Fri Vilje
Viljen er fri til at træffe valg om hvilke midler mennesket vil bruge. Hvis menneskets vilje ikke var fri, ville alle overvejelser, udtryk, befalinger, belønninger og straffe være meningsløse. Mennesket agerer og handler ikke altid ud fra nødvendighed. Men mennesket vægter og betragter retninger og handlinger, søger råd, vurderer og bedømmer hvilken vej der skal følges, ændrer sin vurdering og beslutter sig på en vej. Mennesket handler heller ikke alene ud fra sansningen eller instinkter, men på forståelige motiver for handlingerne. Mennesket handler med uhindret dømmekraft som kommer fra intellektet, og som viser forskellige valgmuligheder, og dermed tages praktiske beslutninger, ikke altid af tvingende nødvendighed. Mennesket har altså en fri vilje. Ud fra det faktum at mennesket er rationelt, og at menneskets rationale er involveret, så er det et faktum at viljen er fri. I streng forstand forstås fri vilje som at viljen handler frit. Men begrebet fri vilje bruges ofte som synonym for viljen i sig selv. Og ergo er fri vilje viljen som en fakultet i sjælen, en karakter til at fastholde eller vælge, uden at disse valg er betingede, goder som intellektet kan vælge ud fra forskellige praktiske vurderinger. Viljen bruger rationalet til at træffe valg. Viljen er også en appetit, det som Thomas kalder en appettitiv kraft, og ikke en erkendende kraft. Viljen opererer i lyset af den viden som intellektet tilvejebringer. Viden er naturligvis nødvendig for at viljen kan handle frit, fordi man ikke kan træffe valg uden at kende til forskellige valgmuligheder. En rejsende kan heller ikke vælge en vej i mørket, hvis den rejsende ikke kan se vejen. Men en særlig karakteristik ved den frie vilje er, at den hjælper os til at beslutte, og dermed er den en appetit og ikke en tænkende kvalitet i sjælen. Man husker måske nok syndefaldet, vi begærer og vælger det vi ser, ud fra vores appetit. Den frie vilje som en handling, udøver altså handlinger som tenderer mod et gode, uden tvang, og hvor det gode erkendes af intellektet som enten fordelagtigt eller godt. Alt hvad mennesket vælger, er altså et gode for os. I hvor høj grad det så altid er et gode i Guds øjne, eller er perfekt, er en helt anden snak.
Menneskets bevidsthed om krop og sjæl
Menneskets åndelige sjæl er det livgivende princip, og den substantielle form af det levende menneske. Den er altså roden - princippet for alle vitale aktiviteter i mennesket. Dens egne fakulteter er intellekt og vilje. Men sjælen er kroppens substantielle form, og selv de åndelige intellektuelle fakulteter må opnå viden og kendskab gennem krop og sanser. Derfor, i dette liv, er alle materielle ting som sanserne berører, hele genstanden for menneskets intellekt. Vi kan altså tænke og erkende gennem sanserne, primært syns - og høresansen, og primært i den materielle verden, som er lavet af stof. Måden intellektet får sin viden, kan illustreres sådan: En dreng kigger på fem billeder af en trekant, tegnet i forskellige farver og mønstre. Synssansen tager billedet ind, og den indre forestillingsevne eller fantasi fokuserer på fantasmen i selve sjælen, og fantasien udtrykker inden i sig selv disse sanseindtryk, som altså kaldes fantasmer. Det aktive intellekt (intellectus agens) fokuserer på fantasmerne, og desuagtet farver og størrelse på de enkelte billeder, så afslører intellektet det som de repræsenterer. Denne handling som foregår i det aktive intellekt, kaldes en abstraktion. Ved en abstraktion, kaster det aktive intellekt sit lys på fantasmer, det afmaterialiserer dem, afindividualiserer dem, og gør dem forståelige. Det betyder altså ikke noget, om der er 5 eller 50 billeder af en trekant, eller hvor de er tegnet, eller hvilken farve de har, fordi det aktive intellekt adskiller dem fra hinanden, og viser blot essensen af en trekant som sådan. Vores synssans skaber altså sammenhæng mellem stof, form, eksistens, kvalitet og essens i den materielle verden, og vores immaterielle