top of page

Traditionen lever! FSSP Kiel


Helligånden er generøs med sine nådegaver for tiden, og vi blev for ikke længe siden bekendt med, at Petersbroderskabet åbenbart har genoptaget deres jævnlige fejringer af den traditionelle form, i Nikolajkirken i Kiel. Her først nogle refleksioner og indtryk fra septuagesimasøndag, og lidt forskellige billeder fra dagen. Kiel er et stykke nede i Tyskland, og fra Aarhus tager turen ca. 2 timer. Det er overkommeligt, selv med børn, og man kan tage et stop undervejs, hvilket vi gjorde, og det gør turen derned betragteligt lettere. Messen starter kl. 17.00, og det gør altså at man har god tid frem og tilbage, indenfor rimelighedens grænser. Det er et mindre offer at tage turen til Kiel for at få opfyldt sine åndelige behov, men Gud har ret og krav på alt, og også vores surt tjente penge. Vi kan alligevel ikke få dem med i Himlen, så det er ligegyldigt. Kirken i Kiel er modernistisk, lidt kantet sagt så er den ikke køn, men til gengæld opvejes dette af et smukt tilrettet alter og en suveræn præst fra FSSP. Det er en dansker der giver sig som organist, og det er en fryd. Der var ca. 50 deltagere, men relativt få familier. Det lader til at messen har været eftertragtet, især fordi der åbenbart var faste messer inden coronapandemien for alvor tog sit indtog. Menigheden er stærkt engageret - det er en utrolig og ubeskrivelig glæde at opleve køen til skriftemålet, til kommunionen, hvorledes der dækkes op på kommunionsrælingen, deles messebøger ud, synges med alt hvad der kan under messens faste led. Traditionen kan ikke slås ihjel. Guds nåde og Helligånden virker hvor den vil, og det kan intet jordisk lave om på, heller ikke i Rom. Han der kan rejse bjerge og udjævne dale, Han virker hvor Han vil. Det er Ham vi skal sætte vores lid til. Gud svigter aldrig Israel. Der er kø til skriftemålet, og derfor er der mulighed for skriftemål en hel time før messen begynder(!). Imens bad vi rosenkransen på latin(!). Mit tysk er elendigt, og engelsk er ikke et foretrukkent sprog på de kanter. Men hvad skal vi også bruge det til, når vi har latin - et dødt sprog som har bevaret Kirkens tradition og messe i permafrost til evig tid, og som aldrig forandrer sig. Djævelen siges at hade latin, og han fik en på sinkadusen den aften.


Fasten nærmer sig, og septuagesima lader os forstå at Alleluia er væk, næsten ind til Påsken. Vi sang Adoro Te Devote under kommunionen, og folk tog sig tid.

Det er samtidig tankevækkende at der faktisk er en dansker blandt Petersbroderskabets præster, men han er sognepræst i Holland - det er vist bemærket at han ikke er velkommen på danske breddegradder, og har vist ikke hjemmel til at fejre messen i Danmark. Det ellers på trods af, at han er fuldt inkardineret (juridisk) i et bispedømme, og er verdenspræst. Men her i det danske bispedømme har man andre præferencer, og så skal vi vist ikke tale mere om det. Gad vide hvordan det hænger sammen juridisk - hvad ved jeg. Tak Gud for dit lysglimt i mørket. Tak Gud for dine nådegaver. Tak Gud for dine hellige præster. Herre, skænk os mange, hellige præster, katolske familier og hellige ordensfolk. Hellige Pius X, bed for os! Hvornår: Hver 1. søndag i måneden kl. 17.00 Hvor: Rathausstrasse 5, 24103 Kiel

Hvem: Petersbroderskabet (FSSP) Hvordan: Direkte mod Hamburg, drej af lige syd for Ejderen. En time fra Flensborg.


28 views1 comment

Recent Posts

See All

1 Comment


Regin Benner
Regin Benner
Feb 08, 2023

Lyder godt. Nej latinmessen vil aldrig blive kvalt. Det har ingen pave eller biskop nogen guddommelig ret til.

Like
bottom of page