Skt. Augustin var Tridentiner

Melanchton havde skrevet til Brenz d. 8. April 1531 A.D. og sagde at han forstod hvorfor Brenz, som var nygift, ikke havde skrevet, men bad ham om at genoptage korrespondancen. Han sendte også nogle sætninger om retfærdiggørelse. Brenz har formentlig kommenteret på dem i et brev som ikke blev fundet i samlingen af Melanchtons breve. I midten af Maj, svarede Melanchton...

"I received your rather long letter, which I enjoyed very much. I beg you to write often and at length. Regarding faith, I have figured out what your problem is. You still hold on to that notion of Augustine’s, who gets to the point of denying that the righteousness of reason is reckoned for righteousness before God—and he thinks rightly. Next he imagines that we are counted righteous on account of that fulfillment of the Law which the Holy Spirit works in us. So you imagine that people are justified by faith, because we receive the Holy Spirit by faith, so that afterwards we can be righteous by the fulfillment of the law which the Holy Spirit works in us. This notion places righteousness in our fulfillment, in our cleanness or perfection, even though this renewal must follow faith. But you should turn your eyes completely away from this renewal and from the law, and toward the promise and Christ, and you should think that we are righteous, that is, accepted before God, and find peace of conscience, on account of Christ, and not on account of that renewal. For this new quality itself does not suffice. Therefore we are righteous by faith alone, not because it is the root, as you write, but because it lays hold of Christ, on account of whom we are accepted, whatever this new life may be like—indeed it follows necessarily, but it does not give the conscience peace. Therefore love, which is the fulfillment of the law, does not justify, but faith alone, not because it is a certain perfection in us, but only because it lays hold of Christ. We are righteous, not on account of love, not on account of the fulfillment of the law, not on account of our new life, even though these things are the gifts of the Holy Spirit, but on account of Christ; and we lay hold of this only through faith. Augustine does not fully accord with Paul’s pronouncement, even though he gets closer to it than the Scholastics. And I cite Augustine as fully agreeing with us on account of the public conviction about him, even though he does not explain the righteousness of faith well enough. Believe me, dear Brenz, the controversy about the righteousness of faith is great and obscure. Nonetheless, you will understand it rightly if you totally take your eyes away from the law and Augustine’s notion about the fulfillment of the law, and fix your mind rather on the free promise, so that you think that we are righteous (that is, accepted) and find peace on account of the promise and on account of Christ. This pronouncement is true and makes Christ’s glory shine forth and wonderfully raises up [people’s] consciences. I have tried to explain it in the Apology, but it was not possible to speak in the same way there as I do now because of the calumnies of our opponents, even though I am saying the same thing essentially. (5) When would the conscience have peace and a sure hope if it had to think that we are only counted righteous when that new life has been made perfect within us? What is this other than to be justified on the basis of the law, not the free promise? In the disputation I said this: that to attribute justification to love is to attribute justification to our work. There I have in mind the work done by the Holy Spirit in us. For faith justifies, not because it is a new work of the Holy Spirit in us, but because it lays hold of Christ, on account of whom we are accepted, not on account of the gifts of the Holy Spirit in us. If you will consider that the mind must be brought back from Augustine’s notion, you will easily understand the issue. Also, I hope to help you in some way by means of our apology, even if I speak cautiously of such things, which however cannot be understood except in the conflict of the conscience. The people indeed ought to hear the preaching of law and repentance; but meanwhile this true pronouncement of the Gospel must not be passed over. I ask you to write again, and let me know your judgment about this letter and the apology—whether this letter has satisfactorily answered your question. Farewell. Phillip Melanchton. Luther’s P.S.: And I, dear Brenz, in order to get a better grip on this issue frequently imagine it this way: as if in my heart there is no quality that is called faith or charity, but instead of them I put Christ himself and say: this is my righteousness; He is the quality and my formal righteousness, as they call it. In this way I free myself from the perception (6) of the law and works, and even from the perception of this object, Christ (7), who is understood as a teacher or a giver; but I want Him to be my gift and teaching in Himself, so that I may have all things in Him. (8) So he says: I am the way, the truth and the life. He does not say: I give you the way, the truth and the life, as if He worked in me while being placed outside of me. He must be such things in me, remain in me, live in me, speak not through me but into me (9), 2 Cor. 5; so that we may be righteousness in Him, not in love or in gifts that follow." (Hartmann Grisar, SJ, "Luther and His Works, Vol 4/6)

"O let my heart, he says, be unspotted in Your righteousnesses, that I be not ashamed Psalm 118:80. He returns to the words of His body, that is, His holy people, and now prays that his heart may be made unspotted, that is, the heart of His members; in the righteousnesses of God, not in their own strength: for He has prayed for this, not presumed upon it. In the words he has added, that I be not ashamed, there is a resemblance to some of the earlier verses of this Psalm. Whereas there, in the words, O that, he signifies a wish, he has here expressed himself in the more open words of one praying: O let my heart be sound: so that in neither of these two sentences, each of which is one and the same, there is found the boldness of one who trusts in his own free will against grace. While he says there, so shall I not be confounded: he says here, that I be not ashamed. The heart then of the members and the body of Christ is made unspotted, through the grace of God, by means of the very Head of that Body, that is, through Jesus Christ our Lord, by the laver of regeneration, Titus 3:5 wherein all our past sins have been blotted out; through the aid of the Spirit, whereby we lust against the flesh, that we be not overcome in our fight; Galatians 5:17 through the efficacy of the Lord's Prayer, wherein we say, Forgive us our trespasses. Matthew 6:12 Thus regeneration having been given to us, our conflict having been aided, prayer having been poured forth, our heart is made unspotted, so that we be not ashamed. Luke 6:37-38 - Skt. Augustin - Kommentar til Sl. 118.

