Traditionen lever! SSPX Hadsten

Vi nåede kort at vende hjemmet, inden vi skulle fra arbejde og til messe - SSPX har netop fejret messen i en lille landsbykirke i Vissing, nær Hadsten. Det var utroligt velbesøgt, og vi grinte lidt af at der næppe havde holdt 7 biler på parkeringspladsen siden reformationen. Vissing Kirke er utroligt charmerende, og vi var vel i omegnen af 25 sjæle eller derover, denne aften. SSPX er naturligvis i kommunion med Rom, men har den frækhed at holde fast i alt det som er overleveret (2 Tess, 2) - det bryder man sig ikke om i Rom, men det er altså tradition de unge vil have. Og det får de så. Vissing Kirke er perfekt til formålet, med alterræling, et fint pulpitur, et behersket barokalter (jeg kan ikke lide barok), og et skønt nyrenoveret orgel. Folkekirken har penge nok, og de har jo lånt af os i ca. 500 år - så det er kun passende at vi får lidt igen denne aften. Fader Lindström synger fantastisk, og det gør vores helt egen gudsbenådede organist også. Tænk sig at dette lille stykke himmerige falder ned i Vissing en sådan torsdag aften. Det er 1. søndag i advent denne aften, og hvad kan være mere passende end at vi mindes om at vi skal dø for verden, så vi kan levendegøres i Ham? Vi lever i en verden hvor man skulle tro at ildkugler og jordskælv snart er en realitet - og det afspejles også i evangelielæsningen.

SSPX har en fremtid i Danmark, men i hvilken form er uvis. Til gengæld peger alting på at traditionen også har en fremtid i Danmark. Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan den jyske højderyg bryste sig af ihvertfald 150 mennesker som ønsker den gamle form som en realitet og konkret del af deres trosliv. Og fremtiden, og antallet af børn, fortæller os at det kun vil vokse. Alle her til aften var konvertitter - alle. Gud har en plan for os alle, og også for dette - at ignorere denne bevægelse af nåde, er helligbrøde. Ikke at takke Gud for den, det samme. Vi skal faste, bede og give mere i denne adventstid. Frugterne af disse eminent gode ting, ser vi frugterne af. Gud svigter aldrig Israel. Aldrig.

Røgens sødme var behersket men passende, i det lille kølige men utroligt velholdte kirkerum. Porten til Himmerige kræver røg, og der er intet mere livsbekræftende end babyhår der dufter af røgelse. Så ved man at sjælen har været i kontakt med det hinsides, og været nær lammets trone. Tak Gud for de nådegaver, og for Hans hellige tradition. Temaet i prædikenen var forberedelse, åndeligt og praktisk på Herrens komme. At vi venter en frelser der kan bringe orden, var budskabet. Vi er alle elendige, sønderknuste og miserable mennesker. Hvor er det dog svært at huske på, i hverdagens praktiske trummerum. Kun messen kan trække os væk fra vores jordiske elendighed, og hjem til Ham, omend blot for en kort stund. Slutningsvelsignelsen og Johannesprologen er en melankolsk farvel og på gensyn. Hvorfor savner man Ham allerede?

Næste gang er 29/12 og 30/12 i et privat kapel i Aalborg. Tak Gud for Lefebvre.