top of page

Kætterier: René Descartes


Descartes kaldes ofte for "Faderen til moderne filosofi", hvor det antydes at han såede frøet for den nye filosofi, som afgørende brød med den gamle på nogle centrale områder. Den "gamle" filosofi, var altså skolastikken, men især den aristotelianske grundmetodik som filosofisk indgangsvinkel. Den var fortolket og anvendt gennem hele middelalderen, og var så forankret i de intellektuelle institutioner på Descartes' tid, at nogle sågar mente at man kunne finde belæg for den i Bibelen. I 1600-tallet sloges man også med efterdønningerne af nominalismens indtog i den intellektuelle verden, og modstridende tanker mod skolastikken var langsomt men uformelt ved at blive udbredt. Descartes slog det endelige søm i kisten, især i den protestantiske verden.

Imod skolastikken

Descartes brød afgørende med den skolastiske tradition, på to fundamentale måder. Den første var hans afvisning af substantielle former (!) som forklaringsmæssigt princip i fysikken. En substantiel form er et immaterielt princip som har betydning for al materie, dvs. stof, ift. alle ting af alle slags. Princippet er at substantiel form er den finale årsag eller formål af alle tings eksistens. Fx kaldes en svale for en fugl, så den substantielle form "svalehed" forenes med materien, som så organiserer den for at skabe eksistens til en svale. Så målet for at være en svale må være årsagen til at svalen har evne til at flyve. Ergo flyver svalen så den kan være en svale. Descartes mente, at selvom det nok var sandt, så mente Descartes ikke at det sagde noget nyt eller brugbart om svaler, og derfor mente han at skolastikken ikke var i stand til at producere ny viden(!). Det er et relativt ekstremt standpunkt. Så Descartes afviste brugen af substantiel form og deres sammenhængende finale eller endelige årsag i fysikken, netop af denne grund. I ét af sine essays som blev udgivet sammen med "Metodiske diskurser", havde han til formål at vise at mere sande og mere frugtbare forklaringer kan opnås, uden at referere til substantiel form, men kun ved at deducere eller udlede sammensætningen og bevægelsen i forskellige dele. Ergo, var hans pointe at vise at mekanistiske principper er mere passende til at vise fremskridt i de fysiske videnskaber. Den anden grund til at Descartes afviste substantiel form og finale årsager i fysik, var hans tro på at disse begreber var resultatet af forvirring i ideen om kroppen og sindet. I sit 6. filosofiske værk, bruger Descartes skolastiske koncepter om en sten og tyngdekraften, til at understrege sin pointe. På den måde så forsøger han at vise at formålet med at være en sten er at bevæge sig mod jordens centrum. Den forklaring, mener Descartes, forudsætter at stenen har viden om sit formål, og samtidig viden om jordens midte og hvordan den når derhen(!). Problemet er jo, at stenen ikke kan vide noget, når den ikke kan tænke. Derfor skal man, jf. Descartes, undgå denne fejl ved at tilskrive mentale egenskaber til fysiske ting, og ved at adskille idéen om sindet fra idéen om kroppen. Vi gentager det lige, Descartes mente at man skulle adskille idéen om kroppen fra den om sindet, og se dem som to adskilte størrelser. Det vil sige, den måde vi tænker på, skal ses adskilt fra vores fysiske materie. Det er så ekstremt og så radikalt, som noget overhovedet kan være (og årsagen er, at det bryder radikalt med den traditionelle forståelse af, at kroppen og sjælen ses som én entitet af menneskelig substans!). Nu havde Descartes forsøgt at grundlægge sin nye moderne og mekanistiske fysik. Nu kunne Descartes påstå, at det var nødvendigt at afvise al form for sansning. Nogle har måske her på bloggen læst om Aquinas og hans systematik om sansning i kroppen, primært gennem syns - og høresansen som en del af vores fakulteter. Descartes brød med den tese at al viden kommer fra sanserne, og at intellektet fødes med viden om omgivelserne gennem dem. Descartes mente altså at sanserne af og til bedrog os, og dermed ikke var en pålidelig kilde for viden. Derudover, hypotetiske udsagn baseret alene på sansning var nødvendigvis baseret på sandsynligheder. Derfor var hypoteser altså tvivlsomme præmisser når de blev brugt som argumenter. Descartes synes at sådan erkendelsesmæssig tvivl var dybt utilfredsstillende, så han forsøgte at opstille en præmis for hvorledes man kunne opnå præcise og adskilte idéer i tanken alene.

