Hvor bliver konvertitterne af?

En jødisk kvinde får en åbenbaring af Vor Frue under sin fødsel

Der er generelt en udbredt myte om, at den katolske kirke i Danmark, er det hurtigst voksende kristne fælleskab. Misforståelsen beror typisk på de meget høje konversionstal, som man årligt kan glæde sig over, hvor folk med Helligåndens hjælp har valgt Kristus til. Det er naturligvis en stor glæde at folk vil være katolikker, men kigger vi ind bag netto - og bruttotallene, og ser hvorledes tendensen er på bundlinjen i antal medlemmer, så forslår det desværre som en vis håndværker et lunt sted. Kirken står overfor et demografisk medlemskollaps, og som jeg har redegjort for før (her, det bør du læse før du læser denne, eller læse detigen for at få en tydeligere kontekst), så er bispedømmets økonomiske situation en afledt effekt af adfærden hos de mennesker som agerer i bispedømmet. Medlemstallene afslører en dramatisk udvikling om meget få år, og effekten kommer til at slå igennem meget, meget snart. Det her bliver vildt at opleve!

Overblik: Nettoudviklingen i medlemstal

På bispedømmets hjemmeside, kan man finde en meget simpel oversigt over udviklingen i medlemstal og sakramentalt liv almindeligt set. I 2024 var der således 529 dåb, og 84 konversioner. Ialt, en medlemstilgang på 613 nye medlemmer. Det er selvfølgelig en meget positiv udvikling, men skal ses i lyset af afgangstallene. Dem kan vi også læse, og udgør 250 begravelser og 115 udmeldelser. Bemærk altså, afhængigt af om man indregner dåb som reel medlemstilgang eller ej, så er tilgangstallet enten positivt eller negativt. Hvis vi er flinke, og indregner dåb som medlemstal (hvilket jo giver mening), så ser vi en svag tilgang på 248 medlemmer pr. årsbasis, som er 0,44% af den samlede katolske befolkning på ca. 56.000. Tilgang 2024

• Dåb: 529

• Konversioner: 84

• I alt: 613 nye medlemmer
  

Afgang 2024

• Begravelser: 250

• Udmeldelser: 115

• I alt: 365 tabte medlemmer

Nettoresultat

• +248 medlemmer

• Det svarer til ca. +0,44 % af den samlede katolske befolkning.

På papiret vokser bispedømmet altså stadig – men væksten er meget moderat og helt afhængig af dåb og konversioner. Uden dem ville der være tilbagegang. Bemærk at afgangstallet i sig selv er markant større end konversionstallet. Der er ca. 50% flere udmeldelser, end der er konversioner. Det er et faresignal.

Dåbstal: højt – men uholdbart relativt set

Dykker vi ned i dåbstallene, er der en smule mere håb at spore. Dåbstallet er relativt højt, og min fornemmelse er at det mest er båret oppe af indvandring og kulturkatolikker, mere end det er båret oppe af organiske, unge storfamilier med høj fertilitet. Det er altså primært drevet af indvandring, og motivet for at blive døbt må synes at være kulturelt betinget.

• 529 dåb ud af 56.053 medlemmer

• Det er ca. 9,4 dåb pr. 1.000 katolikker
  

Det kritiske

• Kun 10.532 er under 16 år (ca. 18,8 % af populationen).

• Det er lavt for et trossamfund, der skal reproducere sig selv.

Vi kan ikke reproducere den nuværende medlemsbase med så få unge mennesker. Især ikke, når kun ca. 1600 formelt er medlem af DUK, eller i øvrig berøring med resten af den katolske ungdom (hvis den da findes). Børneandelen her, er alt for lille til at skabe langsigtet stabilitet. Det er også et meget stort faresignal, hvis vi ønsker at øge dåbstallene.

Vielser - kritisk lavt niveau!

