Hvorfor vi elsker Helligånden

Helligånden er en fuldkommen central del af katolsk tradition, teologi og dogmatik. Desværre er der færre og færre som interesserer sig for hvad Helligånden kan, hvad den er, hvad den giver os, og hvordan den arbejder. Vi taler altså her om, at den tredje person i treenigheden, får mindre og mindre opmærksomhed, og bliver anerkendt mindre og mindre. Det er især sket som en konsekvens af Det 2. Vatikankoncil, hvor man smed meget systematisk tænkning ud med badevandet. Men det er virkelig ærgerligt, for Den Katolske Kirke er som den eneste kristne kirke, under Helligåndens vejledning. Helligånden virker i alle sakramenter, og også i alle mennesker som beder om den. Treenigheden virker i alle fromme og rettroende katolikker, og Helligåndens nådegaver er dem som hjælper os til Hellighed. Det handler om at vi gennem disse gaver, som JESUS KRISTUS lærer os i Matt. 5, at vi kan blive som Gud selv er. Fuldstændig, perfekt og rengjort kærlighed. Det her skriv er lidt længere, men er bygget op over tre ting. Kort om treenigheden, med vægt på Helligånden, den 3. person i Treenigheden. Herefter Helligåndens nådegaver, samt dyderne og dydernes frugter. Nogle af tingene bliver gentaget fra fx indlægget om sjælen, men det er fordi at Helligåndens nådegaver og dyderne, samvirker med sjælen og sjælskræfterne. Hvis det er muligt, vil jeg forsøge at binde knude på det så godt som jeg kan.

Treenigheden, Helligånden og dens bestanddele

Treenigheden består af 3 guddommelige personer, som alle er evige og lige, som er samordnet i udelt essens, den ene og samme Gud. De har alle 3 været lige evige og alle altid været lige. På engelsk bruges begrebet "co-eternal", jeg er faktisk ikke sikker på hvad det korrekt danske begreb vil være - men lad os forsøge med "sam-evigt", altså sameksisterende i evigheden. Det betyder, at Faderen eksisterer, Sønnen eksisterer og Helligånden eksisterer til alle tider og altid, i al evighed. Der er ingen tid i Gud, ingen efterfølgelse af før-og-efter. De evige forløb i Gud, er ét med Hans tidsløse essens og eksisterer altid i en uforanderlig natur. Tidsløst, og uforanderligt. Der er en orden i treenigheden, mht. personerne - som første, anden og tredje, men de skal ikke forstås i prioriteret rækkefølge, som fx at den ene er bedre end den anden. Det er en naturlig orden, og kaldes også af og til en oprindelsesorden ift. principper, men ikke ift. nogen start eller begyndelse. For der er ingen begyndelse i de evige personer. Sønnen er Faderens lige i ophøjethed, såvel som Helligånden også er det. For ophøjethed er en perfektion i naturen, og den guddommelige natur er én og udelt i de tre personer. Grundet Treenighedens udelelige essens, så er hver person også i hinanden i Treenigheden. Fx siger Herren at "Jeg er i Faderen og Faderen er i mig (Johs 14,10). De guddommelige personer er lige mægtige, for magt, ligesom ophøjethed, er en perfektion som følger det naturlige, og den guddommelige natur er én og den samme i de tre guddommelige personer. Den Tredje Person i Den Hellige Treenighed er altså Helligånden. Det er et personligt navn, men det er ikke et essentielt navn. Siden Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen som fra et almindeligt princip, så er det passende at dette navn skulle være noget som er lig Faderen og Sønnen. Kirkelæreren Skt. Augustin siger fx at "Faderen er en ånd, og Sønnen er en ånd. Faderen er hellig, Sønnen er hellig." Derfor er Helligånden et passende navn som tildeles til den tredje person i Treenigheden. Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen, ikke fra Faderen alene. Hvis Helligånden ikke var fra Faderen og Sønnen, ville der ikke være nogen relativ opposition i relationen mellem Sønnen og Helligånden, og disse to ville virkelig kun være én person. Dette er i konflikt med sandheden om Treenigheden, og ergo er det altså sikkert at Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen. Sønnen, evigt født af Faderen, udgør med Faderen det princip hvorfra Helligånden udgår fra. Det lyder lidt teknisk, men det betyder egentlig bare at Helligånden udgår fra den kærlighedsrelation som er mellem Faderen og mellem Sønnen. Det er dét eneste princip som Helligånden funderes på. De guddommelige personer er ét i alt, men de er ikke modsætninger mellem hinanden. De udgør hinanden og er alle i hinanden. Når Helligånden udgydes fra Faderen og Sønnen, så gør de et samme og ikke i modstrid til hinanden. Derfor, er Faderen og Sønnen ét princip hvorfra Helligånden udgår. Selvom kærlighed altså også er et essentielt navn for Gud, så bruges begrebet også som et personligt navn i Gud, og som sådan er det passende til den tredje person i Treenigheden, Helligånden, som er kærlighed. Faderen og Sønnen elsker hinanden ved Helligånden, dog ikke sådan at Helligånden er princippet for den kærlighed, for Gud er kærlighedens essens, og ikke ved en person. Navnet "Gave" i Gud er et personligt navn. Et rationelt væsen (dvs enten mennesker eller engle) kan besidde Gud enten gennem én af personerne i Treenigheden som så er givet til skabningen. Dette navn "Gave" i Gud passer til den tredje person i Treenigheden. En gave er kærlighedens frugt. Kærlighed i sig selv som dikterer dét at give, er den første gave. Ergo, så er Helligåndens navn passende nok "kærlighed". Han er også passende kaldet "gave". Skt. Augustin siger fx "Ved gaven som er Helligånden, gives der mange partikulære gaver til Kristi medlemmer."