"Cogito, ergo sum"

I sin "Anden Meditation" forsøger Descartes at etablere absolut vished i sin famøse tankesætning: "Jeg tænker, derfor er jeg". Disse meditationer gennemføres hos Descartes fra et subjektivt første-persons perspektiv, dvs. fra Descartes' eget perspektiv. Han forventer dog at læseren skal meditere sammen med ham, for at vedkommende kan se hvorledes konklusionerne opnås. Det er ret centralt for hans "Anden meditation", hvor han intuitivt forstår sandheden om at "Jeg'et eksisterer". Denne sandhed ser Descartes altid funderet i et jeg-perspektiv. Alle sansemæssige indtryk og trosmæssige erkendelser er altså dømt tvivlsomme i den første og forrige meditation, og derfor vurderer han dem til at være falske. Det omfatter også troen på at man har en krop som er benådet med sanselige organer, og dermed føder kroppen med indtryk (gennem øjne og ører). Descartes fortsætter med at bekræfte sig selv i at han egentlig er sin egen tænkning nok, idet at han har ret hvis han bliver enig med sig selv om at hans sanser bedrager ham. Han siger sågar, at "selv hvis jeg bedrages at en ond dæmon, så må jeg eksistere for at kunne bedrages i det hele taget. Ergo, må jeg konkludere at dette "jeg" eksisterer". Denne tankestrøm, og som lader til at være dæmonisk inspireret, fjerner langsomt Descartes fra ethvert virkeligt begreb om verden. Descartes mener altså, at alene det at han kan tænke, uanset om det han tænker er sandt eller falsk, implicerer at der er en aktivitet i hans sind, som beviser at han eksisterer. Dette er et utvivlsomt bevis på at alene tænkningen, og ikke sanser som fx de visuelle eller høresanserne (som Aquinas holder fast på), kan lede til sandhed. Hvis Descartes altså så sig selv i spejlet, ville han tro at hans eget synsapparat bedrog ham. Ud fra et kristent og spirituelt perspektiv, er sådan en anskuelse ekstremt skadelig.

Sindets og idéernes natur

Herefter fortsætter Descartes med at spørge sig selv i sin "Anden meditation"; "Hvad er jeg?". Efter at han har kastet den traditionelle skolastik på møddingen, herunder også konceptet om et menneske som både et rationelt dyr, dvs. et væsen med en sjæl, så konkluderer han til sidst at han er en "tænkende ting", et sind. "En ting som tvivler, forstår, bekræfter, benægter, har vilje, modvilje og også forestillinger og har sanseindtryk". Descartes adskiller altså intellektuel perception og vilje som noget der alene hører til tankens natur, mens forestilling og sansning i en eller anden grad, er fakulteter i sindet for så vidt at de er forenet med en krop. Her må vi lige pause en gang, fordi denne position - og som også blev skrevet for oven - er i direkte modstrid med katolsk antropologi: Menneskets rationalitet, sjælskræfter og sanser hænger sammen, i katolsk lære. Det er de nødt til at gøre, fordi de ting vi ser omkring os, er de ting vores sjæl fødes med. Det er koblingen mellem det immaterielle og det materielle, vores verden omkring os og vores harmoni med verden, som er på spil her. Ja, hele vores frelse, fordi sakramenterne faktisk ikke virker, hvis vores sind og vores krop er to adskilte ting. Man kan altså ikke gå til skriftemål, gå til kommunion, blive døbt, gift, blive præsteviet eller sågar tilbede det allerhelligste, hvis man skal tro på det som Descartes præsenterer her. Så hos Descartes, er forestillingsevnen og sansningen nogle evner som sindet har, og på en mindre udtalt måde, end intellektet og viljen. Hos ham er de adskilte størrelser, hvor de hos katolikker er sammenføjede subsistente størrelser der virker indbyrdes i kroppen. Hos Descartes er tanken altså forskellige måder at tænke på, og hos Descartes kræver en substans, dvs. en genstand eller et objekt eller ting, intet andet end en tanke, for at eksistere. Men hos Descartes er de ikke substanser, tanker er bare "idéer" eller "måder" at tænke på, og de kræver en form for immateriel substans for at virke. Tænk hvis man tænker på en ond eller dæmonisk idé, hvordan kommer den mon ind i sjælen? Hos Descartes er sindet altså en immateriel tænkende substans, mens idéerne bare er måder at tænke på. For at skære Descartes ud i pap, så er sind og krop virkelig adskilte, det han kalder "sind-krop-dualisme". Sjælen, sindet, tanken, er adskilt fra kroppen helt konkret og fysisk. Hvis man sammenligner det med fx Aquinas' systematik om sjælen, så bør man forstå de meget tydelige farer her. Hvis vi ikke kan stole på det vores øjne og ører fortæller os, så kan vi principielt blive udsat for dæmoni, uden at vide det. Vi kan heller ikke være sikre på, at det vi efterstræber reelt er godt, ja vi kan faktisk slet ikke navigere i verden.

20 views0 comments

Recent Posts

See All

Commentaires


bottom of page