Indledning og motivation

Skt. Augustin bliver hos protestanter ofte båret frem, som skoleeksemplet på den protestantiske og "sande" forståelse af retfærdiggørelse, hvor folk typisk tager Skt. Augustin ud af kontekst, for at bevise at "tro alene" er funderet hos den hellige Kirkelærer, eller at der ikke finder nogen "ontologisk forandring" sted, eller for det tredje at - selvom der finder en ontologisk forandring sted, at retfærdiggørelse alene finder sted som en konsekvens af Guds nåde, og ikke samtidig som en konsekvens af at Gud gør os retfærdige. Men som vi skal se, er Skt. Augustin fuldstændig og substantielt på linje med Tridentinerkoncilet og samme koncils udlægning af retfærdiggørelse, og navnlig Session VI som hos nogle er en kende omstridt. Indlægget her er en kende langt, men det er helt klart det værd.

For at blive mere konkrete, så lad os opridse hvad "den protestantiske position" vedr. retfærdiggørelse er. Der findes nemlig ikke én protestantisk position, men flere - men skal man opsummere dem kort, så kan man koge dem ind til

1. Gud frelser alene gennem sin nåde, som han tilfører os, og gør os retfærdige. Han "kender os" retfærdige, uden nogen som helst form for forandring af vores sjæle, endsige vores kødelighed.

2. Gud frelser alene gennem sin nåde, som han tilfører os, og "kender os retfærdige". Der sker nok en forandring sted i os, men den er ikke kvalitativ, skønt Gud stedse over vores liv lader os vokse i retfærdighed (ikke hellighed, NB!), for til sidst at frelse os gennem tro.

3. Gud frelser alene gennem sin nåde, som han indgyder i os, og "kender os retfærdige". Der finder en ontologisk forandring sted i os, og den er kvalitativ - men stadigvæk, så skelner Herren Jesus mellem vores kvalitative retfærdiggørelse, og Guds essentielle retfærdighed, som nogle påstår er 2 forskellige ting. Der sker altså en "anden akt" (actum secundum) af retfærdiggørelse og dermed frelse som Gud tilfører os, efter vi dør, desuagtet hvor meget Han har helliggjort os og forandret vores sjælekræfter.

4. Eller kort fortalt, at alle protestantiske positioner vedr. retfærdiggørelse, er alt dét som Tridentinerkoncilet ikke er.
   

   3. position er mest berømt ved Kardinal Seripandos påstand, som blev kontant bortfejet på Tridentinerkoncilet, navnlig af Skt. Ignatius af Loyola og Diego Laynez, og de øvrige koncilsfædre. Der var før og også efter tridentinerkoncilet katolikker og protestanter som besad denne position. Jesuitterne dengang havde udmærket læst Skt. Augustin, og Kardinal Seripando - som desuden var leder af Augustinerordenen på den tid, kan siges at være blot endnu en augustiner som ikke forstod sin augustinske systematik. Men sådan er der jo så meget.

Princippet om formel årsag

For til bunds at kunne forstå den tridentinske position, så skal man forstå begrebet om "formel årsag". En formel årsag er dét "intrinsiske element af noget, som gør en ting til ét den er". Formen på en statue for eksempel, gør en blok af marmor til en statue. Formen på et æble, "former materien" til dét som gør det til et æble. Og formen tildeler også "formål" til dét som formes. Formen "informerer" altså materien til dét den skal, og disponerer materien til at opfylde sit formål. Formålet med en bold er at rulle fra a til b, så den har form som en bold og materie som passer til formålet. Alting omkring os har form, og vores sjæl er altså også menneskets subsistente livgivende princip som "former" os. Fordi vi er skabt i Guds billede, så er vores sjæl altså skabt til at kende Gud, elske Gud, og tjene Gud. Vi opfylder altså vores eksistentielle formål, når vi klædes på til netop dét.

Vi kan altså deltage i Logos, Gud, når vi beder, og retter vores intellekt og vilje mod Ham, og vi kendes retfærdige når vi elsker, kender og tjener Ham som Han ønsker af os. Essensen af retfærdighed, er at deltage i Guds retfærdighed. Fordi Guds natur er retfærdighed, Hans essens eller dét Han er og kendes ved, så deltager vi i Gud ved at være retfærdige, altså ved at færdes ret og elske, kende og tjene Ham som Han har åbenbaret for os. Det svarer lidt til at sige, at en bil er retfærdig når den kører efter færdselsloven. Den er designet til at køre på vejen, men hvis familiebilen går off-road, så går det galt. I mere thomistisk forstand, så bliver vores menneskenatur altså retfærdiggjort som en konsekvens af at deltage i Guds natur. Vi bliver som Ham, vi deltager i Hans essens.

