top of page

Hvad er sjælen egentlig?


Noget der adskiller "de kirkelignende samfund" fra traditionel katolsk kristendom, er at vi faktisk har en sammenhængende og konsistent antropologi. Det vil sige, at vi kan forklare hvad det vil sige at være menneske, og hvorledes relationen mellem Gud og mennesket rent faktisk virker. Man kan ikke tale om mennesker, uden at tale om sjælen, for sjælen er det fuldstændigt afgørende for alles frelse. Derfor er vi nødt til at vide en hel del om den, for at forstå alt det der påvirker den. Uanset om det er sakramenterne, nåden, vores bønsliv, Gud, og ja, sågar den faldne verden og hans prins. Alt påvirker sjælen, i en eller anden grad. Jeg bruger her de thomistiske begreber og systematikker for at forklare hvad sjælen er. Det kan virke en anelse komplekst, og det er det også. Men det er nødvendigt. Jeg forsøger at gøre det så enkelt som muligt, hvor det er muligt. Allerførst, er en sjæl det livgivende princip i en levende krop. Sjælen aktualiserer, det vil sige "levendegør" en krop så den er levende, og derfor er den også den substantielle form, som gør den levende krop til den specifikke levende krop den er. Det er uanset om det er plante, dyr, eller menneske. En plantes sjæl og et dyrs sjæl kaldes materielle sjæle - ikke fordi de er skabt af materie og stof, men for at indikere at de afhænger af den kropslige organisme, som de er bestemt til og levendegør. Sjælen er altså en substantiel form, den former så at sige noget, og giver form til noget.

Den menneskelige sjæl, er en ikke-kropslig substans, som er belønnet med intellekt og vilje. I dette liv har den menneskelige sjæl en udvendig (eller "ekstrinsisk") afhængighed af kroppen, men ikke en intrinsisk, dvs. "indre" afhængighed. Det vil sige, den kan eksistere og operere som sådan, selvom den adskilles fra kropppen. Og det betyder, at den sandt for dyden er en subsistent substans, dvs. den holdes levende af sig selv (og af Gud). Planters og dyrs sjæle er ikke subsistente substanser. De kan ikke eksistere og operere som sådan uden plantens og dyrets krop. Det er altså den komplette krop, plante eller dyr, som eksisterer og agerer som sådan, altså per se. Materielle sjæle, dvs. plante - og dyresjæle er derfor ikke subsistente substanser. De er bundet til deres materie, dvs. vegetative tilstand eller dyriske kød.

Den menneskelige sjæl er derimod susbsistent, men selvom den er en komplet sjæl, er den ikke komplet menneske. Det komplette menneske er altså en sammensætning af krop og sjæl. I modsætning til hvad Platon mente, så er kroppen ikke et fængsel for sjælen, og sjælen udgør heller ikke et menneske. Mennesket er en enkelt substans af både krop og sjæl, men sjælen kan eksistere og udføre dens handlinger selvom den adskilles fra kroppen. Derfor er den menneskelige sjæl en åndelig substans. Den er et element af den menneskelige bestanddel, men i sig selv har den ikke nogen bestanddel eller sammensætning. Der er intet materie, intet stof i den. Den er en substantiel, åndelig form, og den er altså ånd. Den substantielle og subsistente form, kan ikke forfalde, brydes op eller ophøre med at eksistere. Det skyldes at der ikke er nogen materielle elementer i den, eller nogen dele som kan forvitre. Derfor er sjælen også udødelig. Den har ingen intrinsisk afhængighed af stof eller materie, så den afhænger ikke af det for at virke og eksistere. Sjælen kan altså ikke dø eller forfalde, og den kan ikke korrumperes. Men den menneskelige sjæl er ikke af samme art, dvs. slags essens, som englene. Enhver engel er en art i sig selv, og engle har kun ligheder ift. at de er skabt af Guds vilje. Men en menneskelig sjæl er som en engel, for så vidt at den er en åndelig substans, men ulig en engel sådan at den er en åndelig substans som er skabt og designet til at være forenet med kroppen, Det er engle ikke. Igen, alle menneskelige sjæle er altså af samme art, hvor engle er hver sin forskellige art. Hver engel er altså sin egen. Det er ret enestående.

