Formålet
Dels at beskrive og forklare rejsen og erkendelsen undervejs - der er ikke så lidt kontroverser vedr. SSPX og deres eksistensberettigelse, men rigtig mange mellemregninger og konklusioner bliver simpelthen enten ikke udlagt korrekt eller rimeligt, eller i den fornødne nuance. Der er helt sikkert også mange andre udlægninger og vinkler man kunne bringe, men her er altså mine skråstreg vores. Det er også et forsøg på at udlægge rejsen mindre rosenrødt end man kunne forvente - der er helt sikkert også andre veje mod SSPX, men her er i det mindste min, som et eksempel på hvorfor folk vælger at tilslutte sig bevægelsen, og sågar elske den utroligt højt.
Da jeg begyndte at frekventere SSPX
Det var dels drevet af nysgerrighed, og en søgen efter en form for renhed. Hvis de virkelig var de her præ-konciliære præster, som andre havde en vis form for afstandtagen til, hvad kunne man forvente? Hvad var deres motivation, hvordan ville man opleve dem? Indledningsvis bestod nysgerrigheden og behovet mest i at opleve den traditionelle liturgi, og de rent teologiske overvejelser spillede en markant mindre rolle. Som man voksede i sin indsigt i troen, og med "Skammens sommer" i 2018, gik en række erkendelser op for os - noget i Kirken var ikke som det skulle være, og vi begyndte langsomt at undersøge hvilke hændelser, og hvilke tankemønstre og idéer der kunne have forårsaget Kirkens spirituelle og moralske deroute. Måske kunne SSPX kaste lys over det? Også selvom de - fik vi ret tit at vide - ikke var stuerene, var "en smule skismatiske", ikke fejrede messer i kirkerne, og meget andet. På det tidspunkt havde jeg selv en ret begrænset forståelse for katolsk antropologi, dvs. lære om hvordan krop og sjæl systematisk hænger sammen, og det var svært for mig reelt at afkode de forskelle i praksisser og spirituelle, endsige teologiske, forskelle som man i dag navigerer i. At læse Hellige Thomas kan ikke anbefales for meget - jo bedre man forstår hvordan Gud og sjælen samvirker i sjælens fakulteter, jo bedre rustet er man til at tage godt hånd om sit eget trosliv. Det er egentlig ret logisk - det er svært at finde vej, hvis man ikke ved hvordan kort og kompas arbejder sammen. Og hvis præsterne er lige så udfordrede, hvordan skal de så frelse sjæle?
Nuancer og perspektiver
Det er ikke alene et spørgsmål om god liturgi, det er langt vigtigere eller lige så vigtigt at der er en sammenhæng mellem udlægningen af Kirkens tro, spirituelle og antropologiske systematik og den katolske praksis. Men der er også misbrugssager i SSPX, sågar indtil for ganske nylig, og man må ikke have illusioner om at SSPX på en eller anden måde er fejlfrie, eller at de ikke også kan opføre sig uhensigtsmæssigt. Det gør bare desto mere ondt når sådan noget indtræffer, fordi man har markant større forventninger til traditionelle præster vedr. dydighed og hellighed.
Det ville være forkert at sige, at førstehåndsindtrykket ved SSPX var godt - folk og præster i SSPX er som alle andre mennesker, syndige og fejlbarlige, og jeg må sige at jeg synes tonen ofte var kølig og kantet, og stemningen også en smule distanceret. Retorikken gav tydeligt indtryk af en markant distancering til den konciliære kirke som man siger, og dengang forstod jeg ikke hvorfor. Det er klart, at når man ikke forstår de teologiske og spirituelle konsekvenser og årsager til den distance, så virker den let passiv-aggressiv og unødvendig. At vi skal elske, er sådan set et bud, og det gælder jo alle (men jo, der findes også retfærdig vrede). Til gengæld oplevede jeg et væld af unge mennesker frekventere disse SSPX-folk, og nysgerrigheden blev ikke mindre - især fordi samtalerne ofte fik teologisk karakter. Og man fandt ud af, at udlægningen af SSPX' eksistentielle grundlag og motivation, tonen til trods, nok havde været en smule ensidig. Og faktisk til tider urimelig.