Vil man læse mere om Kardinal Seripando og Laynez, kan man fint læse dette uddrag forneden:

Double Justice, Diego Laynez and the Council of Trent-fi33318436.pdf

Download PDF • 2.37MB

Skt. Augustin om Guds uudslukkelige godhed: "Guds by" - Bog 12, kapitel 1

"Derfor siger vi, at der ikke findes noget uforanderligt gode undtagen den ene, sande, salige Gud; at de ting, som Han har skabt, ganske vist er gode, fordi de er fra Ham, men dog foranderlige, fordi de ikke er skabt af Ham, men af intet. Selvom de derfor ikke er det højeste gode, for Gud er et større gode, så er de foranderlige ting, som kan holde fast ved det uforanderlige gode og derved være salige, meget gode; for så fuldstændigt er Han deres gode, at uden Ham kan de ikke andet end være elendige. Og de andre skabte ting i universet er ikke bedre af den grund, at de ikke kan være elendige. For ingen ville sige, at kroppens andre lemmer er bedre end øjnene, fordi de ikke kan være blinde. Men ligesom den sansende natur, selv når den føler smerte, er højere end den stenhårde, som intet kan føle, sådan er den fornuftige natur, selv når den er elendig, mere fortræffelig end den, der mangler fornuft eller følelse og derfor ikke kan opleve nogen elendighed. Og da dette er tilfældet, så er det i denne natur, som er skabt så fortræffelig, at den, selvom den selv er foranderlig, dog kan sikre sin salighed ved at holde sig til det uforanderlige gode, den højeste Gud; og da den ikke bliver tilfreds, medmindre den er fuldkomment salig, og ikke kan være det uden i Gud — i denne natur, siger jeg, er det åbenbart en fejl ikke at holde sig til Gud. Nu skader enhver fejl naturen og er følgelig imod naturen. Skabningen, som holder sig til Gud, adskiller sig derfor fra dem, der ikke gør det, ikke ved naturen, men ved fejlen; og dog viser netop denne fejl, at naturen i sig selv er meget ædel og beundringsværdig. For den natur roses jo netop, hvis fejl med rette bebrejdes. For vi bebrejder med rette fejlen, fordi den ødelægger den rosende natur. Ligesom vi, når vi siger, at blindhed er en mangel ved øjnene, dermed beviser, at synet hører til øjnenes natur; og når vi siger, at døvhed er en mangel ved ørerne, beviser vi derved, at hørelse hører til deres natur; — således erklærer vi også, når vi siger, at det er en fejl hos den englelige skabning, at den ikke holder sig til Gud, at det hørte til dens natur at holde sig til Gud. Og hvem kan med rette fatte eller udtrykke, hvor stor en herlighed det er at holde sig til Gud, at leve for Ham, at hente visdom fra Ham, at glæde sig i Ham og at nyde dette så store gode uden død, vildfarelse eller sorg? Og således er enhver last en skade på naturen, og netop denne last hos de onde engle, at de har forladt Gud, er et tilstrækkeligt bevis på, at Gud skabte deres natur så god, at det er en skade for den ikke at være hos Gud.

Det er relevant at begynde med Skt. Augustins forståelse af, hvorledes rationelle intellekter deltager i Gud. Fordi Gud er det højeste gode, så deltager vi med vores rationelle fakulteter, dvs. vores sjæl, i Gud. I ovenstående stykke i "Guds By", taler Skt. Augustin om de faldne engles manglende vilje til at deltage i Gud gennem deres natur - men det helt centrale her er, at vores natur også er at deltage i samme Gud, fordi Gud er det højeste Gode, den højeste visdom, og højeste perfektion. Knyttet til ovenstående udlægning af vores deltagelse i Guds natur, så ser vi med al tydelighed at Skt. Augustin deler opfattelsen af, at immaterielle intellekter skal deltage i Guds natur, for at herliggøre Ham. Således er det for Skt. Augustin fuldstændig muligt og sågar også godt og passende, at vi indlader vores sjælelige natur på at deltage i Gud, Logos. Han understreger samtidig også, at såfremt man ikke deltager i Guds natur, Hans essens, så er det både en fejl og et onde, som er en manglende perfektion, og også er en skade og en sorg. Vores åndelige fakulteter mangler således at blive opfyldt, såfremt vi ikke deltager i Gud. Essensen af retfærdighed er altså, at vi færdes ret når vi kalibrerer vores vilje og intellekt til at deltage i Ham.

Skt Augustin udlægger dette med endnu større tydelighed i sin håndbog om de teologiske dyder, "Enchiridion": Fordi vi skal kende, elske og tjene Gud, så er motivet at vi frygter Herrens visdom fordi vi erkender Hans majestæt, og ønsker forsoning med Hans essens, navnlig den højeste visdom.

"Menneskets sande visdom er gudsfrygt (pietas). Dette finder du i den hellige Jobs bog. For vi læser dér, hvad visdommen selv har sagt til mennesket: Se, Herrens frygt [pietas], det er visdom. Hvis du yderligere spørger, hvad der på dette sted menes med pietas, kalder den græske tekst det mere præcist θεοσέβεια (theosebeia), det vil sige gudsdyrkelse. Grækerne kalder undertiden gudsfrygt εὐσέβεια, hvilket betyder ret gudsdyrkelse, selvom dette naturligvis især henviser til dyrkelsen af Gud. Men når vi skal fastslå, hvori menneskets sande visdom består, er det mest bekvemt at bruge det ord, der tydeligst udtrykker Guds frygt. Og kan du, som ønsker, at jeg skal behandle store ting med få ord, ønske dig en kortere formulering? Eller måske ønsker du, at dette udtryk i sig selv forklares kort, og at jeg i en kort tale udfolder den rette måde at tilbede Gud på?"

