Ægteskabet
Af natur er mennesket både selskabeligt, og politisk. Mennesket er mere tilbøjeligt til at leve sammen indbyrdes, mere end det er tilbøjeligt til at leve i forpligtende, politiske fælleskaber med øvrige mennesker. Mennesket har ikke kun en tilbøjelighed til at forplante sig, men også behov for stabile relationer og samkvem med sin partner. Derfor, er mennesket skabt til ægteskabet, og ægteskabet hører derfor til naturloven. Den ægteskabelige forening mellem mand og kvinde, er en indstiftelse som en konsekvens af den naturlige lov. Flertallet af mennesker er kaldet til denne kødelige forening, men den er ikke forpligtende for alle. Det vil sige, mennesker gifter sig fordi det er nødvendigt ud fra det fælles gode. Men det samme fælles gode kræver også at nogle giver sig hen til det kontemplative liv, hvor det ægteskabelige liv er en ret stor forhindring. Herudover, har vi Skriftens ord for det ret fremragende i jomfruelighed og kyskhed, fordi de er udtryk for perfektioner. Ergo, ikke alle er kaldet til eller påkrævet at gifte sig. Ægteskabet er altså sat i verden for at videreføre menneskeracen. Den ægteskabelige akt mellem mand og kvinde er derfor på ingen måde syndig, og Skriften siger også (1 Kor 7,3) "Lad manden yde sin ægteskabelige gæld til sin hustru". At den ægteskabelige akt skulle være syndig, er både forkert og kættersk. Den ægteskabelige handling, såfremt den udøves korrekt af mand og kvinde, er en dydig handling, og derfor en fortjenstlig handling.
Ægteskabet som sakramente
Et sakramente er et sanseligt tegn, som er indstiftet af Kristus til at tilvejebringe nåde. Ægteskabet lever op til dette krav og denne definition. Ergo, er det sandelig et sakramente.
Ægteskabet er indstiftet til at sætte børn i verden, i henhold til Guds forsyn og lov. Det var etableret fra begyndelsen, før syndefaldet, som en naturlig og hellig institution. Det blev ophøjet til det overnaturlige stade af Herren, da Han gjorde det til et sakramente. Som hvert sakramente, viderefører sakramentet nåde til de som modtager det på værdig vis. Det tilvejebringer også særlig sakramental nåde, som hjælper ægtefællerne med at udøve alle deres pligter. Den aktuelle brug af den ægteskabelige akt, er ikke en integreret del af ægteskabets sakramente (dvs. at man kan godt være gift og ikke gøre brug af akten).
Betroelse (forlovelse)
En betroelse eller forlovelse, er et løfte om et fremtidigt ægteskab. Det er ikke et ægteskab, men løftet herom. Det er muligt at forlovelsen kan udøves for børn som i det mindste har en vis forståelse for den ægteskabelige kontrakt, selvom de ikke selv er gamle nok til at indgå ægteskabet. Men Kirken opfordrer præster til at forhindre og forebygge enhver form for ægteskabelige aftale eller løfter herom, før parterne er gamle nok. En betroelse er en kontrakt, men ikke en uopløselig én. Den kan opløses med gensidig samtykke, eller hvis én af parterne indgår i et religiøst fælleskab, eller hvis én af parterne gifter sig med en anden.
Ægteskabets definition
Et ægteskab er en forening. Den forener ægtefolkene i den opgave at skabe og opdrage børn, og den dedikerer ægtefolkene til ét fælles liv. Ægteskab, som begreb, betyder at en mand og en kvinde frivilligt og passende vil hinanden, og den opgave sakramentet byder dem. Ægteskabet er et samfund, og fx Peter Lombarden kalder ægteskabet som "foreningen af mand og kvinde som indbefatter at de lever sammen i et udelt partnerskab".
Ægteskabeligt samtykke
Samtykke er den effektuerende årsag til ægteskabet, i den ægteskabelige kontrakt, og som er en sakramental kontrakt. Denne form for samtykke er essentiel og skal udtrykkes udvortes og eksplicit, således enten med ord eller i det mindste med umiskundelige tegn. Samtykket skal udtrykkes i nutid. Fremtidige udtryk er ikke gyldige.
Den udvortes manifestation af samtykke skal udtrykke en indre vilje og indre intention. Falsk samtykke eller overfladisk samtykke, ugyldiggør ægteskabet.
