top of page

Mere katolsk end Paven


Man er nødt til at forholde sig til Pave Frans, eller rettere, hvad Pave Frans siger og gerne fremelsker. Især i tiden efter Pave Benedikt XVIs død. Under Benedikts levetid, var Pave Frans trods alt relativt afmålt i sine udtalelser, og tilpas vag til at man kunne tåle meget af uklarheden i hans påstande og udtalelser. Men man er nødt til at se i øjnene, at Pave Frans' pontifikat er - hvis ikke det mest ekstreme - så ét af de mest radikale der nogensinde har fundet sted, i Kirkens historie. Pave Frans tvetydigheder er mere eller mindre ophørt, og han begynder faktisk nu at blive mere og mere eksplicit og kategorisk i sin måde at udlægge Kirkens tro på. Og det på en måde, som viser en tydelig og radikal anden agenda end den af Kirkens tradition og åbenbarede dogmer, og mod en kategorisk anden kirkelig opfattelse, end den Kirken har stået for i over 2000 år. Det kan virke træls og frustrerende, men det behøver ikke være sådan. Det pavelige embede er forankret metafysisk, uanset hvilken galning(!) der end måtte betræde det. Og embedet har ikke sin eksistens eller berettigelse i menneskelig fornuft eller vilje, men i det hinsides. I det her indlæg skal vi undersøge, hvordan vi kan leve med Pave Frans. Vi skal runde nogle kantede og til tider ubehagelige indicier, og til sidst skal vi vende det metafysiske aspekt af det pavelige embede, og hvorledes vi kan have ro i maven, selvom Pave Frans formelt er pave, og også selvom han måske ikke er.

Hvad vil Pave Frans egentlig?

Spørgsmålet er især relevant efter Pave ("Emeritus") Benedikt XVIs død, fordi Pave Frans har accelereret en lang række beslutninger, siden Ratzinger forlod verden. Der er utallige eksempler på problematiske udtalelser fra Pave Frans mens Benedikt stadig var blandt os, men her vil vi kun fokusere på de seneste eksempler siden Ratzinger døde, 31. december 2022, på festen for Skt. Sylvester. Til at starte med, er det vigtigt at fremhæve, at vi ikke kan dømme folks åndelige status ift. Gud. Kun Gud kan dømme, og når vi ikke skal dømme for at vi selv bliver dømt, så betyder det at vi kun kan dømme det ydre. Vi kan vurdere og (be)dømme folks handlinger og udtalelser, men vi kan ikke vurdere om denne eller anden person bliver frelst eller ej. Det er en vigtig skelnen, men som altid er man nødt til at interessere sig for, hvilke omstændigheder folk siger og gør ting under. Fordi vores passioner påvirker vores intellekt og vilje, og fordi vi har en falden natur, så skal vi altid se på folks gerninger under de mest formildende omstændigheder. Så det gør vi så. Under sit besøg i Canada d. 24.-30. juli, deltog Pave Frans, sammen med en lang række kardinaler, i et hedensk bønneritual, som ledtes af en indfødt canadier. Hensigten var at bede "ånderne" ønske Pave Frans hjertelig velkommen til Canada. Man kan se klippet her, hvor man tydeligt ser både Pave Frans og kardinalerne aktivt deltage i ceremonien. Men hvorfor er det et problem, at Pave Frans og kardinalerne aktivt deltager? Fordi, det er en åbenlys overtrædelse af Det 1. Bud. Kirken er meget eksplicit ift. hvorvidt vi har lov til at deltage i ikke-katolske ceremonier eller "gudstjenester". Vi må gerne overvære dem, men vi må ikke med vores vilje og intellekt, deltage i bønshandlinger med ikke-katolske trossamfund. Problemet er tofoldigt. Dels legitimerer man ikke-katolske religioner, som ikke leder til Sandhed og Gud, og dels så unddrager man sig pligten til at lede folk til sandhed, ud fra et kærlighedsmæssigt bud. Caritas handler bl.a. om at vi fortæller folk at de skal ledes til sandhed.

