Fiducia Supplicans: Kommentar

"Homoseksualitet betegner relationer mellem mænd eller kvinder, som eksklusivt eller fortrinsvis føler sig seksuelt tiltrukket af mennesker af samme køn. Den antager meget forskellige former gennem århundrederne og kulturerne. Dens psykiske tilblivelse er fortsat i vid udstrækning uforklaret. Idet den støtter sig til Den hellige Skrift, der præsenterer dem som alvorligt fordærvede, har Traditionen altid erklæret, at homoseksuelle handlinger ud fra deres indre væsen er uordnede. De er i modsætning til den naturlige lov. De udelukker den seksuelle akt fra at give liv. De fremgår ikke af en sand affektiv og seksuel komplementaritet. De kan i intet tilfælde godkendes.

Et ikke ubetydeligt antal mænd og kvinder viser dybtgående homoseksuelle tilbøjeligheder. Denne tilbøjelighed, som er objektivt uordnet, udgør for størsteparten af dem en prøvelse. De skal mødes med respekt, medfølelse og takt. Man bør undgå ethvert tegn på uretfærdig diskrimination over for dem. Disse mennesker er kaldet til at gøre Guds vilje i deres liv, og, hvis de er kristne, til at forene sig med Herrens korsoffer i de vanskeligheder, de måtte komme ud for som følge af deres vilkår.

Homoseksuelle personer er kaldet til kyskhed. Ved selvbeherskelsens dyd, der opdrager til indre frihed, undertiden også med støtte i et uselvisk venskab, ved bøn og sakramenternes nåde kan og bør de gradvist og beslutsomt nærme sig den kristne fuldkommenhed." - Katolske Kirkes Katekismus, 2357ff

"De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden  og sagde: "Kære Herrer, tag dog ind og overnat i eders Træls Hus og tvæt eders Fødder; i Morgen tidlig kan I drage videre!" Men de sagde: "Nej, vi vil overnatte på Gaden." Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste.  Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse,  og de råbte til Lot: "Hvor er de Mænd, der kom til dig i Nat Kom herud med dem, for at vi kan stille vor Lyst på dem!" Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig. Og han sagde: "Gør dog ikke noget ondt, mine Brødre! Se, jeg har to Døtre, der ikke har kendt Mand; dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse Mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit Tags Skygge!"  Men de sagde: "Bort med dig! Her er den ene Mand kommet og bor som fremmed, og nu vil han spille Dommer! Kom, lad os handle værre med ham end med dem!" Og de trængte ind på Manden, på Lot, og nærmede sig Døren for at sprænge den. Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren; men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.

Derpå sagde Mændene til Lot: "Hvem der ellers hører dig til her, dine Svigersønner, dine Sønner og Døtre, alle, som hører dig til i Byen, må du føre bort fra dette Sted; thi vi står i Begreb med at ødelægge Stedet her, fordi Skriget over dem er blevet så stort for Herren, at Herren har sendt os for at ødelægge dem." Da gik Lot ud og sagde til sine Svigersønner, der skulde ægte hans Døtre: "Stå op, gå bort herfra, thi Herren vil ødelægge Byen!" Men hans Svigersønner troede, at han drev Spøg med dem.  Da Morgenen så gryede, skyndede Englene på Lot og sagde: "Tag din Hustru og dine to Døtre, som bor hos dig, og drag bort, for at du ikke skal rives bort ved Byens Syndeskyld!"  Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi Herren vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.  Og idet de førte dem uden for Byen, sagde de: "Det gælder dit Liv! Se dig ikke tilbage og stands ikke nogensteds i Jordanegnen, men red dig op i Bjergene, for at du ikke skal omkomme!"  Men Lot sagde til dem: "Ak nej, Herre!  Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.  Se, den By der er nær nok til at jeg kan flygte derhen; den betyder jo ikke stort, lad mig redde mig derhen, den betyder jo ikke stort, og mit Liv er frelst!" Da svarede han: "Også i det Stykke har jeg bønhørt dig; jeg vil ikke ødelægge den By, du nævner;  men red dig hurtigt derhen, thi jeg kan intet gøre, før du når derhen!" Derfor kaldte man Byen Zoar.

 Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,  lod Herren Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra Herren, fra Himmelen; og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde.  Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte. Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos Herren,  og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn". -1. Mosebog 19, 1-29 "Derfor gav Gud dem hen i deres Hjerters Begæringer til Urenhed, til at vanære deres Legemer indbyrdes, de, som ombyttede Guds Sandhed med Løgnen og dyrkede og tjente Skabningen fremfor Skaberen, som er højlovet i Evighed! Amen. Derfor gav Gud dem hen i vanærende Lidenskaber; thi både deres Kvinder ombyttede den naturlige Omgang med den unaturlige, og ligeså forlode også Mændene den naturlige Omgang med Kvinden og optændtes i deres Brynde efter hverandre, så at Mænd øvede Uterlighed med Mænd og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, på sig selv."- Romerbrevet 1,24-27 "Eller vide I ikke, at uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken utugtige eller Afgudsdyrkere eller Horkarle eller de som lade sig bruge til unaturlig Utugt, eller de, som øve den, eller Tyve eller havesyge eller Drankere, ingen Skændegæster, ingen Røvere skulle arve Guds Rige" - 1 Kor. 6,9-10; "..utugtige, Syndere imod Naturen, Menneskerøvere, Løgnere, Menedere, og hvad andet der er imod den sunde Lære, 11 efter den salige Guds Herligheds Evangelium, som er blevet mig betroet." - 1 Tim. 1,10. "Vide I ikke, at eders Legemer ere Kristi Lemmer? Skal jeg da tage Kristi Lemmer og gøre Skøgelemmer deraf? Det være langt fra! Eller vide I ikke, at den, som holder sig til Skøgen, er eet Legeme med hende?"Thi de to," hedder det,"skulle blive til eet Kød." Men den, som holder sig til Herren, er een Ånd med ham. Flyr Utugt! Enhver Synd, som et Menneske ellers gør, er uden for Legemet; men den, som bedriver Utugt, synder imod sit eget Legeme. Eller vide I ikke, at eders Legeme er et Tempel for den Helligånd, som er i eder, hvilken I have fra Gud, og at I ikke ere eders egne? Thi I bleve købte dyrt; ærer derfor Gud i eders Legeme! - 1. Kor. 6,15-20

Det er spændende tider, og det der engang hed Inkvisitionen, men som nu er Kirkens højeste læreembede næst efter Paven, har med hans godkendelse udgivet et mindre cirkulære om, hvorledes Kirken nu giver mulighed for at velsigne par som lever i samkvem i modstrid med Guds og naturens lov. Der er sagt og skrevet meget om det andre steder, og det kan man selv underholde sig med, men det centrale her er at der også fra det danske bispedømme fremsættes tvivlsomme bemærkninger i spørgsmålet, som er til stor skade for centrale trosmæssige artikler, og som risikerer at skabe mere splid og forvirring, selvom hensigten tilsyneladende var det modsatte. Det er problematisk af mange årsager, for Kirkens lære er meget tydelig, og reaktionen havde ikke behøvet at være så flertydig, men her er der altså brug for et korrektiv. Foroven er Kirkens seneste katekismus gengivet, dvs. ikke engang den traditionelle, men blot den seneste fra Pave Johannes Paul II i 1992. Suppleret med de samme Skriftkilder som den refererer til - flere kunne sikkert bruges, men det er blot for at slå fast med syvtommersøm, at lige så tydelig og klar Kirkens lære er, lige så alvorligt er det også når flere centrale skikkelser i kleresiet tolererer utydelighed om substans og form. Korrektiver til fundamentale trossandheder er ikke vilkårlige, de er obligatoriske. Kirken har pligt til at forsvare og frembære Sandheden som den er overleveret, hverken i større eller mindre grad. Der er mange årsager, men centralt må det være et dydsspørgsmål. Vi skal først og fremmest elske Gud, fordi Han er den Sandhed som har åbenbaret sig for os, og vi kan ikke elske den Gud vi ikke kender, adlyder og følger. I en dydsmæssig optik er der tale om den dyd som hedder retfærdighed, at give Gud og dernæst næsten dét som Gud og næsten har krav på - alene fordi at retfærdighed ikke kan eksistere uden Sandhed og kærlighed. Retfærdighed er at give dette rette på den vis som det bør rettes mod. Mennesker, også mennesker med homoseksuelle tilbøjeligheder, har ret til Sandhed, motiveret af at kleresiet og vi andre ønsker deres frelse. Hvis man elsker Gud, motiveres man af at forsvare denne sandhed, fordi den objektivt er nyttig for sjælen, til herliggørelse af Gud og næsten. Det er derfor på sin plads at kommentere biskoppens udtalelse om dette nye velsignelsesgrundlag til homoseksuelle par, fordi kærlighed til Sandhed er en pligt alle kristne har, ikke blot mennesker af den klerikale stand, men alle. Vi har også pligt til at irettesætte kleresiet når det er på sin plads. Nedenfor er biskoppens brev om troslæredikasteriets erklæring i sin fulde længde, hvorved en række kommentarer er på sin plads. Slutteligt bør vi bede for Den Hellige Fader, for Kirkens biskopper, herunder den danske, og for alle præster og klerikale som savner mod til at forsvare og tydeliggøre Kirkens dogmer og tradition.

