Skabelsesugen er perfekt sandhed

Kirkefædrene har naturligvis ret i, at Det Gamle Testamente forklarer hvordan verden blev skabt på 6 dage. At den moderne verden så mener noget andet, og har ment det i ca. 150 år (dvs. ca. siden i forgårs), er ret uvæsentligt. Den bibelske skabelsesberetning er nok noget af det mest præcise stykke litteratur om verdens historie, fordi det er overleveret over ca. 6.000 år, primært mundtligt, og fordi det gjaldt liv eller død at bevare denne fortælling. At overlevere denne beretning til eftertiden var døden værd, fordi verden og tiden på sin vis er mindre væsentlig end frelsen. Og på den måde er martyriet og flugten fra den faldne verden, den letteste måde at blive et lys og vidne for verden og det budskab, at Gud har skabt det hele og ønsker os hjem til Ham igen. Dette indlæg handler om skabelse og skabelsesugen ud fra Thomas Aquinas' "Summa Theologiae". Det kan blive lidt langhåret, men målet er til gengæld at gøre det systematisk og sammenhængende.

Gud som første årsag til alting

Enhver aktuel virkelighed, det vil sige enhver eksisterende ting, har sin væren og sin eksistens enten fordi det er nødvendigt (dvs. er væren og dermed Gud), eller har sin væren gennem deltagelse, det vil sige at Gud lader tingen deltage i væren, det vil sige lader tingen eksistere. Og det som får sin eksistens gennem deltagelse, må ultimativt få sin eksistens gennem det som har sin eksistens rent nødvendigt, dvs. Gud. Gud er altså al eksistens, og derfor har alle skabninger deres direkte væren, fra en direkte handling fra Gud. Gud tildeler eller uddeler væren til skabninger. Men Gud deler ikke sig selv, fordi Gud ikke kan opdeles, og på den måde kan man sige at Gud er simpel. Gud er uendelig, uopdelelig og fuldt aktuel. Gud tildeler altså væren, dvs. giver eksistens, gennem skabelsesakten. At skabe er at producere noget i sin helhed ud af intet. Alle skabninger har altså deres første ophav i skabelsen. Når vi så taler om skabninger, eller kroppe, så er de skabt af to substantielle elementer. Det man kalder primærmaterie* (*, se uddybning forneden!) og substantiel form. Primærmaterie er lidt en kryptisk ting, og eksisterer ikke i sig selv. Men det eksisterer kun i eksisterende legemer, og det kan ikke eksistere seperat i sig selv. Det vil altså sige, at når vi taler om form, hvor formen så at sige "informerer", eller giver form til stoffet, så kan primærmaterie kun eksistere når det informeres af det substantielle princip som gør at et legeme er i eksistens rent essentielt. Det vil sige, formen af en zebra giver liv til det stof og materie som er formen zebra, men uden formen på det som gør at zebra kan eksistere, så er zebra bare en klump kød og smat. Og derfor går zebra ud af eksistens. Essensen af en zebra er altså at den har materie eller stof, den har form og den er essentielt sig selv og ikke noget andet. En zebra kan ikke samtidig være en snegl eller en ost. Så igen, primærmaterie har ingen egentlig eksistens i sig selv, men eksisterer kun i eksisterende kroppe, og kun når det informeres af det substantielle princip som udgør en eksisterende krop af en essentiel slags. Så dette substantielle princip kaldes substantiel form.

