Rom og FSSPX: Begyndelsen

"Dekret om oprettelse af Præstebroderskabet Sankt Pius X (1. november 1970): Under hensyntagen til de tilskyndelser, som Det Andet Vatikankoncil har givet udtryk for i dekretet Optatum Totius vedrørende internationale seminarier og fordelingen af gejstligheden; Under hensyntagen til den påtrængende nødvendighed af uddannelsen af nidkære og gavmilde præster i overensstemmelse med direktiverne i det nævnte dekret; Idet det bekræftes, at Præstebroderskabets statutter svarer til dets formål; Vi, François Charrière, biskop af Lausanne, Genève og Fribourg, idet Guds hellige navn påkaldes, og alle kanoniske forskrifter er overholdt, dekreterer følgende: Det “Internationale Præstebroderskab Sankt Pius X” oprettes i vort bispedømme som en pia unio. Samfundets sæde fastsættes til Maison St. Pie X (Sankt Pius X-huset), rue de la Vignettaz 50, i vor bispeby Fribourg. Vi godkender og bekræfter de vedlagte statutter for Broderskabet for en periode på seks år ad experimentum, som ved stiltiende godkendelse kan fornyes for en tilsvarende periode; hvorefter Broderskabet definitivt kan oprettes i vort bispedømme af den kompetente romerske kongregation. Vi påkalder Guds velsignelse over dette Præstebroderskab for at det må nå sit hovedformål, nemlig uddannelsen af hellige præster. Givet i Fribourg, i vor bispelige residens. Den 1. november 1970, på Allehelgensfesten. [underskrevet] + François Charrière, Biskop af Lausanne, Genève og Fribourg"

Således begyndte det. Hensigten med dette indlæg er at opridse de gensidige korrespondancer mellem FSSPX og Rom, for at alle kan forstå helheden og naturen i forsøget på at forsone dels Det 2. Vatikankoncils ordlyd og intention, og dels Roms forsøg på at ignorere de troendes ret til en traditionel og reelt apostolsk forståelse af katolsk kristendom. Når man gennemgår de respektive skridt og korrespondancer, så vil man se at FSSPX dels er opretttet med afsæt i de gældende koncilsdokumenter, men at det også anerkender Det 2. Økumeniske Vatikankoncil som et legitimt koncil. Når det er sagt, så har FSSPX nogle indvendinger mod en række af de formuleringer som fremgår i flere af koncilsdokumenterne, og som det ønsker at Rom tydeliggør. Det går jeg ikke ind i her, men vil blot udlægge Roms indstilling og klare afstandtagen til Ærkebiskop Lefebvre, som vi skal se.

En frugt af Kirken, med afsæt i koncilets oprindelige intention

OPTATAM TOTIUS; Dekret om præstelig formation, fra Det 2. Vatikankoncil: "Den dogmatiske teologi skal tilrettelægges således, at de bibelske emner fremstilles først. Det skal vises for eleverne, hvilke bidrag kirkefædrene i Øst og Vest har ydet til trofast videregivelse og udvikling af de enkelte åbenbarede sandheder, ligesom der skal gøres rede for dogmets videre historie og dets forhold til Kirkens almindelige historie. Dernæst skal eleverne, med den hellige Thomas (Aquinas, red.) som hjælp i deres overvejelser, lære at trænge dybere ind i frelsens mysterier for at belyse dem fuldt ud, i det omfang det er muligt, og se dem i indre sammenhæng.."

Bemærk for oven at FSSPX grundlægges med Biskop Cherrieres fulde velsignelse og godkendelse, og helt eksplicit med afsæt i dét koncilsdokument som vedrører præstelig formation - men ikke kun det, også grundet nødvendigheden af at fastholde en præstelig formation med afsæt i den thomistiske systematik. Hvis man er i tvivl om hvad Pave Paul VI selv mente om Skt. Thomas Aquinas og præstelig formation, så udlægger fodnoten i OPTATAM TOTIUS selv dette forhold klokkeklart:

"PAUL VI, tale på det pavelige universitet Gregorianum, 12. marts 1964: (AAS (1964) s.365:) "(Lærerne) ... skal desuden ærbødigt lytte til kirkelærerne, blandt hvilke Thomas af Aquin indtager førstepladsen. Denne serafiske kirkelærer besidder nemlig så stor en åndskraft, en så stor og oprigtig kærlighed til sandheden, en så stor visdom i den måde, hvorpå han trænger ind i, fremstiller og sammenfatter de højeste sandheder til en gedigen syntese, at hans lære er det mest fyldestgørende redskab, ikke alene når det drejer sig om at underbygge troen med et sikkert grundlag, men også når det drejer sig om sikkert og med udbytte at indhøste frugterne af en sund udvikling."

