top of page

Sjælens passioner: Kærlighed



Kærlighed er den simple appetit eller længsel efter godhed. Der er tre typer af appetitter, og derfor er der tre typer af kærlighed. a) Først, er der den naturlige appetit, indprentet i alle skabninger af deres Skaber. Det er tings tendens til at vedligeholde deres eksistens, deres væsen, deres naturlige aktiviteter. Ved denne appetit eller tendens, siges ting at have en naturlig kærlighed til dem selv. Naturlig appetit eller naturlig kærlighed, involverer ingen bevidsthed eller opmærksomhed på kærligheden, i de skabninger som har den. b) I sanselige skabninger (mennesker og dyr), er der udover den naturlige appetit, også en appetit for de ting som sanserne erkender og opfatter som ønskværdige, dvs. ting som er gode og attråværdige. Ved sanselig appetit, så lytter en hund automatisk til at dens herre kalder på den, at gå efter mad som er sanseligt behageligt, osv. Så stræben efter godhed udtrykkes i stræben efter kærlighed, og sanselig appetit betyder sanselig kærlighed.

c) I mennesket alene, og som det eneste blandt jordlige skabninger, er der en åndelig, dvs. en intellektuel, appetit. Det er tendensen til at følge og opnå det som intellektet, sindet, forståelsen, præsenteres for som noget godt og attråværdigt. Og denne intellektuelle appetit, kaldes viljen. Mennesket har naturlig og sanselig appetit, men også derfor en naturlig kærlighed til sig selv, og han opildnes af denne sanselige kærlighed som er konkupiscibel passion. Men menneskets åndelige og intellektuelle appetit er, som vi har set, i kontrol over de sanselige appetitter, men ikke på nogen tyrannisk vis - og de sanselige appetitter forsøger altid så at sige, at drive og påvirke viljen deres vej. Og ofte tillades de sanselige appetitter at trænge ind i og påvirke intellektets sjælelige fakulteter - og når de gør det, så bliver de virkelig sjælens passioner. Så sjælens fundamentale passion er sanselig kærlighed, som tillades at trænge ind og stige op i den intellektuelle orden, og påvirke sind og vilje. Så der er naturlig kærlighed, sanselig kærlighed, og intellektuel og rationel kærlighed. Kærlighed er en simpel appetit og passion, og indebærer ikke i sig selv noget besvær eller fravær af vanskelighed for at opnå sit mål. Den er en konkupiscibel, dvs. tilbøjelig, appetit i den sanselige orden, i viljen er der således ingen adskillelse mellem tilbøjelig og ophidset tendens eller konkupiscens. Kærlighed er altså en reaktion i appetittens bevægelse mod godhed. Ordene kærlighed, ømhed og venskab er ikke totalt synonyme, men de har en fælles kerne af betydning. Ømhed, kærlighed og venskab er forskellige typer og faser af kærlighed i det hele taget. Kærlighed er tendensen til at have eller besidde godhed, og som kaldes begærets kærlighed, eller i gammel tid kaldet "konkupiscensens kærlighed", mens kærlighed som en tendens til at gøre godt, er godgørelsens kærlighed, eller kærlighed til venskab og det at gøre og ønske godt.


Kærlighedens årsag

Siden kærlighed er den tendens som erfares af dens genstand, (dvs. menneske fx) til at have eller gøre godt, og siden godhed sådan opildner kærlighed til handling, så er det tydeligt at godhed eller det gode er kærlighedens årsag.

Godhed, som er årsagen og målet for kærlighed, må i sanselige og rationelle mennesker være kendt, før den kan udøve sin tiltrækning. Ergo er viden en årsag til kærlighed. Lighed eller ligheder er en årsag til kærlighed mellem og blandt skabninger, fordi de tiltrækker mager. En skabning elsker nødvendigvis sig selv, og ergo har den en tendens til at elske det som er som den selv.

