Det er selvfølgelig ikke gået din næse forbi, at det er såkaldt "Pride-måned", som om der skulle være noget som helst prisværdigt i at være psykisk syg og seksuelt uordnet, men det skal vi ikke trampe mere rundt i lige nu. Temaet her er nogle interessante statistikker som viser, hvordan svage mænd skaber svage familier, underforstået familier som ikke har ret gode odds for at overleve det moderne samfunds åndelige kannibalisme. Lad det også være sagt med det samme, at indlægget ikke handler om hvordan man løfter tunge ting og får store muskler, men mere om hvorfor åndelig styrke og et fast forankret trosliv, er nøglen til en masse afledte effekter der understøtter den kristne kernefamilie og civilisation som helhed.
Først det kedelige, nemlig en statistisk undersøgelse fra Schweiz, i 1994. Den viser med al tydelighed forskelle på fædres og møders trosvaner (dvs. kirkegang), og deres børns trosmæssige forankring såfremt den ene eller begge parter er kristne og går i kirke. Undersøgelsen er ren dynamit, for den viser uigenkaldeligt at faderen er den primære årsag til at dyrke og fastholde sunde trosmæssige vaner hos børnene, mens det samtidig viser sig at moderens trosvaner har en markant mindre effekt, hvis nogen overhovedet.
Hvis begge forældre går i kirke regelmæssigt, vil 33% af deres afkom gå i kirke regelmæssigt, mens 41% vil gå i kirke irregulært. Kun 25% vil blive direkte ikke-praktiserende. Det er logik for burhøns, intet nyt her.
Hvis faderen er irregulær (kirkegænger) og moderen er regelmæssig (kirkegænger), vil kun 3% af deres afkom blive regelmæssige, mens 59% bliver irregulære, og 38% går fortabt(!).
Hvis faderen er ikke-praktiserende, og moderen er regulær, vil kun 2% blive regulære kirkegængere, mens 37% bliver irregulære, og over 60% ryger direkte på møddingen.
Hvad så hvis faderen er fuldt praktiserende, dvs. den anden vej rundt?
Hvis faderen er regulær, og moderen er irregulær, vil 38% af afkommet (mod 33%) blive regulære, mens 44% af børnene bliver regulære, såfremt moderen er ikke-praktiserende eller direkte fjendtlig mod religiøs trospraksis(!). Faderens effekt på troslivet, især hos en ikke-praktiserende mor, lader faktisk til at forstærke troslivet hos børnene. Heldigvis viser det sig, at hos irregulære mødre, er det kun 25% af børnene som ikke viderefører en trospraksis.
Selv med en irregulær fader, og en ikke-praktiserende moder, vil 25% af børnene sandsynligvis vælge en trospraksis, mod 75% af børnene som vælger afvejen.
Det indlysende er selvfølgelig, at med ikke-praktiserende begge-forældre, vil kun 4% af børnene vælge en regulær trospraksis, mod +80% der ikke gør.
Essensen er altså, at moderen kun i bedste fald har en understøttende effekt på troslivet, mens faderen lader til at være den primære årsag til et trosliv i familien. Det kan godt være at det er politisk ukorrekt, og det er godt, for det bekræfter bare hvad adskillige psykologer, sociologer og andet godtfolk over tid har vist, at faderen er stabiliteten og drivkraften i ethvert sundt familieliv. Hvordan man kommer nemt i gang, så man rent faktisk får en effekt der er til at føle på
Nytårsforsæt virker ikke. Alt for mange mennesker opstiller totalt urealistiske mål for, hvordan de skal opbygge nye vaner, ændre livsstil og få en bedre tilværelse. Vaner og livsstil er to forskellige ting, og hvis man vil bryde en vane, skal man starte i det meget små, og langsomt arbejde sig op. Nøgleordet er 'lidt, men tit'.
Start med noget enkelt, maksimalt 5-10 minutter dagligt, og ikke mere. Fx, bed en fadervor og en "Hil dig, Maria" dagligt, som et realistisk og begrænset mål, og ikke mere. Den afledte effekt af små daglige rutiner, er at det til sidst føles mærkeligt ikke at gøre det. Når man lykkes, så aktiveres et belønningssystem i hjernen, der giver appetit på mere, og så er man allerede langsomt men sikkert i gang.
Dér hvor kæden hopper af for de fleste, er når de bliver over-ambitiøse og bider over for stor en kage. Den modsatte effekt opstår, at man giver op, møder modstand og ikke lykkes.
De små daglige rutiner forstærke de store rutiner, dvs. at man bør fjerne de praktiske barrierer for at komme i kirke. Målet må først og fremmest være, bare at komme afsted. Byg nogle aktiviteter op før og efter kirkegang, som fx gåture og besøg.
Gør det socialt - alle erfaringer viser, at hvis man gennemfører små iterationer sammen med andre, forstærkes de positive afledte effekter, end hvis man udfører dem alene. Mennesker er sociale væsener, og derfor vil belønningen og den positive følelse forstærkes i fælleskab med andre.
Læs lidt i Bibelen dagligt, men kun lidt. Det vigtige er ikke hvor meget man får læst, men at man får det gjort. Ét enkelt vers om dagen, 5 minutter og ikke mere. Man bliver overrasket over hvor meget der hænger ved, og hvor nemt det er at bygge ovenpå.
Nøglen til at bryde vaner og bygge nye, er at gøre det nemt at sige ja, og svært at sige nej. Enkelte få, små, daglige gentagelser, gør at det føles forkert IKKE at udføre dem! (samme principper ovenfor, gælder desuden også ved fx styrketræning, idræt eller alm. læsning, og kan overføres til næsten alt.)
Børn er desuden ellevilde med alt der har med kristendom at gøre. Der er utallige eksempler på videoer på YouTube, med messer, sange, kirker, klokker, æstetik, der er guf for nysgerrige små poder som gerne vil lære mere om de voksnes verden. Før man får set sig om, har børnene et veludviklet sprog og sans for hvad der er vigtigst her i verden.
Et tankeeksperiment: Hvis du beder én bøn hver dag, hvor mange vaner kan du bygge op i dit trosliv på en måned? Et år? 2 år? 5 år? 10 år? Hvor god en rollemodel tror du, at du kan nå at blive over for dine børn?
Det starter i det små, så hvis du læser nedenstående stykke tekst, så er du allerede lykkedes i dag:
"Hil dig, Maria, fuld af nåde,
Herren er med dig,
Velsignet er du iblandt kvinder,
Og velsignet er dit livs frugt, Jesus!
Hellige Maria, Guds moder,
Bed for os syndere,
Nu og i vor dødstime!
Amen"
Så er du i gang.