Så den åndelige sjæl hos et menneske, er altså den substantielle form af et levende menneske. Det vil sige, sjælen former mennesket, så det giver liv, retning og aktualitet hos mennesket. Den åndelige sjæl, som substantielt er forenet med materien, dvs. kødet, udgør et eksisterende menneske. En krop uden sjæl er ikke et menneske, og eksisterer ikke. Menneskets sjæl er ikke i sit legeme på samme måde som en hånd er i en handske, eller en roer er i båden. Den er ikke forenet med kroppen som en organist fx er forenet med sit orgel. Alle disse eksempler, er kvaliteter, dvs. de er accidentale. Men menneskets sjæl er forenet med kroppen, således at der er tale om en substantiel forening, hvor krop og sjæl tilsammen udgør én substans, nemlig den menneskelige.

Menneske, sjæl og intellekt

Alle mennesker har en sjæl, og alle mennesker har deres egen. Nogle gamle filosoffer troede at der var én universel sjæl til hele menneskeheden, men der er altså lige så mange sjæle som der er mennesker. Hvert menneske har altså sin egen sjæl, og det udgør for det enkelte menneske at det er levende. Menneskets intellektuelle og åndelige sjæl, er hans eneste substantielle form. Så når mennesket er en substans, så har han en form som "former" ham, til at være menneske. Vi kan altså ikke være en giraf, eller odder. Vi kan kun være mennesker, pga. vores sjæls formative effekt på vores kød. Mennesket har også et intellekt, i modsætning til planter og dyr. Ergo er mennesket grundet sin art, udgjort af et intellektuelt og åndeligt princip. Det er sjælen som giver os intellekt og ånd i ét. Den menneskelige sjæl får ikke ved sin skabelse dens viden fra naturen, som engle fx gør. Den må opnå og erkende sin viden. Og den får altså viden gennem forvaltning af de kropslige sanser. De kropslige sanser er således midler til sjælens vækst og udvikling, kræfter og fakulteter, forståelse, idéer og tankeudveksling. Derfor føder vores kropslige sanser vores sjæl med kvalitet, afhængigt af hvad sanserne påvirkes med. Det er bl.a. derfor det er ret vigtigt, at man ikke udsætter sin sjæl for potentielt skadelige ting. Sjælen er forenet til noget som hedder "primærmaterie", hvilket er lidt en filosofisk kompleks størrelse. Så det hopper vi lidt elegant over. Men for at gøre det kort, så er primærmaterie skabt af Gud før tid og rum, og eksisterer når det knyttes til en substans, dvs. "noget". Primærmaterie eksisterer ikke før det får en substantiel form, dvs. noget som "former" det. Alting har en form, og sjælen har fx også form. En substantiel form som er forenet med primærmaterie, udgør altså en eksisterende krop. Der er intet medium, ingen forbindelse af synlig slags, for denne forening af substantiel form og primærmaterie. Det er en umiddelbar øjeblikkelig forening. Derfor, er den menneskelige sjæl forenet umiddelbart og øjeblikkeligt med kroppen (ved undfangelsen!). Den substantielle form af en krop, hvad enten den er levende eller livløs, er i den krop den udgør, ud fra en helhedsbetragtning. Hænder, lemmer, hoved, arme er alle dele på kroppen, men kroppen er kun en perfekt krop, når den er komplet. Ellers har den nogle mangler, men er da stadig krop. Her kan vi tale om kroppens perfektion, ift. hvilke mangler den har. Et andet eksempel kan være, at den substantielle form som udgør en blok marmor og gør den til det den er, findes i hvert enkelt del af blokken. Alle dele er marmor, både de hele og afbrækkede dele. Det samme gælder delene på kroppen (Derfor hedder de jo kropsdele!). I planter er liv gennemgående til stede i hele den levende substans, i rødder og stilke, grene og kviste, og i blomster og frugt. Det livgivende princip er den substantielle form af planten, som gør den til en plante. Det er altså en perfekt plante, som har alle sine bestanddele og er perfekt med blade og alting. Den perfektion som findes i mindre substantielle dele, kan altså ikke mangle i de større dele. Det samme kan man sige om mennesket, at dets substantielle form er hele hans levende krop, og hele den ubrudte del af hans eller hendes krop. Men sjælen, som jo er forenet til kroppen, udfører ikke de samme operationer i alle dele af kroppen. Der er forskellige kropslige operationer, som sjælen bevirker. Derfor siger vi, at den menneskelige sjæl er til stede i hele dens essens i kroppen og i hver del af kroppen, men den er ikke dermed tilstede i hele kroppen fsva. kroppens operationer. Sjælen er altså primært rettet mod kroppen, og sekundært mod de enkelte dele.


