top of page

Sjælens passioner: Generelt



Aquinas har meget at sige ift. sjælens passioner, men her skelner han igen også mellem sjælen og kroppen. Det er vigtigt at være præcis her, for vores passioner ligger ikke entydigt i sjælen, men i vores kødelighed og krop. På den måde begynder man også at forstå, hvorfor sammenhængen mellem krop og sjæl er så afgørende. På den måde kan vi genkende kroppens signaler, og forstå hvorledes sjælen påvirkes af vores krop.

Genstanden for sjælens passioner

Genstanden for noget, er den ting hvori tingen ligger i, eller opstår. Her taler vi om genstanden for sjælens passioner. Og vi undersøger hvorvidt de passioner virkelig hviler i sjælen selv. Siden sjælen er den substantielle form af et menneske, og således gør at han eksisterer som et menneske, så kan sjælen fundamentalt set kaldes genstand for alt hvad der vedrører menneskelig natur. Siden mennesket er underlagt passionerne, så er sjælen genstand for passionerne. I et andet perspektiv, kan vi sige at hvad som helst der udøver en indflydelse på sjælens kræfter eller fakulteter, hører til sjælen som dens genstand. På den facon er sjælen genstand for passionerne. Sjælens passioner hører til feltet af tendenser og begær, mere end feltet om viden. Passionerne forudsætter viden og reagerer på den, men de hører til appetitterne, og ikke den erkendende, vidende orden i sjælen. Og derfor, i streng forstand, hører sjælens passioner til den sanselige orden, den orden der vedrører de kropslige fakulteter. Men passionernes indflydelse er så ofte tilladt af viljen at trænge ind i den intellektuelle orden (de åndelige fakulteter i sjælen), at det er retfærdigt at kalde dem for sjælens passioner. Derfor er sjælens passioner genstand for menneskets sanselige del, retfærdigvis sagt i forlængelse heraf, også af sjælen. De samme passioner tilskrives sjælen selv, såvel som deres genstand, men dog ikke deres egentlige genstand.

Adskillelsen af passionerne

Ordet "passion" betyder en undergåen, en bevægelse eller røren. Når sanselige appetitter virker og opererer, så undergår kroppen en slags modifikation, en slags forandring. Sommetider manifesterer en sådan forandring sig udvortes, som fx i det klare øje og levendegjort i ansigtet hos den som taler om det han elsker, eller i et rødmende ansigt og stammende tunge hos det menneske som er meget vredt. Passion er en slags rekyl, et tilbageslag eller refluks af de sanselige appetitters operation: Det er det som et sanseligt væsen undergår, pga. appetittens funktion. Der er to typer af passioner, og de tager deres navne fra de appetitter de følger: De er de konkupiscible (eller tilbøjelige om man vil) passioner, og de ophidsede passioner, som begge følger hinanden. De konkupiscible passioner er kærlighed og had, begær og afstandtagen, glæde og fryd, sorg og smerte. De ophidsede passioner er håb, tvivl, frygt (bæven), men også (vove)mod og vrede. De konkupiscible relaterer sig på simpel vis ift. godt og ondt. Kærlighed er for det gode, som had er for det onde. Længsel og attrå er for det gode, afsky er for det onde, glæde for det gode, sorg for det onde. Men de ophidsede passioner relaterer sig til godt og ondt i lyset af vanskeligheder. Håb er i en vis grad vanskelig at opnå, tvivl er for et onde også vanskeligt at undgå, frygt er for den onde svært at flygte fra, mens mod også for noget godt er vanskeligt at opnå - vrede er vanskeligt at kaste af sig. Og som de ellers virker, så bliver alle ophidsede passioner på en måde omdannet til konkupiscible passioner. Håb og mod, når de først har succes, forvandles til kærlighed og glæde, mens frygt, vrede og tvivl, når deres kraft er udslukket, omdannes til sorg, og sommetider når de viser sig at være grundløse, til glæde. Vrede er den eneste passion i sjælen, som ikke har sit eget modstykke. For vrede står alene blandt passionerne, idet den ikke har nogen naturlig modpart. Hvile eller fredfyldthed kan sommetider kaldes det modsatte, men fredfyldthed er bare ikke en passion. Nogle passioner er specifikt adskilte, uden at være modsatrettede. Ergo er kærlighed og glæde specifikt væsensforskellige passioner, men de kan godt sameksistere med retning mod den samme genstand. Fx kan man godt elske noget, og være glad for at besidde det, på samme tid.