Det er dette formål, frugterne af en sund udvikling, som FSSPX og Ærkebiskop Lefebvre ville tilskynde til, og hvis man vil se hvilken udvikling han forsøgte at forhindre, så skal man se dette videoklip fra årene efter koncilet lukkede. De taler for sig selv, men hvis man ikke kan se problemet i nedenstående klip, så forstår man grundlæggende ikke nødvendigheden af en katolsk tro og udbredelse.

Det er væsentligt at supplere med nogle juridiske principper for denne nødvendighed, idet Kirkeretten og Kirkens thomistiske tradition tydeliggør denne nødvendighedens forhold:

Can. 1752 In cases of transfer the prescripts of can. 1747 are to be applied, canonical equity is to be observed, and the salvation of souls, which must always be the supreme law in the Church, is to be kept before one’s eyes.

At Kirkens højeste lov er sjælenes frelse, er et indiskutabelt ekklesiologisk princip, som sigter til Kirkens fire kendetegn, og sigter til dens guddommelige mandat. Kirken eksisterer kun med dét formål, at frelse sjæle. Intet andet. Dette uddybes hos Skt. Thomas Aquinas i ST IIa, Q120, A1 vedrørende "epikeia", og hvorvidt det fælles gode er en dyd der skal tilgodeses i ekstraordinære tilfælde, som falder udenfor normale kategorier.

"Jeg svarer, at som anført ovenfor (I–II:96:6), da vi behandlede lovene, og eftersom menneskelige handlinger, som lovene vedrører, består af kontingente enkelttilfælde og er utallige i deres mangfoldighed, var det ikke muligt at fastsætte retsregler, som kunne finde anvendelse i ethvert enkelt tilfælde. Lovgivere tager ved udformningen af love hensyn til det, som almindeligvis sker; men hvis loven anvendes på visse særlige tilfælde, kan den forpurre retfærdighedens lighed og skade det fælles gode, som loven netop har for øje."

Loven skal altså tjene det fælles gode, og det gælder Kirkeretten som det gælder forvaltningen af kleresiets adfærd og udbredelse af sandheden i almindelighed. Ergo, denne nødvendighed, uanset hvorvidt Ærkebiskop Lefebvre tog fejl i generelle henseender, eller tog fejl specifikt, så var hensigten at tilgodese det fælles gode i et ekstraordinært tilfælde, og det er da også denne forståelse som er princippet for ærkebiskoppens dialog med Rom, som vi skal se.

1970: FSSPX grundlægges med formelt afsæt i kirkeretten og Roms godkendelse

Som vi kan læse foroven grundlægges FSSPX i Schweiz, med den lokale biskops fulde godkendelse. Året efter, i 1971, godkender kongregationen for gejstligheden FSSPX, hvor Kardinal Wright sender denne hilsen og lykønskning til Ærkebiskop Lefebvre:

"Prot. nr. 133515/I18. februar 1971 (åbn linket her for at læse originalen) Til den højærværdige og mest ærværdige Herre Hr. Marcel Lefebvre Titulærærkebiskop af Synnada i Frygien Via Casalmonferrato nr. 33 Rom Højærværdige Herre, Med stor glæde modtog jeg Deres brev, hvori Deres Excellence orienterer mig om nyt, og især om præstebroderskabets statutter. Som Deres Excellence forklarer, har denne sammenslutning, som ved Deres virke den 1. november 1970 modtog approbation af Hans Excellence François Charrière, biskop af Fribourg, allerede overskredet Schweiz’ grænser, og flere ordinariater i forskellige dele af verden roser og godkender den. Alt dette, og især visdommen i de normer, som leder og styrer denne sammenslutning, giver god grund til at håbe på dens fremgang. Hvad angår Kongregationen for Gejstligheden, vil præstebroderskabet uden tvivl kunne svare til det mål, som Koncilet har foreslået, både med hensyn til uddannelsen af seminarister og fordelingen af gejstligheden i verden. Med ærbødig hilsen, Deres Excellence, Deres i Herren ydmygst hengivne, J. kard. Wright Præfekt"