Så primærmaterie er det almindelige grundlag for alle eksisterende legemer, og det er altså det som gør en krop kropslig. Primærmaterie, selvom det er i alle slags legemer og i hver af dem, så har det intet i sig som gør at det kan adskille det ene legeme fra det andet, for alle legemer (minerale, vegetative, dyriske eller menneskelige) er på samme lige måde legemlige ting. Substantiel form giver altså legemer eksistens på en specifik eller essentiel måde. Primærmaterie er det mest uperfekte af alle ting, og dog er det stadig en ting, det er en skabning, og som alle skabte ting, har det altså væren ved deltagelse i den. Ergo, har primærmaterie sin første begyndelse i Guds skabelsesakt. Primærmaterie er skabt af Gud. Og når Gud skaber legemer, skaber han deres primære materie. Og på samme måde er ting absolutte i sig selv, de er altså bygget ifølge en plan, model eller lignende. Og som vi har set, alle eksempler på skabte ting er i Gud. Der er intet som findes, som ikke er i Gud. Og siden Guds essens er Hans eksistens, så er Gud eksemplet på alle ting som har væren gennem deltagelse, dvs. eksisterer. Og derfor behøver Gud ikke tilvejebringe noget for at skabe, for Han er uendelig og behøver intet, og han kan heller ikke forøges eller gøres bedre ved at opnå noget. Gud mangler intet. Når Gud skaber, så gør Han det for at formidle Sin godhed. Han vil altså vise os hvorfor Han er Gud, og hvorfor Han skal herliggøres. Og alle skabninger er lavet til at opnå perfektion i lighed med Guds godhed. Derfor er Guds godhed både den første effektive årsag til ting, og det ultimative mål (den ultimative finale årsag) mod eller til hvorfor ting er skabt. Alt er skabt med Gud for øje, til Ham og for Ham.

Hvordan ting kommer fra Gud

Tingenes første begyndelse må have været ved en total produktion ud af ingenting. Alle ting, i sidste ende, er skabt. Ting kommer ind i eksistens hele tiden, nogle, som fx levende ting, kommer som en konsekvens af naturlige kræfter, nogle af menneskets arbejde og evner, og nogle som kunst. Men naturen og kunsten må have noget at arbejde på, og ingen af dem kan tilbyde en første begyndelse. Så en levende ting har noget af sig selv, i enten bakterier eller sæd, fra dens forældres skabning, og naturen udvikler dette ind i en ny levende krop. Og en ting som er skabt som et kunstværk (dvs. noget som er skabt kunstigt ift. en naturlig ting) er skabt af materialer, så et hus er lavet af byggematerialer, og sådanne materialer kaldes det materiale som den kunstige ting er lavet af. Så både naturen og kunsten kræver, for at skabe en ny ting, enten noget af tingen i sig selv, eller et materiale af det som der skal laves. Men den første begyndelse er absolut begyndelse, intet af de ting som skal produceres, før-eksisterer, der er intet forud hverken af sig selv eller af et andet objekt. Sådan en første begyndelse er skabelse, som defineres som produktionen af en ting ud af intet. "Creatio Ex Nihilo", som Thomas kalder det Og derfor, så er skabelse i Gud, en uendelig mægtig handling. Skabelse, i den ting som skabes, er en virkelig relation til Skaberen som det skabningsmæssige væsens princip. Alt der er skabt har altså en relation til Skaberen. Gud skaber substanser, og med dem deres accidenser, eller kvaliteter (eller måder). Da Gud skabte det første menneske, havde Adam en definitiv størrelse, vægt, form, farve osv. Disse accidenser siges at have væren i sig, frem for bare væren, og de samskabes med substansen hvori de ligger. Og dette forklarer altså deres første begyndelse. Accidenser forandrer sig ift. hvad substanserne gør eller undergår, men deres første oprindelse må være i deres samtidige ankomst med den skabte substans. Hele pointen er sådan set bare, at kvaliteten af noget, skabes samtidig med at "noget" skabes. Noget vil altid have en essens, og en kvalitet og karakteristik ift. hvor perfekt det er.