Hvilken lære der understøtter disciplinen

At tilbede Gud, er en pligt som påhviler alle mennesker, fordi pligten er indskrevet i den skabte orden i sig selv (den naturlige lov), og befales af Gud gennem Hans åbenbaringer (den guddommelige lov).

  1. Guddommelig åbenbaring har igennem historien fastsat og sanktioneret én eneste fælles tradition ift. tilbedelse, som alene er rigtig, sand og behagelig for Gud.

  2. Denne ret til sand tilbedelse er perfekt og eksklusivt indeholdt i den Ene, Hellige, Katolske og Apostoliske Kirke, etableret af Kristus som Hans Legeme, til dette formål.

  3. Udenfor dette Kirkens legeme findes de udøbte, kættere, skismatikere, frafaldne og ekskommunikerede.

  4. Tilbedelse som gennemføres udenfor den Katolske Kirke er dermed falsk tilbedelse, som afviger fra den form som alene er fastsat og sanktioneret af Gud.

Katolikker som beder med ikke-katolikker?

Når man betragter spørgsmålet om katolikker som deltager i ikke-katolsk tilbedelse, så må den hele og evindelige lære i Skriften og Traditionen fastholdes: Katolikker må aldrig aktivt deltage i ikke-katolsk tilbedelse. Dette forbud stammer direkte fra det 1. bud, i lyset af det faktum at al ikke-katolsk tilbedelse og bønspraksis er falsk, og er handlinger som står direkte imod ret og sand tro, og gør vold på både naturlig og guddommelig lov. Sådanne handlinger er derfor objektivt uordnede, uanset den subjektive skyldighed hos de som deltager i sådan tilbedelse. En anden og nært beslægtet årsag til denne disciplin, er at udøve en løgn ved at demonstrere en form for falsk religiøs enhed: For når en katolik deltager i ikke-katolsk tilbedelse, så manifesteres en vis enhed med det samfund, som er i modstrid med den sande enhed i Den Katolske Kirke. Det fører til en tredje årsag, nemlig den af den skandaløse. Katolikker som aktivt deltager i falsk tilbedelse, giver det objektive indtryk at sådan en uordnet handling er tilladt, ja sågar prisværdig, og på den måde bringer den rette tro i fare (på vegne af katolikker), og således bekræfter ikke-katolikker i deres praksis og fejl. Den endelige årsag til dette forbud, er at det udelukker en broderlig kærlig og omsorg. Ved at man deltager i falsk tilbedelse, så unddrager katolikken sig sin pligt til på barmhjertig vis at vejlede de uvidende og formane synderen, og udbrede evangeliet.

Det er derfor doktrinært uforsvarligt at tillade aktiv deltagelse i andre trosretninger, som er fremmede for den konstante og ensartede tradition i Kirken, og som sådan tillader og opmuntrer aktiv deltagelse med ikke-katolikker og ikke-katolsk tilbedelse. At mange katolikker så gør det i dag alligevel (desværre, alt for ofte foranlediget af præster, biskopper og sågar Paven), er hverken forsvarligt eller godt. I skyldsspørgsmål må vi henlade os på Gud, som alene kan dømme folks åndelige vilje og intention, men vi kan sandelig fordømme handlinger som er i modstrid med hvad som altid er blevet troet, "altid, overalt og af alle". Når sådanne handlinger gør vold på det som er helligst, højest og bedst, så bliver det endnu mere agtpågivende at reagere på det. Selv 2. Vatikankoncils temmeligt omdiskuterede dokument Unitatis Redintegratio afsnit 8, tydeliggør dette standpunkt - omend noget vagt. Det er altså ikke noget særlig ekstremt standpunkt, men er en normal del af Kirkens universelle selvopfattelse, som ursakramente og guddommelige manifestation på jorden. Så lad os tage et andet meget nyligt eksempel, fra Pave Frans. Det er ifm. en videotale fra d. 4. februar, på fejringen af den "Internationale Dag for Broderskab", som markerer - ja, internationalt broderskab, hvad det så end er. Her vælger vi at kopiere hele teksten ind, fra den engelsksprogede udgave fra Vatikanets hjemmeside. På den måde undgår vi at tage ting ud af deres rette kontekst, og også at tabe centrale betydninger ifm. en oversættelse til dansk. Vi tager altså mandens ord for gode varer, og i god hermeneutisk forstand så må vi se på helheden i budskabet, og de centrale dele af talen, for at forstå den fulde betydning. Det kan vi så holde op imod katolsk lære, for at se hvordan det flugter med det som Kirken lærer, og altid har lært.

