Jorden er kun 7.000 år gammel

Det fede ved at drive sin egen blog, er man kan lave de vildeste clickbait-overskrifter, som journalister på B.T. og Ekstra Bladet ville brække deres højre arm for at få lov til at skrive. Men når jeg skriver at jorden kun er 7.000 år gammel, så er det fordi det er dét Kirken traditionelt lærer - men også fordi det i disse tider faktisk er et godt tidspunkt at være syvendedagskreationist på. Der er flere og flere videnskabsfolk som taler imod evolutionsparadigmet, og flere naturvidenskabelige observationer peger nu i samstemmende grad på, at vi kan observere effekten af en global oversvømmelse, og en øjeblikkelig skabelse jf. 1. Mosebog. At være kreationist er langtfra en uvidenskabelig, useriøs og konspiratorisk stillingtagen - hvis man lader naturlige observationer tale for sig, er det faktisk en meget rationel position. Samtidig er det traditionelle evolutionsparadigme i stigende modvind. Evolution vs. kreation er et gigantisk spørgsmål. Vi når ikke hele spørgsmålet igennem i dette indlæg, så her vil jeg først starte med at udlægge hvad Kirken traditionelt lærer om Genesis 1-11 samt hvorfor, og så vil jeg krydre med lidt darwinismekritik af evolutionsparadigmet. Der kommer en opfølgning med konkrete naturvidenskabelige eksempler senere. Der er masser af kød på det ben, så alle skal nok blive mætte. Der er meget glæde at hente ved at erkende at jorden er ganske ung. Fremfor at have en følelse af at Gud skabte menneskeheden for mange hundrede tusinde år siden, så får man pludselig en følelse af at Gud er ret tæt på. Faktisk utroligt tæt på. Og det er godt, for det er præcis oplysningsvidenskabens hensigt, at få kristne til at tro at Gud har forladt dem, når det modsatte selvfølgelig er tilfældet.

Hvad Kirken traditionelt lærer om Den Hellige Skrift Den Katolske Kirke lærer, at Den Hellige Skrift, Den Hellige Tradition, og Kirkens læreembede, er forenet og samordnet, og at ingen af dem enkeltvis kan bestå uden de (2) andre. Det betyder altså helt konkret, at hvis der er modstrid mellem fx hvad nogle i Kirken lærer i dag, og Kirkens Skrift og Tradition, så må det afvises. Hvad Kirken har fået overleveret, og hvad der fremgår af Skriften, udlægges også ufejlbarligt og Sandt den dag i dag. Det er en fundamental præmis for katolsk doktrin. Den Katolske Kirkes Katekismus lærer fx om Den Hellige Skrift, at

(106) Gud har inspireret de menneskelige forfattere af de hellige bøger. Til at forfatte de hellige bøger har Gud udvalgt mennesker og taget dem til hjælp, idet Han fuldt ud har gjort brug af deres evner og kræfter, for at de, alt imens Gud virkede i dem og gennem dem, skulle videregive i skrift som virkelige forfattere alt det, som var i overensstemmelse med Hans ønske og kun det.[9]

(107) De inspirerede bøger lærer sandheden. Når altså alt det, som de inspirerede forfattere (de såkaldte hagiografer) udsiger, bør betragtes som udsagt af Helligånden, så må vi erkende, at Den hellige Skrifts bøger urokkeligt, trofast og uden fejl lærer den sandhed, som Gud med henblik på vor frelse har villet skulle besegles i de Hellige Skrifter.[10]

Så langt så godt at de er uden fejl - men hvordan skal man så læse Den Hellige Skrift? Hvor meget i 1. mosebog er fx "symbolik" eller "tegn"? Det har Kirken naturligvis også et svar på, og Kirken lærer at den bogstavelige læsning af Den Hellige Skrift, bør have forrang for de øvrige måder at læse Skriften på, dvs. den anagogiske, typologiske og allegoriske. Den bogstavelige forståelse, er den primære(!). Læs her fx Pius XII:

23. Being thoroughly prepared by the knowledge of the ancient languages and by the aids afforded by the art of criticism, let the Catholic exegete undertake the task, of all those imposed on him the greatest, that namely of discovering and expounding the genuine meaning of the Sacred Books. In the performance of this task let the interpreters bear in mind that their foremost and greatest endeavor should be to discern and define clearly that sense of the biblical words which is called literal. Aided by the context and by comparison with similar passages, let them therefore by means of their knowledge of languages search out with all diligence the literal meaning of the words; all these helps indeed are wont to be pressed into service in the explanation also of profane writers, so that the mind of the author may be made abundantly clear. - Pave Pius XII i Divino Affiante Spiritu

Pave Benedikt XV er lige så tydelig i sit encyklika Spiritus Paraclitus (1920).