Samtykket kan heller ikke være hemmeligt. Der skal være vidner, for at der kan være tale om en sakramental kontrakt. Sakramenter administreres af Kirken, og de kan ikke indgås i hemmelighed. Kirken kan ikke borttage effekten af et sakramente. Kirken styrer derfor forvaltningen af sakramentet gennem lovgivning. Et gyldigt sakramente kan ikke indgås i hemmelighed, fordi det hverken sakramentalt eller juridisk ikke kan forkyndes i hemmelighed.
Samtykke under særlige forhold
Samtykke kan ikke udtrykkes i fremtidig form, så der skal være et samtykke i nutidsform. Ægteskabet indgås når denne samtykke gives og udtrykkes. Det er ikke et sandt ægteskab, når samtykke udtrykkes i fremtidsform.
Obligatorisk og betinget samtykke
Samtykke er en fri viljesakt. Nogle handlinger kan være frie og dog stadig have elementer af ufrivillighed over sig. Man kan sommetider være tvunget til at gøre nogle ting under visse omstændigheder, man ikke normalt ville gøre. Der findes former for obligatorisk samtykke, som kan udøves under nødvendige vilkår, men stress eller nød i det hele taget, er en form for kontraktliggørelse som gør indgåelsen af ægteskabet ugyldig. Stress er en følelse, og hvis den hæmmer fornuften og vanskeliggør den frie vilje og intellektets fulde evne til at udtrykke frit samtykke, gør den ægteskabet ugyldigt. Samtykke gives under stress eller frygt, gør ægteskabet ugyldigt. Ægteskabet er et permanent bånd, det involverer livslangt engagement. Samtykke under frygt eller bæven, er ikke fyldestgørende for de forudsætninger som ægteskabet kræver. Kirken har lovformeligt grundlag til at vurdere om ægteskabet er gyldigt, når det indgås. Fordi ægteskabet er en gensidig forening af to viljer i ét, kan der ikke anvendes tvang under nogen omstændigheder. Kærlighed er fri, uhæmmet og perfekt rettet mod kærlighed og liv. Forældre kan heller ikke tvinge deres børn til ægteskab.
Samtykkets formål og genstand
Det ægteskabelige samtykke baner vejen for brugen af de ægteskabelige rettigheder. De ægteskabelige rettigheder er til for at sætte børn i verden, og for at styre kødelige tendenser mod deres mål. Man kan også have andre motiver for at ægte en anden, men det essentielle formål for ægteskabet er ægteskabet i sig selv, og de som antager den ægteskabelige stand antager dét som ægteskabet er, dvs. "ét kød". Det accidentale formål, dvs. kvaliteten i ægteskabet, herunder intentionerne mellem parterne, kan ikke forhindre ægteskabet i at være sandt og fuldbyrdet. En kvinde som gifter sig for at højne sin status, er stadig gift. En mand som gifter sig til velstand, er stadig gift, desuagtet hans eget motiv.
Ægteskabets velsignelser
Arvesyndens uordentlige effekt på menneskelivet har gjort den skabende akt så intenst emotionel, at denne akt ikke er under fornuftens kontrol. Ergo, for at kunne retfærdiggøre denne akt i det faldne menneske, må nogle kompenserende og velsignende goder knyttes til ægteskabet. Sådanne goder er nævnt af fx Peter Lombarden som: Troskab, afkom, sakramente. Troskab holder menneskene, mand og kone sandt til hinanden og eksklusivt i den akt der er den ægteskabelige akt. Afkom og børn er de gode frugter som kommer af denne akt, og hører til intentionen i akten, selvom ægteskabet eller akten viser sig ufrugtbar. Sakramentet er den hellighed som ægteparret opnår ved at leve sammen. Af de tre ægteskabelige goder, er sakramentet det mest fremragende. For det er dét som gør et ægteskab til en guddommeligt og overnaturligt indstiftet sakramente, og som medfører disse fremragende velsignelser.
Siden der er tre ægteskabelige goder eller velsigner i ægteskabet, så er det de ting som gør den ægteskabelige handling anderledes og adskiller den ægteskabelige akt fra den ellers ulovlige brug af det seksuelle. Det følger at disse ægteskabelige handlinger retfærdiggør og sågar helliggør den ægteskabelige akt, og fuldstændigt fjerner ethvert syndigt element i akten. Derfor, uden den ægteskabelige velsignelse, kunne den ægteskabelige akt ikke retfærdiggøres.