top of page

Sjælens passioner: Smerte og sorg


Smerte og sorg er nogle temaer som knytter sig til vores sjæl og kød, og der er mange relateringer til Kristi sår og vores eget bønsliv. Men lad os holde det enkelt i dette indlæg.

Smerte og sorg

Smerte eller sorg er en passion i sjælen, som er byrdebelagt af et nuværende onde. Smerte, som et synonym for sorg eller tristhed, er ikke blot kropslig smerte af ømhed eller sår, men det er mere smerten fra rådvildhed, bekymringer eller nød. Smerte er, først og fremmest, noget som findes i den sanselige orden og i de ydre sanser. Den passerer ind i de indre sanser og forestillingen, hvor den herefter tillades at trænge ind i den intellektuelle orden, og bliver én af sjælens passioner. Smerte og sorg er som passion direkte i modstrid med glædens eller nydelsens passion. Hvor smerte virker under et nuværende onde, så glæder nydelsen sig over et nuværende gode. Mens nydelsen i tid er ubegrænset, så nydes den i nuet. Selv når man ihukommer den, så ihukommes den i nuet. Men ikke alle sorger eller smerter står i modstrid med enhver nydelse, og nydelser og smerte kan som sådan forbindes. Fx kan et menneske føle smerte ved tabet af en ven, men glæde sig over det faktum at hans ven døde en hellig og salig død. Smerte og sorg står i modsætning til hinanden, i et modsat objekt: Forstået sådan, at smerten over tabet af en ven, er modsat glæden ved at have vedkommende i levende live. Sindet og intellektet har det suverænt bedst, når det kontemplerer, dvs. når det konfronterer og hviler i visdom. Her kan smerte ikke trænge ind. Smerte er ikke i modstrid med kontemplationens nydelse, udover hvad der er rent accidentalt, dvs. kvalitativt i at kontemplere. Det kan altså ikke gøre ondt eller være smerteligt, at tænke på visdom.


Nydelse og behag er altså noget som begæres, på grund af det som er godt i det, på grund af tilfredsstillelse, mens smerte og sorg er noget som vi afskyr fordi det er forbundet med ondskab. Siden godhed er stærkere end ondskab, så er længslen efter nydelse stærkere end længslen efter at undgå smerte. I en accidental forstand, er længslen eller behovet for at undgå smerte, den største længsel, fordi vores sjæl mangler og længes efter en opfyldelse som er forårsaget af synden, altså pga. de mangler sjælen har. Smerte som føles i hjerte eller sind, er altså på sin vis større end smerte som føles i kroppen.


Smertens eller sorgens årsager

Sorg er typisk forårsaget af et nuværende onde. Ondskab, som er fraværet eller en mangel af det gode som skulle være til stede, er en negativ ting. Synd er altså en negation, en manglende perfektion i os eller en genstand. Men det onde som altså forårsager smerte eller sorg, er noget vi kan sanse og forstå som en positiv ting, det kan opfattes som noget nuværende, og ikke noget som er fraværende. Et åbent sår er fx noget præsent, og ikke absent. Længsel og kærlighed kan være årsager til smerte, for så vidt at disse passioner forvanskes i deres længsel eller attrå efter noget godt, som fraholdes eller frarøves dem. Kærlighed ønsker opfyldelse, og det gør ondt ikke at få det vi længes efter. Hvis vi har ondt i vores eksistens, er det fordi vi savner Gud. En skabnings naturlige sult efter fuld integritet i væsen og natur, forårsager smerte når skabningen såres, eller hæmmes eller gøres defekt. Dette passer i høj grad også på os. Jo mere vi har ondt, jo mere har vi brug for Gud. Kristi sårmærker viser os vores defekter og hvordan vi har brug for Ham.

Skt. Augustin siger at sjælens sorg forårsages af at viljen modstår en stærkere kraft, at kroppens smerte forårsages af at den sanselige krop modstår et stærkere legeme. Ergo er modstand til en undertrykkende og beherskende kraft, en årsag til smerte eller sorg. Hvis vi har så mange fejl og laster, vil vi til sidst føle smerte. Vi mangler altså nåde, for at undgå denne modstand i vores kød.


Smertens og sorgens effekter

Kropslig smerte og tankebrud, er en konsekvens af at sindet bruger kræfter på at vurdere og undersøge hvorvidt det skal lære nye ting, eller hvorvidt det har tilstrækkeligt med viden i forvejen. Læring kan altså også forårsage smerte, i erkendelsen af de mangler sindet og intellektet har. Det gør samtidig læring og videnstilegnelse umulig, hvis denne mangel er for stor. Det opfatter vi altså som stor frustration. Men hvis man er stærk dedikeret til læring, kan man fortsætte at bruge sit hoved og sit intellekt, trods en betragtelig oplevelse af smerte. En mild sorg kan faktisk opildne sindet til at studere og tilegne sig viden, især de ting som Gud kan gøre for os, for at lindre smerte og sorg. Smerte er altså en byrde på sjælen, en form for depression. Derfor, svækker sorg og smerte sjælens aktiviteter. Det som gøres i en tilstand af sorg eller smerte, er typisk mindre veludført end når det gøres uden denne bebyrdede påvirkning på sjælen. Men medmindre sorgen er overvældende, så kan den sommetider og indirekte, forbedre sjælens arbejder for så vidt at sjælen er besluttet på at ryste sorgen af sig, og forvise sorgen gennem beslutsom vilje, og målrettet fokus på de ting sjælen skal gøre.

