top of page

Den Hellige Stol i ord og tradition

Pave Pius XII (Pacelli)

Verden har aldrig brudt sig om Pavestolen

Der er næppe noget embede her i verden, som kan tryllebinde menneskers fantasi mere, end Pavestolen. Hvad enten det kaldes "Det Petrinske Embede", "Den Hellige Stol" eller "Pavestolen", så dækker alle betegnelser over et triumvirat af himmelsk og jordisk godhed, manifesteret kongemagt og ubarmhjertig realpolitik. Den Hellige Katolske og Apostolske Kirke har i henved 2.000 år, navigeret i og smyget sig udenom imperialistiske stormagtsdrømme - og fald, folkevandringer, hungersnød, pest og kolera, forfølgelser, afbrændinger, alskens vranglære, verdensomspændende krige og politiske rænkespind, og stadig overlevet tiden. Der er meget her i verden der har overlevet tiden, og ting er ikke gode bare fordi de er gamle - men Pavestolen er af en sådan sjældenhed at den er gammel, både fordi den vogter over noget som er godt, og fordi den er beskyttet af Ham som er det højeste ubestridte gode. Man er nødt til at interessere sig for Pavestolens natur, dets essens, inden man blot kaster sig ud i alle mulige redegørelser for dets belæg i Den Hellige Skrift, og i jødisk tradition. Når man kan sige at verden aldrig har brudt sig om Pavestolen, så skyldes det at Pavestolen i sig selv, ikke er af verden, men er indstiftet af Herren. Og selvom Kirken lærer at embedet ikke har nogen forandrende effekt på den som bestiger Pavestolen, så er Pavestolen at regne for et ekstremt embede, både for den som er Pave, og for dem som anerkender det. Det er ekstremt i den forstand, at det ikke er af verden, fordi det ikke skal lede os mod verden, men skal forsvare os mod det som forsøger at fastholde vore blikke og tanker verden. Og det er meget ekstremt, især i vor tid, hvor vi alene har det vanskeligt nok med embeder som sådan, og med Pavestolen i særdeleshed. Alle embeder er afarter af Pavestolen, de kan siges at misunde den magt Pavestolen besidder, fordi de på sin vis selv er uperfekte og verdslige. Det er måske én af grundene til, at andre embeder har det så vanskeligt med Pavestolen. Det er ikke et embede som er skabt af mennesket, men indstiftet af Gud, skal lede mennesker mod Gud, og forsvare menneskets sjæl mod den faldne verdens indgriben og tillokkelser. Og den forhåndenværende Pave har ikke blikket rettet mod verden, men blikket og ansigtet rettet mod Gud selv. Han kan ikke andet, end at have ryggen til den verden som han både skal foragte, og ryggen til de mennesker hvis tro han skal forsvare. Den Hellige Fader har blikket rettet opad, fordi han sidder øverst og står forrest. Det er Den Hellige Faders lod, at hans evige belønning afmåles i forhold til netop dette, at foragte det jordiske til fordel for det himmelske. Og især, i forhold til hans evne og vilje til at forsvare den overleverede trosskat, Depositum Fidei, til gavn og frelse for de troende. Det er indlysende nok vanskeligt, især i "vor tid", modernismens tidsalder. Et meget tydeligt og praktisk tegn på det pavelige embedes guddommelige magt, må vises i kraft af den autoritet som tillægges pavens person, ved officielle statsbesøg. Der findes intet land i verden, og slet intet statsoverhoved nogen steder, på noget tidspunkt i historien, som uden videre anledning kan tiltvinge sig adgang til et andet land med meget kort varsel, henvende sig til sine himmelske undersåtter i det pågældende land, for uden videre at forlade bemeldte land igen. Andre landes forsøg på at imitere en sådan gestus, ville blive betragtet som en invasion, en krænkelse af suverænitet eller politisk indblanding. Men intet er ulovligt, for denne stedfortræder af den himmelske monark, hvis almagt er givet i Himlen og på Jorden, og således på vegne af Gud kan invitere sig selv. Ved sådan en handling, mindes de tidslige monarker, politikere og statsoverhoveder om, at de er forgængelige, jordiske og midlertidige - de nyder ikke på samme vis Guds anseelse, Himlens attrå eller de troendes velvilje. De skylder deres autoritet og deres embeder liv, fra Ham som er givet al magt på jorden og i Himlen (Matt 28, 19). Og de er kaldet til at underordne sig den Kongelige og Guddommelige forordning, som Pavestolen er. Pavestolen er et monarki, et guddommeligt indstiftet af slagsen, og det er JESUS KRISTUS der både er dommer, udøver og lovgiver. Og såvel som Kirken, har Pavestolen altid hævdet en guddommelig ret til at tale på vegne af menneskeheden, og hævde Kirkens og Guds sandhedsmonopol på denne jord. Selv den dag i dag, tager Kirken sig retten til, ved Gud, at udbrede evangeliet til alle folkeslag. Paven er Hyrden, og sammen med kardinalerne, vogter af den hellige, katolske og apostolske tro.