"Dear sisters and dear brothers, good morning!
I greet with affection and esteem the Grand Imam Ahmed Al-Tayyeb, with whom, exactly four years ago in Abu Dhabi, I signed the Document on Human Fraternity for world peace and living together.

Her må det først bemærkes, at Pave Frans ifm. sit besøg i Abu Dhabi udtalte, at "Gud ville alle religioner". Men det er ikke korrekt, at Gud vil alle religioner. Andre religioner er ikke fra Gud, men en vis anden herre. Pave Frans undskyldte sig først med at han talte om Guds tilladelse af andre religioner, og ikke hans visdom, men trak senere i land igen.

I thank His Highness Sheikh Mohammed bin Zayed for his commitment to the path of fraternity; the High Committee for Human Fraternity for the initiatives promoted in various parts of the world; and I also thank the United Nations General Assembly which, by the Resolution of December 2020, established 4 February as International Day of Human Fraternity. I am also pleased to be associated with the commendable initiative of conferring the Zayed Award for Human Fraternity 2023.

In sharing sentiments of fraternity with each other, we are required to become promoters of a culture of peace that encourages dialogue, mutual understanding, solidarity, sustainable development and inclusion.

Det er som sådan ikke forkert, men er det nok? Vi længes ikke efter inklusion, eller bare fred, men at vi forsones med JESUS KRISTUS, og opnår den evige og sande fred, i Ham.

We all bear in our heart the desire to live as brothers and sisters, in mutual assistance and harmony. The fact that this often does not occur – and, unfortunately, we have dramatic signs of this – should further stimulate the search for fraternity.

Her må vi bremse op. Kirken lærer ikke, at vi alle længes efter at leve som brødre og søstre i gensidig assistance og harmoni. Vi længes til gengæld alle efter at erkende Sandheden og Gud, og især at vi alle har en medfødt længsel efter JESUS KRISTUS. Det står sågar i Kirkens katekismus, og er ret elementært for enhver som har læst den. Der står at: "Længslen efter Gud er indskrevet i menneskets hjerte, for mennesket er skabt af Gud og til Gud; Gud drager uophørligt mennesket til sig, og det er kun i Gud, mennesket finder den sandhed og lykke, som det uophørligt søger." (KKK 27).

It is true that religions do not have the political force to impose peace, but, by transforming man from within, inviting him to detach himself from evil, they guide him towards an attitude of peace.

Religioner forandrer ikke mennesket indefra, og de kan ikke indlade mennesket på at lade det afstå fra ondskab, eller endog vejlede mennesket mod fred. Denne sætning er voldsomt problematisk, af en lang række årsager. For det første, fordi enhver forandring af menneskets sjæl kræver Helligåndens hjælp, såfremt den skal afstå fra ondskab, ift. hvad Gud har åbenbaret for os. Religioner som ikke er katolske, er altså ikke gode, fordi de ikke er af Gud. Og religioner kan aldrig lede mennesket til at afstå fra ondskab, fordi de på sin vis er ondskab selv. Mennesket vil aldrig opnå varig fred, eller afstå fra ondskab, såfremt det ikke bliver kristent. Her benægter Pave Frans den ene sande Gud. Han benægter Helligåndens forandrende effekt på sjælen, og nødvendigheden af nåde som indgydt kvalitet på sjælen for at blive helliggjort. Det gør han, fordi han siger ovenstående i samme sætning. Han deler ikke sætningen op, men bruger altså ordet "religioner" i samme ombæring som "transformerer indefra". Han fortsætter:

Religions therefore have a decisive responsibility in the coexistence of peoples: their dialogue weaves a peaceful web, repels temptations to lacerate the civil fabric, and frees one from the instrumentalization of religious differences for political ends. Also relevant is the task of religions in reminding us that man's destiny goes beyond earthly goods and lies in a universal horizon, because every human person is a creature of God: from God we all come and to God we all return.

