top of page

Kirkens Kalender - Del 3: "I skal døbes med Helligånden!"

Updated: Mar 29, 2022

OBS: Hvis du ikke har læst 1. eller 2. del om den traditionelle liturgiske kalender, så vil det give mening at du læser dem, før du læser dette indlæg.


Herren er opstanden! Alleluia! Vi fejrer at Herren er opstået fra de døde, som Han lovede os, og som til den dag i dag stadigvæk er et ubestrideligt faktum. Inden vi dykker ned i 3. og sidste del af det liturgiske år, er vi nødt til at slå fast med syvtommersøm, hvorfor JESU KRISTI opstandelse fra graven, er et uomtvisteligt historisk og logisk faktum! I det 1. brev til menigheden i Korinth, skriver apostlen Paulus i kapitel 15, vers 3-7: "Jeg overleverede eder nemlig som noget af det første, hvad jeg også har modtaget: at Kristus døde for vore Synder,efter Skrifterne; 4 og at han blev begravet; og at han er bleven oprejst den tredje Dag, efter Skrifterne; 5 og at han blev set af Kefas (Peter), derefter af de tolv; 6 derefter blev han set af over fem Hundrede Brødre på een Gang, af hvilke de fleste endnu ere i Live, men nogle ere hensovede;. 7 derefter blev han set af Jakob, dernæst af alle Apostlene.." Der er mange tusinde vidner som har set JESUS KRISTUS efter Hans opstandelse, både da Hans grav blev tømt, men også efter Hans genkomst på jorden inden Hans himmelfart. Disse (og sikkert mange andre) forhold understreger, hvorfor Hans opstandelse er den eneste logiske og mulige hændelse, jf. Den Hellige Skrift:

  1. Der kan ikke være tale om en konspiration: Apostlene skulle kollektivt have besluttet at lyve om episoden, og denne fabrikation skulle i så fald være forsvaret under trusler om vold eller udsættelse for vold med døden til følge. ALLE apostlene led martyrdøden, undtagen Johannes som er forfatter til Johannesåbenbaringen, og som døde alene i ca. år 101. Denne fabrikation skulle i så fald have været viderekolporteret på tværs af 4 uafhængige geografiske lokationer, og på tværs af tid.

  2. Graven blev bevogtet af soldater fra den romerske X. legion. Romerne havde på den tid udviklet den mægtigste krigsmaskine på jorden, med en så uovertruffen disciplin, at enhver form for ulydighed blev straffet med døden. Beretningen om soldaten på Vesuv, som ikke forlader sin post, fordi han ikke er blevet afløst, illustrerer dette på fineste vis. De romerske soldater har derfor på sandfærdig vis berettet, hvordan engle hjalp med at bortrulle gravstenen.

  3. Kvinderne så at graven var tom. I jødisk kultur, blev kvinder generelt aldrig brugt som sandhedsvidner, fordi de ikke havde nogen autoritet. Men de eneste vidner, udover de romerske legionærer, var jødiske kvinder, som var de eneste vidner der kunne understøtte legionærernes sandfærdige beretning.

  4. Tusinder så JESUS KRISTUS, både før men sandelig også efter Hans opstandelse. Alle disse blev disciple og udbredere af evangeliet, under trusler om død, henrettelse, tortur, fattigdom, sult og strabadser. De valgte alligevel at holde fast i troen.

  5. Der er ingen platheder eller unødvendige abstraktioner i evangelierne. De fortæller nøgternt og kortfattet hændelsen som den blev set. Fordi papyrus på den tid var ekstremt kostbart, har guddommeligt inspirerede forfattere nedskrevet præcis dét, og KUN dét, som var sandfærdigt.

  6. Jøderne: Bar et indædt had til den kristne sekt, også i mange århundreder efter kristendommens udbredelse. De førte nidkære slægtstavler over davidsslægten, og vidste fx godt at Hellige Josef, nedstammede fra Kong David. Havde de haft blot den mindste lejlighed til at punktere "myten" om opstandelsen, således at de kunne videreføre den gamle pagt, så havde de uden tøven gjort det.

  7. Ud fra alle disse kendsgerninger, ud fra utallige øjenvidneberetninger, utallige martyrer og helgener som har udbredt Kirken i de første år efter opstandelsen, under trussel om øjeblikkelig død eller mishandlinger, fx i Cirkus Maximus i Rom (hvor mange blev martyrer), hvor kristendommen udbredte sig i lynets hast, først i mange jødiske synagoger, og i det 2. århundrede i egne kirker som videreførte den apostolske tradition, er den eneste logiske forklaring at HAN OPSTOD FRA DE DØDE. Udbredelsen af Kristendommen ville uden disse kendsgerninger, have været et endnu større mirakel i sig selv.