1. Vatikankoncil og pavelig ufejlbarlighed

1. Vatikankoncil har fastsat det som guddommeligt åbenbaret dogme, at den romerske Pave, når han taler "Ex Cathedra" - dvs. når han udøver sit embede som Hyrde og Lærer for alle kristne, og i kraft af hans apostolske autoritet, definerer en trossætning som skal tros af hele kirken - grundet guddommelig hjælp som lovet ham i apostlen Peter, at Paven besidder den ufejlbarlighed med hvilken den Guddommelige Frelser ønskede Sin Kirke skulle gives, til at definere doktrin mht. tro og moral. Og efterfølgende, at sådanne definitioner af den Romerske Pave er uomtvistelige i deres egen natur, og ikke grundet Kirkens samtykke. For den korrekte definition, skal det noteres at:

  • Det som hævdes er ved Paven alene ufejlbarlighed i lærespørgsmål, men ikke inspiration (nyskabelser) eller ufejlbarlighed i vandel

  • Kirken besidder ufejlbarligheden, såvel som Paven gør, men Pavens lære Ex Cathedra skal ikke ratificeres af kirken

  • Ufejlbarlighed er ikke tilskrevet hver doktrinær pavelig handling, men kun hans lære Ex Cathedra, og betingelserne påkrævet for Ex Cathedra, nævnes i Vatikankoncilets dekret:

    • Paven skal lære, i kraft af sit offentlige og sin officielle kapacitet som lærer og hyrde for alle kristne, ikke bare i sin private egenskab af teolog, ekseget eller kristen, eller i sin kapacitet som tidslig prins eller ordinær biskop af Rom. Det må være tydeligt at han taler om åndeligt hoved for den universelle kirke

    • Da er det kun når, i denne kapacitet, at han lærer en troslære eller moral, at han er ufejlbarlig

    • Derudover må det være åbenlyst, at hans hensigt er at lære med hele målet og fyldet i den apostolske autoritet, med andre ord at han ønsker at fastsætte en art læresætning på en absolut og endelig måde, eller at definere den i en teknisk forstand

    • Disse er de velkendte formler, hvorved definitionsintentionen er manifesteret

    • Slutteligt, for at en beslutning kan være Ex Cathedra ("fra bordet"), må det stå klart at Paven ønsker at binde hele Kirken. At kræve internt samtykke fra alle de troende under hans lære, under straf af opstående åndeligt skibbrud, ifølge udtrykket fra Pius IX som definerede dogmet om Den Ubesmittede Undfangelse hos Jomfru Maria. Teoretisk, denne intention kan gøres tilstrækkeligt tydelig i en pavelig beslutning som kun er henvendt til en partikulær kirke, men under dagens nuværende omstændigheder, hvor det er så let at kommunikere med forskelige dele af jordkloden og producere universelle pavelige formuleringer, så er antagelsen at medmindre paven formelt adresserer hele Kirken på en anerkendt måde, så har han ikke til hensigt at binde sin doktrinære lære sådan at den skal tros af alle som ufejlbarlig og Ex Cathedra.

