Aquinas om Guds essens: 4

Guds barmhjertighed og retfærdighed

Retfærdighed er den dyd som tildeler det som retmæssigt tilhører ethvert væsen. Der er en type af retfærdighed, som kaldes "kommutativ", som er den retfærdighed der handler om at give og at tage, fx i en handel hvor ingen af parterne tager fra den anden. Der er ingen kommutativ retfærdighed i Gud, for der er ingen udveksling af goder mellem Ham og skabninger, alt gode i skabninger kommer fra Gud. Der er en anden type af retfærdighed, som kaldes "distributiv", som består i at tildele det gode i forhold til modtagerens behov. Denne type af retfærdighed hos Gud "som giver til alle eksisterende ting, i forhold til hvad der sømmer sig til den enkeltes tilstand". Sommetider kaldes Guds retfærdighed for sandhed, for så vidt at den tilgodeser forskellige skabningers behov. Og det er fordi, at sandhed hører til det som erkendes. Når Gud tildeler godhed til skabninger, så manifesterer Han sin godhed. Og når han imødekommer skabningers behov, så manifesterer Han også sin retfærdighed. Og i at tildele os alt som eksisterer, manifesterer Gud også sin frihed. Og ved også at give den nåde som modstår ulykke og defekter, så viser og tydeliggør Gud sin barmhjertighed. I hele Guds skaberværk, er retfærdighed og barmhjertighed altså tydeliggjort. Retfærdighed og barmhjertighed er rene perfektioner, fordi de er i Gud eminent og identificeret med Hans essens. Når Han skaber, så fjerner Gud det ikke eksisterendes ynkelighed, og det er altså barmhjertighed. Fordi alt der er skabt er skabt til at opfylde et formål, som uden det ville medføre ynk og dårligdom. Og når Han giver alt det som Hans skaberværk har behov for, så gør Gud sin retfærdighed tydelig. Det samme gælder når Gud tildeler al godhed og opretholder alt som er i Hans skaberværk, Hans barmhjertighed er altså uendelig og uudslukkelig.

Guds forsyn

Gud, den alvidende og alvise, forstår gennemført og til bunds Hans skaberværk, og leder det efter det viseste formål. Alle skabninger er skabt til at rette hele deres væsen og virksomhed mod Gud, deres endelige mål. Guds plan for sit skaberværk og Hans plan for at skaberværket skal opfylde det formål, kaldes Hans forsyn. Gud agerer for at opfylde den forsynets plan, gennem Hans guddommelige førelse. Siden al positiv væren og væsener er fra Gud, så har alt en plads i Guds forsyn. Og det skal ikke forstås i general forstand, men i partikulær forstand, således at alle skabningers væsen og formål har deres unikke plads i Hans væren, Hans plan og vilje. Ved at meddele sit forsyn, så virker Gud som den primære årsag til altings virke. Gud bruger skabninger som midler eller den sekundære årsag til tings virksomhed. Guds forsyn er ét med Hans essens og forsyn, og derfor involverer Hans forsyn ikke noget medium derudover.

Forsynet bevirker at sekundære årsager skulle virke ifølge den natur eller arbejdende essens som Gud giver dem, nogle agerer ud fra en nødvendig årsag (som fx ild nødvendigt må agere for at være virksomt på tørt papir), og andre ting virker mere kontingent, som fx såsæd der producerer planter er kontingente eller afhænger af god jord, dybde, varme, fugt m.v. Og på samme vis er menneskets frie handlinger også betingede eller "kontingente" ift. menneskets vilje. Forsynet medfører ikke nogen betinget nødvendighed af menneskets operationelle handlinger, eller hindrer menneskets frie vilje i at virke og samarbejdet iht. Guds forsyn. Helt konkret så betyder det, at Gud godt kan skabe rammerne for hvordan vi vælger at samarbejde med Ham, men det er Ham der er årsagen til det, gør det muligt at vi kan samarbejde, og giver os midlerne til det.

Prædestination

Når forsynet disponerer, gennem overnaturlige midler, et menneskets vej til Himlen, så kaldes dette prædestination. Prædestination er en fase af Herrens forsyn, og forsynet er i Gud, og ikke i de ting som forsynet tilvejebringer. Så længe en fri skabning ikke har opnået sit mål i livet, dvs. forening med Gud, så kan han på ærgerlig vis komme på afveje, og derved fejle i at opnå sit mål. Mennesket i dette liv er en pilgrim, han er på vej, og hans vej er ikke fuldendt. Og mennesket, ved sin egen skyld, kan potentielt afvise den vejledning Gud giver ham, og derved mislykkes i at nå sit mål. Og siden menneskets mål er overnaturligt, så kan han ikke nå det ved sine egne naturlige kræfter. Han kræver overnaturlig hjælp, og sådan en hjælp tilbydes mennesket, og han kan potentielt nægte at tage imod den. For så vidt at Guds forsyn tillader en person at afvise nåde og begå alvorlig synd (dødssynd) (og sådan en tilladelse er essentiel hvis mennesket skal være frit), så har vi et tilfælde af det vi kalder en forkastelse, eller fordømmelse. Gud elsker, udvælger og prædestinerer alle som vil bruge Hans nåde og nå Himlen. Ergo kærlighed, udvælgelse og prædestination er alle indenfor forsynets rammer. Derfor, hele prædestinationens effekt har sin oprindelse og årsag i Gud, fordi al nåde kommer fra Ham, for at disponere et menneske til frelse (dvs. komme i Himlen), og til at understøtte hans bestræbelser for at opnå den. For de som er prædestineret, er prædestination sikker, fordi forsynet aldrig svigter. Dog, må vi også være forsigtige, så vi ikke bliver forvirrede om begrebet: Vi må ikke forvirres af dette "før" og "efter" blik som kan forstyrre vores greb om Guds omgang med Hans frie skabninger. Vi husker at Skriften fortæller os at Gud ønsker alle menneskers frelse, men dette reducerer ikke Guds vilje at alle mennesker er frie. Skt. Johannes af Damaskus siger, "Gud ønsker ikke ondt, ej heller påbyder Han dyden." Mennesket må samarbejdet med Guds frelsende vilje, hvis Han skal i Himlen. Der er intet mekanisk eller fatalistisk over prædestination, og det er heller ikke i konflikt med den frie vilje. Kun Gud kender antallet af de som vil nå Himlen. Og her på jorden kan vi vikke vide hvorvidt vi skal regnes blandt de udvalgte. Men vi kan vide at vi kommer i Himlen hvis vi ønsker og ville det, og bruger Guds nåde til at gøre vores valg effektivt. Skt. Peter fortæller os (2 Pet. 1, 10) at "Derfor, Brødre! gører eder des mere Flid for at befæste eders Kaldelse og Udvælgelse.."