Helligåndens 7 nådegaver løfter sjælen op til Gud

Helligånden er altså Guds kærligheds ånd, som både er Hellig, og altså er ånd. At noget er Helligt vil sige, at det er perfekt rettet og ordnet mod Gud. At noget samtidig er ånd, vil sige at det sætter i bevægelse. Helligånden er altså den bevægelse af kærligheds og sandheds ånd, som udgår mellem Faderen og Sønnen, fordi de begge er af ånd. Sjælen som altså selv er af ånd, og kommer fra Gud, sættes altså i bevægelse af den Helligånd som kommer fra Gud Faderen og Sønnen. Noget bevæger, og noget bevæges. De 7 nådegaver som tilknyttes Helligånden, er åbenbaret og forudsagt i Det Gamle Testamente, hos profeten Esajas. De er Visdom, Forstand, Råd, Styrke, Kundskab, Fromhed og Gudsfrygt. De 7 nådegaver knyttes respektivt til de 3 teologiske dyder og 4 kardinaldyder. Nogle af Helligåndens nådegaver er både gaver og dyder, mens andre er en afledt effekt af dem.

Forstandens gave

Mennesket har fra naturens hånd en magt til at trænge ind til selve betydningen af ting, og til at forstå virkeligheden i dens essens. Dette er sindets naturlige kraft, intellektet eller forstanden. Men mennesket har behov for mere end bare det naturlige intellekt for at forstå målet for sin eksistens, og midlerne til at opnå dette mål. For at nå dette mål og indfri dette potentiale så skal mennesket bruge den overnaturlige gave, som er den overnaturlige forstands lys. Dette lys tildeler ikke specifik videnskabelig viden om guddommelige ting, så mennesket kan ophøre ved at kende til dem gennem tro. Ved denne gave, som er overnaturlig lysende forstand, så kan mennesket kende til troens mysterier på en sikker måde, men uperfekt. Dette menneske ser altså at disse mysterier ikke indeholder nogen modsætninger, og han samtykker til disse mysteriers sandhed, ud fra Guds ord, som han gennem troen betragter som sande. Forstandens gave giver viden om de trossandheder, og også ting underordnede troen, som fx menneskelige handlinger som udspringer af tro. Ergo er denne gave ikke rent spekulativ eller teoretisk, den er også utroligt praktisk eller ledende. Man kan faktisk observere den helt konkret. På samme måde som at kærlighed, som er Guds kærlighed, nåde og venskab, findes i alle som er i en tilstand af helliggørende nåde, så vil også forstandens overnaturlige gave findes i dem.