Omend det er sandt at alle mennesker er skabninger som er skabt i Gud, så er det helt åbenlyst forkert at menneskets skæbne ligger i en fælles universel horisont. Denne horisont er ikke jordisk, men Himmelsk. Vi længes, som skrevet foroven, efter at se Gud igen.

Religions, in order to be at the service of fraternity, need to engage in dialogue with each other, to get to know each other, to enrich each other, and above all to develop that which unites and to collaborate for the good of all.

Religioner skal ikke berige hinanden, for andre religioner kan ikke lære den katolske tro noget som helst. Den katolske tro mangler ingenting. Den er åbenbaret af Gud, og er i sin essens perfekt og fuldkommen.

The various religious traditions, each one drawing from its own spiritual heritage, can make a great contribution in the service of fraternity. If we are able to show that it is possible to live difference in fraternity, little by little we can free ourselves from fear and mistrust of the other who is different from us. Cultivating diversity and harmonizing differences is not a simple process, but it is the only way to guarantee a solid and lasting peace; it is a commitment that requires us to strengthen our capacity for dialogue with others.

Den eneste vej til at garantere varig fred, er ved at hele verden omvendes til JESUS KRISTUS. De forskellige religiøse traditioner er således i modstrid med katolsk tro, og verden, ja også indbyrdes, fordi de ikke leder til sandhed.

Men and women of different religious walk towards God along roads that increasingly intertwine.

Her siger Pave Frans helt åbenlyst, at menneskets færden på jorden går ad veje mod Gud som i stigende grad sammenvæves. Det er også vranglære.

Every encounter can be an opportunity to oppose one another or, with God’s help, to encourage each other to go forward as brothers and sisters. Indeed, we share not only a common origin and descent, but also a common destiny, that of fragile and vulnerable creatures, as the historical period we are living shows us so clearly.

At mennesket også deler en fælles skæbne, er heller ikke korrekt. Skal man vurdere Pave Frans' udsagn, så peger de samstemmende på en universalistisk og naturalistisk tilgang til religion i det hele taget. Naturalistisk, fordi han ikke bare antyder, men direkte påstår, at vi kan forbedres alene ved at være religiøse. Han afviser at der findes sande religioner, og han påstår at vi deler skæbnefælleskab med ikke-kristne. Han underkender faktisk nødvendigheden af Kristus, for at opnå varig fred og harmoni. Vi kan kun gisne om Pave Frans motiver ift. at fremsætte sådanne påstande. Men hvad vi ved er, at Pave Frans har undervist i både teologi og filosofi, i sin tid i sydamerika. Det er altså relativt usandsynligt, at han ikke ved hvad han taler om. Hvis vi bruger en thomistisk indgangsvinkel til sjælen og forstanden, så kan vi sige at Pave Frans, som alle andre mennesker, vejledes ved at lade intellektet og viljen forhandle om det de skal gøre, for at opnå det mål som viljen skal eksekvere hen imod. Der er altså noget som motiverer Pave Frans til at sige som han gør, og det er vanskeligt at tro på at hvad han siger, er informeret af Helligånden. Hans vilje og intellekt fødes af det han vil og ved, og her kan vi altså konstatere at Pave Frans ønsker at fremsætte disse påstande, og at han tilsyneladende enten ved, eller burde vide bedre. Det er selvfølgelig også muligt, at Pave Frans ganske enkelt blev truet på livet til at holde bemeldte tale, og var under psykisk pres - men det er næppe særlig sandsynligt.


