gud til et Kongerige og til Præster, og de skulle være Konger på Jorden." - Åb 5, 8-10
"Jo, men jeg opfatter helt bestemt Johannesåbenbaringen som en liturgisk bog", sagde en præst til mig forleden. Det er vanskeligt andet, og når man læser Johannesåbenbaringen i lyset af Kirkens traditionelle liturgi, er det som at Himlen åbner sig for én under messen. Messen er først og fremmest en taksigelse, lovprisning, æresakt og offerhandling til Gud, før den er alt andet, og i dét lys står Åbenbaringsbogen tydeligst frem. Der er klart også andre elementer i den, men i Åbenbaringsbogen kan man nærmest dufte messens røgelse, og man forstår i virkeligheden hvor Himmelsk liturgien i virkeligheden er. Den er ikke jordisk, men den sætter os i kontakt med Gud. Og netop de hellige, de som skuer Gud i evighedernes evigheder, er de som vi påkalder, blandt andre, under messeofferet. Man må først og fremmest forstå den traditionelle latinske ritus, som de øvrige traditioner, i det lys at Himlen åbner sig for os, det er ikke en jordisk handling, men en himmelsk handling. Vi skal altså forstå at messen lader Himlen åbenbare for os, fordi den gennem præsten, hans intention, formelle bønner og autoritet, muliggør at vi kan skue Gud, omend i et kort naturligt glimt. Relikvier har i den forbindelse meget at sige, fordi de sætter os i kontakt med det himmelske. De hellige, de tusinder og atter tusinder som ikke har en festdag i den traditionelle kalender, er de som går i forbøn for os under messen, deres åndelige virksomhed drages ned fra Himlen helt konkret til os, de er dér til stede og de går i forbøn for os, når vi anmoder herom. Det er også derfor at det er utroligt vigtigt, både hvordan der bedes og hvad der bedes om. Hvis man ikke beder, så får man ikke - "Bed og I skal få, bank på og der skal åbnes for jer", siger HERREN i Det Nye Testamente. Men beder man ikke, får man intet. Og i den nye form, bedes der bare mindre. Og det er bare helt praktisk talt dårligere. Det kan alle forstå. Men de hellige, helgenerne, de er virksomme for os i messen, og det er blandt andet ved deres fortjeneste at vi kan komme i kontakt med dem, så de kan bistå os her på jorden, til Guds herlighed og til vores åndelige velfærd.
Relikvier
Er jordiske rester fra enten en martyr, eller en prædestineret person der af Gud, ved Herrens forsyn er udvalgt til at gøre Hans vilje på jorden til Guds herliggørelse, så personen kan herliggøre Gud i Himlen. De har altså ikke i sig selv nogle kræfter, men de er et fysisk bevis på den nåde som Gud har skænket vedkommende, og de er dermed genstand for veneration, ære og hengivenhed, fordi de minder os om, og tilskynder os til perfektion og hellighed. De er et himmelsk bevis på, at vi kan nå og skue Gud i evigheden. Kirken har traditionelt altid anvendt relikvier på altrene, fordi de således muliggør en bøn til himmerige, ikke forstået sådan at denne bøn uden relikvier teoretisk set er umulig, men de indlader os på Himlens indgriben til os på jorden, og sætter os i kontakt med det Himmelske. Vi delagtiggøres altså i de helliges samfund ved relikvier, fordi der sættes overnaturlig forbindelse mellem Himlen og jorden. Det er intet andet end enestående, en Guds gave til os at vi kan det, og en meget særlig katolsk praksis og tradition.
For meget nylig fik jeg denne altersten forærende af en katolsk præst - en efterladenskab fra en katolsk kirke i en by jeg ikke vil nævne, men som tilsyneladende har opgivet at videreføre den katolske relikvietradition. Men traditionen kan aldrig forgå, og dermed kan denne altersten pryde vores eget hjemmealter, så vi kan fejre messen og sende vores tak til Himlen, når nu andre ikke vil, på samme måde. Alterstenen er generelt bygget sådan, at den er en lille "grav". Den er støbt i cement, og inde i cementen indeholdes de hellige artikler, af første klasses fysiske tegn på den hellige. Bemærk foroven, fra konsekrationsritualtet. De fem lys som brændes ifm. konsekrationen, fra det gamle rituale. I de fleste andre traditionelle altre, indlejres relikviet i selve alterbordet, som typisk er af marmor, men denne ovenstående altersten er altså transportabel. Hvis en altersten løftes, dvs. åbnes, skal konsekrationen gennemføres på ny. Dette er ikke muligt ved ovenstående eksemplar, så her er ingen køer på isen. Stenen skal lægges på vores alterplade, så vi sigter til en dimension på ca. 60 x 120 centimeter, dybde versus bredde. På den vis er der plads nok til korporalet, en kalk, og således denne sten som måler ca. 20 x 20 centimeter.
Det er da hensigten at krucifikset skal hæves på et plateau, formentlig en hylde ud fra væggen på en simpel plade der let kan monteres på et beslag. Med 60 x 120 cm alterplade, sigter vi til ca. 5 centimeters dybde i pladen, så vi kan lave en udfræsning til alterstenen, så den passer perfekt. Den skal da placeres i midten af alteret, så den ligger midt på dét sted hvor konsekrationen foretages. Ikonerne får en passende plads på væggen, og malingen får nok også en tur.
Det er et utroligt vigtigt skridt i processen, fordi alterstenen nok er ét af de vigtigste remedier i et hjemmealter. Uden dét, så er det faktisk ikke muligt at fejre messen på passende vis. Vi er dog åbne for at forære alterstenen til et kapel, skulle lejligheden byde sig at det blev nødvendigt eller kærkomment - især set i lyset af at der nu på SSPX' seminar i Zaitskofen går den første dansker nogensinde. Og skulle man have Danmark i tankerne når der skal bygges kapeller til SSPX, så er det ikke noget svært valg. Tænk hvor mange sjæle det kan komme til gavn.
PS: Hvem relikviet i stenen tilhører, er endnu uvist. Der er nogle indicier på, at det sågar kan tilhøre Hellige Knud, som var konge og er martyr, men det er næppe sikkert. Dog har man traditionelt i altersten, altid ilagt relikvier fra både helgener og martyrer - så det er ikke som sådan udelukket.
Lad os da bede til Hellige Knud, at han må bede for Traditionen i Danmark, til vores lands omvendelse, sjælenes frelse og Guds herlighed.
Hellige Knud, Konge og martyr, bed for os!