Omvendt, uden helliggørende nåde, så er der ingen som har denne overnaturlige forståelses nådegave. Helt konkret, så bliver man altså et åndeligt dummere menneske når man er udenfor Guds nåde, og ikke er gode venner med Gud. Forståelsens overnaturlige gave, tildeler menneskets sind troens lys. I dette lys, gør visdommens gave, én af de øvrige nådegaver, mennesket i stand til at vurdere ret ift. guddommelige ting, hvor kundskabens gave gør ham i stand til at vurdere korrekt ift. skabte ting. Rådets gave gør ham i stand til at vurdere med visdom og og kundskab ift. individuelle menneskelige handlinger. Den 6. saligprisning, "Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud", passer til den overnaturlige forstands gave. For der er denne særlige renhed i sindet og i hjertet som, når renset for onde fantasmer, forstår troens sandhed. Sådan en forståelse mulgigør at man ser ser Gud i jordens skabninger, og gør at man vil se Gud herefter i den salige himmelske skuen. Én af Helligåndens frugter er fx også tro, dvs. troens sikkerhed, og denne modsvarer også den gave som er åndelig forstand.

Rådets gave

Helligåndens gaver disponerer sjælen til at agere dydigt i henhold til nådens bevægelser i sjælen (genbesøg evt. indlægget om sjælen, og om nåde, hvis du skal have banket noget rust af her). For så vidt at naturlig råd er fornuftens undersøgelse (dvs. det tænkende sind) som går forud for viljens beslutning, og er derfor en slags selv-rådgivning, på samme måde er overnaturligt råd den guddommelige hjælp og vejledning som tildeles af Helligånden. Overnaturligt råd, er derfor en af de syv gaver fra Helligånden. Disse gaver er altså hjælp fra Helligånden til at leve dydigt, og rådets gave er i særlig grad en hjælp til at efterleve den dyd der hedder klogskab, én af de fire kardinaldyder. I modsætning til os, har Himlen ikke behov for rådets gave, fordi deres mål allerede er opnået, nemlig at komme i Himlen. Men den overnaturlige oplysning som hjalp dem til at komme hjem, bliver i dem. Derfor, så beholder Himlen og alle dets skabninger deri, rådets gave. Rådet viser os altså hvordan vi bedst skaber sammenhæng mellem midler og mål. Fx er barmhjertige handlinger, så vidt at de er åndelige eller kødelige, nogle af de bedste ting et menneske kan udøve for at komme i Himlen. Derfor, så er rådets gave i særlig grad rettet mod kærlighedsfulde og omsorgsfulde handlinger. Det er altså rigtigt at sige, at rådets gave passer til den 5. saligprisning, "Salige er de barmhjertige, for de skal vises barmhjertighed" (Matt 5,7).

