Folk der går op i deres katolske tro og praksis med liv og sjæl, ender i sidste ende som "traditionalister". Det er ikke et ord man som katolik bør bruge om sig selv, af flere grunde. For det første, fordi hverken apostlene eller middelalderhelgenerne kaldte sig selv for traditionalister. Til gengæld elskede de Gud og katolsk praksis, og problemet med at kalde sig traditionalist er, at det reelt er en moderne opfindelse. Den er typisk opstået i kølvandet på koncilet, men for katolikken er Traditionen (ja, med stort T) en autoritet for os, og hvis man ikke anerkender Traditionen som en ufejlbarlig autoritet (hvori Skriften også er indlejret), så kan man ikke kalde sig katolik. Det er ikke noget jeg siger, men det er noget Kirken lærer (hvis man er i tvivl, så kan man bare læse den grønne katekismus, selv den nye fra JP2 tydeliggør det i art. 85ff). Modernister vil typisk sige at der jo er forskellige traditioner, og at vi jo lidt kan vælge hvilken vi gerne vil efterleve, men det er også noget sludder. Det er Kirken som bestemmer hvorledes Traditionen skal fortolkes med rod i traditionelle teologer og de apostolske fædre. Katolsk kristendom handler ikke om hvad Gud kan gøre for os. Det handler primært om, hvad vi skal gøre for Gud. Vi er kaldet til at kende, elske, og tjene Gud. Lad os bare mildt sige, at "traditionalister", (dvs. praktiserende katolikker) er nogle som deler vandene. I den forbindelse kan man læse disse 10 teser som en form for lakmustest eller indikator for, i hvor høj grad det lokale menighedsråd helt undgår at bringe ens navn på banen, når man tilbyder sin hjælp med plæneklipningen. Dette er naturligvis ikke en udtømmende liste, men det kan være nogle gode indikatorer og hegnspæle for, om man i "nogles øjne" er helt galt afmarcheret.
#1: Den Hellige Skrift er Guds åbenbarede, ufejlbarlige ord til os
Skriften er, sammen med den hellige Tradition, en autoritet, og den bogstavelige læsning har forrang for de øvrige læsninger. Uvidenhed om Skriften, er uvidenhed om Kristus. Det modsatte er fordømt af Kirken, jf. Hl. Pius X's encyklika "Lamentabili Sane" art. 11.
Årsagen til manglende tro på Skriftens autoritet, hviler mestendels på et rationalistisk bibelsyn, og den historisk-kritiske metode.
#2: SSPX er normal, mainstream katolicisme
SSPX udlever den katolske kristendom, som kendetegnede Kirken før katastrofen ifm. Det 2. Vatikankoncil. Det kan aldrig være skadeligt at leve den katolske tro, i overensstemmelse med måden hvorpå SSPX frembærer den. SSPX har ret i, at modernisme har infiltreret Kirken. Kollegialitet, religionsfrihed, den nye messeform og falsk økumeni, martrer Kirken den dag i dag.
#3: Det 21. Økumeniske Vatikankoncil er et pastoralt koncil
I modsætning til de øvrige 20 konciler, så er "koncilet" ikke et dogmatisk koncil, og fastsætter ikke forpligtende troslære for katolikker. Det var et pastoralt koncil, også selvom nogle mener at det fastsætter nye læresætninger. Jf. Pave Johannes XXIII, så sagde han netop dette i koncilets åbning (her på engelsk):
The salient point of this Council is not, therefore, a discussion of one article or another of the fundamental doctrine of the Church which has repeatedly been taught by the Fathers and by ancient and modern theologians, and which is presumed to be well known and familiar to all.
For this a Council was not necessary. But from the renewed, serene, and tranquil adherence to all the teaching of the Church in its entirety and preciseness, as it still shines forth in the Acts of the Council of Trent and First Vatican Council, the Christian, Catholic, and apostolic spirit of the whole world expects a step forward toward a doctrinal penetration and a formation of consciousness in faithful and perfect conformity to the authentic doctrine, which, however, should be studied and expounded through the methods of research and through the literary forms of modern thought. The substance of the ancient doctrine of the deposit of faith is one thing, and the way in which it is presented is another. And it is the latter that must be taken into great consideration with patience if necessary, everything being measured in the forms and proportions of a magisterium which is predominantly pastoral in character. - Pave Johs. XXIII
#4: Traditionen er en autoritet på lige fod, med Skrift og Læreembede
Traditionen er ikke en foranderlig størrelse, men har apostolisk karakter. Den katolske tro, er altså den samme som på apostolisk tid, som den er i dag. Kun måden og tydeligheden ved den, kan udvikles. Men substansen, dvs. hvad den er, er den samme. Jf. Kirkens seneste katekismus art. 84. kan vi læse at
Troens betroede skat (depositum fidei), indeholdt i den hellige Tradition og i Den hellige Skrift, er af apostlene betroet Kirken i dens helhed. Ved at holde fast ved denne skat vil hele det hellige folk, forenet med deres hyrder, altid holde fast ved apostlenes lære og fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne. Ved således at holde fast ved den overleverede tro, og ved at praktisere og bekende den, vil der være en særlig enhed i ånden mellem biskopperne og de troende.