Her er kanariefuglen i guldminen. Antallet af vielser er nok den største indikator på, at bispedømmet har ramt isbjerget, og tager vand ind. Hurtigt. Her ser vi så lav en vielsesfrekvens, at det er tydeligt at de fleste katolikker bliver absorberet af den sekulære kultur. Og selv de som gifter sig, må antages at have en relativt lunken praksis i relation til det antal vi ser af præstekald, hvilket jeg har berørt i et tidligere indlæg. 90 vielser ville i 1950 have medført 1 præst pr. 3 drengebørn, hvilket ville være 200 præster hvis hver familie fik 5,5 børn i gennemsnit. Men de får færre børn, de bruger højst sandsynligt prævention, hvis de overhovedet har en katolsk praksis er det heller ikke sandsynligt at de bidrager til bispedømmet i nogen meningsfuld kulturel forstand.

• 90 vielser blandt 56.053 katolikker

• Ca. 1,6 vielser pr. 1.000 medlemmer

Hvad det indikerer

• Mange katolikker:

  • gifter sig borgerligt

  • gifter sig i andre kirker

  • eller gifter sig slet ikke

Husk at familier medfører dåb, der medfører præstekald og medlemmer, der medfører flere dåb. Det er hele fødekæden der er brudt. Det er en katastrofe.

Konversioner vs. udmeldelser: Ingen griber konvertitterne (generelt set)

Som nævnt før, er dette tal også relativt set interessant, fordi det indikerer bispedømmets evne til at gribe de ressourcer det får tilført, og får dem til at fastholde en katolsk kultur. Konvertitter kan også potentielt gifte sig eller blive præster, men vi ser ingen af delene. Til gengæld ser vi et nettotab, fordi antallet af udmeldelser markant overstiger andelen af konversioner. Der er hul i spanden, og skibet tager vand ind.

• Konversioner: 84

• Udmeldelser: 115

• Netto: –31
  

Kirkegang: stabil minoritetskultur – dem der rent faktisk betaler

Husker man pastoralrådsmødet fra i år, vil man huske at det samlede antal kirkeskattebetalere udgjorde ca. 9000 pr. år. Det er altså hele den kohorte af mennesker der rent faktisk møder op til messerne. Dem der kommer ind i kirken, betaler faktisk og er utroligt loyale. Men kirken formår ikke at aktivere undergrundsmedlemmerne, fordi de allerede her - antager vi - har taget et aktivt eller passivt valg om ikke at deltage i kirkelivet. Det er altså med til at illustrere at kirkens kampagne om at betale mere, falder for døve øren. De penge der er at hente i medlemsbasen, er allerede hentet ind.

• 15 % kirkegang

• ca. 8.400 regelmæssige kirkegængere
  

Positivt

• For danske forhold er 15 % relativt højt.

• Tyder på et engageret kerne-segment.

Negativt

• 85 % er perifere eller passive medlemmer.

• Risiko for, at mange kun “eksisterer på papiret”.

Hvis vi antager en gennemsnitsalder på 68 i medlemsbasen, hvad kan vi så forvente på kort og langt sigt?

Hvorfor en gennemsnitsalder på 68 er et katastrofetal

Med en gennemsnitsalder på 68 år vil et tydeligt og varigt fald i medlemstallet sandsynligvis begynde inden for 5–8 år, og blive drastisk og strukturelt ca. 10–15 år ude – altså allerede i 2030’erne. Vi er allerede nu blinde for den afgrund vi står overfor, og fremtiden kommer ikke til at afgøres af 300 boomere i en debatgruppe på sociale medier. Den vil blive afgjort af fromme, praktiserende og asketiske familier med en stærkt ortodoks tro, som får mange børn og tjener Herren. Alle erfaringer de sidste 2000 år, indikerer netop dét faktum. Lad os se på faserne vi står foran, hvis vi antager en gennemsnitsalder i bispedømmet på 68 år (sådan ca.)

Lidt generelt set, så indebærer en gennemsnitsalder på 68 typisk:

• En meget stor andel 70+

• En markant mindre gruppe i 30–50

• En meget lille gruppe i 20–35 (dem, der normalt får børn og gifter sig)
  

Det betyder:

• dødeligheden accelererer nu, ikke senere

• dåb begynder at falde meget snart

• vielser vil næsten ikke kunne løfte noget strukturelt

Hvad betyder det for bispedømmets medlemstal?

