Om sedevakantisme

Der er nogle ismer som bare automatisk gør en til persona non grata i katolske kredse, og ikke uden grund. Der er sket mange skrækkelige ting i kølvandet på koncilet, men en del af dem må nok siges at være opblomstringen af sedevakantist-bevægelsen. Der findes sådan set mange fornuftige sedevakantister, selvom de ikke er konsistente i deres dogmatik eller teologi. Men vi må anerkende at sedevakantister også besidder en dyb længsel efter Gud, og også en stor katolsk spiritualitet. Motivet for sedevakantister kan ikke formuleres entydigt, men må siges at være en sørgerlig konsekvens af den konciliære kirkes meget utydelige udlægning af katolsk tradition. Sedevakantisme har altså heller ikke noget belæg i historien, men er en meget ny ting historisk set. De sedevakantistiske bevægelser - primært i USA - har vokseværk, og det er både en glæde og bekymring. En glæde fordi det viser at der er en stor åndelig efterspørgsel efter katolsk tradition, men en bekymring fordi sedevakantisme er vranglære, og automatisk sætter personen udenfor Kirken i åndelig forstand. Man kan sige, at sedevakantisme er en mild form for protestantisme i katolske gevandter, men begrebet er meget mere diffust end som så. Lad os se på nogle eksempler, og samtidig se hvordan fx SSPX tager afstand fra den sedevakantistiske position.

Hvad er sedevakantisme?

Kort kan man sige at sedevakantisme er den teori eller position hos de, som mener at de seneste paver, dvs. de som var paver under og efter Det 2. Økumeniske Vatikankoncil ikke var sande paver. Konsekvensen deraf er, at den petrinske stol og dermed det petrinske embede, er ubesat. Det udtrykkes i begrebet "sede vacante" på latin, og er en situation som normalt indtræffer mellem en paves død, og indtil valget af den næste.

Sedevakantisme kommer som en reaktion på den krise der opstod i Kirken efter koncilet, og som Kirken stadig befinder sig i. Ærkebiskop Lefebvre kaldte denne krise for "den tredje verdenskrig", og årsagen har været en række pavers mangelfulde håndtering af de fejl som koncilet frembærer, dvs. økumenisme, religionsfrihed, kollegialitet osv. Sedevakantister mener (sådan groft sagt), at virkelige paver ikke kan være ansvarlige for sådan en krise som Kirken befinder sig i, og dermed kan de ikke være "rigtige" paver. Samtidig er sedevakantister heller ikke enige indbyrdes. Der findes mange positioner, og nogle mener at siden Peters stol er ledig, skulle nogen altså besætte den, og dermed har man altså valgt sig en "Pave" (som fx sekten i Palmar i Spanien). De fleste andre går ikke så vidt, men arbejder med forskellige "skoler" indenfor positionen. Nogle mener at Pave Frans og de øvrige paver var modpaver, mens andre blot at de ikke var rigtige paver, men blot paver materielt og ikke formelt (nogle er også åbne for at Paven er Pave rent formelt, men at Himlen måske har en anden holdning, men det er en anden snak...). Nogle sedevakantister betragter deres position som "ret sandsynlig", og modtager også sakramenter fra ikke-sedevakantistiske præster, mens andre som af nogle kaldes "ultra" gør det til et trosspørgsmål, og nægter at assistere til messer hvor præsten beder for Paven. Men det som er normalt og fælles for alle sedevakantister, er at de ikke mener at Paven skal bedes for i offentligheden.

Hvad vil det sige at være Pave rent materielt?

