top of page

Derfor hader de os


Jeg hørte for nylig en ret fin og tankevækkende pointe, ift. hvad der reelt forener både sedevakantister, SSPX-folk, SSPX "Resistance", Petersbroderskabet (FSSP), Krist Konge Instituttet (ICKSP), Institut Den Gode Hyrde (IBP), eller alle mulige andre uafhængige traditionelle præster, eller sågar blot den lokale præst i et bispedømme som blot ønsker at fejre den traditionelle messe, og ønsker at udleve den traditionelle katolske tro (for ikke at nævne de millioner af troende som deltager i deres messer og trosmæssige liv). Der er én ting de alle har til fælles, i modsætning til Novus Ordo-kirken, og det er lige præcis dén ting som er genstand for spliden i Kirken i dag. Alt andet er reelt symptomer, og når først man erkender dette faktum, så bliver det lettere at navigere både indenfor, og udenfor Kirken. Katolikker som reelt underkaster sig Kristus med deres fulde vilje og intellekt, anerkender og opfatter Kristus som Konge og hersker over hele jorden, inklusive hele socialsfæren og det politiske liv. Det betyder, at Kristus, ikke de forhåndenværende sekulære herskere, er retmæssig konge, og dermed udøver, dommer og lovgiver i alle aspekter af menneskets liv. Og det uanset, om mennesket vil Ham eller ej. Der er ingen mellemvej, for enten er det Kristus der hersker, eller også er det en vis anden herre. Lad os se nogle eksempler fra pavelige encyklika fra før Kirken for alvor gik op i limningen, og se hvad fx Pave Leo XIII og Pave Pius XI havde at sige om det faktum.

Libertas Praestantissimum (Om menneskets frihed) - Leo XIII (1888)

"...derfor forudsætter menneskets frihed, hvorledes den end betragtes, uanset om det er hos individer eller i samfundet, hvorvidt det er i de som befaler eller de som adlyder, den nødvendige lydighed over for en højeste og evig lov, som ikke er nogen anden end Guds autoritet, som befaler det gode og forbyder det onde. Og denne retfærdigste Guds autoritet reducerer eller ødelægger ikke menneskets frihed, men beskytter og gør den perfekt, for al virkelig perfektion i alle skabninger findes i vedholdelsen og opnåelsen af alle skabningers mål, nemlig det højeste gode som al menneskelig frihed må efterstræbe, nemlig Gud... .. der er andre, som er mere moderate i deres tænkemåde, men dog ikke mere konsistente, som bekræfter at individets moral skal vejledes af en guddommelig lov, men at statens moral ikke skal, fordi der i det offentlige rum er plads til at Guds befalinger kan tilsidesættes, og helt kan ignoreres i udformningen af love. Her følger den fatale konsekvens om teorien om behovet for adskillelsen af Kirken og staten. Men absurditeten i sådan en position er tydelig. Selv i naturen ser vi nødvendigheden af tilvejebringelsen af de midler og muligheder, hvorved samfundet kan leve passende, i forhold til Guds lov. For siden Gud er kilden til al godhed og retfærdighed, så er det fuldstændig latterligt at staten ikke skulle notere sig og rette sig efter disse love... Derfor følger det, at det er ulovligt at kræve, eller forsvare, eller tillade ubetinget tankefrihed, eller ytringsfrihed, eller frihed i skrift, eller religionsfrihed, som om disse rettigheder var naturlige rettigheder givet til mennesket. For hvis naturen virkelig havde givet dem, ville det være lovligt at nægte lydighed over for Gud, og der ville således ikke være nogen begrænsning i menneskelig frihed.

