Lad os fortsætte med thomistisk antropologi, og fortsætte over nogle temaer om vrede og nydelse. Sidstnævnte er et kapitel for sig. (Ovenfor, en kvinde som flyver på en fallosdrage).
Konkupiscens (eller bare, "tilbøjelighed")
Konkupiscens er en stærk tendens eller appetit, som opstår i menneskets sanselige del, dvs. kroppen og passionerne. Som beskrevet i et tidligere indlæg, så kan konkupiscens af viljen tillades at bemægtige sig menneskets intellekt, og kan på den måde overbevise eller forstyrre intellektets dømmekraft, og viljens beslutning. Derfor, siger vi at konkupiscens kan påvirke fornuften og intellektet.
Konkupiscens er forårsaget af kærlighed, og det tenderer imod nydelse eller glæde. Det er altså en passion som er adskilt fra sin årsag (kærlighed), og fra sit mål (glæde) - den er en specifik passion som kaldes "begær". Mennesker og dyr har stærke og nødvendige længsler og begæringer - fx for livet, for mad, for drikkevarer, for forplantning. Der er forskellige former for naturlig konkupiscens. Kun mennesket, blandt jordlige skabninger, har længsel for ting udover de rent naturlige, dvs. berømmelse, velstand, underholdning, forfremmelse og succes, flot tøj, osv. Sådanne længsler er nogle former for ikke-naturlig konkupiscens. Dette kaldes sommetider rationel konkupiscens, da det sømmer sig for mennesket som det eneste rationelle dyr. Når den er stærk eller stærkt uordnet, så er den ikke-naturlige konkupiscens (især forbundet med velstand) også kaldet amorøsitet. Naturlig konkupiscens er begrænset, mens ikke-naturlig konkupiscens kan være ubegrænset eller potentielt ubegrænset. Således kan et menneske altså begære eller efterstræbe ubegrænset magt eller berømmelse. Men intet menneske længes efter ubegrænsede mængder mad og drikke, men blot tilstrækkelige med forsyninger af samme. Men som vi skal se senere, så kan fakulteterne i sjælen og i kroppen være uordnede i sådan en grad, at man elsker sine kødelige appetitter mere end Gud, og således begår synd.
Glæde, nydelse og behag
Glæde (nydelse, glæde eller behag) er en passion i den sanselige orden, og kommer fra bevidstheden om at besidde hvad der er passende og behageligt. Det er,, som andre passioner, en sanselig passion i sjælen fordi den tillades af viljen at stige fra sanserne og den sanselige orden, og ind i intellektet. Når man oplever begær efter mad og kage, og man giver efter i viljen og dermed spiser mad eller kage, så elsker man kagen og maden så højt, grundet den sanselige nydelse ved det, at man tillader viljen at spise. I sig selv involverer en sådan viljesakt ikke nogen begrænsning i tid, og selvom sådan en viljesakt ophidses af et gode som er forhåndenværende, så kunne sådan en viljesakt principielt fortsætte i det uendelige, eller indtil man revner midt over af overspisning. Ordene nydelse, behag, glæde og opstemthed er ikke perfekte synonymer, men både dyr og mennesker kan opildnes af glæde og behag, men kun mennesker oplever egentlig glæde. Det skyldes at glæde og behag er en konsekvens af at opnå det som vores tilbøjelighed vil. Nydelse og behag stiger altså fra den sanselige orden og ind i den intellektuelle orden, hvis viljen tillader det, og især i intellektet selv, adskilt fra sanaserne, er der en glæde i viljens og intellektets aktivitet. Der er altså en intellektuel og rationel nydelse ved at bruge sanserne, og ved at lade viljen og intellektet tillade sanserne at fungere. Kropslige nydelser er ofte mere intense end intellektuelle nydelser, men de varer aldrig lige så længe. Målet for kropslig nydelse forsvinder hurtigt, men åndelig og spirituel nydelse kan derimod ikke korrumperes, og forvitrer ikke.
I den sanselige orden, så er berøringsmæssige nydelser større end nydelserne fra andre sanser. Sandelig, så er berøringssansen den sans som betjener de andre sanser ved at lade deres sanselige organer komme i kontakt med det de søger. Men hvis vi taler om sanselige nydelser som handler om at vide eller kende til noget, så er synssansen den største sanselige nydelses kilde. Vi erkender altså gennem sanserne, og finder behag i at bruge dem. Men synssansen er den primære, som mediator til de øvrige sanser.
Nydelsens årsag
Nydelse er resultatet af at opnå en passende eller god ting, altså noget som tilfredsstiller, og dermed er et gode. Det er opnåelsen af et gode, sammen med bevidstheden og erkendelsen af at dette gode er opnået.
Som før, så er nydelse i sig selv ikke genstand for tid, og er dog ikke inkompatibelt med bevægelse, og ergo ikke inkompatibelt med tid som er bevægelse. Et menneske som nyder en interessant bog, finder nydelse eller behag i at bevæge sig fra kapitel til kapitel, med udsigt til endelig at kende hele historien i bogen. I den forstand kan nydelse også optegnes over en form for tidslig bevægelse. Man kan også finde nydelse og glæde ved at bevæge sig selv, ved at gå, cykle eller svømme. Ting man håber på, kan opildne nydelse, og på samme måde kan de nydelser og glæder man husker. Håb og hukommelse er årsager til nydelse. Selv sorg og nedtrykthed kan forårsage nydelse. Sorg over et tab opildner til at mindes det savnede objekt med større glæde, og sorg over et onde kan forbindes med glæden eller håbet, eller ønsket om at det på et tidspunkt forsvinder. Viden om at et onde kan forsvinde, er i sig selv nydeligt.