Moralsk godt og ondt i passionerne

Når sjælens passioner alene bevæger menneskets sanselige del, så kan de ikke klassificeres ift. moral. De er hverken gode eller dårlige. Men for så vidt at passionerne sandfærdigvis er af sjælen, fordi viljen acepterer dem og gør dem frivillige, så har de moralsk kvalitet ift. godt eller ondt. Når viljen tillader en uorden, en uordnethed eller andet sådan i passionerne, så er de onde. Men passioner som på ret vis er kontrolleret af fornuften, dvs. den intellektuelt oplyste vilje, så er de udtryk for dyder og ikke for laster. Fx er håb, kærlighed og længsel, en drivkraft i viljen for det gode.

Derfor er fornuftskontrollerede passioner moralsk gode. En god handling udøvet med en følelse og intention er således markant bedre fordi den kommer fra det hele menneske. Men når passionen pludseligt opstår stærkt før viljen kan nå at vælge hvordan den skal handle, så tilslører passionerne sindets dømmekraft, og viljens klare kontrol. Og så forringer de den menneskelige handlings godhed. Når passionen følger viljesakten, og den konsekvent efterfølgende passion, så gør den det fordi a) grundet reaktionen fra de lavere til de højere appetitter i mennesket, eller b) fordi viljen direkte ophidser de sanselige appetitter til at samarbejde med passionen. I gode gerninger, så indikerer den efterfølgende passion viljens intensitet og lyst til godhed, fordi viljen opildner til godhed og således forøger handlingens moralsk gode kvalitet. Derfor kan et menneske fx opildne mod til at udøve en vanskelig handling eller pligt. Her er handlingen prisværdig, fordi man samler vilje og passion til at udøve godhed. Passionen får altså sin egen kvalitet ift. godt eller ondt, ift. hvorledes de øver indflydelse på mennesket.

Rækkefølgen af passionernes opståen i sjælen

De konkupiscible passioner, som i sig virker simpelt mod at opnå et mål, går forud for de ophidsede passioner, som ophidses af vanskeligheden ved at opnå målet. På samme måde, går længslen eller begæret for noget, forud for det mod eller den vedholdenhed som man anvender i vanskeligheden ved at opnå det man vil. Men hvor den konkupiscible passion hviler stille, eller er tavs ift. det mål den har opnået eller har mistet (ift. glæde eller sorg), så følger den ophidsede passion i forlængelse heraf. Det vil sige, at i bevægelige passioner, så går de konkupiscible forud for de ophidsede, mens reaktive passioner går forud for de konkupiscible, eller tilbøjelige passioner. I den udførende akt, det vil sige, når man udfører noget som er drevet af passion, så er kærligheden til målet den første passion, og dernæst følger længslen og begæret, og dernæst glæden eller sorgen ift. gevinsten eller tabet i handlingen. Men når man taler om intentionen alene, i relation til passionen, så vil man først glæden ift. det mål man søger, dernæst forventningens glæde og til sidst begæret som da ophidses. Den første af de ophidsede passioner, er håb. Håb leder efter et gode der skal komme, men involverer også viden om den vanskelighed som ligger i vejen til at opnå dette gode, og også at dette gode mål ikke nødvendigvis opnås. En person har ikke håb for noget som sikkert vil ske, men håber at morgendagen vil komme, selvom personen også ønsker og længes efter den. De fire hovedpassioner efter kærlighed, er glæde, sorg, håb og frygt. Kærlighed er den fundamentale passion. Glæde og sorg er en opdeling af passionerne, mens håb og frygt leder deres bevægelse. Glæde og sorg er typisk i det nuværende, mens håb og frygt er for det som skal komme.

12 views0 comments

Recent Posts

See All
bottom of page