Skt. Augustin troede på én formel årsag til retfærdiggørelse, som er inhærent

For at vise at Skt. Augustin substantielt er på linje med Tridentinerkoncilet, så lad os først opridse hvad koncilet selv lærer, navnlig Session VI og de afledte kanon og dekreter.

Tridentinerkoncilet, Session VI:

Dekret VII: Den eneste formelle årsag er Guds retfærdighed, ikke den, hvorved Han selv er retfærdig, men den, hvorved Han gør os retfærdige, nemlig den, som vi, idet vi bliver udrustet med den af Ham, fornyes i vort sinds ånd.

Dekret XVI: Således er hverken vor egen retfærdighed grundlagt som vor egen fra os selv, ej heller ignoreres eller forkastes Guds retfærdighed, for den retfærdighed, som kaldes vor, fordi vi retfærdiggøres ved dens tilstedeværelse i os, den er den samme [retfærdighed] som Guds, fordi den er udgydt i os af Gud gennem Kristi fortjeneste.

Kanon 11: Hvis nogen siger, at mennesker retfærdiggøres enten ved Kristi retfærdigheds blotte tilregnelse eller ved syndernes blotte forladelse, med udelukkelse af den nåde og kærlighed, som er udgydt i deres hjerter af Helligånden og forbliver i dem, eller også at den nåde, ved hvilken vi retfærdiggøres, kun er Guds velvilje, han være bandlyst."

Så lad os derefter se nogle konkrete citater fra Skt. Augustin, hvoraf der ikke er så få der viser at han deler samme position vedr. sjælens fornyelse af nåde og kærlighed i vores sjæle, hvorved vi retfærdiggøres. Skt. Augustin udfolder systematikken eksplicit i sine kommentarer til 1 og 2. Korintherbrev, ift. hvorledes vores sjæle fornyes og dette af Kristi primære akt.

"Men ud af ham ere I i Kristus Jesus, som blev os Visdom fra Gud, både Retfærdighed og Helliggørelse og Forløsning;" - 1 Kor 1,30

"Den, som ikke kendte Synd, har han gjort til Synd for os, for at vi skulle blive Guds Retfærdighed i ham." - 2 Kor 5,20

Skt. Augustin, Brev 120 “Men den retfærdighed, som lever i sig selv, er uden tvivl Gud, og den lever uforanderligt. Men ligesom det, skønt det er liv i sig selv, også bliver liv i os, når vi på en eller anden måde bliver delagtige i det, således er det også med retfærdigheden: skønt den findes i sig selv, kommer den også til at være i os, når vi lever retfærdigt ved at holde os til den, og vi er mere eller mindre retfærdige, alt efter hvor meget vi holder os til den. Derfor siger Skriften om Guds enbårne Søn, at skønt han er Faderens visdom og retfærdighed og altid eksisterer i sig selv, så ‘blev han for os visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning’ (1 Kor 1:30)… Lad os derfor ikke tænke om Gud, at han ligner vores retfærdighed, men lad os snarere tænke om os selv, at vi ligner Gud mere, jo mere vi kan blive retfærdige ved delagtighed.”

Bemærk hvordan Skt. Augustin uddyber at vi deltager og delagtiggøres i Guds visdom. Visdom udlægges hos Skt. Augustin længere oppe som Guds essens og retfærdighed, og det er denne visdom vi deltager vi, når vi er retfærdige og udøver retfærdighed. Skt. Augustin binder det hele sammen i de øvrige afsnit, og det er samtidig essensen af Session VI i Tridentinerkoncilet.

Skt. Augustin, Bekendelser bog XII “Du skabte himmel og jord; men den visdom, som er skabt, det vil sige den intellektuelle natur, som ved at skue lyset er lys. For denne, skønt skabt, kaldes også visdom. Men hvilken forskel der er mellem Lyset, som oplyser, og det, som bliver oplyst, så stor er forskellen mellem den Visdom, der skaber, og den skabte; ligesom forskellen mellem den Retfærdighed, der retfærdiggør, og den retfærdighed, som bliver til ved retfærdiggørelse. For vi kaldes også din retfærdighed; for således siger en af dine tjenere: ‘For at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham’ (2 Kor 5:21).”

Igen udlægger Skt. Augustins Guds natur, og bemærk hvorledes han udlægger Guds natur og visdom som lys, som oplyser vores sjæl og forædler den. Fordi Gud er lys, det lys som oplyser ethvert menneske, så skal vores sjæl oplyses af Hans visdom således at vi kan bevæge os i retfærdighed.

Skt. Augustin, Prædiken 169, 2 “Når han siger, at vi er retfærdighed, fremfører han sit synspunkt mere effektivt, end hvis han havde sagt, at vi er retfærdige; dog på den måde, at når han siger ‘retfærdighed’, bør vi forstå ‘retfærdige’. Vi er jo ikke den uforanderlige retfærdighed, som vi er blevet delagtige i; men ligesom man siger ‘der er meget ungdom der’, og mener mange unge mennesker, således kan man også sige retfærdighed og forstå ved det retfærdige mennesker. Hør den samme apostel sige det samme tydeligere: ‘For at vi skal være Guds retfærdighed i ham’ (2 Kor 5:21). At vi ikke må være vores egen retfærdighed, men Guds; modtaget fra ham, ikke tilegnet af os; givet, ikke tilranet; skænket, ikke grebet.”