Begravelser: den hurtige accelerator

I dag:

• 250 begravelser/år
  

Med en gennemsnitsalder på 68 år er det realistisk, at vi vil se:

• 300–350 begravelser/år inden for 3–5 år

• 450–600 begravelser/år inden for 10 år
  

Alene her ryger hele den nuværende netto-tilvækst af medlemmer.

Dåb: Faldet kommer tidligere

• Dåb i 2024: 529

Men:

• færre i fertil alder

• få kirkelige vielser

• høj gennemsnitsalder blandt aktive medlemmer i bispedømmet

Antallet af dåb kan begynde at falde allerede i anden halvdel af 2020’erne, fx:

• 450 → 400 → 350 over en 10-årig periode.

Lad os med de tal in mente, prøve at bygge en tidslinje som er opdelt henover forskellige faser. Det byggede jeg også lidt for sjov i et tidligere indlæg, men her kan vi blive mere konkrete over medlemstallene i hvert enkelt fase, nu hvor vi kender medlemstallet i dag.

Fase 1 – Skjult knæk (2025–2029)

Det er her vi er i dag. Kigger du ud i en ordinær menighed, vil du mest se gråhårede mennesker og meget få, hvis nogen familier. Det kan se stabilt ud på overfladen, men allerede nu ser vi en stor andel af begravelser. Effekten er ved at slå igennem. Indenfor få år, vil vi se en negativ udvikling i det overordnede nettotal på medlemssiden.

Fase 2 – Synligt fald (2030–2035)

• Årlige nettotab på –300 til –600. Vil vi se en eskalerende udtynding af medlemsbasen i sognene, og mere plads til benene så at sige. Færre vil engagere sig. Den onde spiral vil bide sig fast for alvor.

• Menigheder mister kritisk masse. Igen, vil vi se det på graden af frivillighed. Allerede nu kan vi se at der er et faldende engagement til menighedsråd og pastoralråd.

• Præstemangel forværres. Den er allerede nu kritisk, hvis det overhovedet er noget dækkende ord. Denne tendens har jeg uddybet før, men den vil naturligvis også afspejles på konversionssiden. Møder du ikke præster, vil du ikke konvertere. Det er klart.

• Kirkegang falder under 10 %. Det er kirkeskattebasen der langsomt eroderes her. Her vil vi også se stigende udgifter til bygningsmasse - alarmklokkerne blinker allerede nu!

Fase 3 – Strukturelt kollaps (2035–2045)

• Medlemsbasen kan falde 20–30 %. Vi vil se et fald fra 9000 til 5000, et markant fald i sogne, nedgang i økonomi, sakramentalt liv m.v. Det bliver en ny normal.

• Mange sogne kan ikke opretholdes. Udgifterne vil stige mærkbart her.

Et simpelt regnestykke (konservativt, men realistisk)

Antag om 8–10 år:

• Begravelser: 500 om året

• Dåb: 380 om året

• Konversioner: 60 (men kan også vendes af kulturelle årsager)

• Udmeldelser: 150 hvis ikke flere.
  

• Tilgang: 440

• Afgang: 650

• Netto: –210/år

Og dette er et mildt scenarie.

Hvad er mest alarmerende ved den nuværende tendens

Det er ikke kun dødeligheden. Det er overvægten på samtlige parametre, at vi vil se et fald i lederskab, frivillighed, sakramentalt liv, indtægter, præstekald (hvis det ikke allerede er kollapset) - find selv på flere. Til sammenligning havde man før koncilet en fertilitet på 5,5 børn pr. familie i gennemsnit, hvor ca. hver 3. dreng blev præst. I oldkirken blev 30% af romerriget kristent på ca. 100 år. Udviklingen kan altså også vendes over et par generationer, men det ændrer ikke ved at den nuværende kultur, eller mangel på samme, er en sygdomskultur som egentlig kører på pumperne. Allerede efter koncilet kunne man se det i tallene, så dem der er tilbage i dag, er de sidste loyale stormtropper fra de idealistiske koncilsdage, som reelt havde en anden og mindre konsistent trospraksis. De fik ihvertfald meget få til ingen børn.

Målt på antallet af seminarister, er FSSPX næsten den største orden i kirken i dag, kun overgået af jesuitterne. Som også er i et lodret fald. Tyg lidt på den.