Jorden er 7.000 år gammel: Del 2

For år tilbage lavede jeg et indlæg om kreationisme og verdens alder, men nåede aldrig at færdiggøre del 2. Jeg gennemgik Kirkens katekismus (sågar kun den nye) og supplerede med nogle kilder fra hhv. Pave Pius XII og Den Pavelige Bibelkommission fra 1909. Jeg har længe tænkt på at lave en opfølgning, for at supplere med nogle ekstra kilder fra nylige konciler, som de fleste ikke har kendskab til. At Gud har skabt alting ud af intet øjeblikkeligt og i hele deres essens er klar katolsk lære, og man skal meget få år tilbage før stort set ingen stillede spørgsmålstegn ved det faktum.

Første Økumeniske Vatikankoncil, Session III 24. April 1870 Dogmatisk forfatning om Den Katolske Tro

"Om Gud, altings skaber"

Hvis nogen fornægter den ene sande Gud, Skaber og Herre over de synlige og usynlige Ting: være han bandlyst. Hvis nogen er så dristig at hævde, at der ikke eksisterer noget udover Materien: være han bandlyst. Hvis nogen siger, at Guds Substans eller Væsen og alle Tings Substans er ét og det samme: være han bandlyst. Hvis nogen siger, at endelige Ting, både kropslige og åndelige, eller i det mindste de åndelige, udstrømmer fra den guddommelige Substans; eller at den guddommelige Essens ved Åbenbaring og Udvikling af sig selv bliver til alle Ting; eller endelig, at Gud er et universelt eller ubestemt Væsen, som ved Selvbestemmelse fastlægger Helheden af Ting, adskilt i Slægter, Arter og Individer: være han bandlyst. Hvis nogen ikke bekender, at Verden og alle Ting, som den indeholder, både åndelige og materielle, er frembragt, i hele deres Substans, af Gud ud af intet; eller hævder, at Gud ikke skabte ved sin Vilje fri for enhver Nødvendighed, men af Nødvendighed, ligesom han nødvendigvis elsker sig selv; eller fornægter, at Verden blev skabt til Guds Ære: være han bandlyst."

For at forstå implikationerne af ovenstående, må vi først dele det op i bidder. Definitionen på en substans er det som har positiv væren i sig selv. At noget har positiv væren, betyder at det har eksistens, det vil sige at det er. Vi ved at endelige, begrænsede ting ikke kan tilføre eksistens til sig selv. Fx kan en blomst ikke selv vælge om den vil eksistere eller ej - ergo, må den få tilført eksistens udefra, det vil sige fra Gud. Vi ser altså at alle skabte ting er skabt af en ekstern skaber, som tilfører disse ting eksistens. Guds essens er altså al væren, al eksistens. "Jeg er den, som er" jf. 2. Mosebog 3,14. Gud er altså ikke et væsen i skabt forstand, men tilfører eksistens til alle immaterielle og materielle væsener og skabninger. Problemet med det første fremhævede stykke er, at Gud ikke lader sin eksistens "udstrømme" fra sig til skabinger, men tilfører dem eksistens kontinuerligt og hele tiden. Hvis Gud blot lod sin eksistens udstrømme og lod ting udvikle af sig selv, så ville det betyde at Han ikke kontinuert greb ind i verden, og tilførte sin effekt til skabte ting hele tiden, hvilket er dét Han gør. Vi kan observere Guds effekt hele tiden, fordi vi kan observere at skabninger hele tiden virker, eksisterer og samordner ift. deres formål.

Det andet stykke er afgørende, fordi det her tydeliggøres at Gud nødvendigvis har skabt alle skabninger ud af intet, af Guds egen frie vilje, men også at Han har skabt alle skabte ting substantielt ud af intet. Det er altså klokkeklart, at alt der har væren og dermed eksistens, nødvendigvis er skabt instantant og øjeblikkeligt af Gud, fordi skabninger ikke har deres egen eksistentielle skaberkraft indlejret i sig, men får den tildelt af Gud. En bil kan hverken reparere sig selv, bygge sig selv, eller tage sig selv af dage. Den kræver en ekstern agens. Det samme gør mennesker naturligvis også, og det er bl.a. årsagen til at vores sjæl og krop også øjeblikkeligt er sammenføjet ved undfangelsen. Skabningers undfangelse, herunder menneskers, er altså et konkret bevis på Guds øjeblikkelige skaberkraft. Men ikke blot Hans skaberkraft i ét øjeblik, men at Han virker, opretholder og tilfører sig selv hele tiden i alle tidslige øjeblikke.

