Guds virksomhed
Vi kan observere en uophørlig orden i verden. Orden involverer en ordner, på samme måde som love kræver en lovgiver. Fordi ting i verden har eksistens og retning ift. deres mål og formål givet af den guddommelige godhed, så kræver guddommelig godhed en guddommelig udøver. Universet er ikke et mål i sig selv. Det er kontingent væren, og ikke nødvendig væren. Det vil sige, at det har væren og godhed gennem deltagelse i Guds godhed. Ergo kommer det fra en årsag udover sig selv, og er styret og ledt til et mål og formål udover sig selv. Det er styret og regeret af nødvendig væren, den nødvendige godhed, som er den guddommelige godhed. Detvil sige, universet er skabt til at udtrykke og lade den guddommelige godhed manifestere. Ultimativt har verden én hersker, og ikke mange. Universets harmoni manifesterer dette faktum, og derfor er der kun én guddommelig hersker som er godhed.
Effekten af Guds virke i verden kan betragtes på forskellige måder. For så vidt at alle skabninger skal manifestere den guddommelige godhed, så er effekten af Guds virke tydeliggjort i Hans skaberværk.
For så vidt at skabninger er guddommeligt vejledt, således at de kan være gode og gøre gode ting, så er effekten af Guds virke tofoldig. Men for så vidt at effekten af Guds virke er tydeliggjort i en lang række af forskellige skabninger, så er effekten af Guds virke mangefoldig mange forskellige steder.
Alle ting er underlagt og genstand for Guds virke, siden Guds virke er lig med Guds guddommelige godhed i sig selv. Den guddommelige godhed er både den første effektive årsag, og den ultimative finalårsag eller ultimative mål for alting. Intet væsen som har positiv væren, kan eksistere uden den guddommelige godhed, og derfor er alting, både generelt og individuelt, styret og hersket af den guddommelige godhed. Gud styrer altså alting.
Alene Gud designer sit virke over universet, og dette er grundet Hans forsyn. Designet bringes ind i operation eller aktuelt virke gennem brugen af sekundære årsager, dvs. skabninger, som et medie eller middel til at Gud kan regere. Gud er den første og universelle årsag, og intet i universet kan ligge udenfor Hans virkes orden. Når noget ser ud til at undslippe Guds virke, så vil selve årsagen til den umiddelbare afvigelse findes i Guds virke i sig selv. Intet er udenfor Guds virke og regering.
Intet kan heller modstå Guds generelle virkningsorden. Selv en synder i sin syndige handling, har et gode som formål, og det er et gode som synderen efterstræber, selvom vedkommende på forkert vis søger dette gode det forkerte sted. Synd er imod Guds lov og vilje, men synden kan ikke forstyrre Guds guddommelige virkning og ordensudøvelse. Og ud af ondskab drager Gud godhed, og ordner alt til Hans behag, og bevæger det på mægtig vis fra mål til mål.
Guds virkes særlige effekter
Gud skaber ting ud af intet. Ergo bevarer Han også de skabte ting i eksistens, ellers ville de falde tilbage til en tilstand af intethed og ikke-eksistens. Denne opretholdelse eller bevarelse er en fundamental effekt af Guds virke. Så ting kan enten bevares i eksistens indirekte, ved at skærme dem fra trusler mod deres eksistens, eller de kan bevares direkte ved positiv bevarende indvirken fra Gud, hvor Han griber ind i de naturlige love og bringer dem til midlertidig standsning, ved at gribe ind metafysisk. Gud bevarer altså alting direkte, fordi hvis ikke Han gjorde det, så ville de øjeblikkeligt ophøre med at eksistere.
Ånder har ikke behov for indirekte beskyttelse, fordi intet fysisk kan true eller ødelægge dem. Den samme guddommelige kraft som giver eksistens til skabninger, udøves for at bevare skabningerne hele tiden. Det er altså rimeligt at sige, at Guds bevarende evne kontinuerligt er en fortløbende skabelse og kreation.
Gud bevarer og opretholder altså alle skabninger, ved en positiv opretholdende effekt. Men Han opretholder ikke alle skabninger umiddelbart og direkte, uden at bruge skabte midler eller medier til at opretholde dem.
Sommetider bruger Gud skabninger til at bevare andre skabninger, fx ved luft, lys, varme og jordens frugter. Gud opretholder og understøtter levende organismer, og dog er Gud alligevel selv til stede i og ved disse medier. Gud skaber og opretholder altså.
Det modsatte af skabelse er altså ødelæggelse. Og Guds bevarende kraft og effekt afholder alle skabte ting fra ødelæggelse, dvs. total reduktion til ingenting. Gud har kraften til at ødelægge skabninger. Fordi Han har kraften til at producere ved sit frie valg, og har kraften og evnen til at trække kraften væk ved sit frie valg.