Kun absolut magt kan skabe, og derfor kan kun den universelle årsag forårsage eller skabe den universelle effekt af væren. Kun uendelig perfektion kan skabe virkelighed ud af intethed. Ergo, kun Gud kan skabe. En skabning kan ikke engang virke som et instrument eller bidrage til årsagen i skabelsesakten. For der er intet, hverken i den skabning som skal skabes, eller noget underordnet det, som noget kan bidrage til det. Der er intet som en anden årsag kunne tilføje, forberede eller have i sig som kan bidrage til skabelsesakten. Ergo, det er kun Gud og Gud alene som skaber. Og derfor, i streng forstand, er skabelse ikke noget som er isoleret til nogen af personerne i Treenigheden, men det er passende og virksomt i hele Treenigheden selv. Men vi kan alligevel sige, at den skabende akt udgår fra Faderen gennem Hans ord og Hans kærlighed, altså fra Faderen gennem Sønnen og Helligånden. På samme måde som en billedkunstner efterlader et billede af sig selv i det han skaber, og på samme måde er der i skabningerne et spor af Treenigheden. I rationelle skabninger (mennesker og engle) er der det underliggende princip, ordets forståelse og kærlighedens handling som udgår fra viljen. Disse ting har vi fra Gud. I ikke-rationelle skabninger og såvel som i rationelle skabninger, er der i det som eksisterer, at alle arter og typer er adskilt fra hinanden, men forbundet i et indbyrdes forhold ift. deres plads i den skabte verden. Derfor er der i hver skabning et spor, dog uperfekt og svagt, af Treenigheden.

Naturen og såvel som kunsten skaber altså effekter ved at bruge eksisterende ting, men skabelse er ikke blandet ind i hverken natur eller kunst, men forudsætter dem og deres aktivitet. Så skabelse bevirker altså den første begyndelse.

Skabningernes begyndelse

Kun Gud er nødvendigvis evig. I absolut forstand, kunne Gud skabe fra evigheden, således at skabninger ville have eksisteret uden en begyndelse. Men Gud behøver ikke skabe fra evigheden, eller for den sags skyld behøver Gud ikke at skabe overhovedet. Og i skabninger har vi ingen anledning til at antage at Gud har skabt ud fra evighed. At der er skabt i en begyndelse, er åbenbaret for os (Jf. 1 Mos. 1,1), og vi ved at Guds evige vilje til at skabe er en vilje og et løfte til at skabe i tid. For "I begyndelsen skabte Gud Himlen og Jorden...". Men udover vores tro og det rent åbenbarede, kan vi ikke bevise at verden ikke altid har eksisteret, at Gud ikke skabte fra evigheden. Men vi kan bevise at selv en begyndelsesløs verden er en skabt verden, en forårsaget verden. For evigt materie, hvis det eksisterede, ville ikke være årsagsløst materie, det ville stadig have væren gennem deltagelse og ikke af nødvendighed. Gud skabte i begyndelsen af tid. Og tid kom i eksistens med skabelsen af ting.

Adskillelsen af ting

Det er ikke sandt at Gud skabte den legemlige verden som en masse af materie, som på en eller anden facon har arbejdet sig selv ud til at blive mange individuelle slags og ting som vi finder omkring os. Både adskillelsen af ting og mangfoldigheden af ting kommer fra Gud. I skabelsen, kommunikerer Gud sin godhed, og skabningerne skal repræsentere og tydeliggøre den guddommelige godhed. Og godhed, som i Gud er simpel, er forskelligartede skabninger. Så den slags guddommelige godhed som mangler i én skabning, kan findes i en anden. Hele det mangfoldige og varierede univers manifesterer guddommelig godhed mere perfekt end nogen enkelt skabning kan. Variationen af ting i det skabte univers medfører en vis ulighed i ting. Mineralske skabninger, planteskabninger, dyreskabninger og menneskelige skabninger er ikke på niveau, på nær i legemlighed, at de har et legeme. Der er en orden og et hierarki i dem, en serie eller grader af excellence eller perfektion. Universet ville ikke være så perfekt, hvis kun én grad af væren eller godhed kunne ses i skabningerne. Ergo er tingenes ulighed fra Skaberen. Skabningernes verden viser en fremragende enhed og orden, og er én verden. Et antal af verdener, adskilte og usammenhængende, ville ikke være et tydeligt tegn på guddommelig visdom som én verden, mangfoldig og harmonisk, smuk og varieret.