Så langt, så godt. Det mest vidtgående, og bemærkelsesværdige eksempel for nylig, er Pave Frans' sandsynlige og angivelige valg af biskop Heiner Wilmer, som ny chef for troslærekongregationen, det højeste Kirkelige læreembede under Pave Frans. Hvis man ikke kender Heiner Wilmer, så står man foran en rutstjetur af de helt store. Biskop Heiner Wilmer er den synodale vejs mand, en stærkt progressiv og nærmest revolutionær biskop, som har fremsat stærkt radikale udtalelser for nylig, og som nu - tyder det på - bliver chef for Kirkens doktrinære embede. Lad os se på nogle eksempler fra ham her.

Hvem er Biskop Heiner Wilmer?

Biskop Heiner Wilmer er biskop i Hildesheim, og har været biskop siden 2018 - han blev konsekreret af Pave Frans. Biskop Heiner Wilmer, besidder nogle utroligt radikale tilgange til Kirken som institution, og til Kirkens pastorale og ordensmæssige lære. Mens han stadig var i live, lykkedes det angiveligt kardinal George Pell at udskyde eller indstille udnævnelsen af Heiner Wilmer til præfekt for dikasteriet for troslære (hvis det overhovedet er den korrekte nuværende danske betegnelse). Lige nu beskrives Wilmers udnævnelse som "sandsynlig". Wilmer er vist én af de biskopper i Tyskland, som er stærkest fortaler for "Den Synodale Vejs" radikale forslag, bl.a. ift. vielser af homoseksuelle, ordination af kvinder, og generelle tilgang til Kirken som politisk institution. Efter den indledende afstemning om synodeteksten i Tyskland, udtalte Heiner Wilmer at "..jeg stemt for udkastet til en reform af katolsk seksuallære, og jeg er meget oprørt over at det ikke var muligt at opnå 2/3 flertal blandt de tyske biskopper." Han tilføjede at "..Kirkens reform om seksuallære er og vedbliver at være et meget vigtigt emne. De tyske biskoppers afvisning af det, ændrer ikke ved dette. Jeg står bag det helhjertet, og jeg er sikker på at det trods alt, vil blive bredt modtaget og diskuteret intensivt. Jeg sikrer de troende i bispedømmet i Hildesheim, at jeg vil fortsætte arbejdet for en fornyelse af katolsk seksuel morallære. Det er uacceptabelt for mennesker at blive såret eller diskrimineret, på grund af Kirkens lære. Det er ikke i Kristi ånd."

I et interview i 2018 mente han at "..magtmisbrug er Kirkens DNA", hvilket ikke længere kan afvises som "perifær", men burde lede til en radikal nytænkning af ekklesiologi. I samme interview, beskriver han også den polemiske tyske teolog, fader Eugen Drewermann som "en profet i vor tid". Til information, blev fader Drewermann suspenderet fra at udøve sine præstelige fakulteter af sin ærkebiskop i 1990erne, over kritikken af præstestanden, og havde stillet spørgsmålstegn til både Kristi jomfrufødsel, og Kristi fysiske opstandelse fra de døde. Og som det ikke var nok, så stiller Wilmer i samme interview spørgsmålstegn til Kirkens læreembede. "Jeg tænker sommetider: Hvem bestemmer egentlig hvad der er katolsk? Vi agerer stadig som om det er hierarkiet, som om vi biskopper har ret til at beskrive noget som "Katolsk". Forkert! Vi må være modtagere, lyttere, lærere, i samtale med katolikker, men også med kristne af anden orientering end katolsk, og også ikke-troende." I april 2020, i kontekst af covid-19, kritiserede Wilmer streaming af messer som et tilfælde der var "overdrevet fikseret på eukaristien". Han nedtonede Kristi specifikke eukaristiske tilstedeværelse, i stærk kontrast til Paul VIs lære i "Mysterium Fidei", og Johs. Paul IIs i "Ecclesia De Eucharista". I 2022, dvs. i starten af den globale synodeproces i sit bispedømme, sagde han under en prædiken at Kirken har brug for "nytænkning" ift. seksualitet, og præsteskabet. "Vi må se på køn på en ny måde - retfærdig deltagelse for alle i Kirken, mænd og kvinder på lige fod", sagde han under en messe i Hildesheim-katedralen.