Vi modtager Guds retfærdighed af Ham, således som en gave og hvorved vi iklædes og kalibreres i henhold til hans vilje. Når Skt. Augustin forneden i Ånden og bogstavet taler om retfærdighed, så taler Han om at Han meddeler sig selv i vores sjælskræfter således at vi deltager i Hans natur.

Skt. Augustin om Ånden og Bogstavet, kap. 11 "‘Guds retfærdighed er blevet åbenbaret’ (Rom 3,21). Det vil sige, han sagde ikke ‘menneskets retfærdighed’, men ‘Guds retfærdighed’, ikke den retfærdighed, ved hvilken Gud er retfærdig, men den retfærdighed, hvormed han iklæder mennesket, når han retfærdiggør den ugudelige."

Skt. Augustin, Brev 140: "Som vi altså med ordene: ‘Frelsen tilhører Herren’ ikke forstår den frelse, ved hvilken Herren frelses, men den, ved hvilken de mennesker frelses, som han frelser, således skal vi heller ikke, når vi læser om Guds retfærdighed i passagen: ‘Uden at kende Guds retfærdighed og ville grundlægge deres egen retfærdighed’ (Rom 10,3), forstå den retfærdighed, hvormed Gud er retfærdig, men den, ved hvilken de mennesker er retfærdige, som hans nåde gør retfærdige."

Skt. Augustin, Prædiken 131: "Guds nåde kaldes Guds retfærdighed gennem vor Herre Jesus Kristus, ikke den, ved hvilken Herren er retfærdig, men den, ved hvilken han retfærdiggør dem, som han fra uretfærdige gør retfærdige."

Skt. Augustin om Ånden og Bogstavet, kap. 45: "Hvad betyder ellers udtrykket ‘at blive retfærdiggjort’ end at blive gjort retfærdig — naturligvis af Ham, som retfærdiggør den ugudelige, for at han kan blive en gudelig?"

Igen taler Skt. Augustin om gudeliggørelse af os alle. Men hvor - spørger man nok - kan vi se at han taler om formel årsag? Hvordan kan vi forstå princippet om substantiel form og formel årsag eksplicit hos Skt. Augustin?

Skt. Augustin, Om synders fortjeneste og tilgivelse og om barnedåben, bog 1, kap. 10 "Men ud over denne efterligning (af retfærdighed) virker hans nåde i os vor oplysning og retfærdiggørelse… Ligesom derfor han, i hvem alle bliver levende, ud over at give sig selv som et eksempel på retfærdighed for dem, der efterligner ham, også giver dem, der tror på ham, den skjulte nåde fra sin Ånd, som han i det skjulte indgyder selv i spædbørn; således har også han, i hvem alle dør, ud over at være et eksempel til efterligning for dem, der med vilje overtræder Herrens bud, i sin egen person fordærvet alle, der stammer fra hans slægt, ved den skjulte fordærvelse fra sin kødelige begærlighed."

Skt. Augustin, Om Treenigheden, XV, 8, 14 "Når han siger: ‘Vi forvandles til det samme billede,’ mener han uden tvivl Guds billede; og ved at kalde det ‘det samme’ mener han netop det billede, vi ser i spejlet, … og at vi går fra en form, der er uklar, til en form, der er lys, … og denne [menneskelige] natur, som er det fornemste blandt de skabte ting, forvandles fra en form, der er vanæret, til en form, der er skøn, når den retfærdiggøres af sin Skaber fra ugudelighed."

Her skriver Skt. Augustin fuldstændig eksplicit at vi formes efter Guds billede. Han skriver heller intet om at det sker ved en arbitrær anden akt, men at vi retfærdiggøres direkte ved denne formelle årsag der er Guds retfærdighed.

Skt. Augustin om Salme 99 “„For også vi bør have dømmekraft, vi bør have retfærdighed; men det er Han, som virker i os dømmekraft og retfærdighed, Han, som skabte os, for at Han kunne virke dem i os... Lad os prise Ham, lad os ophøje Ham, som har frembragt netop den retfærdighed, vi har; som virkede den i os, selv. For hvem andre end Han, som retfærdiggjorde os, virkede retfærdighed i os? For om Kristus siges det: ‘som retfærdiggør den ugudelige.’ (Romerbrevet 4,5)“

Igen, Gud lader sin retfærdighed virke i os. Nedenstående citat er fuldstændig eksplicit i den henseende. Og han taler om én årsag, ikke flere årsager, og slet ikke en "anden akt" af retfærdiggørelse.

Skt. Augustin, Guds Stad, bog XIX, kap. 27 „Således består retfærdigheden i hver enkelt person i dette: at Gud styrer mennesket, at sjælen styrer legemet, og at fornuften hersker over lasterne, enten ved at undertvinge dem eller ved at modstå dem. Desuden må man bede Gud om både nåden til fortjenester og tilgivelsen for synderne og frembære taksigelse for de velgerninger, man har modtaget.“

Bemærk her hvordan Skt. Augustin nærmest er identisk med Skt. Thomas Aquinas, hvor han uddyber hvorledes vi disponeres og udrustes til en vis form for vertikal opretholdelse. Vi får altså vores kødelighed under kontrol ved Guds hjælp, og det er også årsagen til at Skt. Thomas bygger hele sin antropologi på Skt. Augustin. De er fuldkommen enige i deres systematik.