Fromhed

Fromhed er den dyd som disponerer et menneske til at vise en passende mængde ærbødighed, ære og veneration til de som besidder en særlig plads, og til de som har opnået en særlig gevinst. Det er fx helgener, fromme rollemodeller og naturligvis JESUS KRISTUS og Vor Frue. Man viser først fromhed til Gud, den højeste og mest fremragende skabning, og giveren af alle gode gaver. Dernæst, viser man fromhed og veneration til forældre. Herudover, fromhed er den passende reverens og respekt til slægtninge, til overordnede i Kirke og måske stat, til regeringsledere og allierede samt venner (bemærk, da Aquinas skrev dette, var Kirke og stat ikke adskilt!). Fromhed som er rettet mod forældre, hvor man udviser ære og respekt, kaldes broderlig fromhed. Det er en dyd, og består i mere og andet end passende udadvendt adfærd, men involverer også hjerte, sind og vilje. Det betyder at se efter ens forældre, støtte og hjælpe dem, ofre sig for dem og give dem hjælp og omsorg i deres høje alder, og se til at de undgår sygdomme. Fromhed er en særlig dyd som udspringer af retfærdighed. Den er specifik på den måde, at man står i særlig gæld fordi man eksisterer. Først til Gud, og dernæst sine forældre. Den samme dyd rækker også til de som repræsenterer princippet om åndeligt og politisk borgerskab, dvs. ledere i Kirke og regering. Fromhed og religion er to dyder. De er aldrig modsætninger, for dyder kan aldrig gå imod hinanden. Men når man gør dydige handlinger, kan man let befinde sig i modstridende omstændigheder. I sådan et tilfælde, må den nødvendige tilbedelse af Gud aldrig negligeres eller ignoreres, ud fra en misforstået fromhedspligt mod fx sine forældre. På den anden side, kan pligten mod ens forældre aldrig fejes til side af hensyn til religionens hensyn. Fx vil det være forkert ikke at lade sig selv eller sine børn døbe, fordi forældrene ikke billiger sådan en handling. Gud først, altid. Men omvendt, vil det være forkert at negligere syge eller trængende forældre, blot fordi man bidrager til velgørende organisationer, eller andre religiøse sammenslutninger. Fromhed er altså også en gave, og en dyd. Fordi fromhed som dyd disponerer en person til at ære de som er fremragende, og som gør gode ting på vegne af en person, så ærer fromhed Gud, forældre, slægtninge og land. Når vi taler om den overnaturlige fromhed som er en gave fra Helligånden, så taler vi om den gave som en person udøver - den overnaturlige broderlige fromhed mod Gud, og at man tilbeder ham som den alt perfekte og alt elskende Fader. Sagtmodighed fjerner de forhindringer i sjælen, som står i vejen for at udøve fromhed mod Gud Faderen, og det siges at denne fromhedsgave passer til den anden saligprisning: "Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden" (Matt 5,5).

Kundskabens gave

Mennesket har brug for at fatte troens sandheder, og denne har han gennem kundskabens gave. Et menneske har også behov for at dømme og vurdere rigtigt, i lyset af troen, i alle forskellige situationer i livet, og dette kan mennesket gennem kundskabens gave. Denne kundskabens gave vedrører menneskelige og skabte ting, for så vidt at de omhandler troen på en eller anden måde. Kundskabens gave handler primært om det man kalder spekulativ viden, fordi det handler om sikkerhed i at bedømme ting som ligger indenfor troens lys. Men alle skabningers viden som peger mod Gud og troen må indikere, på en eller anden måde, hvad en person skal gøre når han stræber efter at gå troens vej og efterstræbelsen af viden. Ergo, kundskabens gave er ikke fuldstændigt spekulativ, men den er også praktisk. Den tredje saligprisning, "Salige er de som sørger, for de skal trøstes" svarer til kundskabens gave. For kundskab i skabninger i henhold til Gud og troens lys, handler om kundskab ift. hvordan mennesket fejler i relation til alle skabte ting, og mister sit sande gode ved at sætte sin lid til dem. Ergo, kundskab involverer en slags sorg for synd, dvs. frugtbar sørgen.

Visdommens gave

At være vis er at kende til de dybeste årsager til den viden man besidder, og gebærde sig på en passende måde i relation til den viden man besidder. Fx vil en vis læge kende til de fundamentale medicinske principper. Begrebet visdom, på en simpel måde, betyder viden om den højeste årsag der findes, nemlig Gud. Ud fra denne viden kommer der klar dømmekraft om alt, dømmekraft som er skabt i Guds guddommelige lys. Denne dømmekraft kommer vha. Helligånden. Visdom, er altså en gave fra Helligånden. Visdom, forstået sådan at det også har kraften til at lede menneskets vilje i henhold til kærlighed, sidder i menneskets intellekt. Visdom er i det praktiske intellekt, men også i det spekulative intellekt jf. ovenfor. For det er ikke bare abstrakt viden, det har også indflydelse på handlinger, fordi det også påvirker menneskets adfærd og retning. Det er viden og gøren. Visdom er en gave fra Helligånden, og sætter mennesket i stand til at bedømme korrekt ud fra guddommelige ting, og til at bedømme ting ud fra guddommelig kærligheds lov, som er i mennesket. Visdom forudsætter altså kærlighed, og fordi at kærlighed forsvinder i tilfælde af dødssynd, således gør også visdommen. Det skal altså forstås sådan, at man ikke er et vist menneske hvis man bryder sin relation til Gud. De som er fri fra dødssynd og er i en tilstand af helliggørende nåde, har kærlighed og også visdom. Skt. Augustin siger, at der er en særlig lighed ift. visdom og de som stifter fred. For han siger "...visdom tilkommer fredsstiftere, i hvem der ikke er nogen oprørsk bevægelse, men kun lydighed til fornuften." Ergo, den 7. saligprisning, "Salige er de som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn", modsvarer visdommens gave.

