Hvad siger Thomas Aquinas om mennesket, som et billede af Gud?
Mennesket som Guds billede
Skriften (Gen. 1, 26) fortæller os at Gud sagde; "Lad os skabe mennesket i vores billede og lighed". Et billede er en slags kopi af dens prototype. Medmindre billedet på alle måder er perfekt, så er det ikke lig dens prototype. Det begrænsede menneske kan ikke være et perfekt billede af den uendelige Gud. Så mennesket er et uperfekt billede af Gud. Det betyder, at mennesket er skabt til at ligne Gud på en vis måde. Guds billede i mennesket gør ham overlegen ift. andre jordlige skabninger. Skt. Augustin siger i sit værk "Den bogstavelige betydning af Genesis" &6,12); at "menneskets ophøjethed består i det faktum at Gud skabte ham i Sit eget billede, ved at give ham en intellektuel sjæl som hæver ham over markets dyr". Det er sandt at alle dyr har ligheder med Gud, nogle ift. det at de eksisterer, og nogle ift. det faktum at de lever, og nogle stadig ved det faktum at de har viden. Men kun intellektuelle skabninger (engle og mennesker) har en tæt lighed med Gud, og kun sådanne skabninger har åndelige måder hvorpå de forstår og opererer. Af de jordiske skabninger, så har kun mennesket sand ligheder med Gud, og andre skabninger har spor af Gud, snarere end et billede. Engle er ren ånd, og de er altså ublandet med materie, og de er ikke skabt til substantiel forening med materie eller stof. Derfor er de mere perfekte i deres intellektuelle natur end mennesker er, og derfor har de større perfekt lighed med Gud end mennesket har. På sin vis, har mennesket dog større lighed med Gud, end engle. For mennesket udgår fra mennesket, som Gud (i den mystiske udgang mellem de guddommelige persona) udgår fra Gud, hvor engle ikke udgår fra engle, altså engle reproducerer ikke sig selv. Og igen fordi menneskets sjæl entydigt er i hele kroppen og entydigt i hver del af kroppen, så fremstiller sjælen et billede på Guds tilstedeværelse i universet, og måden hvorpå den gør det.
Guds billede er i hvert individuelt menneske. Den viser således at Gud kender og elsker sig selv perfekt, og at mennesket har en naturlig inklination eller lyst til at kende og elske Gud. Mennesket, ved nåde, kan elske Gud her på jorden, dog uperfekt. I Himlen, ved nåde og herlighed, kan mennesket elske Gud perfekt. Ergo er Guds billede i hvert individ. Det guddommelige billede i mennesket, afspejler Gud i enhed og dermed også i Treenigheden. Da Han skabte mennesket sagde Gud, "Lad os skabe ham i Vores eget billede og lighed". Guds billede i Treenigheden fremstår i menneskets intellekt og vilje, og i deres indbyrdes interaktion. I Gud, skaber Faderen Ordet, Faderen og Ordet udånder Helligånden. I Mennesket, skaber intellektet ord og koncepter, og intellektet med dens ord vinder viljens kærlighed og anerkendelse.
Billedet af Treenigheden findes altså i sjælens handlinger. På en anden måde, så findes dette billede i sjælens fakulteter, og i de vaner som gør fakulteterne tilstedeværende og muliggør handlinger. Guds billede er altså i sjælen, ikke fordi sjælen kan erkende og elske, men fordi den kan kende og elske Gud. Og det guddommelige billede findes i sjælen fordi sjælen vender sig mod Gud, og har en natur som muliggør at den kan vende sig mod Gud. Mennesket er altså skabt i Guds billede, og dette billede er altså en kvalitet i sjælen, og kan siges at være en åndelig tilstand, som ikke kan forrådne eller opløses.