Biskoppen om: Troslæredikasteriets erklæring om den pastorale betydning af velsignelser, herunder af personer af samme køn

19.12.2023 (Katolsk.dk)

"I går, den 18. december, offentliggjorde troslæredikasteriet med pave Frans’ billigelse erklæringen ”Fiducia supplicans” (FS) om den pastorale betydning af velsignelser. Erklæringen gør meget ud af at forklare de forskellige aspekter af en velsignelse, det liturgiske, bibelske og pastoralteologiske.

Ikke overraskende vækker omtalen af velsignelse af personer i ikke-kirkelige parforhold og ikke mindst af par af samme køn opmærksomhed. Nogen vil i erklæringen se et opgør med Kirkens traditionelle lære, andre vil mene, at erklæringen ikke er vidtgående nok og vil derfor blive frustrerede over de forbehold, den klart indeholder. Problemet er således ikke erklæringens indhold, men måden, den vil blive modtaget og tolket på.." (min fremhævning). Kommentar: En så skråsikker konklusion, kræver en større redegørelse for både indhold og retning i erklæringen, herunder hvorledes den udlægger definitionen og effekten af en velsignelse, og samtidig hvorledes der er tale om velsignelser af enten par eller individer. Hvis der - som vi skal se - fx er tale om velsignelser af par med homoseksuelle tilbøjeligheder eller livsstile, så kan vi ikke blot affeje erklæringens indhold ud fra et tolkningsspørgsmål. Ord har konsekvenser, og derfor er de i deres helhed og i dele afgørende for at skabe et overordnet billede af erklæringens indhold og substans.

"Ikke noget opgør med katolsk lære og moral

Erklæringen er på ingen måde et opgør med Kirkens traditionelle lære og moral. Samtidig er den på mange måder endda nok så restriktiv m.h.t., hvad der ikke kan accepteres.

Det siges klart at kun én ting kan defineres som ægteskab, nemlig den sakramentale forbindelse mellem mand og kvinde og, ”at det drejer sig om at undgå at anerkende noget som  ægteskab, som ikke er det.”  ”Det kan således ikke tillades, at der anvendes ritualer og bønner, som vil kunne skabe forvirring mellem det, der er konstituerende for ægteskabet, som en eksklusiv, stabil og uopløselig forening mellem en mand og en kvinde, med en naturlig åbenhed for børn og det, som modsiger dette.” (FS  nr. 4).

Der kan derfor ikke afholdes nogen liturgi til velsignelse af parforhold, som ikke er et klassisk ægteskab, heller ikke f.eks. i forbindelse med en borgerlig vielse (FS nr. 39). Således kan bispekonferencer eller andre kirkelige autoriteter ikke udarbejde ritualer eller procedurer til sådanne velsignelser (FS nr. 38).