Af alle passioner, er smerte og sorg den mest skadelige ift. menneskets kropslige velbefindende. Det er en deprimerende og nedsættende indflydelse, som er afskyelig og skrækkelig, ift. de normale aktiviteter vi normalt skal udføre i livet.


Smertens og sorgens remedier

Smerte og sorg reduceres og mildnes ved nydelse og glæde, såvel som træthed afhjælpes ved hvile. Tårer og andre ydre udtryk for sorg, giver en vis lettelse, men er kun naturlige manifestationer af sorg. De spreder og udleder sorgen, og lader den flygte udadtil, fremfor at lade den være indespærret i den lidende. Smerte og sorg kan mildnes ved trøst og blide ord og gerninger, sympatiske venskabelige handlinger. Kontemplation over sandhed, som er den mest ædle aktivitet i sindet, giver den største nydelse og behag. Og derfor er det også den mest effektive hjælp til smerte og sorg. Jo større kærlighed man har til visdom, jo kraftigere og stærkere virker kontemplation over sandhed, ift. at modvirke smerte. Kontemplation over Gud, den største sandhed, giver den største lindring.


Moralsk godhed og ondskab i smerte og sorg

Smerte og sorg er ikke i sig selv noget der vedrører fri menneskelig aktivitet, og har altså ikke i sig selv noget moralsk aspekt. Men det kan være genstand for moralske handlinger. Skt. Augustin siger at det er godt at sørge over det gode som er tabt, dvs. det er moralsk rigtigt og godt at vise at man påskønner værdien i det man har mistet eller ødelagt. På samme måde, at sørge over ondskab, og især over vores egne synder, er også moralsk godt. Salige er de som sørger, for de skal trøstes. Sorg kan sågar være en dyd, dvs. en fast vane af retmæssig vurdering over et hæmmende onde, og hvor man fast afviser det gennem viljen. Jf. Matt 5,5. At sørge kan altså være dydigt. I bøn og kontemplation, bør man sørge over, og kontemplere over de steder man har fejl og mangler, og bede Gud om hjælp til at rette dem op. Sorgen over synden kan foranledige til at kontemplere over hvad der forårsager synden, hvad der leder til den, og hvordan den opstår. Det som er større end sorg eller smerte, er det onde i, ikke at vurdere ondskab på den rigtige måde, og endnu større ondt er det, ikke at ville afvise ondskab.


Håb og fortvivlelse

Håb er en ophidset passion i kødet. Den ser frem til et kommende gode, ikke bare på simpel vis, men også med den bevidsthed om at dette gode kan opnås, eller i det mindste at det vil kræve en indsats at opnå det. Alle ophidsede, eller irascible, passioner forudsætter konkupiscible eller latente/tilbøjelige passioner. Håb forudsætter begær eller længsel, at vi ønsker Håb er en appetit, det er ikke en kognitiv eller vidende kraft. Det er en kraft til at læne sig mod noget, eller efterstræbe noget, fx det som er et erkendt gode, som er vanskeligt at opnå. Kun i mennesket, af alle jordlige skabninger, findes der håb. Dyr har også en slags håb, en form for sanselig tendens mod et kommende gode som kan opnås gennem vanskelighed. Man kan sige at planter, som gror i upassende jord og med utilstrækkelige mængder af sollys, håbefuldt stræber efter at leve. Men det er ikke et kognitivt intellektuelt håb. Håb findes altså kun i mennesket, som et rationelt væsen.

Tvivl er det modsatte af håb. Tvivl er ikke bare fraværet af håb, det er overgivelsen af håbet, eller fjernelsen af håbet, i en situation som vurderes ikke at kunne kaste noget godt af sig. Håb higer og efterstræber et kommende gode, som er vanskeligt men dog muligt at opnå. Håb er forårsaget af hvad enten som gør et vanskeligt mål muligt at opnå. Erfaring kan være årsagen til håb, fordi erfaringen viser os hvad mennesket kan opnå på praktisk vis. På den anden side, kan erfaringen også lade mennesket tro at der er ting han ikke kan opnå, som han ellers før troede at han kunne. Denne erfaring kan altså medføre tvivl fremfor håb. Det som opildner selvtillid og selvsikkerhed i situationer med vanskelighed, kan kaldes en årsag til håb. Ungdom er sådan en årsag. Selv fuldskab er sådan en årsag, fordi et menneske som har drukket for meget, typisk er lidt for selvsikker, og lidt mere håbefuld end man normalt ville være. På samme måde, er tankeløshed eller tåbelighed også årsager til håb.

Kærlighed kan forårsage håb. Vi håber kun på det vi elsker og attrår. Vores håb efter at et gode kommer til os gennem en anden person, får os til at elske den person. Ergo giver håb kærlighed, og kærlighed giver håb. Håb er en handlingens hjælp. Den giver handlingen intensitet og oprigtighed. Og håb forårsager nydelse, som vi allerede har set, således at nydelsen understøtter handlingens udførelse.

12 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page