Skt. Augustin om Salme 144 [145] „Betragt dig selv: hvad havde du fortjent, du synder? Du, som foragtede Gud, hvad havde du fortjent? Se, om der falder dig noget ind andet end straf, om der falder dig noget ind andet end fordømmelse. Du ser da, hvad der var dig skyldig, og hvad Han har givet, Han som gav for intet. Der blev givet syndsforladelse til synderen; der blev givet retfærdighedens ånd; der blev givet næstekærlighed og kærlighed, hvorved du kan gøre alle gode gerninger; og ud over dette vil Han også give dig det evige liv og fællesskab med englene: alt af Hans barmhjertighed…“

Her forbinder Skt. Augustin fuldstændig vores evne til at elske Gud og gøre Hans vilje, med definitionen af retfærdighed og udøvelsen af samme, samt frelsen. Det kan simpelthen ikke læses på anden vis. Og naturligvis dét, at Gud virker det i os.

Skt. Augustin, Om Treenigheden (Bog 15, kapitel 10, stk 14). „14. Da også det, som kaldes vore fortjenester, er Hans gaver. For at troen kan virke gennem kærlighed, udgydes Guds kærlighed i vore hjerter ved Den Hellige Ånd, som er given os. Og Han blev da givet, da Jesus blev herliggjort ved opstandelsen. For da lovede Han, at Han selv ville sende Ham, og Han sendte Ham; for da, som det var skrevet og forud sagt om Ham, opfor Han i det høje, Han førte fangen fanget, og gav gaver til menneskene. Disse gaver udgør vore fortjenester, ved hvilke vi når frem til det højeste gode: en udødelig salighed. Men Gud, siger apostlen, viser sin kærlighed mod os derved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. Meget mere skal vi da, nu retfærdiggjorte ved Hans blod, frelses fra vreden ved Ham.

Skt. Augustin - Om Natur og Nåde, kap. 74 [LXIII] „Det er Han, som sender Den Hellige Ånd, der er givet os, ved hvem den kærlighed udgydes i vore hjerter, ved hvilken alene de, der er retfærdige, er retfærdige.“

Opsummering: Skt. Augustin er eksplicit i det forhold at vores retfærdiggørelse er én akt af Guds formative indvirken på vores sjæl, vores deltagelse i Hans visdom og kærlighed rettet mod Ham, motiveret af Ham. Men hvad med resten af præmissen for kærlighedsrelationen til Gud? Er retfærdiggørelse blot en dikotom 0/1-ting, eller kan man vokse i hellighed - eller rettere - retfærdighed (som er det samme) - og kan man optjene den?

Skt. Augustin mente at vores inhærente retfærdighed forøges, og fortjenes, ved gode gerninger

Tridentinerkoncilet, session VI: Dekret X: Troen, som samarbejder med de gode gerninger, vokser i den retfærdighed, som er modtaget gennem Kristi nåde, og retfærdiggøres yderligere. Dekret XVI: Derfor skal det evige liv tilbydes dem, der handler godt indtil enden og sætter deres lid til Gud, både som en nåde, der barmhjertigt er lovet Guds sønner gennem Kristus Jesus, og som en belønning, lovet af Gud selv, som trofast skal gives for deres gode gerninger og fortjenester.

Canon 24: Hvis nogen siger, at den modtagne retfærdighed ikke bevares og heller ikke øges for Gud gennem gode gerninger, men at disse gerninger blot er frugter og tegn på den opnåede retfærdiggørelse, men ikke årsagen til dens vækst, han være bandlyst.

Canon 32: Hvis nogen siger, at den retfærdiggjortes gode gerninger i en sådan grad er Guds gaver, at de ikke også er den retfærdiggjortes egne gode fortjenester; eller at den retfærdiggjorte ved de gode gerninger, han udfører ved Guds nåde og Jesu Kristi fortjeneste, hvis levende lem han er, ikke i sandhed fortjener en vækst i nåde, det evige liv og — hvis han dør i nåde — opnåelsen af selve det evige liv og også en vækst i herlighed, han være bandlyst.

Skt. Augustin, Brev 167: „De hellige har iført sig retfærdighed, nogle mere og nogle mindre.“

Fordi Gud ganske enkelt ikke elsker alle lige meget, så tildeles nåde også til nogle mere og til andre mindre. Vor Frue elskes naturligvis meget mere af Gud, end Han elsker os. Men det er ikke i sig selv et problem, såfremt der ikke er nogen begrænsning for hvor meget vi kan deltage i Guds kærlighed.

Skt. Augustin, Prædiken 158: (p. 117) „Vi er blevet retfærdiggjort; men denne retfærdighed kan vokse, efterhånden som vi gør fremskridt. Og hvordan den kan vokse, vil jeg fortælle jer, og på en måde sammenligne erfaringer med jer, så I alle, enhver af jer, som allerede er grundfæstet i retfærdiggørelsens tilstand — nemlig ved at have modtaget syndernes forladelse i genfødelsens bad, ved at have modtaget Helligånden, ved at gøre fremskridt dag for dag — kan se, hvor I står, sætte det bedste ben foran, gøre fremskridt og vokse, indtil I fuldendes, ikke i den forstand at I afsluttes, men at I fuldkommes.“

Denne genfødsel er desuden også Skt. Augustins omdrejningspunkt i hans skrifter om konkupiscens, hvor han medgiver at syndighed er en del af vores kødelige natur, men at det ikke er et problem i sig selv, såfremt konkupiscens ikke kommer indenfor viljens spektrum og udenfor dens kontrol.