Adskillelsen af godt og ondt

Ting kan kendes gennem kontraster, og fx kan mørke kendes gennem lys og modsat. Derfor er ondskab også kendt gennem godhed, fordi ondskab er en reduktion eller fratagelse af godhed. Det onde er ikke en ting, en essens eller noget i en natur i si selv, men det eksisterer altså kun som en defekt i andre naturer. Fordi væren som sådan er god, så er det hvor eksisterende ting enten fejler i perfektion eller hvor godhed udelades, hvor ondskaben opstår. Det er derfor man siger, at djævelen ligger i detaljen. På samme måde som ulighed findes i verden, så eksisterer ondskab også i ting i verden. Ulighed betyder at de mere perfekte ting eller mindre perfekte ting ikke som sådan mister deres eksistens, bare fordi de ikke er lige perfekte - fordi tabet af eksistens er ondt. I en verden hvor ting kan opdeles, ødelægges eller brækkes i stykker, og hvor ting kan dø, så er det åbenlyst at der er ondskab. Ondskabens genstand er altså den ting hvori ondskaben eksisterer. Så ondskab findes i ting, og ting er som sådan gode. Og derfor er ondskabens genstand godhed. Ikke hvert fravær af godhed er ondt, men kun fraværet af det som er godt som perfektion af en ting kræver, er ondt. Og fx i en sten, er fravær af liv ikke ondt, fordi stenens essens eller natur ike kræver liv. På samme måde er fravær af liv i en plante, et dyr eller et menneske, som sådan ondt. Og også blindhed, eller fraværet af evnen til at se, er et onde for et menneske, men ikke for en plante. På sin vis er ondskab altså fravær som reducerer eller fjerner en ting i noget som eksisterer, eller fjerner perfektionen af noget som burde være der. Så ondskab er en reduktion af godhed. Men godhed er altid dens genstand. Så ondskab er en fejl, en defekt eller et fravær i en genstands struktur eller processer, som så kan kaldes fysisk ondskab. Derimod kan man kalde sult, død, blindhed som nogle fysiske onder, som fx lamhed, deformitet eller legemsbeskadigelse. Defekter som opmåles ift. standarder ud fra noget som burde være ift. adfærd, kan kaldes moralsk ondskab, fx. ift. samkvem før ægteskab eller lign. Så moralsk ondskab er syndigt, og som sådan en manglende perfektion som kaldes for synd. Så ondskab ødelægger godhed lige præcis på det punkt hvor den negligerer det gode, eller reducerer det gode i et objekt eller en ting, men den ødelægger ikke godheden i tingen som sådan. Sygdommens ondskab ødelægger sundhed, men ikke muligheden for at blive rask ved læge eller mirakler. Dødelig synd ødelægger det åndeligt gode i sjælen, men ikke muligheden for at sjælen kan modtage og genopnå nåde. Så i den menneskelige erfaring tager ondskab form som smerte eller fejl og mangler. Ondskab er noget som gør ondt, og er en defekt i viljen pga. synd. Menneskets største naturlige gode kan altså ses i den passende brug af menneskets frie vilje. Fejlen her er skyld, og fejlen er opmålt ift. det største gode, og derfor har fejl mere natur af ondskab end smerte eller straf. Derfor er smerte og straf som sådan heller ikke ondt, men kan på sin vis være godt.