"51. Jerome then goes on to say that all interpretation rests on the literal sense,[89] and that we are not to think that there is no literal sense merely because a thing is said metaphorically, for "the history itself is often presented in metaphorical dress and described figuratively."[90] Indeed, he himself affords the best refutation of those who maintain that he says that certain passages have no historical meaning: "We are not rejecting the history, we are merely giving a spiritual interpretation of it.''[91] Once, however, he has firmly established the literal or historical meaning, Jerome goes on to seek our deeper and hidden meanings, as to nourish his mind with more delicate food.

Den bogstavelige og historiske læsning, har altså forrang for de metaforiske og symbolske læsninger af Bibelen. Men hvad så med Bibelens skabelsesberetning - hvad lærer Kirken at vi må forstå den som? Kirkens Pontifikale Bibelkommission udgav i 1909, et meget konkret og tydeligt svar i spørgsmålet om Genesis 1-3, dvs. de 3 første kapitler i 3. Mosebog (de kan læses på latin her). For at opsummere kort, så slog kommissionen det fast at:

1. Der er ikke noget solidt videnskabeligt grundlag for at afvise den bogstavelige og historiske læsning af Genesis 1-3.

2. Genesis 1-3 er ikke fabler eller myter, men har rod i historisk og bogstavelige hændelser, og har grundlag i de apostolske fædres overlevering.

3. Der kan ikke stilles spørgsmålstegn til Genesis 1-3 i samme kapitlers tydelighed, vedr. jordens øjeblikkelige skabelse, menneskets skabelse, kvindens skabelse fra manden, samt menneskets lykke før syndefaldet etc.

4. Det er tilladt at forsvare ikke-afgjorte positioner mht skabelsen som kirkefædrene ikke entydigt har taget stilling til, eller hvor der kan være variation.

5. Genesis 1-3 må ikke tolkes antropomorft eller metaforisk (dvs. billedligt eller med menneskelige briller).

6. Genesis 1-3 kan, med afsæt i en historisk og bogstavelig læsning, også suppleres og tydeliggøres af en allegorisk og profetisk fortolkning.

7. Det har ikke været forfatterens hensigt at skrive Genesis 1-3 i et sprog, som senere skulle valideres ud fra videnskabelige tolkninger.

8. Ordet "dag" i Genesis 1-3 (på heb. Jom), kan tolkes både bogstaveligt ift. en 24-timers dag, men kan også bruges i bredere forstand som en kortere periode (men ikke forstås som millioner af år).
   

Afslutningsvis, så slår Pave Pius XII i 1950 Kirkens lære fast, idet han i sit encyklika "Humani Generis" skriver at:

"Kirkens læreembede forbyder ikke at der, i konformitet med den nuværende udvikling i menneskelig videnskaber og hellig teologi, forskning og diskussioner, og på vegne af lærde mennesker i begge felter, finder diskussioner sted vedr. oprindelseslære eller evolution, for så vidt at det vil undersøge oprindelsen af menneskekroppens opståen af præ-eksisterende og levende materie - for Kirken lærer at troen forpligter os på at sjæle er øjeblikkeligt skabt af Gud. Dog, må dette gøres på en sådan måde at begge positioner, dvs. de som både er for og imod evolution, vægtes og bedømmes med den nødvendige seriøsitet, moderation og afmåling, og forudsat at alle er forberedte til at underkaste sig Kirkens bedømmelse i spørgsmålet, hvem Kristus har givet opgaven autentisk at fortolke Den Hellige Skrift og forsvare troens dogmer." - Pius XII, Humani Generis (1950).

Kirken har altså aldrig godkendt evolutionsteori, men ladet det være op til videnskaben at underkaste sig Kirkens lære. Humani Generis er desuden et glimrende skrift. Hvis man vil dykke mere ned i hvorledes det kan lade sig gøre at noget skabes instantant, dvs. øjeblikkeligt, så bør man genbesøge Thomas Aquinas og de oprindelige gudsbeviser. De rummer de filosofiske og logiske argumenter for, hvordan Gud kan skabe substanser øjeblikkeligt. Hele essensen er, at for at noget kan skabe noget andet, skal det rumme potentialet og effekten til at skabe det, i sig selv. Og jordligt materie kan ikke skabe sig selv, lige så lidt som en DNA-streng kan skrive sin egen DNA-streng. Senere skal vi se på geologiske søjler, skeletter, og blodigt væv(!) fra en Tyrannosaurus Rex(!). Mere om det i del 2...