Et andet eksempel fra den såkaldte højmiddelalder, kan ses her fra Det 4. Laterankoncil i 1215. Det er altså værd at bemærke, at 1. Vatikankoncil blot bekræfter og gentager hvad Kirken altid har lært:

"Vi tror fast og bekender simpelt, at der kun er én sand Gud, evig og uendelig, almægtig, uforanderlig, ufattelig og uudsigelig, Fader, Søn og Helligånd, tre personer men én fuldstændig simpel essens, substans eller natur. Faderen er af ingen, Sønnen af Faderen alene, og Helligånden af begge lige, evigt uden begyndelse eller ende; Faderen som fødende, Sønnen som født, og Helligånden som udgående; af samme væsen og lige, lige almægtige og lige evige; ét princip for alle ting, skaber af alle ting usynlige og synlige, åndelige og legemlige; han som ved sin almagt i tidernes begyndelse skabte af intet både åndelige og legemlige skabninger, det vil sige englelige og jordiske, og derefter skabte mennesket, som på en måde er sammensat af både ånd og legeme. Djævelen og de andre dæmoner blev af Gud skabt naturligt gode, men de blev onde ved deres egen gerning. Mennesket syndede imidlertid på djævelens tilskyndelse." - 4. Laterankoncil (1215 A.D.)

Men så vidt at Gud har skabt alting ud af intet - hvordan skal vi rent faktisk forstå skabelsesberetningen helt konkret? Lærer Kirken at det er mytestof, symbolisme eller praktisk virkelighed? Hl. Pave Pius X nedsatte den pavelige bibelkommission i 1909 for at tydeliggøre dette spørgsmål, og for at forsvare åbenbaret sandhed mod den historisk-kritiske metodes modernistiske syreangreb:

PONTIFICIA COMMISSIO BIBLICA

OM DET HISTORISKE PRÆG AF DE TRE FØRSTE KAPITLER I 1. MOSEBOG

I. Om de forskellige eksegetiske systemer, som er udtænkt for at udelukke den historisk-litterære mening af de tre første kapitler i 1. Mosebog, og som er blevet forsvaret med et skin af videnskab, hviler på et solidt grundlag? Svar: Nej.

Årsagen til at de ikke hviler på et solidt grundlag, uddyber Skt. Pius X i sit banebrydende Skrift "Pascendi". Fundamentalt er den modernistiske eller snarere historisk-kritiske anskuelse grundlagt på en emotionel læsning af Skriften, hvor man antager at menneskets følelsesmæssige behov eller sociale omstændigheder, har formet hvorledes forfatterne har udført teksten. Den historisk-litterære betydning af Genesis er jf. Skt. Jeronimus den grundlæggende læsning af Skriften.

II. Om man, uanset 1. Mosebogs historiske karakter og form, den særlige sammenhæng mellem de tre første kapitler indbyrdes og med de efterfølgende kapitler, de mange vidnesbyrd i både Det Gamle og Det Nye Testamente, næsten alle kirkefædres enstemmige mening samt den traditionelle forståelse, som – overleveret også fra det israelitiske folk – altid er blevet fastholdt af Kirken, kan lære, at de nævnte tre kapitler i 1. Mosebog ikke indeholder beretninger om virkelige begivenheder, der svarer til den objektive virkelighed og historiske sandhed, men derimod enten fabler hentet fra gamle folks mytologier og kosmogonier, som den hellige forfatter – efter at have udrenset enhver fejl fra polyteismen – tilpassede den monoteistiske lære; eller allegorier og symboler, uden grundlag i den objektive virkelighed, fremsat under historiens skikkelse for at indprente religiøse og filosofiske sandheder; eller endelig legender, delvist historiske og delvist opdigtede, frit sammensat til sjælelig belæring og opbyggelse? Svar: Nej til begge dele.

Det kan ikke være sjæleligt opbyggeligt at læse 1. Mosebog på den vis at her er tale om myter eller fabler, fordi det er ødelæggende for vores forståelse for Guds tilvirkning til perfektion i alle Hans arbejder. Genesis 1-3 indeholder en systematisk-ontologisk perfekt skabelsesberetning som åbenbarer for os sandheder om Guds essens. Eroderes forståelsen og anerkendelsen af denne historiske virkelige begivenhed, undergraves intellektets og viljens evne til perfekt at elske Gud. Grundlaget for Skriften kollapser ganske enkelt.