Og når man dykker ned i årsagerne til denne distance, hvor man udelader det forløb der i sin tid nødvendiggjorde konsekrationen af de fire SSPX-biskopper, så er det tydeligt at her er tale om markante teologiske og doktrinære forskelle, som må og skal løses. Kirken er i den største krise, Hun nogensinde har været i, og kan man ikke se det, så forstår man helt fundamentalt ikke sin tro.
SSPX' position
Jeg undrer mig over, at I så snart lade eder føre bort fra ham, som kaldte eder til Kristi Nåde, hen til et anderledes Evangelium; 7 hvilket dog ikke er et andet, men det er kun nogle, som forvirre eder. og ville vende op og ned på Kristi Evangelium. 8"Men selv om vi eller en Engel fra Himmelen forkynder eder Evangeliet anderledes; end vi have forkyndt eder det, han være en Forbandelse! 9 Som vi før have sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder eder Evangeliet anderledes, end I have modtaget det, han være en Forbandelse! 10 Taler jeg da nu Mennesker til Villie, eller Gud? eller søger jeg at behage Mennesker? Dersom jeg endnu vilde behage Mennesker, da var jeg ikke en Kristi Tjener." - Skt. Paulus, Galaterbrevet 1, 6-11
SSPX' position i Kirken kan kort opsummeres over fire temaer:
Afvisning af modernismen (syntesen af alle kætterier, jf. Pascendi)
Afvisning af den nye teologi om (falsk) økumeni og anerkendelse af øvrige religioner (hvad enten det direkte eller indirekte legitimeres i koncilsdokumenterne er mindre væsentligt, fordi Kirkens kleresi i dag forstår dem således direkte, og plejer omgang med andre religioner)
Afvisning af religionsfriheden jf. Nostra Aetate (læs selv Leo XIII og sågar Benedikt XV for uddybninger om hvorfor vi ikke kan acceptere anden religionsfrihed end vores egen).
Afvisning af den nye messeform, Novus Ordo, som en klar afvigelse fra katolsk tradition (kvaliteten, ikke gyldigheden)
Tungen på vægtskålen
Hvis man ikke udvikler og dyrker sin spirituelle praksis, så vokser man kategorisk ikke i hellighed. Midlet her til er stedse større bøns - og bodsmæssig indsats, bibelstudier, kontemplation over Herrens passion, mere bøn, og især at vi fokuseret arbejder med vores eget bøns - og dydsliv, både kardinaldyder men især teologiske dyder. Her er skriftemålet, hyppigt og rigtigt anvendt, fuldstændig afgørende. Foruden naturligvis, de åndelige og legemlige barmhjertighedsgerninger. Det er her at man genoprettes i Ham, ved Ham, med Ham. Præster der er formeret i traditionel thomisme, formår at udjævne bjerge og fylde dale i folks sjæle, og levere en ekstremt præcis spirituel diagnose og bod, som indprenter et varigt indtryk man aldrig glemmer. Hvis man vil vide og opleve mere, så skal man bare gennemgå det traditionelle skriftespejl og gå ind til stolen hos en SSPX-præst. Kort sagt, så er hele anken og udfordringen generelt doktrin og spirituelle konsekvenser, og ikke bare liturgi. Det har åndelige konsekvenser, fordi konsekvensen er en total ødelæggelse af Kirkens spirituelle kultur. Kan man ikke se det, og forstår man ikke det, så har man ikke forståelse for, hvorfor spirituel selvindsigt er afgørende for at leve et godt katolsk liv.
Eller er det bare SSPX der er "trælse"?