Ingen af de andre passioner, enkeltvis eller sammen, kan anskues som den universelle årsag til kærlighed. En særlig passion, som fx begær, kan forårsage en specifik kærlig handling, fordi ét gode kan forårsage et andet gode. Men generelt må det siges at de andre passioner forudsætter kærlighed, fordi de er produkter af, snarere end årsagen til, kærlighed.



Kærlighedens effekt

Kærlighed søger hverken at besidde hvad der er elsket, eller drage nytte af den. I hvert tilfælde, så søger kærligheden at forenes med dens genstand, enten faktisk eller i relation. Ergo er forening med den elskede ting, en effekt af kærligheden. En anden af kærlighedens effekter er at elsker og det elskede hviler i hverandre, på en eller anden måde. Elskeren siger "Jeg har dig i mit hjerte", eller "dette projekt er mit hjerte nært", og når man taler om Guds kærlighed så siger Skriften (1 Johs 4,16) "Han som adlyder i Kærlighed, hviler i Gud, og Gud i ham". Ergo er en art gensidig indlejring af elsker og elsket en effekt af kærligheden. Sommetider er kærligheden så intens, at elskeren kan siges at blive båret væk, eller "løftet ud af sig selv". Denne kærlighedens effekt kaldes ekstase. En anden effekt af kærligheden, er kærlighedens iver. I den gode betydning, er iver en stædig vedholdenhed i at elske. I en ond betydning, så er iver en irrationel og ukontrolleret modig tilstand ift. at få andre til at elske noget, og denne iver kaldes skyndsomhed. I en anden ond betydning er iver en uordnet trang til at besidde noget eksklusivt ift. kærlighedens genstand, og en irrationel indsats til at blokere andre fra at elske det. Det kaldes jalousi. Om man er jaloux eller zelot, så er det lidt det samme ord. Jalousi er altså uordnet kærlighed, som ikke er dirigeret derhen hvor den skal. Kærlighed er i sig selv en perfekterende og bevarende kraft. Men i materiel forstand og i elementer, kan kærlighed sommetider medføre overdreven og skadelig forandring i den som elsker. Kærlighed er appetit for godhed, og godhed definerer et mål, alle ting agerer mod et mål. Derfor agerer alting ud fra kærlighed, af en eller anden slags. Selv i syndefaldet elskede Eva og Adam også æblet og kundskabens træ. De elskede bare ikke Gud højt nok i det øjeblik de spiste af æblet, for hvis de skuede Ham og elskede Ham højt nok, så var de aldrig faldet.


Had

Det modsatte af kærlighed, er had. Hvis had er hovedet, så er had "halen". At elske noget, er at hade det modsatte. At hade noget, er at elske det modsatte. Så kærlighed er forårsaget af godhed, og had er forårsaget af det som mangler godhed, had er forårsaget af ondskab. Had er forårsaget af det som hindrer os i at opnå et gode. Sådan e hindring ikke bare frarøver os det gode i noget, men frarøver noget dens mulighed for godhed. Så hvis vi ikke elskede noget, ville vi skulle ikke være opmærksomme på nogen forhindring eller blokering i vores vej til det. Hvis vi ikke elskede, ville vi ikke hade. Ergo er kærlighed hadets årsag.

Kærlighed er stærkere end had. Sommetider er had stærkere følt end kærlighed, og ser således stærkere ud. Strengt talt, så kan et menneske ikke hade sig selv. I praksis kan et menneske gøre sig selv fortræd ved synd eller onde vaner, og vi kan sige at et menneske at han er sin egen værste fjende. Og et menneske kan leve som dyr på marken, og styre sin kærlighed mod ting som ikke kan bringe ham til hans sande mål. Men sådanne forkerte livsførelser er ikke motiveret af selvhad som sådan, men en selvkærlighed der er styret forkert. Et menneske kan faktisk hade sandheden, ikke generelt, men mere i særlige tilfælde hvor sandheden enten er pinlig, eller hæmmende, eller i modstrid med menneskets begær. Had kan kun være universel i den forstand at alt af en slags kan hades. Fåret hader alle ulve. Den gode kristne, hader al synd.


17 views0 comments

Recent Posts

See All

Commentaires


bottom of page