sjæl, gennem sjælens kræfter og vores intellekt. Den abstraherede essens af en trekant, når den er behandlet af sanseapparatet og sjælens intellekt, kaldes den forståelsesmæssige egenskab af trekanten. Vores sanseapparat forberedes altså til at anvende den åndelige kraft i vores intellekt. Det aktive intellekt tildeler et form for indtryk af den abstraherede essens til det egentlige intellekt, og det egentlige intellekt reagerer på indtrykket ved at udtrykke essensen af objektet indeni sig selv, gennem et koncept eller en idé. Intellektet ved da hvad en trekant er, den kender det universelle begreb af en trekant fordi det kan definere det, og ikke bare den partikulære trekant. Således går mennesket fra de individuelle erkendelser i sanserne, til at abstrahere intellektuelt om koncepter og ideer som repræsenteres universelt, eller ved en definition af en essens. Menneskets intellekt erkender ikke ting alene ved deres essens, men mennesket må opnå naturlig viden om tings virkemåder. Kun Gud kender altså ting alene ved deres essens, og det er jo fordi det er Ham der har skabt dem. Menneskets sjæl er heller ikke født med viden, eller født med indtryk af viden i sin natur, som det er med engle. Hele menneskets naturlige intellektuelle viden, begynder med sansernes virksomhed. Fra sanserne, opnås intellektuel viden gennem abstraktion. Og intellektet forøges gennem koncepter og idéer, og ved yderligere abstraktioner, til højere typer af koncepter og idéer. Men ingen idéer er naturligt født i mennesket, der er ingen medfødte idéer. Al menneskelig naturlig viden erkendes og opnås. Og som vi så før, så er alle idéer i sidste instans opnået gennem abstraktion fra fantasmer, dvs. i forestillingsevnen og i sansernes billedmæssige fantasi. Selv idéer fra andre idéer må spores tilbage til sansernes handling til at starte med. Ingen idéer er altså indprentet i menneskets sind udefra af "former" som eksisterer, som Plato lærte. Ingen anden proces end den som beskrevet foroven, kan tilskrives hvorledes mennesket opnår viden i sit intellekt. Menneskets intellekt kan beskrives som et slags lys, givet til mennesket af Gud, en slags deltagelse i den guddommelige forståelse og viden. Derfor kan det siges, at det menneskelige intellekt på en vis uperfekt måde, har idéer som er i Gud på evig vis, som arketyper eller eksempler. Sanselig viden forsyner intellektet med abstraktioner i forståelig form. Man kan sige, at sanseviden, dvs. det vi kanerkende gennem vores sanser, kan være den materielle årsag til intellektuel viden. Vi får altså viden gennem vores sanser. På samme måde som intellektet får idéer fra fantasmer, så retter den sig også til fantasmerne når den skal bruge viden som allerede er tilvejebragt. Vi ved at det er tilfældet, for fx vil en sygdom eller en anden form for legemlig lidelse forhindre et menneske i at forstå det han tidligere forstod. Og når vi forsøger at tænke ting til ende, så må vi bruge eksempler til at hjælpe os selv til at forstå vores egen tankerække, og sådanne eksempler er det man kalder fantasmer. Vi forklarer også ting til andre mennesker, gennem eksempler, dvs. fantasmer som vi trækker frem fra intellektet.
Mens intellektet er en åndelig kraft, og forstår universelle begreber, så er den aldrig i det jordiske liv helt afskåret fra materielle tings indflydelse på hvordan mennesket sanser individuelle og partikulære ting. Fx. er der forskel på hvordan man forstår begrebet "Enhjørning", hvis man kun kender til et hestedyr, og aldrig har set en enhjørning i virkeligheden. Der vil altid være forskelle på hvordan folk vil forklare hvad en enhjørning er, og vi kan aldrig rigtigt definere det præcist.
Når sanserne er hæmmet, så er sindets intellekt og dømmekraft også hæmmet. Det betyder ikke at intellektet er afhængigt af sanserne essentielt set, men at vi i det jordiske liv rent ekstrinsisk afhænger af sanserne ift. at udvikle vores intellekt. Hvis man er født døv og blind, så er det svært at udvikle intellektet.