Andre menneskers handlinger kan forårsage os nydelse, fordi de er handlinger fra de mennesker vi elsker, og derfor kan forældre fx finde glæde i at betragte deres babys meningsløse bevægelser. Eller, fordi andre menneskers handlinger medfører os et gode, eller fordi andre menneskers handlinger får os til at påskønne et gode vi selv besidder. At gøre godt mod andre medfører nydelse og behag hos os selv, fordi det gør os bevidste om evnen til at behage inden i os selv, og også på behageligste vis bevidste om et væld af goder som vi kan dele. Derudover, at gøre godt er i overensstemmelse med vores natur, og der er nydelse i en velordnet naturlig handling. Derudover, at gøre godt ved andre er en måde vi viser dem kærlighed på, og kærlighed er nydelsens første og principielle årsag. Lighed, dvs. to ting som ligner hinanden, er i sig selv en årsag til nydelse. Skabninger kan godt lide at associere sig med deres samme slags, og unge kan lide at være sammen med unge, og ældre som ældre. Folk med samme interesser har også behag i hinandens selskab og samtale. Men der er også ligheder som skulle medføre behag, men som faktisk skaber mishag. En mand kan være utilfreds med en anden mand som arbejder i samme forretningsfelt som han selv, måske fordi han er konkurrent, og som på den vis kan være en begrænsende effekt ift. et gode der ellers kunne være opnået for den ene.
Ting som generelt medfører undren og behag, er behagelige. De giver behagelig viden om særlige og underlige hændelser eller fakta, sammen med en form for længsel efter at studere og kende mere til dem, og denne længsel er i sig selv behagelig. Og sommetider er der behag i at studere og sammenligne ting som, i sig selv, ikke er behagelige.
Nydelsens effekt
Effekten af nydelse er en vis udfoldelse af følelser, og således kan et menneske sige at hans hjerte opsvulmes af glæde. Vi kan fx læse i Skriften (Es 40,5) "Du skal se at dit hjerte skal undres og forøges". En anden effekt af nydelse er tørsten eller længslen efter dens fortsættelse eller genkomst. Og sommetider, når en nydelse har været nydt alt for fuldstændigt, så er er ingen direkte eller umiddelbar nydelse i tanken om den, og ingen aktuel lyst til at den skal fortsætte. Så en person som har spist for meget, er utilfreds snarere end tilfreds ved tanken om fx mad, som ellers før gav ham nydelse. Nydelser i den intellektuelle orden er mindre tilbøjelige til at forstyrre og skuffe, end de af den sanselige orden. Åndelig tørst er altid en konsekvens af åndelig nydelse. Den tørst slukkes aldrig.
I fornuftens verden, så lader nydelse at påvirke tanken. At nyde at tænke eller fordybe sig, lader os arbejde og får os til at arbejde bedre. Men kropslig nydelse forhindrer tanken i at arbejde godt, og distraherer den. Og sommetider er den i konflikt med den, såfremt man bedøver sit intellekt ved fx brug af alkohol.
Generelt kan man sige at velordnet nydelse indenfor et passende felt af nogle handlinger, giver en vis perfektion til handlingen i sig selv. Det som gøres med nydelse og behag, udføres typisk med omsorg og opmærksomhed.
Nydelsens moralske goder og onder
På samme måde som at længslen for gode gerninger er moralsk god, og længslen efter onde gerninger er moralsk ond, så er nydelser som opstår fra gode gerninger moralsk god, og omvendt. Skriften taler om de som er glade når de har gjort ondt, og glæder sig i syndigste ting (Ordsp, 2,14). Ikke alle nydelser er moralsk gode, og dog er hver appetit skabt til godhed, og nydelse kommer altså af en mættet appetit. Men det må huskes at det gode som appetitten eftertragter, kun er et gode i simpel forstand. Og mennesker har tilbøjelighed til at lade nydelsen dække over en ond genstand. Dvs. at man kan faktisk gøre ondt selvom man mener godt, eller ser et gode i det man opnår. Så ondskab som man vælger, kan også nydes. Det er altså syndig og ondskabsfuld nydelse. Menneskets lykke i Himlen, i Guds åsyn, vil omfatte perfekte nydelser, og disse vil naturligvis være gode. En god vilje nyder dydens arbejde, mens en ond vilje nyder syndige arbejder og gerninger. Så derfor er viljens nydelse et moralsk mål for disse handlinger. Vi kan altså vurdere og måle hvad vi vil, i god eller dårlig forstand. Men sanselige nydelser er ikke noget mål ift. menneskelige handlingers moralske kvalitet, fordi man fx kan have nydelse i at gøre noget forkert, og måske kan finde gode handlinger vanskelige eller frastødende for sanserne. Derfor, er vores vilje og intellekt skabt til at herske over vores kødelighed, og vores sanser. Vores tro er ikke en følelse, men en viljesakt og intellektuel handling.