5#: Paven må gerne kritiseres
I modsætning til hvad mange tror, så kan man sagtens kritisere den forhåndenværende Pave. Hos Pave Frans er der rigeligt til både mund og øjne, og selvom vi skylder den Hellige Fader lydighed og underkastelse, når han udlægger troen for os, så betyder det ikke at vi ikke har ret til - eller sågar pligt til - at gå i rette med ham, og sågar modstå ham hvis han fremelsker noget som strider imod Kirkens forpligtende troslære, Skriften eller Traditionen. Et rigtig godt eksempel på det, er fx. Skt. Birgitta af Vadstena, som er Sveriges (og nu også Europas) værnehelgen, og som i sin tid havde et borgerligt ord eller to på vejen, til den forhåndenværende Pave. Se engang her:
Know this too: that if some pope concedes to priests a license to contract carnal marriage, God will condemn him to a sentence as great, in a spiritual way, as that which the law justly inflicts in a corporeal way on a man who has transgressed so gravely that he must have his eyes gouged out, his tongue and lips, nose and ears cut off, his hands and feet amputated, all his body's blood spilled out to grow completely cold, and finally, his whole bloodless corpse cast out to be devoured by dogs and other wild beasts. (Har Pave Frans læst dette stykke?, red.) Similar things would truly happen in a spiritual way to that pope who were to go against the aforementioned preordinance and will of God and concede to priests such a license to contract marriage.
For that same pope would be totally deprived by God of his spiritual sight and hearing, and of his spiritual words and deeds. All his spiritual wisdom would grow completely cold; and finally, after his death, his soul would be cast out to be tortured eternally in hell so that there it might become the food of demons everlastingly and without end. Yes, even if Saint Gregory the Pope had made this statute, in the aforesaid sentence he would never have obtained mercy from God if he had not humbly revoked his statute before his death.”
Puha, det er stærke sager. Det skal man da lige sluge. Men hun var tilsyneladende moralsk velorienteret, og det har heller ikke været nemt med de Paver på den tid. Det kan vi jo tænke over, den dag i dag.
6#: Vi har pligt til at modstå kleresiet, hvis de hindrer sjælenes frelse
Der er masser af eksempler på helgener, som har stillet sig lodret op under en messe, og påpeget helt konkrete og graverende fejl hos kleresiet. Det har altid været lægfolket der har holdt fast i troen, sådan var det fx under arianismen. Hvis kleresiet ikke kan lide tradition, men elsker modernisme, og hvis de ikke vil frelse sjæle, så er det dem der har et problem. Ikke os.
#7: Lunkenhed er farligere end vantro
Det er aldrig noget mål i sig selv, blot at gå til messe om søndagen, og ellers pleje sine almindelige og dårlige vaner resten af ugen. Målet er Himlen, og "hvor smal er den port!" ikke, som leder til Himlen. Alle kender lignelsen om kamelen og nåleøjet, og vejen til Himmerige er brolagt med dyder, kærlighed til Gud og opofrelse. Problemet med lunkenhed og manglende daglig orientering mod Gud, er at det fremelsker dovenskab og veniale synder, som leder direkte mod dødssynder.
#8: Katolsk kristendom handler om kærlighed til Gud, før alt andet
Ikke fællesskaber, dydssignalering om søndagen, eller de rigtige meninger. Katolsk kristendom er upopulær, men vi kan finde inspiration i helgenerne og martyrerne, fx karmelitterne i Campiegne, som sang Veni Creator Spiritus mens de gik op til guillotinen. Vi skal have foragt for verden.
#9: Det handler ikke (bare) om liturgi
Mange tror fejlagtigt at den "traditionelle bevægelse" (læs: Folk der gerne vil dyrke den katolske tro i sin apostolske og fulde form) handler om en vis gruppe nørder, der godt kan lide æstetik og har hang til gamle klunkemøbler. Folk der har den opfattelse, forstår simpelthen ikke at det handler om kamp for Sandhed og helliggørelse, og ikke bare æstetiske udtryk. Bevares, liturgien er vigtig, for således som vi beder, således tror og lever vi også. Man kan få jordens flotteste liturgi, men har man ikke præster der prædiker og forkynder Sandhed, og lever man ikke Guds glade budskab og formaninger i hverdagen, så er den ligegyldig. Liturgikampen handler om ortodoksi, ikke æstetik.
#10: Dogmerne er forpligtende - men ikke nok
Bare fordi meget af Kirkens tradition og evindelige lære ikke er dogmatisk fastsat, betyder det ikke at den ikke er sund og nyttig for vores sjæl og frelse. Tag fx det faktum at Kirken i næsten 2000 år har lært, at verden blev skabt på 6 dage, og at jorden er ung og ikke gammel. Det har den lært fordi det var og stadig er godt for os, fordi det fortæller os at Gud elsker os, og ønsker venskab med os. Dogmatisk reduktionisme, er en barriere for at omfavne Kirkens fulde apostolicitet.