Måden hvorpå vi forstår ting
I det jordiske liv, vokser det menneskelige intellekt gennem sanserne, ved at erkende koncepter. Menneskets intellekt, kender virkeligheden gennem koncepter. Koncepter eller idéer erkendes gennem deres virkelighed, både her i verden og i tanken. Men vi erkender ikke koncepter alene gennem tanken. Verden omgiver os med materielle koncepter og idéer som føder vores intellekt. Ud fra dem, bygger vi også koncepter og idéer som alene kan findes i tanken. Intellektet virker altså gennem handlinger og operation, og ved selv-refleksion. Vi kan som rationelle væsener, tænke over hvordan vi tænker. Vi opnår viden gennem individuelle og materielle fantasmer, og som vi kan se hos børn, så får vi først erkendelsen af generelle fantasmer og koncepter, og senerehen lærer vi at adskille dem. Intellektet forstår ikke mange ting samtidig, for så vidt at de er indeholdt i det samme koncept. Vores viden kan indeholde mange ting, men vi forstår og tænker om forskellige ting i vores viden, én ting ad gangen. På samme måde kan øjet heller ikke se på mere end én ting ad gangen, men den kan skue mange synlige ting indenfor synsfeltet. Intellektet kan heller ikke tænke på mere end det som indeholdes i dét ene koncept som den retter sin vilje mod. Men intellektet kan forstå mange sammenhænge, i relation til konceptet. Intellektet sammenligner også idéer, enten ved at bekræfte dem eller benægte deres validitet eller sandhed. Når intellektet bekræfter noget, som fx "en plante er en levende organisme", så sætter den subjekt - og navne-idéen sammen, dvs. at intellektet samler erkendelsen af at planten eksisterer, sammen med det faktum at den lever. Intellektet kan altså skille ting ad, eller sætte dem sammen. Intellektet kan også fortsætte ud af den tangent, ved at bedømme eller ræsonnere om ting, det man kalder diskursiv tænkning. Intellektuel viden i mennesket, er altså idéer eller koncepter som formes gennem sanserne. Vi sanser verden, og bruger vores intellektuelle dømmekraft til at vurdere verden. Intellektet kan ikke i sig selv tage fejl, men intellektet kan begå fejl i forhold til kvaliteter i intellektet, dvs. der kan være nogle mangler i intellektet hvis det ikke bruges korrekt. Vores fornuft er altså i stand til at bedømme ret fra vrang, hvis vi opnår de fornødne kvaliteter til at bruge intellektet korrekt. Ergo, vi må bruge sandheden og filosofien som værktøj til at erkende verden korrekt. Det ene intellekt kan altså ikke forstå en ting mere end et andet intellekt, men det ene intellekt kan forstå bedre end det andet. Det ene menneske kan altså se klarere end det andet, hvis det ene menneske har et tydeligere sanseapparat og et mere raffineret intellekt end det andet. Vi erkender også ting, først i deres helheder og senere i deres adskilte og mere detaljerede dele.
Hvad intellektet kan erkende i den materielle verden
I det jordiske liv er menneskets krop og sjæl substantielt forenede, og derfor er materielle tings essens genstand for menneskets intellekt. Intellektet kender sådanne essenser rent universelt, ved at opnå idéer eller koncepter på den måde som er beskrevet tidligere. Intellektet kan også erkende materielle ting individuelt. Intellektet spørger altså, "hvilken slags ting er dette eller dette?" - og når den kender slagsen eller essensen, kan den referere til de individuelle ting og erkende dem. Primært og direkte, så kender intellektet både universaler, og sekundært og refleksivt kender det partikulære ting, dvs. individuelle materielle ting. Det menneske intellekt er en skabt og begrænset kraft. Derfor kan det ikke kende det ubegrænsede, på perfekt vis. Intellektet kan erkende potentiel uendelighed, hvilket betyder ubegrænset mulighed. Men intellektet i sig selv har potentiel uendelighed i sig, for så vidt at det aldrig opfyldes, men det kan altid erkende mere. Men intellektet kan ikke kende til perfekt aktuel uendelighed. Det kan kun Gud.
Foranderlige ting, dvs. ting som i dem selv ikke har en årsag til at eksistere, er sansernes direkte genstand. Intellektet, ved dens sekundære og refleksive handling, kan erkende individuelle ting, ergo kan intellektet også erkende foranderlige eller forgængelige ting. Intellektet kan også erkende nødvendige og universelle principper som understøtter foranderlige ting, det vil sige fx den sandhed at bevægelse altid kræver en bevæger. En bold kan ikke bevæge sig af sig selv. Verden kan heller ikke skabes af sig selv. Det menneskelige intellekt kan ikke kende til fremtiden, udover i årsager. At kende en ting rent årsagsmæssigt er at forudse effekter som kommer fra eksisterende og nødvendige årsager. Fx ved astronomer hvornår der vil opstå solformørkelse. At kende til fremtiden, ikke bare i årsag men i sig selv, ligger udover den skabte kraft og hører kun til Gud at kende. Det menneskelige intellekt har et væld af viden om fremtiden, men sådan en viden handler om at gætte kvalificeret eller om at opbygge erfaringer fra fortiden.