Det første menneskes intellekt
I den før-faldne tilstand, havde mennesket perfekt menneskeligt intellekt. Det var ubesværet og klart, og ikke hæmmet af nogen uorden i de lavere fakulteter. Men det perfekte intellekt satte ikke det første menneske i stand til at se Gud i Hans essens. Havde det første menneske set Gud, så ville han øjeblikket have indrettet sig efter den guddommelige vilje, og ville aldrig have syndet. Det første menneskes viden om Gud var langt overlegen vores egen, både fordi hans fakulteter, dvs. vilje og intellekt ikke var hæmmet, men også pga. Guds nådegaver. Men den viden som det første menneske besad, var ikke den salige skuen. Det første menneske, kunne heller ikke direkte forstå engles essens. For mennesket, selv i den perfekte syndfrie natur, var stadig et menneske, og hans intellekt virkede ved at ty til fantasmer og sanselige indtryk. Men engle kan ikke ses gennem sanserne. Og engle kan ikke perfekt erkendes i sig selv, men gennem menneskets intellekt i sin perfekte tilstand. Så mennesket var skabt i en tilstand af naturlig perfektion, og han var tildelt al viden nødvendig for en god livsførelse, for at instruere og lære sit afkom. Det første menneske var guddommeligt forsynet med viden om alting som han havde behov for at vide. Herudover, siden mennesket er skabt til et overnaturligt formål, så blev det første menneske givet overnaturlig tro, og med overnaturlig viden om sandheder, som fx den overnaturlige retning for livet og for indsatserne gennem livet.
Det første menneske fik ikke viden om ting han ikke havde behov for, dvs. han kunne ikke læse tanker, eller kende til fremtidige hændelser osv. Sandhed er et gode for intellektet, og falskhed er et onde. Så det perfekte menneskelige intellekt i det første menneske, havde ingen tendens til ondskab, sålænge han forblev i en tilstand af uskyld, og han kunne dermed ikke føres bag lyset. Han kunne muligvis manglede viden om enkelte sandheder som han ikke havde behov for, men han ville ikke være i stand til at acceptere falske udtryk og tro at de var sande. Hans intellekt og rationale var perfekt og uhæmmet. Da Eva blev forledt af slangen, dvs. Djævelen, måtte hun altså forinden have syndet indvortes af hovmodet, og derved mistet sin første uskyld, som er immun overfor bedrag og svig.
Det første menneskes vilje
Mennesket blev skabt i nåde. Hans underkastelse af sin fornuft hos Gud, og hans lavere appetitters underkastelse under fornuften, var nådegaver, og ikke bare naturlige perfektioner. Menneskets lavere appetitter er normale tendenser i menneskets kropslige natur. Fordi mennesket oplever appetit og tendenser til appetit, undergår noget. Det latinske ord for denne undergåen noget, eller denne bevægelse, er "passio". Ergo er erfaringen, refleksionen af de sanselige appetitter, både konkupiscens og fuldbyrdelsen af begæret, altså passion. Vi adskiller passionerne ift. de forskellige appetitter som de følger, som både konkupiscible og ophidsede passioner. Og selvom passionerne hører til den sanselige orden, så kalder vi dem sjælens passioner fordi de udøver en påvirkning som stiger op til intellektet, og påvirker sjælens fakulteter, og især viljen. Sjælens passioner er a) De konkupiscible passioner; had-kærlighed, begær og afvisning, glæde og sorg, b) de ophidsede passioner, som håb, tvivl, mod, frygt, vrede. Vores første forældre i uskyldens tilstand havde ikke tendens til onde passioner, men kun de nuværende og forhåndenværende gode passioner. Så vores første forældres passioner var perfekt underordnet deres vilje og rationale, og deres intellekt var perfekt oplyst vilje. Dyderne er vaner, dvs. stabile kvaliteter som stedse disponerer sjælen til at handle i overensstemmelse med Guds lov og fornuften. Det første menneske havde alle de dyder som passede til hans stand, og havde vanemæssig tilbøjelighed til de dyder som ikke som sådan havde en plads i uskyldens tilstand, som fx bodens dyd.
Når man betragter den fulde og uhæmmede nådes flod i den syndfrie sjæl, så ser man at menneskets handlinger i uskyldens tilstand var til større fortjeneste, end de som blev udøvet før faldet. Men når man betragter vanskeligheden hvorved det faldne menneske oplever synd når det ellers udøver kærlighed og godhed, så kan vi sige at man fortjener det større når man udøver kærlighed, efter faldet. En lille ting gjort med vanskelighed, betyder mere end en stor ting som let er gjort. Herren sagde at den fattige enke som kun gav to små mønter i en kærlig handling, som var alt hun besad, gav mere end den rige som let gav ud af den rigdom han besad. Godhed og kærlige handlinger er altså relative til vanskeligheden ved at udføre dem.