III. Om den historiske-litterære mening særligt kan drages i tvivl, hvor der er tale om de begivenheder, som fortælles i disse kapitler, og som berører den kristne religions fundamenter: såsom, blandt andet, hele universets skabelse af Gud i tidens begyndelse; menneskets særlige skabelse; den første kvindes dannelse ud fra det første menneske; menneskeslægtens enhed; de første forældres oprindelige lykke i retfærdighedens, fuldkommenhedens og udødelighedens tilstand; det bud, som Gud gav mennesket for at prøve dets lydighed; overtrædelsen af det guddommelige bud, tilskyndet af djævelen under slangens skikkelse; de første forældres fald fra den oprindelige uskyldstilstand; samt løftet om den kommende Genløser? Svar: Nej.

Se ovenfor. Det er et dogme at Adam og Eva var vores første forældre, og det er ganske enkelt hele læren om arvesynd der er på spil her. Uden Adam og Evas virkelige historiske syndefald, kollapser vores motivation for at frelse vores sjæle.

IV. Om det, i fortolkningen af de steder i disse kapitler, som fædrene og lærerne forstod på forskellig måde, uden at have overleveret noget sikkert og definitivt, er tilladt – med Kirken som dommer og under iagttagelse af troens analogi – at følge og forsvare den mening, som man med omtanke finder sandsynlig? Svar: Ja.

Her er trykket med omtanke vigtigt, og den øvrige fremhævning. Vi kan ikke ekstrapolere sandheder ud fra Genesis 1-3 som strider imod Guds frelsesplan eller Hans virke.

V. Om alle og hver enkelt af de ord og udtryk, der forekommer i de nævnte kapitler, altid og nødvendigvis skal forstås i deres egentlige betydning, således at det aldrig er tilladt at afvige fra den, selv når vendingerne åbenbart bruges uegentligt, dvs. metaforisk eller antropomorfisk, og når den egentlige mening enten fornuften forhindrer at fastholde eller nødvendigheden tvinger til at opgive? Svar: Nej.

Fordi ord og udtryk skal ses i kontekst til hinanden, så kan man ikke løsrive ét ord eller ét udtryk i en sætning og dermed deducere af Genesis 1-3 øvrigt enten er ufornuftigt eller usammenhængende. Fx skal ordet "hvile" på 7de-dagen ikke forstås som at Gud er udmattet eller træt, men blot at Han afslutter og glæder sig over sine arbejder.

VI. Om, forudsat den historiske-litterære mening, en allegorisk og profetisk fortolkning af visse steder i de samme kapitler, efter eksemplet fra kirkefædrene og Kirken selv, med visdom og nytte kan anvendes? Svar: Ja.

Det skyldes flere ting, bl.a. at hele den katolske og apostolske tro er skjult allegorisk og profetisk i hele 1. Mosebog. Det betyder ikke at den historisk-litterære mening kan eller skal forkastes.

VII. Om, eftersom den hellige forfatter ved udarbejdelsen af det første kapitel i 1. Mosebog ikke havde til hensigt at undervise i de skabte tings indre sammensætning og hele skabelsens orden på videnskabelig vis, men snarere at give sit folk en folkelig kundskab, sådan som den almindelige tale på den tid formidlede den, tilpasset menneskers sanser og fatteevne, det da i fortolkningen af disse steder altid og nøjagtigt er nødvendigt at søge den videnskabelige sprogbrug? Svar: Nej.

Her er en vis præcisering nødvendigt, for her menes naturligvis den positivistisk-rationalistiske videnskab. Fordi teologi er den højeste af alle videnskaber, så betyder det at den induktive eller deduktive naturlige videnskab ikke har sin ret i denne henseende.

VIII. Om man i betegnelsen og opdelingen af de seks dage, der tales om i 1. Mosebogs første kapitel, kan forstå ordet Yom (dag) enten i egentlig forstand som en naturlig dag eller i uegentlig forstand som en bestemt tidsperiode, og om det er tilladt, at eksegeter frit diskuterer dette spørgsmål? Svar: Ja. Rom, den 30. juni 1909

Her er det vigtigt at forstå, at det ikke betyder at Kirken billiger eller anerkender at den egentlige forstand af "Yom" er mindre passende, men her fastlægges alene det forhold at det er tilladt at diskutere spørgsmålet. Den egentlige forstand, det vil sige den passende og mere korrekte forståelse, hvis man læser den latinske udgave, så vil man se at Kirken antager en streng forståelse af "Yom" som en dag på 24 timer. Det samme gør Skt. Thomas Aquinas også, og det skyldes naturligvis at det er i harmoni med vores naturlige omgivelser at antage denne position. Vi kan ganske enkelt observere dette forhold, men vi kan ikke kun observere dette i 1. Mosebog.