Den største udfordring blandt sedevakantister er, at de skal forklare hvordan Kirken kan fortsætte på synlig vis (netop fordi hun er blevet lovet at hun vil fortsætte indtil verdens ende), mens Kirken samtidig har mistet sit hoved. Der findes nogle interessante sedevakantister, som har fundet på noget de kalder "Cassiciacum-tesen": Den nuværende Pave var gyldigt designeret som Pave, men han modtog ikke den pavelige autoritet, fordi der var en indre forhindring (dvs. i hans åndelige fakulteter, nemlig vranglære). Så, ifølge den teori, kan han på en eller anden måde virke for Kirkens bedste, som fx udpege kardinaler (som også er kardinaler rent materielt), men han er altså ikke Pave. Det er en temmelig gakket position, som ikke forholder sig til - ja, mange ting - men fx at det pavelige embede ikke har en forandrende effekt på Pavens natur, som fx ordinationens sakramente har. For det første er sådan en løsning ikke funderet på traditionen. Der er en lang række klassiske teologer som har undersøgt problemet, bl.a. Cajetan, Skt. Robert Bellarmino, Johannes af Skt. Thomas), og ingen af disse prækonciliære teologer har nogensinde fremsat sådan en teori. Teorien løser heller ikke sedevakantismens grundlæggende problem, nemlig hvordan Kirken kan fortsætte med at være synlig, for hvis både Paven, kardinalerne, biskopperne osv. er frarøvet deres "form", dvs. deres rent formelle autoritet, så er der intet synligt kirkeligt hierarki tilbage. Derudover har teorien nogle alvorlige filosofiske defekter, fordi den forudsætter at et hoved for Kirken kan være hoved rent materielt, dvs. uden autoritet.

Typiske argumenter

Er både teologiske og kirkeretlige. Det teologiske argument består i at fremsige, at en kætter ikke kan være hoved for Kirken, og fordi Johannes Paul II er kætter, så er han ikke... Pave. Det juridiske argument består i at påpege at Kirkens lov umuliggør at en kætter kan vælges. Men Kardinal Wojtyla var kætter da han blev valgt, og derfor...

Men er det ikke sandt, at en Pave som bliver kætter, mister sit pontifikat? Skt. Robert Bellarmino siger, at en pave som formelt og tydeligt (konstatérbart/"manifesteret") bliver kætter, vil miste sit pontifikat. For at det fx skulle være gældende for Johs. Paul II, Benedikt XVI og sågar Pave Frans, ville de alle være nødt til at være formelle kættere - de skulle forsætligt underkende Kirkens læreembede, og denne formelle vranglære skulle være tydelig og konstatérbar for Kirkens kleresi. Men selvom en Pave ofte siger ting som kan være materielt kætterske, eller blot siger ting som ikke er i tråd med hvad Kirken lærer eller formelt altid har lært, så skal det også bevises at Paven godt ved, forsætligt og med fuld vilje, underkender og ikke tror på nogen af de dogmer som Kirken besidder. Og så længe dette ikke kan bevises, så kan man ikke formelt fastslå at en Pave ikke er pave. Det betyder ikke at man ikke kan anerkende at der er tegn på dette og hint ift. hvad Paven over tid har sagt og gjort, fx ud fra en thomistisk antropologisk anskuelse ift. Pavens vilje og intellekt - men det ændrer ikke ved, at han rent formelt er Pave, indtil Kirken har fastslået årsagen til hans adfærd.