Styrke

Helt klart en dyd. Det er præcis den dyd som sætter et menneske is tand til, under de største vanskeligheder og den største modgang, at stå imod og holde fast i målet. Det er den dyd, styrken at stå op imod store farer og vanskeligheder. Siden styrke har en særlig karakter, et særligt mål og formål, så tjener styrke det gode på en særlig måde, og er en særlig dyd. Den er særligt adskilt fra andre dyder, og har sin egen særlige karakter. Styrke fjerner den frygtens lammelse som ville forhindre et menneske i at se fare i øjnene. På den anden side, så modererer den også vovemod eller mod, som uden denne moderation, ville tilskynde til impulsive og ineffektive handlinger. I den strengeste fortolkning, er styrken en dydig art af mod som sætter mennesket i stand til at se døden i øjnene, eller andre store farer. Den er en krigerisk dyd, som forsvarer retfærdighed når den er truet, selv under dødelige omstændigheder. Et menneske som kan møde døden med styrke, er heller ikke skræmt af mindre farer. Har man styrkens dyd, så vil man forsvare retfærdigheden, og selv i åndelig eller fysisk kamp, fordi fjenderne altid vil forsøge at forhindre os i at nå vores frelse. Styrken er heltemodig dyd, martyrens dyd er heltemodig. Selvom man føler angst, så kan man stadig gennem styrke, vælge dyden og martyriet til. Styrke og vedholdenhed forstærker naturligt nok folk i krig og kamp, og at praktisere troen i det offentlige rum uden frygt for forfølgelser. Styrke sætter også mennesket i stand til at udvise omsorg for de syge, begrave de døde og sågar uden frygt for infektion og sygdom. En vigtig ting ved styrkens dyd, er ikke kun selve det at udholde modgang og farer, men også at se affærer til ende, at vedholde, udholde og stå igennem. Det er ikke bare at se farer i øjnene, men også at udholde. Det modige menneske elsker styrken og modet som noget godt i sig selv, og noget man efterstræber at besidde, bevare og lade manifestere i handlinger, når det er påkrævet. Styrke er ikke kun fysisk (men også fysisk) - det vigtigste er sjælens styrke, troens styrke, at man glæder sig over sin udholdenhed. Der er ingen glæde ved at opleve døden, eller smerte eller hårdhed, men man kan glæde sig over sjælens evne til at udholde modgang. Styrke er en dyd som møder farer mens de opstår, og ofte pludseligt og uden varsel - men styrke er en dyd som udholder, fordi den er forankret i sjælen som en vane, og involverer derfor eftertænksomhed og forberedelse, således at man også forberedes på modgang og spirituelle angreb. Helt konkret fx ift. fasten, åndelige prøvelser m.v. Ifm. styrkens udlevelse, kan vrede også godt opstå, som sådan i moderat form, som er under kontrol af intellektet og viljen. Styrke er en fundamental kardinaldyd. Det er en hjælp til alle andre dyder, og er et bolværk af udholdenhed. Den hjælper andre dyder opnå deres mål, uanset hvad der står i vejen for dem. Styrke er ikke den mest fremragende dyd - af de 4 kardinaldyder er visdom den første, retfærdighed den anden, styrke den tredje, og mådehold den fjerde. Visdom og retfærdighed knytter sig til kærlighed ift. hvad sjælen retter sig mod, mens styrke og mådehold hjælper med at korrigere viljen væk fra ting som er mindre gode, men som tiltrækker den. Nogle lægger til viljen, og andre tager fra.