Hvis man da nu ikke kan se, at FSSPX er grundlagt med fuldt afsæt i intentionen i det 2. Vatikankoncils dekret om at uddanne hellige præster for Kirken og verden, at den lokale biskop og sågar den af Paven godkendte kongregation for gejstligheden fuldt bakkede op om dette projekt - ja, så ønsker man enten ikke at forstå sagens sammenhæng, eller også lyver man. Der skulle ikke gå længe fra FSSPX' første seminar blev oprettet, til at modernisterne i Rom fik nys om sagen. Det rygtedes nemlig, at seminaristerne i Ecône ikke fejrede den nye messe, men heller ikke var helt i trit med Roms nye forståelse af hvorledes man skulle opfatte Kirkens rolle i verden. Det er altså tydeligt, at det første teologiske og ekklesiologiske brud, sker på vegne af Rom, og ikke FSSPX. Lad os se nærmere:

Apostolsk visitation fra Rom (1974)

De romerske visitatorer var, hhv. Mgr. Albert Onclin– belgisk kanonist, konsulent for Kongregationen for Seminarier og Universiteter Dom Jean-Baptiste R. (ofte identificeret som Dom Paul Nau)– benediktiner, teologisk visitator. Det skal nævnes, at Rom aldrig formelt har offentliggjort deres navne, men Ærkebiskop Lefebvre refererer til dem i flere kilder, og som også kunne bekræftes af de seminarister som modtog de to visitatorer i Ecône.

Ordrette citater fra visitatorerne

I en samtale med seminaristerne i Ecône, drøfter de to visitatorer et centralt teologisk spørgsmål om sandhed, hvor de under en fælles samtale siger til seminaristerne at:

“Man kan ikke længere tale om en uforanderlig sandhed; sandheden må udvikle sig med menneskets erfaring.”

Dette citat er gengivet af Lefebvre i Lettre aux amis et bienfaiteurs, december 1974.

Om præstedømmets natur sagde de:

“Præsten er ikke længere primært en offerpræst; denne opfattelse hører fortiden til.”

– gengivet af Lefebvre i brev til kardinal Garrone i 1974.

Om cølibatet sagde de:

“Cølibatet er en kirkelig disciplin, som meget vel kan forsvinde i den nærmeste fremtid.”

– noteret af Lefebvre i hans personlige arkiv– citeret senere i Ils l’ont découronné. (De har afkronet Ham)

Om moralteologi, sagde de til seminaristerne at

“I dag kan man ikke længere tale om indre onde handlinger på samme måde som tidligere.”

– gengivet af seminarister i skriftlige vidnesbyrd fra 1974, konsistent med visitatorernes øvrige udtalelser.

Men det klart springende punkt i anstødsstenen, er naturligvis koncilets forståelse af religionsfrihed; som Lefebvre gengiver i sin erklæring, eller deklaration, 21. November samme år.

“Religionsfriheden, som Koncilet har proklameret, kan ikke længere sættes i spørgsmål, selv om tidligere tekster synes at sige noget andet.”

I kølvandet på den apostolske visitation, udsender Ærkebiskop Lefebvre i 1974 en erklæring. Lad os gengive denne i sin fulde ordlyd:

"21. november 1974 – Albano, Italien Vi holder fast, af hele vort hjerte og af hele vor sjæl, ved det katolske Rom, vogter af den katolske tro og af de traditioner, som er nødvendige for at bevare denne tro, ved det evige Rom, visdommens og sandhedens lærerinde. Vi nægter derimod at følge – og har altid nægtet at følge – det Rom, der præges af neomodernistiske og neoprotestantiske tendenser, som tydeligt kom til udtryk under Det Andet Vatikankoncil og, efter koncilet, i alle de reformer, der udsprang af det. Alle disse reformer har nemlig bidraget – og bidrager fortsat – til Kirkens ødelæggelse, til præstedømmets forfald, til afskaffelsen af messens offer og af sakramenterne, til det indviede livs forsvinden samt til en naturalistisk og teilhardiansk undervisning på universiteter, i seminarier og i katekesen; en undervisning, der udspringer af liberalismen og protestantismen, som gentagne gange er blevet fordømt af Kirkens højtidelige magisterium. Det er derfor umuligt for nogen samvittighedsfuld og trofast katolik at tilslutte sig denne reform og på nogen måde underkaste sig den. Den eneste holdning, der er i overensstemmelse med troskab mod Kirken og den katolske lære, og som er passende for vor frelse, er en kategorisk afvisning af at acceptere denne reform. Derfor fortsætter vi, uden nogen ånd af oprør, bitterhed eller harme, vort arbejde med præsteuddannelse under ledelse af det uforanderlige magisterium, overbeviste om, at vi ikke kan yde en større tjeneste for den hellige katolske Kirke, for den suveræne pontifeks embede og for eftertiden. Derfor holder vi fast ved alt det, som Kirken konsekvent har lært og praktiseret – og som er blevet kodificeret i bøger udgivet før koncilets modernistiske indflydelse – vedrørende tro og moral, guddommelig gudstjeneste, katekese, præsteuddannelse og Kirkens institution, indtil Traditionens sande lys fordriver den mørke tåge, som tilslører det evige Roms himmel. Ved dette, med Guds nåde, den hellige Jomfru Marias hjælp, den hellige Josef og den hellige Pius X, er vi sikre på, at vi forbliver tro mod den katolske og romerske Kirke, mod alle Peters efterfølgere, og at vi er trofaste forvaltere af vor Herre Jesu Kristi mysterier i Helligånden. Amen."