Og hvis Gud fjernede sin skabende kraft fra Sine skabninger, så ville de blive udslettet, dvs. ophøre med at eksistere. Men som faktum, så ødelægger Gud intet. I skabelsesakten, etablerer Gud en orden som manifesterer den guddommelige godhed, og den orden er bevaret og opretholdt gennem tings eksistens, ikke ved at ødelægge dem. Guddommelige visdom udtrykkes ikke ved at skabe ting, blot ved at ødelægge dem.
Guds bevægelse og forandring i skabninger
Først om legemlige skabninger, dvs. skabninger som har legeme af stof og materie. Et legeme er skabt af stof og form, og stof er normalt for alle legemer, det har ingen eksistens af sin egen udover den af eksisterende legemer. Form, forenet substantielt med stof (materie), udgør et legeme som et eksisterende materielt substans af en essentiel slags. Vi taler her om materie og form, og vi miner primært materie og substantiel form. Et eksisterende legeme er ikke primærmaterie, men sekundært materie. Og de variable determinanter hos et legeme, dvs. størrelse, form, farve, temperatur, hvile eller bevægelse, lignelse og andet, er accidentale former og ikke substantielle former. I Gud, når Han skaber legemer, forener Han substantiel form til primært materie i hvert tilfælde, og således producerer aktuelle legemlige substanser. Gud kan bevæge eller påvirke legemlige substanser på den måde Han ønsker, fordi Han er den universelle årsag og også uendelig kraft og magt. Der er heller intet uværdigt i tanken om at Gud bevæger materie. Selvom materie er det mindste af alle skabninger, så er det en skabning, og ikke uværdigt skaberens operation. Når vi taler om at Gud bevæger ikke-legemlige skabninger, så siger vi at Gud bevæger menneskeligt intellekt og engle, ved at give dem evne til at forstå og ved at indgyde noget i den, og bevare dem som forstandsmæssige skabninger som kan forstå. Gud alene er det overordnede og universelle gode som er den nødvendige genstand for vilje og intellekt hos skabte skabninger. Gud bevæger viljen ved at give den kraft til at bevæge sig, ved at gøre den i stand til at tendere mod godhed rent universelt, og, uden at ødelægge dens frihed, bevæge den i individuelle valg. Gud virker i alle ting på sådan en måde som er passende for tingens operation, for det er Gud som giver skabninger eksistens og natur, og arbejder i dem for at bevare dem begge. Gud kan gøre ting som ikke er i den fastsatte natur i et legeme, for så vidt at hver handling ikke ville betyde selvmodsigelser i Gud selv. For det er Gud som første årsag der giver ting deres essens, og for at være ting så skal ting have essens. Gud kan ikke give essens og ikke give den. Siden, fx at Gud har valg at gøre et menneske til rationelt dyr, så kan Gud ikke skabe et menneske som ikke er rationelt dyr. Så når vi taler om ting ift. deres Første Årsag, så kan der ikke være nogen guddommeligt indgydt bevægelse eller forandring udenfor den guddommeligt bestemte orden. Men Gud kan agere udenfor den ordinære retning som er guddommeligt bestemt, og som udøves af sekundære årsager. Gud kan producere effekten af sekundære årsager, selv når sådanne årsager er fraværende, og Han kan få dem til at producere effekter som ligger udover deres naturlige egenskaber, eller sågar er i konflikt med deres naturlige bevægelse. Herren brugte ler, spyt, vand osv. for at kurere blindhed, Han brugte flammerne fra den brændende smeltedigel til at bevare de tre unge mænd fra døden, hos Nebukadnezar.
En effekt som skabes af Gud i det legemlige univers, udenfor skabelsesordenens skabte natur, kaldes et mirakel. Mirakler varierer i styrke, og ikke med reference til Guds kraft, som er uendelig, og derfor ikke har nogen begrænsning, Der er tre typer af mirakler, a) Den første og største orden af mirakler er de mirakler som er selve substansen af en handling eller et faktum. Et mirakel af denne type er udenfor rækkevidden af enhver skabt entitet. Det ville fx være miraklet som herliggør et skabt menneskeligt legeme, eller et mirakel hvor to legemer simultant befinder sig på samme sted. Eller b), den anden mirakelorden er de mirakler som handler om den genstand hvori de finder sted. Dvs. i vækkelsen af de døde til live eksempelvis. Natur kan aktuelt give liv, så ergo er der intet substantielt mirakel i sådan et tilfælde, men naturen kan ikke give liv til et lig, og det er udenfor skabningers kraft at give liv på den vis udenfor dem selv. c) Den tredje type mirakler er den af mirakler ift. måde eller metode. Sådan et mirakel handler fx om den øjeblikkelige heling af et stort sår. Naturen kan helbrede, og også helbrede legemer, men ikke på en måde som er ødelæggende på legemets form, og ikke instantant og øøjeblikkeligt. Naturen heler successivt og graduelt og over tid, og det kræver meget tid.
Gud er altså årsagen til alting, styrer alting og understøtter alting. Han er altså Livet, eksistentielt, praktisk og meget konkret. Ske Din Vilje, som i Himlen og således også på Jorden.