Vrede er også en passion i sjælen, og er nok ikke ubekendt for de fleste. Vrede tenderer til at reagere mod en form for onde, eller er motiveret og bevæget af en form for hævntørst, som en konsekvens af et begået onde. Vrede kan ophidses af andre passioner, og selv passioner som er i modsætning til hinanden, som fx sorg eller håb. Vrede er altså lidt modsætningsfyldt, og har ikke noget modstykke ift. andre passioner udenfor den selv. Vrede er den eneste passion som står alene, og ikke har sin modsatte pendant. Vrede ønsker at opnå tilfredsstillelse (et gode), ved at reagere og angribe noget som påvirker eller forstyrrer (et onde). Ergo har vrede et dobbeltrettet fokus, både mod godhed og ondskab i ét. Vrede er en passion som hører til de irascible, eller ophidsede, appetitter og passioner. Den får altså sit præcise navn fra netop dét, vreden og ophidselsen (ira). Hvor Ira betyder vrede, og Irasci betyder at være vred. De andre passioner tenderer til at blive til vreden, fx håb, tvivl, frygt og vovemod. Når vrede opstår i den sanselige del af menneskets intellekt, så bliver den til en aktuel passion i sjælen. Sådan en passion ophidses når intellektet vurderer at noget skal foragtes, eller fx at en person påfører en form for skade, og skal straffes herfor.
Her gennemføres en form for vurdering i intellektet, og viljen støtter denne vurderingsproces. Så vrede som er en viljes - og intellekthandling, kan siges at kræve en form for aktivitet i menneskets rationale. Vi er altså mere tilbøjelige til at være vrede, end vi er tilbøjelige til at begære. Det skyldes at vreden er motiveret af vores passioner, mens begæret i højere grad er genstand for noget som ligger udenfor vores krop og sjæl. Vrede kan potentielt være mere intenst end had, men er ikke lige så udholdende og vedvarende. Skt. Augustin vurderer eksempelvis, at vrede er splinten, hvor hadet er bjælken, i forhold til menneskets forskellige passioner. Vrede involverer altså en form for sans for retfærdighed og uretfærdighed. Det som opildner vreden, forstås typisk som en form for uretfærdighed hos den person som lider under den, og den som lider under uretfærdighed vil gerne udmåle en form for retfærdighed. Der er altså tre typer af vrede: Vrede i sig selv, hvor vi taler om udbrud af vrede, ond vilje som eren kontinuert effekt af dette udbrud, og hævngerrighed som er den vrede persons beslutsomhed ift. at opnå hævn.
Vredens årsag
Vrede er altid forårsaget af noget som er blevet påført én selv. Hvis vi bliver vrede af noget som bliver gjort mod andre, så sker det fordi vi forestiller os at vi er i deres situation, og betragter derfor hvad der er gjort mod dem, som om det var gjort mod os. Vi udviser altså empati. Vredens årsag er en form for fornærmelse eller skade som indebærer noget der er gjort mod os. Det kan være fx foragt, frustration af vores vilje, eller en uforskammethed. Vrede fremprovokeres af det som vi vurderer er hæmmende for vores eget fremme. Hvis en perform rent faktisk er fremragende til noget, fx ift. styrke, rigdom, lærdom, skønhed, talegaver, så er han følsom i disse henseender, og han opildnes og såres let, hvis nogen viser hensynsløshed eller foragt over for de kvaliteter. Hvis vedkommende i forvejen er bekendt med en defekt eller manglende kvalitet i de henseender, så vil personen naturligt nok være endnu mere følsom i de henseender, hvis de kritiseres eller ringeagtes. Vrede motiveres yderligere af uretmæssig foragt, hvis foragten for noget ikke er retmæssigt betinget. Helt overordnet set, så knyttes vrede til vores sans for retfærdighed, og ergo er her en sammenhæng med følelserne i vores kød, og vores intellekts forståelse for retfærdighed i første omgang.
Vredens effekt
Vi må sige, at vrede har den effekt, at den medfører nydelse. En vred person finder en form for nydelse eller behag af at tænke på hævntørst, i relation til vrede. Og den aktive udøvelse af hævn, medfører også behag, fordi den vurderes til at rette op på en uretfærdighed. Vrede påvirker kroppen og kødet, mere end de øvrige passioner. Den opildner den til handling, og især påvirker den viljen. Den påvirker især viljen, mere end de andre passioner. Fordi vrede er så opildnende, så har den også en mærkbart større indflydelse på intellektet. Mere end nogen anden passion, øver vreden indflydelse på dømmekraften. Vrede medfører også en form for tavs ophidselse, og et vredt menneske kan fx forsøge at kontrollere sin vrede, for så vidt angår ukvemsord, og man kan indestænge vreden og gøre den tavs. Man kan altså tæmme den vha. sin vilje. Man kan også ophidses i sådan en grad, at man helt mister evnen til at udtrykke sin vrede. Det er også en form for indestængt vrede.