Dette var også Æbp. Lefebvres position i kølvandet på koncilet. Hvis man så er overbevist om, at fx Johs. Paul II, Pave Benedikt. XVI eller Pave Frans formelt og tydeligt er kætter, skulle man så antage den position at han ikke er pave/har været pave? Suarez, og "de mere almindelige" positioner blandt klassiske teologer har været, at selv en kættersk pave kan fortsætte med at udøve paveembedet. Her taler vi om legitimitet og jurisdiktion, og for at miste sin jurisdiktion, så skal de katolske biskopper (de eneste dommere vedr. trosspørgsmål udover Paven, ved guddommelig vilje), erklære at Paven er kætter. Her er altså forskel på hvorvidt vi har erkendte Pavens formelle kætteri, og om hvorvidt Kirken rent substantielt har erkendt at dette re tilfældet. Kristus vedbliver altså at give jurisdiktion til selv en manifesteret/erkendt kættersk pave, op og indtil det tidspunkt at han erkendes og erklæres tydelig og formel kætter af Kirken. Men hvordan kan det lade sig gøre? Fader Garrigou-Lagrange, dominikanerteologen og én af de stærkeste thomister de seneste 150 år, forklarer dette rationale således - at en kættersk Pave, selvom han ikke længere er medlem af Kirken, stadig kan være hendes hoved. For "... det som er umuligt i for et fysisk hoved, er muligt (omend unormalt) for et sekundært moralsk hoved..". Årsagen er endvidere, at hvor et fysisk hoved ikke kan påvirke lemmerne og kroppen uden at modtage vital indgydende hjælp fra sjælen, så kan et moralsk hoved, som den romerske pave, udøve jurisdiktion over Kirken selvom han ikke fra Kirkens sjæl og åndelige legeme, modtager nogen som helst indgydt tro eller barmhjertighed. Hovedet kan altså virke rent formelt, selvom det ikke længere virker på Kristi krop, mens kroppen ikke virker på hovedet. Kroppen må altså erkende, at hovedet ikke vil som Kristi legeme vil. Kort fortalt, så er Paven konstitueret et medlem af Kirken ved sin personlige tro, som han kan miste, men han er hoved for den synlige kirke gennem jurisdiktion og autoritet som han har modtaget, og disse kan sameksistere med hans vantro eller kætteri. Et meget konkret og praktisk eksempel, er fx de tyske biskopper. Vi må erkende at de fleste af dem muligvis ikke besidder den katolske tro. De opfører sig ihvertfald ikke sådan, og selvom vi ikke kan eller skal dømme folks moralske tilstand, så må vi samtidig fastholde at de stadig gyldigt set og formelt set er biskopper, indtil Paven har fortalt os noget andet. Og også selvom Paven i sin egen åndelige habitus ikke besidder den katolske tro. Afslutningsvis, må vi naturligvis være åbne for, og sågar prise os lykkelige for, at Himlen nok kan have en anden holdning fsva. hvem der er Pave eller ej.

Hvad med sedevakantisternes juridiske argument?

De fleste sedevakantister baserer deres position på den apostoliske konstitution "Cum Ex Apostolatus" af Pave Paul IV (1555 - 1559). Men de fleste er enige om at denne apostolske konstitution mistede sin juridiske effekt da 1917-kirkeretten trådte i kraft. Det der stadig er gyldigt, er fx den dogmatiske lære. Og derfor kan dokumentet ikke sige mere, end de teologiske argumenter som allerede udlægges foroven.

Men hvad med Koncilet? Enhver idiot kan da se at det har været en katastrofe!?

Ja. Men koncilets lære er ikke omfattet af det ufejlbarlige kirkelige læreembede, alene af den årsag at der ikke formuleres dogmer på koncilet. Kirken og Paven er kun ufejlbarlig, når han sammen med Kirkens biskopper formulerer dogmer. Logikken for sedevakantister er, at Paven er ufejlbarlig i alle spørgsmål, og hvis han siger noget forkert, er han ikke pave. Igen er vi tilbage til den cirkulære fejlslutning fra foroven. Fx hvis koncilet lærer at der er religionsfrihed, at der er frelse udenfor kirken (hvilket koncilet ikke lærer, jf. LG 14) og at liturgien er noget hø - jamen så er Paven stadig pave. Så kan man diskutere om Paven udviser heroisk dyd, eller er en god pave, men det er ikke det vi taler om her. Det ville jo betyde at Helvedes porte altså fik magt over Kirken, hvilket er lovet ikke vil ske. Det er meget enklere at tænke og mene, at koncilet ikke er ufejlbarligt. Og når fx Johs. XXIII i sin åbningstale siger netop dét, at det er et "pastoralt koncil, hvor der ikke er behov for at formulere dogmer", jamen så er det sådan det er. De øvrige konciliære påfund, som fx den nye liturgi og kirkeret, er heller ikke omfattet af ufejlbarlighedskriteriet.

Afslutningsvis, må vi sige at sedevakantisme er en teori som aldrig er blevet bevist rent spekulativt, og ikke har rod i nogen tradition. Det er derimod en uklog position at besidde, og er i modstrid med den teologiske dyd "Håb". Ærkebiskop Lefebvre var da også modstander af denne position, og forbød sågar præster i SSPX at bekende sig til den. Dette bør vi fæstne vores lid til. Ingen helgen har nogensinde været sedevakantist. Men mange helgener har til gengæld åbent og vedholdent modstået mange pavers vranglære. Lad os gøre det samme.