Ydermere understreges det, at, ”fordi Kirken altid kun har anset de seksuelle relationer for legitime, der leves inden for ægteskabet, har den ikke fuldmagt til at give sin liturgiske velsignelse, når denne velsignelse ville kunne give en form for moralsk legitimering af et parforhold,  som skal gøre det ud for et ægteskab, eller af en ikke-ægteskabelig seksuel praksis.” (FS  nr. 11)." Kommentar: Ja, her er det et udmærket træk at erklæringen fx gengiver det sakramentale ægteskabs form og natur, men her kunne man fra dansk side have viderebragt de frugter og formål som hører velsignelser til, dvs. hvad de er, hvad de er rettet imod, og hvad de har til formål. Det ignoreres i dette afsnit, og det er ærgerligt, fordi man ellers ikke ser den meget tydelige selvmodsigelse der fremgår af erklæringen. FS afsnit 10 redegør netop for disse forhold.

"Hvad er så det særlige ved erklæringen?

Som sagt er der med erklæringen ikke ændret noget ved Kirkens teologi eller morallære. Alligevel rummer den et vigtigt aspekt til belysning af Kirkens mission. Det er Kirkens opgave være inkluderende, noget, som ikke mindst pave Frans jævnligt understreger. Alle skal kunne føle sig hjemme i Kirken, accepteret og elsket, også selv om de ikke kan modtage alle sakramenter, f.eks. eukaristien og forsoningens sakramente. At leve i et forhold, som ikke er et ægteskab, herunder også som personer af samme køn, må således ikke betyde mangel på omsorg fra den institutionelle Kirkes side eller fra menighedens fællesskab. Seksuel orientering er ikke valgt frivilligt. Ligeledes findes der mennesker, som har lidt nederlag i deres første ægteskab, men har fundet tryghed og mening i et nyt forhold, dog uden at kunne opnå en kirkelige vielse. Ligeledes kan mennesker være tøvende og usikre over for at skulle binde sig for livet, men alligevel leve sammen i en vis stabilitet. Et forhold af to personer af samme køn kan også rumme værdier som omsorg og trofasthed (min fremhævning)." Kommentar: Her er det nødvendigt at opdele det nederste afsnit, fordi her fremføres argumenter som potentielt er i modstrid med dels Kirkens sakramentale lære, men også skaber forvirring ift. traditionel katolsk antropologi, dvs. lære om hvorledes krop og sjæl systematisk virker indbyrdes. For det første fremføres det, at menneskers seksuelle orientering ikke vælges frivilligt. Det er en meget problematisk kommentar, fordi Kirken lærer at vi som mennesker besidder en fri vilje, vi har vilje til at vælge sandt fremfor falsk, og vi kan med Guds hjælp og nådemidlerne opnå venskab og kærlighed til Gud, og vokse i dyd og relation til Ham. Fordi vi er skabt i Guds billede, besidder vi en iboende længsel efter forsoning med Ham, men vi tager også del i Hans intellekt og rationale. Derfor er seksuel orientering et valg, vi er ikke som sådan styret af vores lyster, og selvom vi potentielt er slaver af dem, så har vi viljen og muligheden for - når vi kender Gud og elsker Ham nok - til at afvise kødelig tilbøjelighed og vælge en seksuel orientering som er i harmoni med naturlig lov og guddommelig lov. Det er en moderne myte, at seksuel orientering blot er en amorøs tilbøjelighed som har lige kvaliteter med heteroseksuelle relationer. Supplerende, tilføjes bemærkninger som ikke direkte er relateret til FS, men som er af sakramental karakter vedr. ægteskabet - mennesker som "har lidt nederlag i deres første ægteskab", kan ikke finde tryghed og mening i et nyt forhold. Disse mennesker lever i dødssynd, og kan helt objektivt set ikke finde mening eller tryghed i et nyt forhold, såfremt de ønsker at frelse deres sjæl. Slutteligt, så er omsorg og trofasthed for to mennesker af samme køn, ikke dét ideal vi bør efterstræbe som kristne. Vi bør elske Gud, fordi Han elsker os, har skabt os og giver os alt hvad vi har, og det er Guds omsorg og trofasthed vi bør efterstræbe, desuagtet hvilke kødelige impulser vores vilje slås med. Mildest talt er ovenstående bemærkninger problematiske og tvivlsomme, fordi Biskop Czeslaw fremsætter bemærkninger som potentielt kan undergrave forståelsen af det ægteskabelige sakramentes spirituelle og guddommelige værdi, men i værste fald skader de troendes forståelse for samme, herunder unge som ønsker at blive gift, eller katolikker som allerede lever i dette sakramente, og nyder frugterne af det. "..Selv om alle disse forhold ikke kan bekræftes med en velsignelse, kan de pågældende personer godt have en længsel efter Gud, have brug for hans hjælp i deres udfordringer og dermed også ønske del i hans velsignelse.