Wilmer har også indført implementeringen af retningslinjer for "kønsfølsomt sprog" i sit bispedømme, dvs. i stedet for at sige "Fadervor", så siger 2021-teksten "Gode Gud, som er moder og fader for os".

Derudover er det betænkeligt, at Biskop Wilmer kun har få års erfaring som biskop. I Hildesheim er der kun ca. 2.8% af katolikker som deltager i messen, jf. de tyske statistikker. Det er altså ekstremt bemærkelsesværdigt, at Pave Frans udnævner netop denne personage til at være Kirkens øverste chef for katolsk troslære. Hvis det indtræffer, så lader det faktisk til at Pave Frans har indført Sankt Gallen-mafiaens overordnede målsætning: 1) Kommunion til fraskilte og gengifte, 2) kommunionsfælleskab med protestanter, 3) ordination af kvinder og 4) vielser af homoseksuelle.

Rent formelt og systematisk

Det pavelige embede, er først og fremmest et guddommeligt indstiftet embede. Det er også vigtigt at huske på, at det pavelige embede er et juridisk embede, og er ikke et sakramentalt embede. Det har altså ikke nogen forandrende effekt på sjælen, hos den som bestiger embedet. Det er alene juridisk og metafysisk af natur, men ikke sakramentalt. For at vi bedre kan få greb om det rent formelle ved den som bestiger embedet, så kan vi prøve at dvæle ved nogle begreber ift. hvad formelt rent faktisk betyder. Vi kan tage en thomistisk-systematisk indgangvinkel til det, fordi det kan belyse nogle aspekter som vi normalt ikke tænker over. Vi kan altså forholde os til paveembedets substans, dvs. hvad det består af og hvad det er, embedets form, og til sidst supplere med accidensen, dvs. kvaliteten og graden af karakteristika som inddrages i embedets udførelse. De to begreber, accidens og form kan hænge sammen, fordi den accidentale form siger noget om kvaliteten i udøvelsen af det som substansen skal, dvs. hvor godt der udøves ift. embedet. Først det rent substantielle, dvs. at det pavelige embede består af nogle guddommeligt givne beføjelser og autoriteter, som ligger i essensen af hvad paveembedet er. Det er altså det samme for alle paver, uanset hvem der bestiger det. At det pavelige embede er et embede, er åbenbaret i Den Hellige Skrift, og den hellige Tradition. Det mest interessante ift. Pave Frans, er altså det rent formelle og accidentale. Rent formelt har Pave Frans altså fået myndighed af Kirken til at informere eller udøve embedsførelse, i kraft af den autoritet han er givet. Den autoritet har han fået af Gud og Helligånden, men desuaget hans egen sjælelige eller intellektuelle habitus. Pave Frans er altså ikke valgt til Pave fordi han er specielt dygtig, dydig eller vidende, men fordi Gud har valgt at han skal udøve embedet. Men Pave Frans har naturligvis en fri vilje, og kan således selv gennem sin vilje vælge hvorledes han vil informere substansen af sit embede, dvs. i hvor høj grad han vil lade sin embedsførelse være præget af apostolisk tradition, eller ej. Hvorvidt han besidder den katolske tro eller ej, gør sådan set fra eller til. Han har stadig rent formelt fået en ret, som er givet metafysisk. At noget er givet ham metafysisk, vil sige at han har fået denne ret af Gud, Skaberen, som opererer hinsides tid, og hinsides det jordiske. Det samme gælder eksempelvis tyngdekraften, atmosfæren og hele universet, som også opretholdes af en kontinuert opretholder, nemlig Gud. Men hverken tyngdekraften eller det pavelige embede ændres eller forandres ved, at mennesker hverken er særlig gode til at holde balancen, eller være gode hyrder. Tyngdeloven kræver en balanceevne og en fornuft, såvel som Pave Frans kræver god vilje, dydighed og Helligåndens nådegaver for at være en god pave. Pave Frans er altså rent formelt pave, indtil Kirken selv eksplicit erkender og konstaterer, at han ikke vil eller kan være Pave. Skt. Bellarmino har uddybet dette flere gange, men grundlæggende kan man sige at selvom Pave Frans skulle gå hen og miste den katolske tro, så vil han stadig besidde guddommeligt tildelt jurisdiktion, indtil Kirken, dvs. kleresiet, eksplicit har adspurgt ham om det stik modsatte. Det er altså Kirkens kleresi der skal gennemføre denne vurdering. Og før det sker, så er alt i spil. Det betyder altså også, at kvaliteten af Pave Frans embede, det rent accidentale, består i hvorledes Pave Frans ønsker at lade sit pavelige virke udøve og forme med afsæt i apostolisk tradition eller ej. Men det betyder også, at det rent hypotetisk er muligt at Pave Frans kan erkendes og konstateres at være ikke-pave, dvs. rent materielt og substantielt ikke værdig til at være Pave, fordi hans embedsmæssige form og accidens ikke er i harmoni med hvad substansen og essensen af det pavelige embede, kræver. Til syvende og sidst, så er Pave Frans pave, fordi Gud ønsker det, som en del af Hans frelsesplan. Hvorledes fremtiden kan se ud i forhold til kommende paver, er et afsnit for sig, med rod i konkrete åbenbaringer med stærk relevant for vores tid.