Skt. Augustin, Traktat 74, 2: „Vi skal altså forstå, at den, som elsker, allerede har Helligånden, og ved det, han har, bliver værdig til en større fylde, for at han ved at eje mere kan elske mere.“

Skt. Augustin, Om nåde og fri vilje, kap. 18: „Derfor ejer de ikke den tro, ved hvilken den retfærdige lever — den tro, som virker gennem kærlighed på en sådan måde, at Gud belønner den efter dens gerninger med evigt liv.“

Skt. Augustin, Om den hellige jomfruelighed, kap. 26: „Hvad betyder da, siger de, den denar, som gives som betaling til alle lige, når vingårdens arbejde er til ende? Hvad enten det er til dem, der har arbejdet fra den første time, eller til dem, der har arbejdet én time? Hvad betyder det andet end noget, som alle skal have til fælles, såsom selve det evige liv, selve himmeriget, hvor alle skal være, som Gud har forudbestemt, kaldet, retfærdiggjort, herliggjort? ’For dette forkrænkelige skal iføre sig uforkrænkelighed, og dette dødelige skal iføre sig udødelighed.’ Dette er den denar, som er lønnen for alle. Alligevel ’stjerne adskiller sig fra stjerne i herlighed; således også de dødes opstandelse.’ Dette er de helliges forskellige fortjenester. For hvis den denar betød himlen, har da ikke alle stjerner til fælles at være i himlen? Og alligevel ’er én herlighed for solen, en anden for månen, en anden for stjernerne.’ Hvis den denar betød legemets sundhed, har da ikke alle lemmerne, når vi er raske, sundhed til fælles; og skulle denne sundhed vedvare indtil døden, er den da ikke ens for alle? Og alligevel ’har Gud sat lemmerne, hvert enkelt af dem, på legemet, som han ville;’ så hverken hele legemet er øje, eller hele høreorgan, eller hele lugtesans: og hvad der end ellers er, har det sin egen egenskab, selvom det har sundheden til fælles med alle. Således, fordi selve det evige liv skal være ens for alle, blev den samme denar givet til alle; men fordi i selve dette evige liv fortjenestens lys skal stråle med forskellig glans, er der ’mange boliger’ i Faderens hus: og på den måde, i den denar, der ikke er forskellig, lever den ene ikke længere end den anden; men i de mange boliger bliver den ene hædret med større glans end den anden.“

Skt. Augustin, Prædiken 299: „Men hvis du bevarer troen, virkelig elsker hans åbenbarelse, bør du se frem til retfærdighedens krone uden den mindste frygt; for sådanne mennesker er den ikke blot givet, den tilkommer dem. Jeg mener, selv apostlen Paulus kræver den som sin ret: ’Som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på den dag’ (2 Tim 4,8). Han vil give den, fordi han er retfærdig; han har gjort sig selv til min skyldner ved sit løfte. Han befalede, jeg adlød; han forkyndte evangeliet, jeg troede. Jeg har kæmpet den gode kamp, jeg har fuldført løbet, jeg har bevaret troen. Det er det, han har givet dig. Det er til disse gaver, at han skylder den lovede krone. At du bliver ofret, at du kæmper den gode kamp, at du bevarer troen, det har du alt sammen fra ham. For hvad har du, som du ikke har modtaget? (1 Kor 4,7). Men til disse gaver, gentager jeg, skylder han det, han har lovet. Før han gav sådanne gaver, hvad var det da, han skyldte Paulus?“

Skt. Augustin mente at vi kunne miste vores retfærdighed

Tridentinerkoncilet, Session VI Dekret XV: „Det skal fastholdes, at den retfærdiggørelsens nåde, når den først er modtaget, ikke blot mistes ved vantro — hvorved også selve troen går tabt — men også ved enhver anden dødssynd, selvom troen i dette tilfælde ikke mistes.“

Kanon 17:„Hvis nogen siger, at retfærdiggørelsens nåde kun deles med dem, der er forudbestemt til livet, men at alle andre, som er kaldet, ganske vist er kaldet, men ikke modtager nåde, som om de ved guddommelig magt er forudbestemt til det onde, han være anathema (bandlyst).“

Kanon 23:„Hvis nogen siger, at et menneske, når det først er retfærdiggjort, ikke længere kan synde eller miste nåden, og at den, som falder og synder, derfor aldrig var sandt retfærdiggjort; eller tværtimod, at han i hele sit liv kan undgå alle synder, endog de små (veniale) synder, undtagen ved en særlig nåde fra Gud, sådan som Kirken anerkender det for den salige Jomfru Maria, han være anathema (bandlyst).“

Kanon 27:„Hvis nogen siger, at der ikke findes nogen dødssynd undtagen vantroens, eller at nåden, når den først er modtaget, ikke mistes ved nogen anden synd, hvor alvorlig og stor den end måtte være, undtagen ved vantro, han være anathema (bandlyst).“

Skt. Augustin, Om Irettesættelse og Nåde, kap. 9 „Hvis han imidlertid, allerede genfødt og retfærdiggjort, af egen vilje falder tilbage i et ondt liv, kan han slet ikke sige: ‘Jeg har ikke modtaget,’ for på grund af sit eget frie valg til det onde har han mistet Guds nåde, som han havde modtaget.“

Som man kan miste viljen til at elske sin hustru, kan man bortfalde fra kærlighed til Gud ved ikke at acceptere det kors Gud har givet os. Vil vi bære det med Ham?