Ondskabens årsag

Kun godhed kan være en årsag, for kun godhed har den positive eksistentielle egenskab som er nødvendig i en årsag. Derfor er ondskabens årsag det gode, ikke grundet essensen af det naturlige ift. det gode, men ift. accidensen, dvs. kvaliteten eller attributten af det. Når en årsag i sig selv tenderer til at producere en effekt, kaldes den for den direkte eller "per se" årsag af den effekt. Og når en årsag agerer "per se" og skaber effekten accidentalt, så produceres en anden effekt, og denne effekt produceres "per accidens" eller accidentalt, og denne årsag kaldes den accidentale årsag til den effekt. Så fx kan en ko spise græs og agerer "per se" til at forsøge sig selv og sit liv, og incident eller "accidentalt" så ødelægger den græsset. Så selv når synd er en defekt, snarere end effekten af fri vilje, som er et gode i sig selv, og som agerer for godhed selv i synden - så er synderen som en sulten person som spiser et stykke frugt af voks. Det han er efter han har spist voksfrugten er godt, men han fejler i at opnå det gode som han efterstræber. Han er altså ikke bare offer for en fejl, for han burde vide bedre, hvis bare han ville betragte frugten og vurdere den. Så hans vurderingsevne er pervers, og ergo er han skyldig i synden. Men pointen er altså at det han vil opnå "per se" er godt, men han forårsager ondskab per accidens i sin stræben efter godhed. Ondskab derfor, har ingen direkte årsag, men kun en accidental årsag. Og det er dette gode som per accidens, agerer årsag til det onde. Når Han vil universets orden, så vil Gud også eksistensen af nogle ting som udholder, og nogle ting som forsvinder. Den ondskab som kan kaldes "at forsvinde", eller miste eksistens, er accidental til universets orden, som er god. Ergo vil Gud fysiske onder per accidens for så vidt at de arbejder for det gode. Men Gud vil intet ondt per se. Og Gud vil ikke noget moralsk ondt enten "per se" eller "per accidens". Der er intet overordnet ondt princip som er kilden til alle onde ting. Den gamle orientalske doktrin om to overordnede principper, en god og en ond, er absurd. For det første, kan der ikke være mere end ét guddommeligt væsen. For det andet, så er det ondskabens genstand det gode, og vi har også set at årsagen til ondskab er det gode i sig selv, og kun accidentalt skaber ondskab. Derudover, som Aristoteles siger, hvis der var et overordnet onde, ville det ødelægge sig selv, for når det ødelægger alt godt, så vil det have ødelagt al væren, inklusive sin egen.

Skabelsen af legemer

Gud er kilden til al væren, legemlig og åndelig, substantiel og accidental. Gud er derfor Skaberen af legemer og ånder. Og mens nogle legemer kan udbrede sig og reproducere deres egen art, måtte Gud give en begyndelse og kraften til at udbrede, Gud må også understøtte denne udbredelsesproces i sin eksistens og effektivitet. Skriften siger (Sl. 145) at Gud er Skaberen "som skabte himlen og jorden, havet og alt der er i dem". Hele universet, legemligt og åndeligt, er frugten af Guds godhed. Alle skabninger manifesterer denne guddommelige godhed og har som mål og finale årsag at understøtte den. Teorien at Gud skabte englene, og at de så skabte den legemlige verden, kan ikke passe. For som vi har set andre steder, kan kun Gud skabe. Ingen sekundær årsag (dvs. ingen skabning) kan producere noget uden at have noget at arbejde på. Men skabelsen er en total produktion af en ting fra intet. Så et legeme er skabt af primærmaterie og substantiel form, og som før så er der nogle som siger at legemers substantielle former kommer fra englene. Men det er falsk lære. Legemer kommer i første instans fra Gud Skaberen, og intet legemligt element er skabt af engle eller andre skabninger.

Den legemlige skabelsesorden

Gud skabte ikke en mængde af formløst stof eller materie, hvorfra der så senere blev skabt legemlige skabninger. For eksisterende formløst stof er en selvmodsigelse, eksistens er i sig selv en form, dvs. en determinant i væren. Og Skriften skriver om jorden værende "øde og tom", eller som nogle oversættelser skriver "uden form". Men det indikerer ikke fraværet af form, men at værket er ukomplet. For jorden var stadig dækket af vand, og var i mørke, og var usmykket i sin endelige og færdige skønhed. Gud skabte altså legemernes materie og form sammen. Materie eller stof betragtet i sig selv er formløst (men den eneste selvmodsigelse i konceptet er i tanken om eksisterende formløst stof). Der kan derfor ikke være noget interval i tid mellem skabelsen af primærmaterie og de substantielle former som gav de første legemer skabt eksistens. Himlen med de salige var formentlig skabt i samme tid som det legemlige univers. Det er passende at den sejrende himmel skulle skabes samtidig med den lavere verden, som kigger på den med håb og løfte om dens ultimative genrejsning. Det er mange kloge og vise forfatteres mening, at de første ting som blev skabt var skabt med det samme: Engle, himlen, den legemlige verden og tid.