Det er præsters og andre sjælesørgeres opgave med omsorg, indføling og visdom og uden fordømmelse at hjælpe disse mennesker, at lade dem mærke Guds nærhed og Kirkens fællesskab, også selv om deres status ikke i alle henseender kan anerkendes af Kirken." Kommentar: Fremhævelsen i kursiv er den centrale, fordi den her udelader nogle helt fundamentale spirituelle dimensioner til gavn for de troende, og for de med homoseksuelle tilbøjeligheder. Bør det ikke være præsters og andre sjælesørgeres opgave, at lede disse mennesker til sandhed, dvs. mennesker som udgør et homoseksuelt par, men også forklare hvorledes Kirkens fælleskab ikke blot er socialt, men i høj grad også spirituelt? Hvis Kirken er Kristi mystiske krop, bør det her tydeliggøres hvorledes man - desuagtet seksuel orientering - forsones og forenes med Hans legeme der er Kirken, ud fra en sakramental og spirituel natur, hvor sakramenterne er de nådemidler som muliggør hellighed. Det er desuden tankevækkende at man vælger ordet visdom, idet klogskab er én af Helligåndens nådegaver, og som i dén forstand hjælper os til at tilvejebringe Sandhed og perfektion. "I stedet for en formel velsignelse eller et offentligt gennemført ritual, skal omsorgen komme til udtryk i f.eks. samtaler og forbøn. Enhver, der oprigtigt søger Gud, kan anmode om og opnå hans velsignelse, hvilket så er en velsignelse, der hjælper personer til at komme Gud nærmere, altså en velsignelse, der gælder personerne og ikke deres parforhold, hvis dette ikke kan rummes inden for de ovennævnte kriterier." Kommentar: Det er et udmærket forsøg på at skabe klarhed over hvorledes man forstår velsignelsens praktiske anvendelse, og overfor hvem. Men rent praktisk er det ikke dét, som Fiducia Supplicans lægger op til. Jf. erklæringens eget indhold, taler den helt faktuelt om par (dvs. flere personer) og ikke individer. Det er allerede her misvisende, fordi erklæringen netop ikke omtaler individer, men par som i forvejen - må man antage - ikke lever i et sakramentalt ordnet forhold. Hvordan skal det være muligt at komme Gud nærmere, hvis man da ønsker at modtage helliggørende nåde, uden at leve sakramentalt? Hvis helliggørende nåde effektivt tildeles og modtages af troende som lever i en tilstand af nåde for Gud, dvs. har skriftet alle alvorlige synder, hvorledes skal denne nåde tilvejebringes mennesker som helt forsætligt henvender sig til en katolsk præst, og ønsker at modtage en velsignelse? Hvad er det motivationen eller begrundelsen for velsignelsen da skal være? Såfremt man har homoseksuelle tilbøjeligheder, men lever fromt og kysk, har man ikke behov for sådan en type velsignelse. Lad os citere FS her: "39. In any case, precisely to avoid any form of confusion or scandal, when the prayer of blessing is requested by a couple in an irregular situation, even though it is expressed outside the rites prescribed by the liturgical books, this blessing should never be imparted in concurrence with the ceremonies of a civil union, and not even in connection with them. Nor can it be performed with any clothing, gestures, or words that are proper to a wedding. The same applies when the blessing is requested by a same-sex couple.