De intellektuelle evner i den rationelle sjæl

I modsætning til planter og dyr, er mennesket anima rationale, dvs. rationel og intelligent sjæl. Sjælens intellektuelle evner hos menneskets, sidder i sjælen. De er intellekt og appetit, dvs. det vi kalder menneskets vilje. Menneskets intellekt (eller sind, eller forståelse) er først og fremmest en passiv kraft. Det vil sige, den modtager viden og finder ikke selv på den. Men intellektet er ikke passivt på en livløs måde, sådan som marmor er passivt under en skulptørs mejsel. Det agerer ikke for at skabe viden, men det reagerer til vidensmæssige indtryk. Det modtager viden og udtrykker det i sig selv på sin egen måde. I dette liv begynder al menneskelig viden med sanserne. Menneskets intellekt må derfor modtage viden fra sanserne. Den sanselige orden er til gengæld af den materielle og enkelte virkelig, mens intellektet er en åndelig kraft som griber universelle ting. Ergo er der nødt til at være en kraft, som hører til intellektets fakulteter, som forbereder sanseindtryk til det reelle intellekt. Der er nødt til at være en intellektuel "agens", dvs. medvirker som gør sanseindtrykkene forståelige. Dette er den specielle intellektuelle fakultet som kaldes "intellectus agens" eller det aktive intellekt. Derfor har mennesket disse intellektuelle fakulteter - det aktive intellekt, det egentlige intellekt (eller passive intellekt, intellectus possibilis) og viljen. Det aktive intellekt er en af sjælens fakulteter. Det hører til den intellektuelle orden, og ikke den sanselige orden. Det er ikke sandt, som nogle hævder, at der kun findes ét aktivt intellekt for alle mennesker, som gør ting forståelige for alle, på samme måde som solen gør alting synligt for alle. Det aktive intellekt er en fakultet af hver eneste sjæl. Intellectus possibilis, det egentlige intellekt, er det intellekt som rent faktisk forstår. Det vil sige, det beholder det som det forstår, og i denne funktion kaldes det intellektuel hukommelse. Ergo, er hukommelsen i den intellektuelle orden ikke en egenskab og evne som er adskilt fra intellektet, men det er intellektet i en bestemt funktion. Når man kommer i tanke om tidligere oplevelser, er hukommelsen en handling eller operation i intellektet, og ikke en særlig evne. Det hører til forståelsen, i forhold til at modtage og fastholde viden og indtryk.

Herudover hører det også til intellektet, at det forstår ting i mere eller mindre, men ofte ikke sammenhængende trin af punkter eller led, fordi intellektet kan tænke ting igennem. Det kan abstrahere og tænke ting til ende. Og i denne funktion opererer intellektet med fornuft, eller ræson. Det kan altså ræsonnere. Forstandens arbejde, ift. at forbinde konsekvensmæssige led og trin i tanken til at konkludere, kaldes altså den diskursive tanke. Menneskets fornuft er altså ikke en særlig fakultet, men er mere en procesmæssig operation eller handling i den evne som hedder intellektet. Ofte bruges menneskets fornuft, eller ræson til at angive menneskets rationelle natur, både ift. intellekt og vilje. Derfor taler vi om et menneskets evne til at "komme til fornuft" og at holde menneskets passioner "under fornuftens åg", dvs. at lade fornuften styre passionerne. Selvkontrol, med andre ord.