  8. PS: Jesu ligklæde eksisterer endnu, og kan ikke forklares med naturvidenskabelige midler.

En sådan kendsgerning skal selvfølgelig fejres, og det gør vi i Påsketiden! Påsketiden er en glædens og fejringens tid - alle de ting vi har undladt i fastetiden og givet afkald på, vender tilbage: Vores spisevaner, vores krucifikser, hymner (fx alleluia, Gloria, Regina Coeli, Salve Regina), lys og meget andet. Påskelyset stilles frem ved alteret, og nogle har for vane at stille deres eget påskelys, eller deres gamle dåbslys, og tænde dem i påsketiden. "Vidi Aquam" erstatter også "asperges" i påsketiden, dvs. hymnen vi synger ifm. bestænkningen inden selve messen går i gang. "Vidi Aquam" stammer fra profeten Ezekiels bog, og ved denne profeti er der en dyb sandhed vedr. messen og opstandelsen: Ezekiel, 47: "og se, vand sprang ud under tempelets Tærskel i østlig Retning, thi Templets Forside vendte mod Øst; og Vandet løb ned under Templets Sydside sønden for Alteret." I det jødiske tempel gennemførtes der omtrent 250.000 ofringer af påskelam ifm. den jødiske påske. Blodet fra offerdyrene løb ned under alteret, hvor der under alteret var en lille kilde. Denne lille kilde udgik fra en meget snæver sprække som gradvist blev større, og som løb mod syd, ned mod gehennadalen. "Gehenna" kan også betyde "helvede". Det bemærkelsesværdige herved, er at da Kristus blev korsfæstet, så apostlen Johannes både at vand og blod kom ud af siden på Herren. Dér gik det op for ham, at Herren var det nye offerlam, og at den nye Påske dermed var indstiftet, hvorved vandet som udgik fra JESUS KRISTUS, er en opfyldelse af Ezekiels profeti, at vandet skulle udgå fra det nye og evige tempel, som er JESUS KRISTUS. Således blev det nye og evige tempel rejst på den 3. dag. Jeg skriver mere uddybende om messens symbolik og liturgi i et andet indlæg. Påsketiden er således begyndt, og består af følgende fester:

  • Påskesøndag: En regulær festdag, hvor man iklæder sig sit bedste tøj, tilbereder Påskelammet, dækker de hvideste duge, og generelt fester så godt man kan. At alt nu er nyskabt, at Sandheden opstod fra de døde, og således aldrig kan besejres, skal fejres med største glæde og lykke. Denne dag falder altid mellem 22. marts og 25. april. "Surrexit Dominus Vere, alleluia" bør bruges som hilsen denne dag.

  • 2. søndag i påsken: Kaldes "Quasimodo søndag", hvor sidste søndags dåbskandidater traditionelt tager deres hvide klæder af. Læsningen denne søndag handler om tvivleren Skt. Thomas, jf. Johs. 20, 19-31.

  • "Rogationsdagene": Kommer af "Rogare", hvilket kommer af "at bede om". 25. april og mandag, tirsdag og onsdag før opstandelsestorsdag (Kristi Himmelfart) er rogationsdage. Den 25. april er store rogationsdag, og mandag, tirsdag og onsdag inden torsdagen er mindre. Det er særligt på disse dage at vi beder om beskyttelse mod naturkatastrofer, beder om at vores afgrøder bliver velsignet, og at jorden må bære frugt til vores levned og opretholdelse. I Danmark og i resten af Kirken, var det før reformationen og mange steder den dag i dag, normalt at præsterne velsignede og bestænkede marker og frugttræer med vievand, for at helliggøre afgrøderne. Vi skal også i disse dage minde hinanden om naturens voldsomme kræfter, som kan ødelægge os øjeblikkeligt. I naturens kræfter vises Guds kræfter, og derfor er disse dage bemærkelsesværdige. Noahs ark og flodbølgen, Sodoma og Gomorrah og delingen af det røde hav, er alle guddommelige eksempler herpå.

  • Natten til 30. april: Walpurgisnacht, eller Skt. Walpurgis' nat. Niece til Skt. Bonifatius, og hun grundlagde mange klostre. Hendes relikvier udgiver stadig velduftende olier den dag i dag.