Herudover bør det anføres, at pavelig ufejlbarlighed er en personlig og ikke-delelig karisma, som ikke udøves udover i det petrinske embede. Denne karisma var lovet direkte til Skt. Peter og til hver af Peters efterfølgere, men igen ikke noget som kunne uddelegeres. Ergo, doktrinære beslutninger eller instruktioner som udgives af de romerske forsamlinger, selv når de er godkendt af paven i ordinær forstand, hævdes ikke at være ufejlbarlige. For at være ufejlbarlige, skal de udgives af Paven selv i hans eget navn, og jf. de betingelser som allerede er anført foroven. Opsummerende - det petrinske embede er altså guddommeligt indstiftet. Det hviler ikke på menneskehedens tilslutning, men hviler på Helligåndens og Guds nådes oppebærende hånd over embedet. Om så hele menneskeheden, og Gud forbyde det, alle de troende skulle miste troen på embedets autoritet, ville det stadig eksistere. Embedet, såvel som Kirken, er et guddommeligt inspireret embede, vedligeholdes og oppebæres af Gud, og det er lovet at Gud vil bruge dette embede i Sin frelsesplan indtil verdens ende. Helvedes porte skal, som Herren lover, aldrig få magt over Kirken. I en vis forstand, er det petrinske embede, Paveembedet, døren til Himlens port. Og kun Paven, har denne nøglemagt, til at åbne og lukke, binde og løse - ganske som det jødiske folk på Mose stol også havde.

Nøglemagten i jødisk tradition og Bibelen

Lignelsen fra Bibelen, hvor Simon Peter overdrages nøglemagten, er velkendt. For at opsummere, kan vi nøjes med at bruge Kirkens katekismus:

"Jesus har betroet Peter en særlig autoritet: Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i Himlene (Matt 16,19). Nøglemagten betegner autoriteten til at styre Guds hus, som er Kirken. Jesus, den gode Hyrde (Joh 10,11), har bekræftet dette ansvar efter sin Opstandelse: Vogt mine får (Joh 21,15-17). Magten til at binde og løse betegner myndigheden til at tilgive synder, afsige læremæssige domme og træffe disciplinære beslutninger i Kirken. Jesus har betroet denne autoritet til Kirken gennem apostlenes embede[125] og særlig Peters, den eneste, Han udtrykkeligt har betroet Himmerigets nøgler." - KKK 553

Jf. ovenfor, har det petrinske embede altså fået overdraget nogle åbenlyse fakulteter, som ikke kan ignoreres. Peter, som altid nævnes som den første blandt de tolv, har på særlig vis fået magten til at binde og løse, hvorved den jødiske nøglemagt til templet overdrages til Peter. De jødiske disciple kendte naturligvis indgående jødisk tradition, og årsagen til at Peter uden videre accepterer at modtage denne nøglemagt (når JESUS KRISTUS opstår), er fordi han er bekendt med levitternes forvaltningsmæssige rammer for adgangen til det jødiske tempel. Fra den jødiske encyklopædi, kan vi læse at

"At night the elder priests slept here on divans placed on rows of stone steps one above another. The younger priests slept on cushions on the floor, putting their sacred garments under their heads and covering themselves with their secular clothing (Tamid. i. 1). The elder priests kept the keys of the Temple, putting them at night under a marble slab in the floor; to this slab a ring was attached for lifting it. A priest watched over or slept on the slab until the keys were demanded by the officer in the morning."

Kun dem der besad nøglerne, kunne låse tempelporten op. Praksissen omkring vagtrunderingen i templet er nøje beskrevet og bevaret. Jf. den jødiske tradition, kan man læse at der ved det første tempels ødelæggelse, var så stor vildrede blandt levitterne, at de kastede nøglerne til templet op til Gud. Guds arm, som typisk læses om i Det Gamle Testamente, samlede nøglerne op.