Kirkelæreren Skt. Augustin, laver en adskillelse mellem den højere fornuft, som kontemplerer over evige sandheder, og den lavere fornuft, som tænker på tidslige ting. Dette er egentlig bare det man kalder en "accidental" adskillelse i fornuften, dvs. en kvalitet eller egenskab, og ikke en opdeling eller fordobling af fakulteter eller evner. Fornuften i sig selv er ikke en fakultet som er adskilt fra intellektet, og derfor kan der ikke være variationer af de fakulteter. Når intellektet handler eller opererer, dvs. virker, og når det forstår sand dømmekraft, så kaldes intellektet altså for intelligens. Når man forstår noget, så demonstrerer man intelligens. Her må det siges, at ordet forstand eller forstå, altså viser at man "står overfor" et objekt som man kan gribe med intellektet. Det må også bemærkes, at det er fantastisk at vores såkaldte adskilte brødre og søstre kan påstå at vi ikke kan tale om en fri vilje rent forstandsmæssigt set, men de har heller intet sprog for hvorledes fornuften virker. At mennesket ikke kan bruge fornuften til noget, er en påstand der er lige så tragisk som den er ugudelig. Så når mennesket udøver en bedømmelse af noget, når det vurderer og konstaterer, så udviser det altså intelligensmæssige evner, fx ift bedømme ting som enten er indlysende eller kan deduceres. Ergo, intelligens er ikke en fakultet som er adskilt fra intellekt, men det er er intellekt i en præcis operation eller handling. Intellektet kaldes altså spekulativt, for så vidt at det ved hvad det er at spekulere, og det kaldes også praktisk for så vidt at det ved hvad det skal. Ergo, det spekulative intellekt og det praktiske intellekt, er to funktioner af én evne eller fakultet. Mennesket er altså udstyret med en rationel natur, hvor hans menneskelige essens er forstand og vilje, og hvor viden oplyser og vejleder hans tanker og handlinger. Disse måder at kende til første sandheder og love, kan vi kalde for første principper. De første intellektuelle principper er menneskets direkte bevidsthed om at han eksisterer, at han kan tænke retmæssigt, at han kan tænke over hvad der kan og ikke kan være, og samtidig over andre ting. Der er også nogle moralske principper ift. viljen, dvs. adfærdsmæssige love, som også udgår direkte fra bevidstheden om at der er noget rigtigt og godt, at noget er ondt og forkert. Dette er også en forpligtelse. Og derfor, er de første moralske principper, at gøre godt og undgå ondt. Og siden denne viden om godt og ondt ikke er totalt abstrakt, så indbefatter den nogle objektive åbenlyse kendsgerninger om hvad der er godt eller dårligt. Dette moralske fundament hos mennesket, udvikles fra menneskets børnestadie og til den ansvarlige forstandsalder. Det er det som kaldes "synderesis". De intellektuelle og moralske vaner hos mennesket, er vedvarende kvaliteter af viljen og intellektet. En intellektuel forståelse af første sandheder, dvs. principper, er en intellektuel vane. Det er også interessant, at mennesker der er principløse, også typisk har dårlig moral. Synderesis for så vidt at det er viden, er også en vane, og påvirker altså også de moralske vaner. Helt konkret, hvis børn vokser op i et miljø hvor de påvirkes af manglende principper om objektive sandheder, vil de også blive moralsk korrumperede. Det er helt uundgåeligt og fuldstændig evident, at sandhed og moral, herunder kærlighed og skønhed, er nært forbundne. Det er her at samvittigheden må betones, for når man som menneske bliver bekendt med sine egne pligter, så bedømmer man også i hvilken grad man opfylder dem, og denne kvalitet af forstanden kaldes samvittighed. Samvittighed er altså heller ikke en særlig fakultet, men det er intellektet og fornuften som igen arbejder og bedømmer. Sommetider kaldes samvittighed og synderesis fejlagtigt det samme, men det er ikke tilfældet. Synderesis er en vane, men samvittigheden er en handling. Ingen af dem er fakulteter, og det er altså fornuften som trækker på synderesis ift. at informere samvittighedens dømmekraft. Dårlig synderesis, lig dårlig dømmekraft.