Men kan vi ikke bare være ligeglade?

Nej, det kan vi ikke. Fordi Paven er vores øverste hyrde, han er Kristi stedfortræder, og dermed den øverste hyrde og vejleder for alle katolikker på jorden. Kirkens katekismus er da også tydelig, ift. den lydighedspligt vi besidder, overfor Kirkens læremæssige embede. Når Pave Frans samtidig lærer og udlægger ting, som er så radikalt i modstrid med katolsk tro og tradition, så bør vi heller ikke vende ryggen til. Men Pave Frans fortjener ikke vores vrede. Pave Frans fortjener vores kærlighed, og vores forbønner. Enhver der har bestridt et embede af den ene eller anden ledelsesmæssige natur, ved hvor ensom en tilværelse det kan være. Og Pave Frans, som er direkte under Kristus i forhold til sin opgave her på jorden, er nok det ensomste menneske af alle. Og jo større ansvar man har, jo større dom risikerer man også, desto mere man bevidst vildleder sjæle. Derfor er Pave Frans på mange måder en tragisk skikkelse, og fortjener vores medfølelse og forbøn. Kærlighed kan ikke adskilles fra retfærdighed eller Sandhed, og kærlighed til sandheden motiverer ligeledes til retfærdig vrede, når der begås uretfærdigheder mod Sandheden. Men vi bør adskille den vrede fra personen Bergoglio, og de uretfærdigheder som nok udøves i hans embedsførelse. De har alle en årsag, og kun Gud kender Pave Frans' motiver for hans førelse. Pave Frans har meget at risikere, fortabelsen jo meget mere, og biskop Athanasius Schneider er citeret for at sige, at "der ikke er noget menneske her på jorden jeg beder mere for, end Pave Frans". Det siger ikke så lidt, og måske er den nærkommende fastetid en god anledning til at bede mindst 1 dekade for Pave Frans dagligt. Han har brug for vores forbøn og kærlighed. Desuagtet hans vildfarelser, er hans sjæl potentielt i fare, og kræver guddommelig og åndelig indgriben. Vi skal elske Pave Frans. Vi skal elske enhver som er Pave, fordi det pavelige embede er givet af Gud, og enhver som bestiger det embede, står på tærsklen og kanten til det himmelske, eller over for afgrunden. Det er nok det vanskeligste sted at befinde sig, for noget menneske. Bed for ham.

120 views1 comment

Recent Posts

See All

1 Comment


Regin Benner
Regin Benner
Feb 19, 2023

Dejligt at høre din afsluttende stærke anbefaling om at bede for paven....

Regin

Like
bottom of page