Maj: Dedikeret til Vor Frue Jomfru Maria


  • Måneden for 1. kommunikanter og det er kotyme at man kroner en statue af Jomfru Maria i denne måned. Til messe kan man fx også bære Mariablå.

  • Kristi Himmelfart (40 dage efter Påske) Apostlenes gerninger taler eksplicit om Hans himmelfart, jf: ApG 1,1: "Den første Bog skrev jeg, o Theofilus! om alt det, som Jesus begyndte både at gøre og lære, 2 indtil den Dag, da han blev optagen, efter at han havde givet Apostlene, som han havde udvalgt, Befaling ved den Helligånd; 3 for hvem han også, efter at han havde lidt, fremstillede sig levende ved mange Beviser, idet han viste sig for dem i fyrretyve Dage og talte om de Ting, der høre til Guds Rige." Denne dag spiser man typisk en art fugl, for at ihukomme at Herren "fløj" til Himmels. JESUS KRISTUS sidder i dag ved Faderens højre hånd, og Han er Konge og Hersker over alle skabninger og alt levende. HELLIGÅNDENS KOMME OVER FOLKENE

  • 50 dage efter Påske: Pinsevigilien! Traditionelt en fastedag. Kaldes også "Hvide søndag". Pinsen er også en af kirkeårets meget store fester, og fordi Pinsen falder 50 dage (7 uger) efter Påsken, kan den tidligst falde 10. Maj. Pinsen er præfigureret i 2. Mosebog, 19, 9-11, 16-19 hvor Herren siger til Moses: "9 Derpå sagde Herren til Moses: "Se, jeg vil komme til dig i en tæt Sky, for at Folket kan høre, at jeg taler med dig, og for stedse tro også på dig!" Og Moses kundgjorde Herren Folkets Svar. 10 Da sagde Herren til Moses: "Gå til Folket og lad dem hellige sig i Dag og i Morgen og tvætte deres Klæder 11 og holde sig rede til i Overmorgen, thi i Overmorgen vil Herren stige ned for alt Folkets Øjne på Sinaj Bjerg.... 16 Da Morgenen gryede den tredje Dag, begyndte det at tordne og lyne, og en tung Sky lagde sig over Bjerget, og der hørtes vældige Stød i Horn. Da skælvede alt Folket i Lejren. 17 Så førte Moses Folket fra Lejren hen for Gud, og de stillede sig neden for Bjerget. 18 Men hele Sinaj Bjerg hylledes i Røg, fordi Herren steg ned derpå i Ild, og Røgen stod i Vejret som Røg fra en Smelteovn; og hele Folket skælvede såle." I Det Nye Testamente lover Herren at vi skal gendøbes med Helligånden, trøsteren! ApG 1, 4-5: "Og medens han var sammen med dem, bød han dem, at de ikke måtte vige fra Jerusalem, men skulde oppebie Faderens Forjættelse, "hvorom," sagde han, "I have hørt af mig. 5 Thi Johannes døbte med Vand; men I skulle døbes med den Helligånd om ikke mange Dage."" og igen i ApG 2, 1-4: "Og da Pinsefestens Dag kom, vare de alle endrægtigt forsamlede. 2 Og der kom pludseligt fra Himmelen en Lyd som af et fremfarende vældigt Vejr og fyldte hele Huset, hvor de sade. 3 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. 4 Og de bleve alle fyldte med den Helligånd, og de begyndte at tale i andre Tungemål, efter hvad Ånden gav dem at udsige." Bemærk at der ved Pinsemiraklet omvendtes ca. 3000 sjæle, i modsætning til de 3000 dræbte som nævnes i 2. Mosebog 32! Det er i Pinsen at Kirken således fødes, at Helligånden kommer over apostlene, og at de således får Guds kraft til at prædike det glade budskab, og lade hele menneskeheden omvende til JESUS KRISTUS. I Pinsen synges der altid ifm. messen, Veni Sancte Spiritus. (Kom Helligånd, kom brat).

  • Tamperdagene i Pinsen: Onsdag, fredag og lørdag efter Pinsesøndag. Især i disse tamperdage, er fx Prædikerens Bog 3, 1-9 relevante. Pinsen er fornyelsens og nyskabelsens tid, og derfor giver det mening at reflektere over livets flygtighed og forgængelighed i netop denne tid. Alt har sin stund og hver en Ting under Himmelen sin Tid: Tid til at fødes og Tid til at dø, Tid til at plante og Tid til at rydde, Tid til at dræbe og Tid til at læge, Tid til at nedrive og Tid til at opbygge, Tid til at græde og Tid til at le, Tid til at sørge og Tid til at danse, Tid til at kaste Sten, og Tid til at sanke Sten, Tid til at favne og Tid til ikke at favne, Tid til at søge og Tid til at miste, Tid til at gemme og Tid til at bortkaste, Tid til at flænge og Tid til at sy, Tid til at tie og Tid til at tale, Tid til at elske og Tid til at hade, Tid til Krig og Tid til Fred.