“Our Rabbis have taught: When the First Temple was about to be destroyed bands upon bands of young priests with the keys of the Temple in their hands assembled and mounted the roof of the Temple and exclaimed, ‘Master of the Universe, as we did not have the merit to be faithful treasurers these keys are handed back into Thy keeping’. They then threw the keys up towards heaven. And there emerged the figure of a hand and received the keys from them. Whereupon they jumped and fell into the fire.” (Babylonian Talmud, Ta’anith 29a) “What did [Jeconiah] do?―He collected all the keys of the Temple and ascended the roof [of the Temple], and said, “Lord of the Universe! Seeing that we have hitherto not proved worthy stewards, faithful custodians for Thee, from now and henceforth, behold Thy Keys are Thine.” Two Amoraim [differ as to what followed]. One said: A kind of fiery hand descended and took them from him; the other said: As he threw them upward they did not come down any more.” (Leviticus Rabbah 19.6).

Det Pavelige Embede er forudsagt i Esajas' Bog (22) ved fortællingen om Eljakim:

"20 Men på hin Dag kalder jeg min Tjener Eljakim, Hilkijas Søn, 21 og iklæder ham din Kjortel, omgjorder ham med dit Bælte og lægger din Myndighed i hans Hånd. Han skal blive en Fader for Jerusalems Indbyggere og Judas Hus. 22 Jeg lægger Nøglen til Davids Hus på hans Skulder; når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op, 23 Jeg fæster ham som en Nagle på et sikkert Sted, og han skal blive til Hæder for sit Fædrenehus."

Den jødiske historiker Josephus, nævner også den farisæiske praksis om at "binde og løse":

"The Pharisees, a body of Jews with the reputation of excelling the rest of their nation in the observances of religion, and as exact exponents of the laws… became at length the real administrators of the state, at liberty to banish and recall, to loose (luein) and to bind (desmein) whom they would. In short, the enjoyments of royal authority were theirs… (Josephus, Krig, 1.15)"

Her er det særligt interessant, at Det Nye Testamente afspejler denne funktion af nøglemagten hos jøderne. Tag fx Matt. 23, 1, 4-5, 13.

"På Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne. 3 Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke." ... "Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem på Menneskenes Skuldre; men selv ville de ikke bevæge dem med en Finger... ... Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gå ikke derind, og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke. (..13)

Bemærk at Matthæus i kapitel 23 nævner Det Petrinske Embedes pendant til jødedommen ift. stolen, han fortæller hvorledes jøderne vanskeliggør frelsen for jøderne ved at "binde dem byrder på", og slutteligt ved således at tillukke Himmeriges Rige for dem. Selve Peters opgave med at lære, bekende og forkynde, forudbestemmes af JESUS KRISTUS:

"Da de nu havde holdt Måltid, siger Jesus til Simon Peter: "Simon, Johannes's Søn, elsker du mig mere end disse?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved,at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vogt mine Lam!" 16 Han siger atter anden Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn, elsker du mig?" Han siger til ham: "Ja, Herre! du ved, at jeg har dig kær." Han siger til ham: "Vær Hyrde for mine Får!" 17 Han siger tredje Gang til ham: "Simon, Johannes's Søn, har du mig kær?" Peter blev bedrøvet, fordi han tredje Gang sagde til ham: "Har du mig kær?" Og han sagde til ham: "Herre! du kender alle Ting, du ved, at jeg har dig kær." Jesus siger til ham: "Vogt mine Får! 18 Sandelig, sandelig, siger jeg dig, da du var yngre, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du vilde; men når du bliver gammel, skal du udrække dine Hænder, og en anden skal binde op om dig og føre dig derhen, hvor du ikke vil."- Johs 21,15

Kirkefædrene er sågar enige om, at Peters udrakte hænder og binding, skal forudsige hans henrettelse og død i Rom. Alle, fra Augustin, Cornelius a Lapide, Chrysostomos og Tertullian nævner dette. Apostlen Peter blev martyr for Kejser Nero i 67 A.D. I populærkulturen er "Pave Pius XIII" vist i serien "The Young Pope". Denne scene er værd at se, for dets smukke brug af Seda Gestatoria og den pavelige tiara, som desværre ikke længere er i brug.

Nyd også Pave Benedikt 16.'s indgangsprocession ved James MacMillans "Tu Es Petrus", fra Westminster Cathedral. Det er simpelthen henrivende.


19 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page