Menneskets appetit, sanser og vilje

Alt og alting har en tilbøjelighed, eller "inklination", eller hælder til om man vil, mod det som stemmer overens med dets natur. Denne inklination, eller tendens, kaldes appetit. Ting som mangler viden, har kun naturlig appetit. Det ser vi hos fx planter når de vokser, en krop der hænger sammen, eller en sten som falder til jorden. Levende kroppe som har viden, både dyr og mennesker, har udover de naturlige appetitter, også tendenser som vækkes i dem ud fra de ting de ved. Med deres tanke eller kognition, det man kalder for de kognitive appetitter. Kognitiv appetit er defineret på to måder - i sanserne og i intellektet. Sansemæssig appetit gør mennesker og dyr tilbøjelige til, eller læner dem mod det som er godt eller attråværdigt, og væk fra det som er ondt eller skadeligt, såfremt mennesket da ser det sådan. Intellektuel appetit inklinerer intelligente væsener, engle og mennesker, mod det som intellektuelt forstås som godt, og væk fra det som forstås som ondt. Denne intellektuelle appetit kaldes viljen. Viljen er en fakultet som er adskilt fra den sanselige appetit. Den hører til den intellektuelle orden, og ikke til den sanselige orden. Disse to appetitter kommer af og til i konflikt med hinanden. Fx når en katolik føler sig sulten efter kød på en fredag, men vælger gennem viljen ikke at spise kød. Den sanselige appetit i mennesket, handler altså ikke som sådan om at vide nok - det er ikke en intellektuel øvelse, men sanserne vækkes gennem det at vide. De kognitive, eller tænkende appetitter vækkes gennem at vide. Man siger, at viden lægger bånd på dets objekt, mens appetitten kun tenderer mod objektet. Ergo, at vide er af og til kaldet en slags hviletilstand, mens appetitten kaldes bevægelse. Sanselig appetit er også tofoldig. En tilbøjelig appetit (Her oversætter jeg "concupiscible" med tilbøjelig, ordet henleder til konkupiscens, men for at gøre det så enkelt som muligt, så bruger jeg ikke adjektivet "konkupiscent"). er en simpel tendens mod det som sanses godt, og væk fra det som sanses som ondt. En opfarende appetit er en tendens til at overkomme vanskeligheder eller forhindringer i at opnå det gode og undgå det onde. Således, er sanselige appetitter tilbøjelige appetitter. Mod og vovemod, dristighed, er som sådan også opfarende appetitter. Disse to typer af appetitter i sanseordenen er arter af en type af sanser. De kan ikke reduceres til en særlig slags, for opfarende appetitter tenderer til at strides med vanskeligheder, mens tilbøjelige appetitter tenderer til at gå bort fra dem.

Forstanden, det være det tænkende sind, kan altså udøve en kontrollerende indflydelse på de sanselige appetitter. Simpelthen ved at tænke, kan en person opildne attrå eller mod, ved at fiksere tanken på stilnende ting kan et menneske håndtere vrede, og så videre. Viljen kontrollerer altså de lavere appetitter ved at dirigere tankens opmærksomhed på objekter som er noget andet, end de objekter som appetitterne retter sig mod. Fornuften og viljen, og disse to fakulteter sammen er oftest blot kaldet fornuften, har ingen absolut eller "despotisk" kontrol over de lavere appetitter, de udøver altså mere en slags "politisk" overtalende indflydelse. Her må der afslutningsvis, og vigtigst, redegøres for viljen, som er forstandens og rationalets appetit. Viljen retter sig mod det den er skabt til, den tenderer altså, retter sig mod eller inklinerer så at sige sig selv imod det som intellektuelt forstås som attråværdigt eller godt, og mod sin egen lykke eller glæde ved at besidde godhed. Viljen er altså nødvendigvis rettet mod, eller har tendens til det gode generelt. Men viljen er ikke nødvendiggjort med hensyn til partikulære, altså enkelte ting, som intellektet præsenteres for, eller opfatter som attråværdige, dvs. fristende eller tillokkende. Viljen er ikke nødvendiggjort i sine enkelte handlinger. Mange af de ting som viljen tiltrækkes af er ikke fristende i sig selv, men forstås som noget eller nogle ting hvor noget godt kan opnås med dem. Det vil altså sige, mange ting er villet som et middel til at opnå et gode, som for mennesker er fristende, og ikke det gode i sig selv, som er målet. Der er fx forskel på at spise en kage, og tænke på det gode man kan opnå ved at spise kagen. Hvis man fx gerne vil finde vej fra A til B, og selv kan vælge hvilken vej man gerne vil rejse ad, så er viljen altså fri til at vælge vejen, men ikke fri i sin rejse mod at vælge det gode. Man kan vælge vejen til B, og i lyset af mere eller mindre visdom og ved intellektets brug, beslutte hvilke midler man vil bringe i spil for at opnå det gode. Det samme gælder fx ved kagespisning. Det kan være godt at spise kagen, men tanken om at spise kagen og det gode man opnår ved at spise, er altså en fristelse. Her er viljen ikke nødvendigvis i spil.