  • 31. maj: Ihukommelse af Vor Frue som Dronning i Himlen. Denne fest ærer det faktum at ligesom JESUS KRISTUS er Konge i Himlen, således er Vor Frue også dronning, jf. den davidiske tradition jf. 1. Kongebog 2, 19-20. Det er Dronningen som sidder ved Guds højre hånd, der udøver magt på vegne af Kongen (jf. hebraisk, "Bathseeba"), hvor Bathseeba greb ind for Israels folk på vegne af Kong Salomon. "Derpå begav Batseba sig til Kong Salomo for at tale Adonijas Sag; og Kongen rejste sig, gik hende i Møde og bøjede sig for hende; derpå satte han sig på sin Trone og lod også en Trone sætte frem til Kongemoderen, og hun satte sig ved hans højre Side. 20 Så sagde hun: "Jeg har en eneste ringe Bøn til dig; du må ikke afvise mig!" Kongen svarede: "Kom med din Bøn, Moder, jeg vil ikke afvise dig!"" (Se også Luk 1, 46-48 og Åb 12, 1-5).

Tiden efter Pinse

Handler om tiden fra apostlene, til nu og til verdens ende. Den liturgiske farve er grøn, og kulminerer i november, hvor temaet er de fire sidste ting: Død, dom, himmel og helvede. Det er en forventningens, arbejdets og taknemmelighedens tid, med et væld af festdage som skal hjælpe os til forberedelsen for vores endelige belønning.

Juni: Dedikeret til Jesu Hellige Hjerte

  • 1. søndag efter Pinse: Treenighedssøndag. Efter Pinsen er hele Treenigheden åbenbaret for menneskeheden, og messens læsning denne dag er jf. Matt. 28, 18-20: "Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: "Mig er given al Magt i Himmelen og på Jorden. 19 Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn, 20 og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.""

  • Torsdag efter Treenighedssøndag: Kristi Legems og Blods Fest (Corpus Christi). Her bør ihukommes alle de eukaristiske mirakler som har fundet sted i Kirkens historie (der er mange!). Processioner i katolske lande er almindelige på denne fest, dvs. valfarter med Det Allerhelligste i en monstrans, under sang og glæde. Her fejres særligt at JESUS KRISTUS fuldt og helt er til stede i det allerhelligste, i Kød, Blod, Sjæl og Guddom.

  • 13. Juni: Festen for Skt. Antonius af Padua. Har udøvet en lang række mirakler i højmiddelalderen, og var franciskaner. Også kendt som "Kætternes hammer".

  • Det Hellige Hjertes Fest: Fredag en uge efter Corpus Christi. Her bør man konsekrere sit hjem til Jesu Hellige Hjerte, og det kan man også gøre som ægtefolk.

  • 23.-24. Juni: Skt. Johannes døbers aften og dag. (Ihukommelsen af hans halshugning markeres 29. august).

Juli: Dedikeret til Det Dyrebareste Blod

  • Søndag nærmest 29. juni, Festen for Skt. Peter og Paulus. Indsamling af Peterspenge til pavestolens egne godgørende formål.

  • 2. Juli: Festen for Vor Frues besøg hos Elisabeth (mor til Johannes Døber). Her læses fra Lukasevangeliet (1, 37-47), især bønnen "Magnificat" (Min sjæl ophøjer Herren...).

  • 22. Juli: Festen for Hellige Maria Magdalene. Her markeres især miraklet om hendes omvendelse fra dyb synd og til helliggørelse. Hun var også med Herren under Hans lidelse, og ledte efter Ham ved Hans grav.

  • 25. Juli: Festen for Skt. Jakob den Større (bror til apostlen Johannes). Blev kaldet til discipel efter Simon og Andreas. Nævnes typisk med Simon (Peter, kepha) og Andreas i samme sted.

  • 29. Juli: Festen for Skt. Martha. Søster til Skt. Maria Magdalena og Skt. Lazarus. Vi møder hende første gang i Lukas 10, 38-42.