Skt. Augustin, Om Irettesættelse og Nåde, kap. 16 „Troen hos disse [de udvalgte], som virker gennem kærlighed, fejler enten slet ikke, eller hvis der er nogen, hvis tro fejler, bliver den genoprettet, før deres liv ender, og den uretfærdighed, som havde indfundet sig, bliver udslettet, og udholdenhed indtil enden bliver dem tildelt. Men de, som ikke skal udholde, og som skal falde bort fra kristen tro og vandel, så enden på dette liv finder dem i den tilstand, de regnes uden tvivl ikke med blandt disse, heller ikke i den tid, hvor de lever godt og fromt.“

"Så vær da perfekte, som jeres Himmelske Fader er perfekt".

Skt. Augustin, Om Irettesættelse og Nåde, kap. 40 „Det må erkendes, at nogle af fortabelsens børn begynder at leve i troen, som virker gennem kærlighed, og de lever trofast og retfærdigt i en tid og falder så fra; og de bør ikke tages bort fra dette liv, før dette er sket for dem.“

St. Augustin, Om Tro og Gerninger, kap. 14, p. 21 „Lad os nu overveje den ting, som må fjernes fra de troendes hjerter, for at de ikke skal miste deres frelse på grund af falsk tryghed, idet de tror, at troen alene er tilstrækkelig til at opnå frelsen, mens de forsømmer at leve retfærdigt og at følge Guds vej gennem gode gerninger.“

Skt. Augustin, Udlægning af Salme III „Og da der er skrevet om Kristi disciple: ‘Brudesvendene kan ikke faste, så længe brudgommen er hos dem’ (Matt 9,15), er det ikke mærkeligt, hvis den ulydige søn her forstås som den ulydige discipel, som forrådte Ham. Og selvom det historisk kan forstås sådan, at Han flygtede fra hans ansigt, da Han ved dennes bortgang trak sig tilbage til bjerget sammen med de øvrige, så kan det åndeligt forstås sådan, at Guds Søn, det vil sige Guds Kraft og Visdom, forlod Judas’ sind, da Djævelen helt bemægtigede sig ham; som der står skrevet: ‘Djævelen fór i hans hjerte’ (Joh 13,27)... Derfor flygtede sandheden fra Judas’ sind, da den holdt op med at oplyse ham.“

Skt. Augustin mente at vores kærlighed til Gud opfylder loven

Skt. Augustin, Udlægninger over Johannes, 26 „Hvad er dette, Guds retfærdighed og menneskets retfærdighed? Guds retfærdighed betyder her ikke den, hvori Gud er retfærdig, men den, som Gud skænker mennesket, for at mennesket må være retfærdigt ved Gud. Men hvad var da retfærdigheden hos de jøder? En retfærdighed frembragt af deres egen kraft, som de satte deres lid til, og således erklærede de sig, som om de opfyldte loven ved deres egen styrke. Men intet menneske opfylder loven, undtagen den, som nåden hjælper, det vil sige, den som hjælpes af det brød, der kommer ned fra himlen. ‘For opfyldelsen af loven,’ som apostlen kort siger, ‘er kærlighed.’ (Romerne 13,10) Kærlighed, det vil sige kærlighed ikke til penge, men til Gud; kærlighed ikke til jord eller himmel, men til Ham, som skabte himmel og jord. Hvorfra kan mennesket få den kærlighed? Lad os høre den samme apostel: ‘Guds kærlighed,’ siger han, ‘er udgydt i vore hjerter ved den Hellige Ånd, som er given os.’ (Romerne 5,5)“

Skt. Augustin: Om Natur og Nåde, kap. 18 [XVII] „For opfyldelsen af loven er intet andet end kærlighed; (Romerne 13,10) og Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter, ikke af os selv, men ved den Hellige Ånd, som er given os. (Romerne 5,5)“

St. Augustin, Brev 189 ‘For dette er den kærlighed, som’, som apostlen siger, ‘er udgydt i vore hjerter ved den Hellige Ånd, som er given os.’ (Romerne 5,5) Dette er ‘lovens opfyldelse’; (Romerne 13,10) dette er den samme kærlighed, ved hvilken troen virker, om hvilken han igen siger: ‘Hverken omskærelse betyder noget, eller forhud, men tro, som virker ved kærlighed.’ (Galaterne 5,6)“

St. Augustin, Prædiken 33 „Men enhver, der er under nåden og ikke under loven, de er dem, som opfylder loven, for for dem er den ikke en byrde at bære, men en ære at bære; den er ikke en pine for deres frygt, men en ramme for deres kærlighed. Optændt af kærlighedens ånd synger de allerede den nye sang på den tistrengede harpe.“

Opsummering

Vi skal bede for Martin Luther, at hans svig må vendes til godhed, at Gud må se i nåde til ham og give ham den evige hvile. Men vi må også bede for alle ikke-katolikkers omvendelse til den ene sande, apostolske og katolske tro, som er overleveret af apostlene, givet til os af HERREN til syndernes forladelse. Vil man læse Martin Luthers kommentar til Genesis, kan den læses her.