Igen, er det ikke i sig selv forkert at foretrække en demokratisk styreform, sålænge at den Katolske lære opretholdes som grundlaget for, og udøvelsen af magten. Af de forskellige styreformer der findes, afviser Kirken ikke nogen styreform som er egnet til at fremelske menneskets velfærd - Hun ønsker kun, og naturen kræver også kun, at de skulle grundlægges med det udgangspunkt at der ikke begås uretmæssigheder mod nogen, og især uden at gøre vold på Kirkens rettigheder." Pave Leo XIII tydeliggør altså med provokerende klarhed, at fejl ikke har nogen naturlige rettigheder, og derfor ikke kan toleres i samfundslivet. Kun Sandhed har ret, fordi retfærdighed ikke kan ses uden sammenhæng til Sandhed. Det er samtidig tankevækkende, at Kirken mange steder ikke havde de store skrupler med at adlyde de sekulære magthavere under "nedlukningen" (du ved godt hvilken) i 2019. Tværtimod er implikationerne her massive, fordi den konciliære Kirke opfatter sig selv, ofte mere som én blandt mange forskellige mere eller mindre kristne trosretninger, fremfor en af Gud indstiftet institution, med guddommelig ret og mandat fra Herren, udover det sekulære politiske spektrum. Kirken har ikke bare ret til, men også pligt til, at tilvejebringe de sakramentale behov som de troende besidder, uanset hvilken politisk styreform der måtte herske her og dér. Det er samtidig også bemærkelsesværdigt, at religionsfrihed og adskillelse af Kirke og stat blev tilladt ifm. koncilet (du ved godt hvilket), hvilket er i stærk modstrid med Kirkens evindelige tradition. Kirken vil gerne have troende, bare ikke så længe at de får idéer og laver spilopper, som skulle gå hen og være i modstrid med verden. Mere tankevækkende er det også, at Kirken ikke længere er den stærke og sociale forandrende kraft i samfundet, som nok var set med skepsis mange steder, men som talte med en vægt og autoritet de færreste turde ignorere. Pave Pius XI var da heller ikke blind for sin opgave i samtiden, da han i kølvandet på oktoberrevolutionen indførte Festen for Krist Konge i 1925, ved sit encyklika Quas Primas. Festen ligger traditionelt i slutningen af oktober, hvilket er passende fordi den således leder hen mod novembers fejring af alle sjæles og helgens fest. I den nye kalender er den flyttet ind efter de fester, hvilket liturgisk ikke giver mening. Det er en anden snak.

Quas Primas (Indførelsen af Festen for Krist Konge) - Pius XI (1925)

"Når først mennesket anerkender, både i den private og offentlige sfære, at Kristus er Konge, så vil samfundet til sidst modtage den sande friheds store velsignelser, den velordnede disciplin heraf, samt fred og harmoni. Vor Herres kongelige embede tildeler fyrsters og herskeres menneskelige autoritet med en religiøs væsentlighed, og den muliggør og forædler borgeres lydighedspligt. Det er af denne årsag, at Skt. Paulus, da han bød kvinder at vise deres mænd Kristi andægtighed, og slaver samme Kristi respekt over for deres herrer, og også advarer dem mod at give dem lydighed, ikke som mennesker, men som Kristi viceregenter. For det er ikke passende at mennesker som er velansete af Kristus, skulle adlyde og tjene deres medmennesker. "Dyrt bleve I købte, vorde ikke Menneskers Trælle! (1 Kor 7,23)." Hvis fyrster og embedsfolk anerkender at de hersker, ikke ved deres egen ret, men ved det mandat som er givet dem af den guddommelige Konge, så vil de udøve den autoritet fromt og vist, og de vil lovgive og forvalte lovene, med øje for det fælles bedste og med henblik på undersåtters retmæssige værdighed. Resultatet deraf, vil være fred og orden, for der vil ikke længere være nogen årsag til mishag eller konflikt. Folk vil nok finde nogle af deres fyrster eller herskere uværdige eller berettigede til kritik, men de vil ikke på den anledning nægte dem lydighed, hvis de i dem ser Kristi og Guds autoritet. Fred og harmoni, vil også her afstedkomme, fordi Kristi kongedømme vil udbredes, og mennesket vil blive mere og mere bevidst om det bånd der binder dem sammen, og således vil mange konflikter enten helt undgås, eller i det mindste reduceres." Så selv om al autoritet kommer fra Gud, så er det ikke alle menneskelige påfund, som deraf er af Gud. Årsagen til manges had mod Kirkens tradition og selvopfattelse, bunder ikke i en anden kulturel adfærd eller præference, men ganske enkelt at vi opfatter os selv som det Nye Israel. Vort rige er ikke af denne verden, heller ikke selvom vi er i verden. Og det ved de sekulære magthavere godt, og det ved de mindre fromme i kleresiet også godt. Hele essensen og omdrejningspunktet for Kirkens liv i verden i dag, er at den mange steder ikke opfatter sig selv som noget der ikke er af verden. Vi skal ikke elskes af verden, eller tækkes af verden, vi skal være i modstrid med den. Hellige Athanasius er berømt for at sige, at hvis verden er imod Kirken, er jeg imod verden. Og i den traditionelle liturgi, oplever man på tydeligste vis Kristi kongedømme manifesteret på alteret, på en så gennemgribende vis at denne kontrast bliver tydelig. Når Kristus er hersker i hele socialsfæren, så vil Kirken også nødvendigvis gennemføre de nødvendige forbud som er i harmoni med Guds lov, således at mennesket ikke kan tillades både at udøve vold mod Gud og i særdeleshed mod sig selv.

59 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page