Livets Bog

Livets Bog er en skriftlig metafor for prædestination. Livet refererer til herliggørelsen i Himlen. I en vis forstand, enhver som er i en tilstand af nåde, er i Livets Bog, for så vidt at vedkommende i øjeblikket kan sige at være indskrevet der. Og et menneske som afviser nåden ved at begå en dødssynd, er i det mindste midlertidigt forhindret i at blive indskrevet i Livets Bog. Derfor, bør man bekende alle sine synder ofte, og undgå dødssynd, og især også veniale eller kødelige synder. Skriftemålet bør gennemføres ca. hver 2.-4. uge. Hvis din præst ikke minder dig om det, så er der noget galt med ham, og du bør finde anden præst.

Guds magt

Magt er en evne til at udøve. I sig selv er den en ren perfektion, og derfor er den i Gud formelt, og på sin vis, eminent, og en del af den guddommelige essens. Fordi der ikke er noget potentiale i Gud, så er potentialer en manglende perfektion, og er genstand for Guds magt. Guds magt er ét med Hans uendelige essens, og er derfor uendelig i sig selv. Gud er uendelig magt. Derfor, er Gud omnipotent og almægtig. Gud kan alt. Af og til er det tåbeligt at spørge om Gud kan det som er selvmodsigelse, fx om Gud kan lave en firkantet cirkel. Men en modsætning er ikke en ting i sig selv, det er en fiktion hvorved to elementer udligner hinanden og efterlader tomhed. Ergo er en firkantet cirkel ikke en cirkel, og den er altså ingenting. At spørge hvorvidt Gud kan gøre frembringe sådan noget, er et tåbeligt spørgsmål. At sige at Gud ikke kan gøre selvmodsigelser, er ikke at begrænse Guds magt, men er at erklære Hans sandhed, for en selvmodsigelse er selvudslettende løgn. På samme vis er det at sige at Gud ikke kan bedrage, ikke at begrænse Guds kraft, men at bekræfte Hans sandhed. Når der ikke er nogen selvmodsigelser i Gud, og siden objektiv selvmodsigelse ikke er noget som helst, så ser vi at Gud ikke kan fjerne det som allerede er sket, dvs. Gud kan ikke gøre fortiden om. Gud gør alt med absolut frihed. Guds visdom er tydelig i alle Hans gerninger, men disse gerninger og værker begrænser ikke Hans guddommelige visdom, og de kan heller ikke udtømme Guds uudtømmelige magt. Guds formål med og i ting kan opnås med Hans forsyn, og med en anden type skabelsesorden, hvis det var det Han ville. Fx. kunne han også have valgt ikke at skabe menneskene.

Guds salighed

Salighed, eller lykke, eller velsignelse, er perfektionen af intellektets natur. Det består i det faktum at et intellektuelt væsen (dvs. en skabning som har forstand og vilje) ved at det besidder dets sande godhed i rigt mål, og at det har kontrol over sine handlinger. Gud er uendeligt bevidst om sig selv og sine absolutte goder, og Hans perfekte vilje er i absolut kontrol. Ergo er Gud uendeligt lykkelig. Gud er uendelig salighed. På vores menneskelige forstands vis, så sætter vi lighedstegn mellem guddommelig lykke og det guddommelige intellekt. Men vi minder til stadighed hinanden om at Guds intellekt virkelig er Gud i sig selv, for det er ét med den guddommelige essens. Kun Gud er uendeligt lykkelig, dvs. kun gud er uendelig salighed. Rationelle dyr (mennesker og engle) søger Gud som det objekt der vil opfylde dem, og gøre dem perfekt lykkelige. Gud er deres objektive lykke. Og ved at besidde Gud i den salige skuen, så består lykken i at vi kommer til at deltage i Gud. For så vidt at de salige i Himlen ikke alle besidder lige stor grad af kærlighed, og dermed forskel i herlighedens lys som er Gud, så er der i Himlen forskellige subjektive saligprisninger ift. hver enkelt himmelsk skabning. Vi vil altså deltage i Gud på den vis der passer til os. Guds uendelige salighed, omfatter perfekt alle saligheder, dvs. alle himmelske væsener som bor hos Ham.