Erklæringen bliver naturligvis i Rom opfattet som en regulær krigserklæring - men hvorfor? Ville vi ikke antage at de ihvertfald på papiret ville være enige i alt hvad Ærkebiskop Lefebvre udtaler i sin erklæring? Bemærk særligt i erklæringen, at Lefebvre på intet tidspunkt eksplicit udtaler at han ikke mener at koncilet er legitimt. Han påpeger en filosofisk og teologisk indflydelse på koncilet, som han fastholder - og det gør FSSPX stadigvæk - skal korrigeres. Navnlig i de reformer som udspringer af koncilet, men ikke nødvendigvis koncilet selv. Det er en væsentlig præmis.

Lefebvres erklæring blev gjort til en formel sag på romersk niveau, og til et spørgsmål om lydighed og kommunion. Den 17. april 1975 instruerede kardinal Arturo Tabera, præfekt for Kongregationen for Ordensfolk og Sekularinstitutter, biskop Pierre Mamie af Fribourg (den nye biskop i Fribourg) om at ophæve FSSPX. Begrundelsen var den, at ærkebiskop Lefebvre befandt sig i en tilstand af vedvarende ulydighed over for Den Hellige Stol.

Derfor udstedte biskop Mamie den 6. maj 1975 et dekret, hvori FSSPX blev ophævet som formel sammenslutning i bispedømmet Fribourg. Ærkebiskop Lefebvre reagerede ved at indgive en appel til Den Apostoliske Signatura og ved at rette henvendelse direkte til paven. I sine indlæg gjorde han det klart, at Kongregationen for Ordensfolk manglede kompetence i sagen, idet FSSPX ikke var et ordensinstitut, men et præstebroderskab af sekulære præster, og at ophævelsen var sket uden behørig proces og uden mulighed for effektivt forsvar. Det er normalt at man får lov at appellere sin anke, såfremt man mener at der er begået procedurefejl. Det skete aldrig.

Appellen blev altså ikke behandlet ved den romerske domstol. I et brev d. 10. juni 1975 meddelte statssekretær Jean Villot, at Den Hellige Fader havde besluttet ikke at modtage ærkebiskop Lefebvre, hvilket i praksis afsluttede sagen administrativt uden en formel juridisk afgørelse. Lefebvre modtog aldrig nogen reel begrundelse af Rom om beslutningen. Lefebvre fik aldrig mulighed for at anke beslutningen i Rom. Lefebvre fik aldrig mulighed for at forelægge Paven sagen. Ophævelsen af FSSPX blev således gennemført ved administrativt dekret efter et direktiv i Rom.

Præsteordinationer og suspension (1976)

Givet den trosmæssige krise i kirken, et utal af seminarister på seminaret i Ecône, og givet hans forsæt om at videreføre katolsk og apostolsk kristendom, fortsatte Ærkebiskop Lefebvre med at vie præster i den traditionelle form og teologi, som hidtil. Det bør samtidig fremhæves, at præsterne fra FSSPX formelt blev inkardineret i bispedømmerne rundt om i verden, indtil FSSPX formelt blev suspenderet, idet præsterne var veluddannede, og yderst efterspurgte.