Intellektet er, i modsætning til viljen, en mere fremragende fakultet af de to. Intellektet opnår dets mål (eller objekt, som Thomas siger) ved at kende til det, mens viljen kun tenderer mod sit objekt. Men på nogle måder er viljen overlegen intellektet. For når et gode er større eller måske mere ædelts end selve sjælen, så er det bedre at ville det (dvs. at elske det) end blot at kende til det. Og det er altså bedre at elske Gud, end bare at kende til Gud. Men når et gode er mindre ædelt end sjælen, er intellektet overlegent viljen ift. dette gode. Ergo, det er bedre blot at kende til materielle ting, end at elske dem. Vi skal elske Gud højest af alt, og vi må ikke elske ting mere end Gud. Ergo, skal vi foragte verden. Intellektet bevæger viljen ved at vise den hvad der er attraktivt, og det betyder at intellektet bevæger viljen mod sit endelige mål, sin "finalårsag" som Thomas kalder det. Viljen, til gengæld, bevæger intellektet på en aktiv måde, det er det man kan kalde en "agens", dvs. noget der "bevirker" at der bevæges, en effektiv årsag. For viljen kan bringe intellektet i spil ift. at studere et objekt, en ting eller genstand, og den kan rette den mod forskellige ting efter behag. Viljen udøver også aktiv kontrol over andre naturlige fakulteter hos mennesket, men den har ingen kontrol over de vegetative kræfter i dem selv. Viljen er altså en appetit. Men den har ingen tilbøjelige eller opfarende tendenser. De hører til de sanselige kræfter, og viljen hører til den intellektuelle kraft. De sanselige kræfter, eller appetitter er i kroppen og sjælen som i en helhed. Og viljen hører til sjælen. Afslutningsvis, må det tilføjes at det netop er menneskets evne til at lade intellektet styre viljen mod Gud, som er ødelagt som en konsekvens af syndefaldet. Vi er altså mest styret af vores emotioner og kødelighed, og vi lader altså vores vilje rette sig mod mindre gode ting, end Gud. Det er altså her nåden kommer ind i billedet. Den hjælper os til at lede viljen perfekt mod Gud. Så vi kan få sjælen hjem til Ham igen.

"Thi vi vide, at Loven er åndelig; men jeg er kødelig, solgt under Synden. 15 Thi jeg forstår ikke, hvad jeg udfører; thi ikke det, som jeg vil, øver jeg, men hvad jeg hader, det gør jeg. 16 Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så samstemmer jeg med Loven i, at den er god. 17 Men nu er det ikke mere mig, som udfører det, men Synden, som bor i mig. 18 Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Villien har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; 19 thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det øver jeg. 20 Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men Synden, som bor i mig. 21 Så finder jeg da den Lov for mig, som vil gøre det gode, at det onde ligger mig for Hånden 22 Thi jeg glæder mig ved Guds Lov efter det indvortes Menneske; 23 men jeg ser en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager mig fangen under Syndens Lov, som er i mine Lemmer. 24 Jeg elendige Menneske! hvem skal fri mig fra dette Dødens Legeme? 25 Gud ske Tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså: jeg selv tjener med Sindet Guds Lov, men med Kødet Syndens Lov" - Romerbrevet 7, 14-25
42 views0 comments

Recent Posts

See All

Comments


bottom of page