Det er helt sikkert muligt. Præmissen for os, er Sandhed, teologisk, filosofisk, eksistentielt, praktisk. På den måde kan man både længes efter, og sågar elske, martyriet. Det vi gør, er det vi elsker. Det er menneskenaturen i sin essens. Hvad skal man ellers mene om en martyr, som i 200-tallet nægtede at brænde røgelse til ære for Cæsar? "Vi holder af hele vort hjerte og hele vor sjæl, fast ved det katolske Rom, vogteren af den katolske tro, og af de traditioner som er nødvendige for denne tros bevarelse, ved det evige Rom, vishedens og sandhedens lærerinde. Vi nægter derimod, og har altid nægtet, at følge de neo-modernistiske og neo-protestantiske tendenser i Rom, tendenser som klart fik sit gennembrud under Det 2. Vatikankoncil, og efter koncilet i alle de reformer som havde sin oprindelse i dette. I selve denne hændelse, har alle disse reformer bidraget til, og fortsætter med at bidrage til, Kirkens ødelæggelse, til præsteembedets forfald, til afskaffelse af messeofferet og sakramenterne, til det religiøse livs forsvinden, og til en naturalistisk og teilhardistisk undervisning på universiteterne, ved præsteseminarerne og ved katekeselektionerne, en undervisning som sprang frem ved liberalismen og protestantismen, som allerede mange gange højtideligt er blevet fordømt af Kirkens læreembede. Ingen autoritet, ikke engang den højeste i hierarkiet, kan tvinge os til at bortkaste eller forringe vores katolske tro, som den af Kirkens læreembede i 1900 år klart er blevet formuleret og blevet forkyndt. Den Hellige Paulus siger: "Men om vi eller en engel fra Himlen forkyndte jer et andet evangelium, end det som vi havde forkyndt jer, da være han forbandet!" Er det ikke netop dette, som den Hellige Fader i dag hos os fremkalder mindet af? Og hvis en vis modsigelse mellem hans ord og gerninger skulle tydeliggøres i sådanne spørgsmål fra de pavelige kongregationers handlinger, så holder vi fast ved det som altid er blevet lært og vi vender det døve øre til de nye påfund ødelægger Kirken.
Man kan ikke foretagedybt gennemgribende forandringer i spørgsmål om "lex orandi", uden at forandre "lex credendi". Den nye messe har sin pendant i den nye katekese, den nye opfattelse om præstens rolle, de nye præsteseminarer, de nye universiteter, den "karismatiske" Kirke, "pinsebevægelsen", alle ting som står i modsætning til ortodoksien og læreembedets undervisning gennem alle tider. Eftersom denne reform udspringer af liberalismen og modernismen, så er den fuldstændigt forgiftet. Den nedstammer fra kætteri og leder til kætteri, også selvom alle de forskellige ændringer ikke formelt set er direkte kætterske. Derfor er det for hver samvittighedsfuld og trofast katolik umuligt at acceptere denne reform, eller på nogen som helst måde at underkaste sig den på samme vis. Den eneste indstilling af trofasthed vi besidder imod Kirken og den katolske lære, består for vor frelses skyld i den kategoriske nægten at acceptere disse reformer.
Det er derfor vi fortsætter vores arbejde med præstelig uddannelse, uden nogen som helst bitterhed, uden oprør eller uden harme under det gennem alle tider urokkelige læreembedes ledestjerne, overbeviste om at vi ikke kan gøre den hellige Katolske Kirke, Paven og kommende generationer nogen større tjeneste. Derfor holder vi fast ved alt ved det som Kirken i alle tider har lært og i troen praktiseret, og kodificeret i bøger, publiceret før den modernistiske indflydelse fra koncilet, de moralske principper, dyrkelsen, katekeseundervisningen, præsteuddannelsen og de kirkelige institutioner. Imens og sådan venter vi på, at Traditionens sande lys igen skal skinne i det mørke som fordunkler det evige Roms himmel. Ved Guds nåde og den allersaligste Jomfru Marias, den hellige Josefs og den hellige pave Pius X's hjælp og sådanne handlinger, er vi overbeviste om at forblive trofaste mod den romersk-katolske Kirke såvel som mod alle Peters efterfølgere og på denne måde være "fideles dispensatores mysteriorum Domini Nostri Jesu Christi in Spiritu Sancto"; eller trofaste forvaltere af Vor Herre Jesu Kristi hemmeligheder i Helligånden. Amen. - Rom, d. 21. november 1974 (Festdagen for Marias Fremstilling i Templet). Marcel Lefebvre, ærkebiskop."