Menneskets viden om sig selv
Jo mere en ting er frigjort fra materiens, dvs. stoffets, begrænsninger, jo mere erkendeligt er det. Og jo mere uafhængigt en vidende kraft er, i sit væsen og sin operation, fra stoffets begrænsninger, jo mere perfekt en erkendelseskraft er det. Derfor siger vi, at "ikke-materialitet er roden til erkendelse og viden". Siden Gud er uendelig ånd, er Han fuldstændig ikke-materiel. Derfor er Gud overlegent erkendelig, og overlegent vidende. Gud kender sig selv gennem Sin essens, ved at være Gud. Englene er ånd, ubegrænsede af materie, og de kender dem selv i deres essens, for Gud giver dem viden mens Han skaber dem, og giver dem deres essens. Menneskets intellekt kender sig selv, ikke ved dets essens, men gennem dets handlinger. Sindet kender direkte essenser som er abstraheret fra fantasmer, dvs. ved at kende essenser af materielle ting, og ved reflektion, sindet kan altså vide at det ved. Det kan kende sig selv ved at vide. Af intellektuelle skabninger, så ved Gud perfekt, engle mindre perfekt, og mennesket mindst perfekt. I den intellektuelle orden er vaner a) sandheder som opnås, fastholdt og klar til brug for vores ræson, og b) den udøvede evne til at opnå viden ved at bruge disse opnåede og permanent fastholdte sandheder som mentalt udruster os. Vores greb om første principper, hvad enten de er intellektuelle eller moralske, er en vane. Det intellektuelle første princip udgør en vane som er fundamental for vores tænkning. Det moralske første princip udgør en vane som er grundlæggende for al vores ansvarlige færden. Sindet eller intellektet er ikke direkte opmærksom på vaner som sådan, men erkender dem gennem refleksion. Intellektet, når det udøver sin naturlige operation i at erkende materielle tings essens, kender disse essenser på deres egen måde, dvs. rent universelt. Intellektet kan reflektere, eller vende sin opmærksomhed mod sig selv, det kan erkende ting enkeltvist, det kan altså også kende sig selv når intellektet opererer, dvs. vi kan være selvreflekterende. Og intellektet kan erkende viljen, og ved at kende sig selv og dets operationer, så kender det også sin egen tendens til at følge viden, til det mål som den opnåede viden præsenterer som ønskværdigt for os. Dvs. intellektet kan kende viljen.
Menneskets viden om overnaturlige ting
Siden intellektets genstand er det nuværende jordlige menneskeliv, så forstår vi rent intellektuelt gennem fantasmer, dvs. tanker, eller sansebilleder om materielle ting som fremstilles i vores forestillingsevne. Men der er ingen fantasmer om ikke-materielle ting, og derfor er det menneskelige intellekt i dette liv afskåret fra at erkende ikke-materielle ting direkte eller i dem selv. Det kan fx ikke erkende hvilken substans engle har, i dem selv. Vi kender materielle ting ved at bevæge vores forstands lys mod fantasmer, en slags intellektuel røntgenmaskine som gennemtrænger hvad der er individuelt i fantasmen og som viser deres essens. Det kalder vi abstraktion. Vi siger at intellektet abstraherer idéer fra fantasmer. Det er en slags process hvor man afmaterialiserer og afindividualiserer materielle ting. Og den proces kan fortsættes og forfines mere og mere, og vi kan derved opnå mere og mere abstrakte idéer. Men vi kan aldrig opnå sådan en proces at vi opnår den perfekte idé eller perfekte åndelige substans som sådan. Ånden er i sin essens noget andet end stof, og ergo er der ingen afmaterialiserende proces som afslører sjælen i sig selv. Derfor kan vi ikke have nogen perfekt viden om uendelig ånd. Men gennem refleksion og tænkning kan vi kende til Guds eksistens, og derved de guddommelige attributter. Men at kende Gud direkte i Hans åndelige essens er noget vi ikke kan, på denne side af Himlen i dens herligheds lys. Derfor, her på jorden og ved at vi udøver naturlige kræfter, så kan mennesket ikke kende Gud direkte og i sig selv, men kun indirekte og ved at udlede og reflektere over første årsager som er Gud. At kende Gud hører til en evne vi har i vores naturlige tilstand. At elske Ham og gøre Hans vilje, hører til nogle kvaliteter i vores overnaturlige tilstand. Men vi kender først Gud når vi reagerer på Hans kald til os. Og det gør Han konstant.