Lys: Arbejde på første skabelsesdag

Lys er både hvad øjet kræver for at se, og hvad sindet og forstanden kræver for at den kan forstå. Vi bruger konstant ordet lys i begge sanser, vi taler om dagens lys, og vi siger også at en forklaring på et problem kan "kaste lys" på emnet. Lys er i sin betydning som oplysningen af det legemlige univers, men ikke en substans. Det legemlige lys er en aktiv kvalitet som sidder på en lysende legemlig substans. Lysets effekt er forskellig ift. forskellige substanser fra hvor det kommer. Det er passende at skabelseslyset er første dags arbejde, fordi andre arbejder passende kan foregå i lys.

Hvælvingen: Arbejde på anden skabelsesdag

På andendagen skabtes hvælvingen. Nogle siger at hvælvingen betyder stjernehimlen, andre mener at det betyder de skyede masser af skyer og luft. Ved alle hændelser, ligger hvælvingen mellem "vandene over og vandet forneden". Og begrebet "vandene" kan betyde legemligt vand, eller gennemsigtige legemer, eller vandede dampe. Uanset disse vandes natur, så er hvælvingen det opdelende element mellem de øvre og nedre slags af dem. Skriften siger "1 Mos 1,24-27), "og Gud sagde: "Lad der være en hvælving mellem vandene, og ad den dele vandene fra vandene. Og Gud skabte en hvælving, og delte vandene som var under hvælvingen fra dem som var over hvælvingen." Skriften taler om et flertal af himle. Fx, i Salme 148, kan vi læse: "Pris Ham, I himle af himle". Og Skt. Paul (2 Kor. 12,2) "var bragt op til den tredje himmel". Ordet Himmel kan betyde de saliges himmel, eller stjernehvælvet, eller rummet hinsides stjernerne. Det kan betyde hvilken som helst virkelig eller fantasifuld region i det vi kalder det ydre rum. Og ordet himmel kan bruges som metafor for Gud selv, som udtrykket "Himlen velsigne dig", "bed til Himlen for hjælp". Skt. Augustin siger at der er tre typer af overnaturlige visioner, de som manifesteres i øjet, dem i fantasien og dem i intellektet - og det er de tre himle. Dette er en af forklaringerne på den tredje himlen, som Skt. Paul blev bragt til.

Arbejde på tredje skabelsesdag

På de forskellige skabelsesdage er der nogle der ser en form for orden ift. oprindelse eller natur, og ikke i tid. Andre siger at dagene indikerer en tidslig orden. Uanset, så er arbejdet på tredje dag passende ift. at forme den ordnede jord ved at samle vandene, og lade fast land dukke op. For det virker logisk og rigtigt, at efter lysets skabelse og himmelhvælvingen, at jorden skulle gives perfekt form. Bemærk perfekt form, og ikke bare en slags form. Men at formen på jorden blev perfekt. Og det virker altså passende, at på samme dag skulle jorden blive så perfekt, at den blev kronet og beklædt med levende planter.

Arbejde på fjerde skabelsesdag

Det lys der blev skabt først, var ikke lyset fra de lysende himmellegemer, for de var ikke skabt før på fjerdedagen. Efter jorden blev formet og beklædt med planter, var det passende at beklæde og belyse den med det lys, som kom med skabelsen af de lysende himmellegemer. Disse himmellegemer taler Skriften om, på en måde som er brugbar for mennesket, og de var givet til mennesket før han var placeret på jorden. De gør altså mennesket i stand til at se med legemligt syn, de understøtter livet i levende legemer, og de viser og markerer forskellige sæsoner på året. De er passende for indikation af tid og perioder. De lysende himmellegemer er ikke levende legemer.

Arbejde på femte skabelsesdag

Selve skabelsen af fugle og fisk, og ting som kryber og svømmer i vandene. Som den fjerde dag ser hvælvingen kronet og klædt med lysgivende legemer, så ser den femte dag de lavere elementer af luft og vand, gjort frugtbare med levende ting. Der er en interessant adskillelse mellem land og vand, som der er i Noahs ark, at land og vand kan symbolisere hhv. de frelste og de vantro, samt livet og døden.