August: Dedikeret til Jomfru Marias Uplettede Hjerte

  • 1. August: Skt. Peters Kæder og De Hellige Makkabæere. Her ihukommer vi Skt. Peters løsladelse af englen under sin tilfangetagelse af Kong Herodes Agrippa. Også ihukommelse af de 7 hellige makkabæere i 2. Makkabæerbog 6, 23-26.

  • 6. August: Forklarelsen på Taborbjerget, jf. Matt. 17, 1-8. Se også profeten Daniels bog, hvor transfigurationen forudsiges: "Jeg skuede videre i Nattesynerne: Og se, med Himlens Skyer kom en, der så ud som en Menneskesøn. Han kom hen til den gamle at Dage og førtes frem for ham; 14 og Magt og Ære og Herredom gaves ham, og alle Folk, Stammer og Tungemål skal tjene ham; hans Magt er en eviig Magt, aldrig går den til Grunde, hans Rige kan ikke forgå." (7, 13-14).

  • 10. August: Festen for Skt. Laurentius. Var en stor helgen i oldkirkens Rom, og blev martyr under Pave Sixtus II. Blev martyr i august A.D. 258, og blev stegt på en stor rist med glødende kul. Han bad Kejser Valerian om at vende sit kød om på den anden side, så kejseren kunne spise det. Takkede Kristus for sit martyrium.

  • 15. August: Vor Frues Optagelse i Himlen. ("Mariamesse"). I mange lande en faste - og bodsdag. Vi fejrer Vor Frues optagelse i Himlen, jf. Åb. 11, 19-21. Forpligtende troslære jf. Pave Pius XII i 1950 A.D.

  • 25. August: Festen for Hellige Kong Louis IX. Den mest Kristne af alle konger. Kendt som standhaftig, mild og dydig krigerkonge i den franske højmiddelalder. Det Hellige Kapel i Paris, vidner om hans tro.

September: Dedikeret til Vor Frues Syv Sorger

  • 8. September. Endnu en Mariafest, og selvom Vor Frues Optagelse i Himlen og Festen for Vor Frues uplettede undfangelse, er vigtige, så skal vi naturligvis også fejre Vor Frues fødsel, af Hendes forældre Hellige Anna og Joachim.

  • 14. September: Det Hellige Kors' Ophøjelse (Roodmas). I A.D. 326 fandt Skt. Helena, mor til Kong Konstantin, efter sigende resterne af det sande kors i Jerusalem. Hun iværksatte også afdækning af Golgatha, og opbygningen af Gravkirken med Jesu hellige grav. Et pilgrimssted man skal besøge inden man dør.

  • Tamperdagene i september ("Mikkelsdag"): Onsdag, fredag og lørdag efter 3. søndag i september.

  • 19. September: Festen for Skt. Januarius. Blev halshugget i A.D. 305 af Kejser Diocletian, fordi han ikke ville udøve afgudsdyrkelse. Hans størknede blod bliver flydende 3 gange om året, eller sågar koger eller bobler.

  • Festen for Hellige Ærkeengel Michael ("Mikkelsdag"). Kirkens beskytter og dæmondræber, hans navn betyder "Den som er som Gud"; (Mika-El). Der er 7 ærkeengle i alt, men Michael er den øverste og mægtigste, og findes også i Den Hellige Skrift. Ham beder man til ifm. afslutningen af rosenkransen, og efter hver Missa Dicta jf. Pave Leo XIII dekret i slutningen af 1800-tallet.

Oktober: Dedikeret til Den Hellige Rosenkrans Der er mange Mariaåbenbaringer knyttet til oktober måned, og især Vor Frues mirakel i Fátimá i Portugal i 1917, er ét af de største i kirkehistorisk tid. Mere end 10.000 mennesker blev omvendt, og d. 13. oktober er dagen for den sidste åbenbaring i dette mirakel. Sejren i søslaget ved Lepanto, fejres også her. Vor Sejrende Frue ihukommes her, fordi hun hjalp den kristne flåde i forsvaret for Europa, imod den osmanniske invasion. I denne måned bør man, som alle andre måneder, i endnu højere grad bede den hellige rosenkrans (jeg laver et særskilt indlæg om rosenkransen senere).

  • 4. Oktober. Festen for Skt. Frans af Assisi. Nok den mest forvanskede helgen i moderne tid. Fremstilles ofte som en svag og ligegyldig hippie, men i virkeligheden var han krigerisk, ekstremt ortodoks og bekæmpede sågar vantro muslimer imod deres angreb på den katolske tro.