Den 22. Juli 1976 modtager Ærkebiskop Lefebvre den følgende skrivelse fra Rom:

Meddelelse om suspension (suspensio a divinis; Kongregationen for Biskopper) 22. juli 1976 Efter at have taget i betragtning, at Hans Excellence ærkebiskop Marcel Lefebvre, titulærærkebiskop af Synnada i Frygien, trods gentagne formaninger fra Den Hellige Stol har foretaget præsteordinationer uden det fornødne kanoniske mandat, og idet det konstateres, at han derved har handlet i alvorlig tilsidesættelse af kirkens love og af den lydighed, som tilkommer den øverste kirkelige myndighed, erklæres følgende: Ærkebiskop Marcel Lefebvre har ved sine handlinger pådraget sig den kanoniske straf suspensio a divinis, i overensstemmelse med den gældende kirkeret. Denne suspension indebærer forbud mod: at fejre den hellige messe, at forrette sakramenterne, at udøve enhver offentlig handling, der tilkommer det præstelige eller biskoppelige embede. Den Hellige Stol beklager dybt, at en sådan foranstaltning har vist sig nødvendig, men kan ikke undlade at fastslå, at en handling af denne karakter ikke kan tolereres, da den skader kirkens enhed, disciplin og orden. Ærkebiskop Lefebvre opfordres indtrængende til at genoverveje sin holdning og til gennem et klart og oprigtigt udtryk for lydighed mod Den Hellige Fader og Kirkens magisterium at bane vejen for en fuld genoprettelse af den kirkelige kommunion. Givet i Rom, fra Kongregationen for Biskopper, den 22. juli 1976.

Få måneder senere, 11. oktober 1976, henvender Pave Paul VI sig direkte til Ærkebiskop Lefebvre.

Pave Paul VI’s brev til ærkebiskop Marcel Lefebvre

Ærværdige Broder, Det er med dyb smerte, at vi endnu engang må henvende os direkte til Dem. De handlinger, som De for nylig har foretaget, og som De fortsat fastholder, har bragt Dem i en situation, der ikke kan forenes med den lydighed og det fællesskab, som enhver biskop skylder Kirkens øverste hyrde. På trods af gentagne formaninger og indtrængende opfordringer har De foretaget præsteordinationer uden den nødvendige kanoniske mission og i åben tilsidesættelse af Den Hellige Stols udtrykkelige vilje. Disse handlinger udgør en alvorlig overtrædelse af kirkens disciplin og kan ikke retfærdiggøres ved henvisning til personlige overbevisninger eller til en subjektivt opfattet nødretstilstand. Det Andet Vatikankoncil er et økumenisk koncil, legitimt indkaldt og godkendt af den apostolske myndighed, og dets lære hører til Kirkens autentiske magisterium. At så tvivl om dets autoritet eller at stille sig uden for dets fællesskab er ikke foreneligt med den katolske tros lydighed. Vi kan ikke acceptere, at De opstiller en modsætning mellem Traditionen og Kirkens levende magisterium, som om den ene kunne eksistere uden den anden. Traditionen er ikke en uforanderlig samling af former, men Kirkens levende overlevering under Helligåndens vejledning, betroet hyrderne i fællesskab med Peters efterfølger. Af disse grunde må vi bekræfte, at den suspension a divinis, som er blevet meddelt Dem, er fuldt berettiget. Denne foranstaltning er ikke et udtryk for mangel på faderlig omsorg, men netop et alvorligt kald til samvittigheden, i håb om at De vil indse den fare, som Deres nuværende holdning indebærer for Dem selv og for de troende, som følger Dem. Vi beder Dem derfor indtrængende om at foretage et klart og utvetydigt skridt tilbage mod fuld kirkelig kommunion. Dette kræver et oprigtigt udtryk for Deres tilslutning til Koncilet, Deres underkastelse under den apostolske myndighed og Deres villighed til at afstå fra handlinger, som sår splittelse i Kirken. Vejen til forsoning står altid åben. Men den kan kun betrædes i sandhed, ydmyghed og lydighed. Vi nærer fortsat håb om, at De vil svare positivt på denne vor faderlige appel, til Kirkens bedste og til Deres eget. Med vor apostolske velsignelse PAULUS PP. VI

"De skal blot sige den nye messe én gang, så vil alt blive normalt igen" - Apostolsk visitator til Ærkebiskop Lefebvre, 1974. Ærkebiskop Lefebvre blev ekskommunikeret i 1988 af Pave Johs. Paul II.

Efterlyd og billeder

William Buckley, må han hvile i fred, producerede i hine tider denne fremragende debat mellem en modernistisk præst og Michael Davies. Den bør ses i en stille stund, og grundigt. Bemærk modernistens arrogance overfor den katolske tradition.