Arbejde på sjette skabelsesdag

Den sjette dag viser landjorden klædt med levende legemer, og den øverste levende skabning sat til at herske. Skriften (1. Mos. 24,27) siger "Lad jorden frembringe levende skabninger, hver af sin art, kvæg, og krybende dyr, og bæster, alle af deres art... og Gud skabte mennesket i Sit eget billede." På den måde er mennesket sat i centrum af Guds skabelsesakt, fordi Han elsker os og ønsker os i perfekt venskab til at holde Hans skaberværk efter Hans vilje.

Den Syvende Dag

Universets perfektion tilskrives den syvende dag, hvor skabelsesværket gøres komplet. Perfektion er en ting enten i a) at det gøres komplet som en ting eller b) det gør det som det var skabt til at gøre. Og den første perfektion er årsagen til den anden. På den syvende skabelsesdag var skabelsen komlpet, og, i denne forstand, perfekt. Men formålet rent eksistentielt, var frelsen af menneskeheden gennem Kristus og Hans nåde, og vil opfyldes i tidens slutning når det har fået al den hjælp fra legemlige skabninger, til at tjene og frelse menneskeheden. Vi læser i 1. Mos. 2,2 at "Gud hvilede på syvendedagen". Gud hvilede, ikke som én træt af arbejde, men som én der ophører med at operere. Og hvile henføres til Gud i den betydning at Hans komplette salighed og fuldendthed ikke behøver nogen skabninger. Når Skriften fortæller os at "Gud velsignede syvendedagen og Helliggjorde den", så helliggjorde Han alle sakbninger. Og denne særlige velsignelde og helliggørelse af alle skabninger, er deres hvile i Gud. Dagen i sig selv er saliggjort og helliggjort, og er en hviledag for skabninger. Herudover, er velsignelsen i skabningerne udtrykt i Guds ord, "Bliv frugtbare og mangfoldige..".

Betydningen af de syv dage

Der er forskellige fortolkninger af begrebet "dag" som bruges i Skriftens skabelsesberetning. Nogle siger at de seks dag er aktiv skabelse, og ikke tidsperioder, men en rækkefølge i en skabelsesorden hvor skabninger bliver skabt. Andre tænker at dagene har tidslig betydning, men dårligt i den klassiske 24-timers dag, for de ndag er målt af solen, og solen var ikke skabt før den fjerde dag. uanset hvad, så er de seks dages skabelse og hvile på syvendedagen en tilstrækkelig beskrivelse af arbejdet med skaberværket, og deres helliggørelse. Skt. Augustin taler om skabelsestiden som en periode hvor Gud gør skabningerne tydelige for englene på syv måder. Et andet argument for døgnet som forklaring, og rent bogstaveligt, er at det udstråler en form for orden som bygges op omkring mennesket, med planeten Jorden i centrum. Derfor kan der godt være lang tid mellem to yderpunkter i universet, men set fra Jorden vil de være et døgn, såfremt man skulle observere skabelsen. Vi må anerkende, at Skriften bruger passende ord til at udtrykke skabelsesakten, og at den fortæller hvorledes de tre personer i Treenigheden arbejder i denne akt. PS: Den Pontifikale Bibelkommission slog i 1909 fast, at ordet "Yom" i Genesis kunne forstås som et døgn eller periode, men ikke som længerevarende i millioner af år. Det er højst tale om en "kort sæson". PPS: Thomas uddyber ikke præcist hvad primær - og sekundærmaterie er. Primærmaterie, eller primalmaterie eller førstematerie er materie som er totalt distinkt fra former, dvs. materie uden form. Der er en del kontroverser over hvorledes det kan siges at eksistere, men generelt er det at man ser materien fra en stol, som kunne være træ, at dette træ besidder sin egen form som udgør træet, og hvis du ser på det materie som udgør træet, kan du se atomer, som også besidder materie. Disse atomer har deres egen form som gør den til atomer, og neutroner, protoner og kvarker, og så videre. Derfor må der være i bunden af dette hierarki, være en materie uden form, men som er immateriel og som giver sekundærmaterie via form. Ellers ville der kun eksistere former rent ultimativt, og det ville være absurd. Det skyldes at form og materie altid sameksisterer. Sekundærmaterie er materielt stof (som fx træ, kød, etc.)