Gudsfrygt

Den sidste og vigtigste nådegave, er gudsfrygt. Frygt er generelt en vigen tilbage for ondskab. Ergo, kan vi ikke frygte Gud i sig selv, fordi Gud er uendelig godhed. Men man kan sige at frygte Gud i den forstand, at frygte det onde at blive adskilt fra Gud ved synden, og i den forstand blive udsat for hans syndestraf. Frygt kan kaldes tjenstlig (eller "servil") frygt når det alene sigter til frygten for straf. Den kan kaldes broderlig frygt når det primært handler om frygten for at fornærme Gud, vor elskede Fader. Mellem disse to typer af frygt, er indledende frygt, som egentlig er begyndelsen på broderlig frygt, og adskiller sig fra den kun som det uperfekte adskiller sig fra det perfekte. Der er en anden type frygt, som kaldes verdslig frygt, som er frygten for at miste temporale ting, som hjertet klamrer sig til, som om det var det ultimativt gode. Den verdslige frygt er altid ond, for den nedsætter Gud og evigheden, og frygter kun tabet af skabte goder. Tjenstlig frygt er god for så vidt at den anerkende de ondskaber som synden medfører, men i sig selv er den ikke god, bare fordi den er tjenstlig. Den skal altså rettes mod noget. Tjenstlig frygt er altså god, når den lader en person vokse i endnu større og ædel type af frygt, og gennem dette til kærlighed og omvendelse. Frygt kan altså godt motivere og bevæge. Men tjenstlig frygt er essentielt anderledes end broderlig frygt. Den tjenstlige frygt foragter straffen, mens broderlig frygt er bange for at fornærme Gud. Disse to typer frygt adskiller sig i deres specifikke objekter, og derfor også fra hinanden. De er altså motiveret af to forskellige ting. Men tjenstlig frygt har et godt aspekt i sig selv, og i den forstand at den kommer fra Helligånden. Men den er ikke den gave fra Helligånden, som vi kalder frygt. Ergo, tjenstlig frygt, for så vidt at det er godt, kan blive i den sjæl som har kærlighed, dvs. er i en tilstand af helliggørende eller vanemæssig nåde, og derfor i venskab med Gud. Som før nævnt, så er visdom summen af kendskab til Gud og viljen til at tjene og besidde Ham. I begyndelsen selv af visdom er troen, fordi vi kender Gud gennem tro. Men i begyndelsen af visdom, i den forstand at det som opildner og bevæger én til at være vis, er frygt. Denne begyndende visdom er både tjenstlig og broderlig, fordi sådan en frygt motiverer et menneske og foranlediger ham til at kultivere visdom. I den forstand er "frygt for Herren begyndelsen på al visdom" (Sl 110). Indledende frygt, er altså begyndende frygt. Og både tjenstlig og broderlig frygt kan i en vis forstand være begyndelsen på at frygte Herren. Men indledende frygt er tættere på broderlig frygt end tjenstlig frygt, og i en vis forstand en uperfekt form af broderlig frygt. Broderlig frygt for Herren er én af de syv gaver fra Helligånden. Med den ærer vi Gud og undgår det som adskiller os fra Ham. Broderlig frygt øges med kærlighed, for jo mere man elsker Gud, jo mere frygter man at fornærme Ham. Tjenstlig frygt mister dens funktion og "tjenstlighed" når kærlighed forøges, og da frygten for Guds straf formindskes, så gør den det i lyset af kærligheden. For kærligheden fikserer sjælen mere og mere på Gud, og på tanken i sig selv, og selv de straffe man fortjener, vil da blive mindre og mindre Og da, endelig, den eneste frygt i den kærlighedsfyldte sjæl er altså den broderlige frygt. Broderlig frygt vil eksistere i en perfekt tilstand i Himlen. Den kan ikke være den samme som den var i det tidlige liv, for i Himlen er al mulighed for at miste og fornærme Gud, forsvundet. Tjenstlig frygt findes ikke i Himlen. Den første saligprisning, "Salige er de fattige i ånden", modsvarer denne frygtens nådegave. For hvis et menneske frygter Gud perfekt, som han gør med denne gave, så vil man ikke med stolthed søge ære eller rigdom, men denne sjæl vil være ydmyg og fattig i ånd.