  • Sidste søndag i oktober: Krist Konges Fest. Denne festdag er relativt ny, men blev indstiftet for at udbrede det faktum, at Kristus er Konge over hele jorden, over alt og alle skabninger. I den nye kalender ligger denne fest i søndagen før 1. søndag i advent, hvilket er problematisk. Det er det, fordi Kristus selvfølgelig skal etablere sig som Konge over alting, siddende ved sin Faders højre hånd, før Han kan nedfare til dødsriget og redde de arme sjæle i skærsilden. Derfor ligger denne fest ultimo søndag i oktober, inden november måneds fester for alle sjæle og alle helgen. Hvis man flytter festen for langt frem i kalenderen, insinueres det at Kristus ikke er konge nu, men vil blive det når Han afslører sig som Konge. Men Han er og har altid været konge, jf. 1. Mos. 22, 16-18 og 2. Kongebog 7, 10-19. Slutteligt, så indstiftede Pave Pius XI også festen i 1925 for at modvirke de kommunistiske strømninger i samtiden, særligt de som hyldede oktober måneds revolutionære tendenser i 1917 og frem. Her sigter man til oktoberrevolutionen, og kommunismens dæmoniske menneskesyn (se også Åb 19, 15-16).

DE DØDES DAGE Kirkeåret er ved at gå på hæld, og således også den åndelige pilgrimsfærd som begyndte i december, og nu er ved sin afslutning. De dødes dage går traditionelt fra d. 31. oktober til 2. november, og handler om at vi indtrængende beder for de afdøde sjæle i skærsilden, og de som i Himmerige er forsonet med Gud. Disse dage er desværre alt for ofte blevet negligeret, også af katolske kristne, men bør ihukommes for at vores børn og børnebørn også må bede for os, når vi engang skal modtage vores evige belønning.

  • 31. oktober: Alle Sjæles aften bruges på at ihukomme de forbandede sjæle, som ikke nyder Den Salige Skuen, men som i Helvede er overladt til dem selv, deres egne pinsler og nydelser, fordi de selv har valgt det. Man bør huske på, at Helvede som sådan ikke er ubehageligt for de som selv har valgt det, men de har ikke mulighed for at undslippe de kødelige lyster de er slaver for. Fx vil man i helvede til evig tid nyde effekten af overspisning, uden nogen mulighed for at standse igen. Denne frådsens last er man lænket til i al evighed, med alle de pinsler det medfører. Man er alene, uden Gud. Fordi man selv har valgt det. Denne aften bør bruges i refleksion over ens egen syndighed, og hvordan man kan undgå det. Bøn, askese og velgørenhed er nøglen til dette.

  • 1. november: Alle Helgens Fest. Her ihukommes vi den triumferende kirke (Ecclesia Triumphans), som nyder den salige skuen, og som er forsonet med Gud i evigheden. Især også de ikke-kanoniserede sjæle og martyrer, som også er i Himmerige og som går i forbøn for os.

  • 2. november: Alle Sjæles Fest: Her ihukommes den lidende kirke (Ecclesia Penitens), som befinder sig i skærsilden, og som længes efter den salige skuen og forsoningen med Gud. Her kan opnås fuldt aflad for en eller flere sjæle i skærsilden, hvis man besøger kirkegårdene og beder en fuld rosenkrans for deres befrielse fra skærsilden. En typisk tradition er at besøge kirkegårdene med hele familien, bede en fuld rosenkrans og for de afdøde sjæle som er gået bort. Også for de som har ledt gode liv, men som aldrig har nydt Kirkens fulde fælleskab i andre kristne trosretninger. En tradition fra andre lander kaldes "souling"; eller "sjæling", hvor børnene går fra familie til familie, og henter små sedler fra deres venner og bekendte, med navne som de ønsker der skal gås i forbøn for. Mod denne lille gestus, får de en håndfuld slik, og går bagefter hjem og beder en fuld rosenkrans for alle navne og dermed sjæle de har fået. Således er Kirkens kalender fuldendt, og vores åndelige pilgrimsfærd i kalenderåret til ende. Denne kalender er Guds vej, Kirkens vej til at vi kan helliggøres, levendegøres og forsones med vores Himmelske Fader, at Hans uendelige kærlighed må lade os skue Ham igen. ALLE GUDS HELGENER, BED FOR OS OG FOR DEN HELLIGE KATOLSKE KIRKE


65 views0 comments

Recent Posts

See All

Comentários


bottom of page