Vi kan sågar også læse i De 10 Bud, at Gud skabte verden på 6 dage:

"Kom Hviledagen i Hu, så du holder den hellig! 9 I seks Dage skal du arbejde og gøre al din Gerning, 10 men den syvende Dag skal være Hviledag for Herren din Gud; da må du intet Arbejde udføre, hverken du selv, din Søn eller Datter, din Træl eller Trælkvinde, dit Kvæg eller den fremmede inden dine Porte. 11 Thi i seks Dage gjorde Herren Himmelen, Jorden og Havet med alt, hvad der er i dem, og på den syvende Dag hvilede han; derfor har Herren velsignet Hviledagen og helliget den." - 2. Mos. 20, 8-11.

Fordi 2. Mosebog er skrevet af Moses og overleveret gennem Mose slægt, så behøver vi ikke engang Bibelen i sig selv for at kunne dokumentere at Gud har skabt verden på 6 dage. Den israelitiske og kristne tradition beviser det. Men hvad hvis vi aldrig har hørt om de 10 bud? Hvad gør vi så?

Jo - vi kan såmænd bare kigge ud af vinduet, og observere hvorledes verden virker systematisk og økologisk. Vi kan observere at et år er funderet på 4 årstider, 12 måneder, en måned a’ 4 uger a' 7 dage, og at hele denne systematik pudsigt nok afspejler de universelle tal fra Logos. 7, 4, 12. Vi kan altså se, at en uge på 7 dage er grundlaget for hele menneskehedens eksistens over et fuldt kalenderår. Vi kan altså blot bruge vores sunde fornuft.

"Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet. 13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved; 14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr; 15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme; 16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol, 17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter. - Sl 74, 12-17

Så lad os afslutningsvis se hvad Pius XI fx mente om Jordens alder, og det er jo virkelig interessant at sætte i kontekst til skabelsesberetningen i det hele taget. Kardinal Ratti, før han blev Pave Pius XI, diskuterede grundigt de forskellige bibelske tidslinjer med afsæt i de forskellige overleverede Skrifter der findes den dag i dag. Selv hælder jeg til Vulgata-tidslinjen og den korte tidsalder, men Pius XI er helt eksplicit omkring at vi ikke ud fra Skriften kan antage en verdensalder der overstiger 10.000 år. Læs engang (klik på linket for en original tekst):

Kardinal Ratti (Senere Pave Pius XI) om Skriften og jordens alder

"Der er endnu et par ting at sige om menneskeslægtens oldtid. Den Hellige Skrift fremfører ingen steder en fuldstændig kronologi, som strækker sig tilbage til Adams skabelse; men det, den sporadisk beretter, giver ikke så få vanskeligheder, især hvis man tager hensyn til uoverensstemmelserne mellem den hebraiske tekst og Septuaginta- samt samaritaner-versionerne; men Vulgata-versionen følger den hebraiske tekst. ..Endnu større og langt mere talrige uoverensstemmelser findes blandt Kirkefædrene og de kirkelige forfattere. Kardinal Meignan tæller hundrede og halvtreds forskellige beregninger, hvoraf ingen kan kaldes forkastelige (sic); faktisk samlede Des Vignoles mere end to hundrede forskellige angivelser af tiden fra Adam til Kristus, hvoraf han regner minimum som 3483 år og maksimum som 6984. Det er sandt, at man i alle de nævnte beregninger søgte et fælles grundlag i selve Den Hellige Skrift. For efter visse mindre vanskeligheder så man, at følgende tal kunne samles fra de inspirerede bøger. År fra Adam til Noas syndflod: Ifølge Vulgata og den hebraiske tekst: 1656 år Ifølge samaritaner-teksten: 1306 år ifølge Septuaginta: 2242 år Fra Noas syndflod til Abrahams fødsel: ifølge Vulgata: 292 eller 293 år ifølge samaritaner-teksten: 942 år ifølge Septuaginta: 1183 år Fra Abraham til Kristi fødsel: med næppe få årtiers forskel: 2190 Efter dette følger, at hverken Den Hellige Skrift eller Tradition indeholder en kronologi over menneskeslægten, der i det mindste er fuldstændig fastlagt. Også her er det ganske vist muligt at følge en hvilken som helst af de kronologier, der er blevet anerkendt hist og her i Kirken." - Kardinal Ratti (senere Pave Pius XI)

Ussher-kronologien, fra George Haydocks bibel

Hellige Beda, bed for os!