40. Such a blessing may instead find its place in other contexts, such as a visit to a shrine, a meeting with a priest, a prayer recited in a group, or during a pilgrimage. Indeed, through these blessings that are given not through the ritual forms proper to the liturgy but as an expression of the Church’s maternal heart—similar to those that emanate from the core of popular piety—there is no intention to legitimize anything, but rather to open one’s life to God, to ask for his help to live better, and also to invoke the Holy Spirit so that the values of the Gospel may be lived with greater faithfulness."

Men sådan en velsignelse kan ikke kaldes en velsignelse, fordi en velsignelse ikke a) er rettet mod perfektion ift. Guds lov, b) ikke kan rettes til Gud, hvis hensigten ikke er at rette dette perfekte ordnede forhold mod Gud og i den forbindelse bede om Hans nådegaver og berigelse af dette udtryk for kærlighed til Gud.

Det her får store konsekvenser for Kirken i almindelighed, fordi det vil se ud som om at Kirken legitimerer og velsigner mennesker som lever i parforhold udenfor ægteskabet. 1) Her er tale om par i "irregulære forhold", ikke individer. 2) Her omtales ikke forpligtelsen eller muligheden for at vende sig bort fra synd, og leve i sakramental nåde med Gud 3) Hvorledes er det praktisk muligt for to mennesker som lever i et homofilt forhold at fremstille sig foran en katolsk præst, og med præstens velvilje og fulde forsæt, gennemføre en velsignelse som er velanset i Guds øjne? En velsignelse kan ikke gennemføres, hvis den ikke er rettet mod perfektion, fordi en velsignelse i sin essens er i overensstemmelse med Guds lov. Teleologien, formålet, ignoreres, når man vil velsigne nogen som ikke lever efter de bud som Herren har givet os. "Elsker I mig, så hold mine bud" (Johs. 14,15).

"Hvis troslæredikasteriets erklæring skal have sin rette virkning og ikke skabe forvirring og polarisere, er det vigtigt, at den bliver læst og forstået i den rette mening, som består i dels at bekræfte traditionel katolsk lære og moral, dels i at hjælpe mennesker på vej til at se sandheden og meningen heri, men også, så længe, de er undervejs, at ledsage og støtte dem i denne proces ved nærvær og omsorg.

Lad os bede til, at vi som kirke i Danmark både må formå at vise det unikke og værdifulde ved ægteskabets idealer og samtidigt kunne række ud og give dem, der endnu er et stykke fra idealerne, en oplevelse af at være en ønsket og værdifuld del af vort fællesskab." Kommentar: Det er til gengæld en glædelig bemærkning og afslutning, men det er vanskeligt at se hvordan den praktisk kan føres ud i livet, hvis ikke her er tale om at forsvare den sakramentale Sandhed som Gud har tilvejebragt for os. Mennesker som ikke lever i sakramentale ægteskaber, er ikke "et stykke fra idealerne". De lever i synd, enten forsætligt eller grundet uvidenhed. Det er dels en ukærlig ambition ikke at indlade sådanne mennesker på kærlighedens vej, fordi Kirken gennem sine sakramenter har mulighed for at genoprette det ødelagte i de mennesker. De har krav på kærlighed, men de har også krav på retfærdighed. Begge dele tilvejebringes sakramentalt, men den reelt pastorale gerning er at tydeliggøre Guds kærlighed og frelsesplan for dem, således at de også får mulighed for at forsone sig med Kristus. Det er til gengæld decideret ukærligt at ignorere dette forhold, fordi man ud fra moderne "pastorale" hensyn lader folk i stikken, og både legitimerer og tolererer syndig adfærd som Kirken siden sin grundlæggelse har søgt at udjævne.

København den 19. december 2023

+Czeslaw"

Afslutningsvis, en opfordring til at bede for Den Hellige Fader, for Kirkens kardinaler, biskopper og præster. Hellige Peter og Paulus, bed for os!