Politik er selvfortærende

Børn ofres til Moloch, den kanaanæiske dæmon

"Tyveri straffes af din lov, Herre, og af den lov, som er skrevet i menneskers hjerter, og som selv uretfærdigheden ikke kan udslette. For hvilken tyv vil acceptere en anden tyv? Ikke engang en rig tyv, som stjæler af nød. Og dog havde jeg lyst til at stjæle og gjorde det – ikke drevet af sult eller fattigdom, men af en lede ved det gode og en forkælet kærlighed til det onde. For jeg stjal noget, jeg allerede havde rigeligt af – og i bedre kvalitet. Jeg ønskede ikke engang at nyde det, jeg stjal, men glædede mig blot over selve tyveriet og synden. ... Se mit hjerte, Gud, se mit hjerte, som Du fik medlidenhed med – selv i den bundløse afgrunds dybeste bund. Nu, se, lad mit hjerte fortælle Dig, hvad det søgte der: at jeg ville være ond uden grund – ikke fristet af noget ondt, men af selve ondskaben. Det var afskyeligt, og jeg elskede det. Jeg elskede at gå til grunde, jeg elskede min skyld – ikke det, jeg var skyldig i, men skylden selv. En afskyelig sjæl, faldende fra Dit himmelhvælv til den totale ødelæggelse – ikke fordi jeg søgte noget gennem skammen, men fordi jeg elskede selve skammen!" - Skt. Augustin (Bekendelser, Bog II, kapitel IV) "Eftersom det gode har karakter af et mål, og det onde karakter af det modsatte, følger det, at alle de ting, som mennesket har en naturlig tilbøjelighed til, naturligt opfattes af fornuften som værende gode og følgelig som noget, der bør efterstræbes, mens deres modsætninger opfattes som onde og noget, der bør undgås. Derfor svarer rækkefølgen af de naturlige tilbøjeligheder til rækkefølgen af de naturlige lovbud. For det første har mennesket en tilbøjelighed til det gode i overensstemmelse med den natur, han deler med alle substanser: eftersom enhver substans søger at bevare sin egen eksistens ifølge sin natur; og i kraft af denne tilbøjelighed hører alt, hvad der bidrager til at bevare menneskelivet og afværge dets trusler, til den naturlige lov. For det andet har mennesket en tilbøjelighed til ting, som vedrører ham mere specifikt i kraft af den natur, han deler med andre dyr: og i kraft af denne tilbøjelighed siges de ting at høre til den naturlige lov, "som naturen har lært alle dyr" [Pandect. Just. I, tit. i], såsom kønslig omgang, opdragelse af afkom og lignende. For det tredje har mennesket en tilbøjelighed til det gode i overensstemmelse med fornuftens natur, som er særlig for ham: således har mennesket en naturlig tilbøjelighed til at kende sandheden om Gud og til at leve i et fællesskab; og i denne henseende hører alt, hvad der vedrører denne tilbøjelighed, til den naturlige lov – for eksempel at undgå uvidenhed, at undgå at fornærme dem, man lever iblandt, og andre lignende forhold vedrørende denne tilbøjelighed." - Skt. Thomas Aquinas, ST I-II Q94 A2.

Politik er en tragisk affære, og moderne politik er et spejl af menneskeskæbnens deroute i tidsånden. Verden er på vej mod en form for terminaltilstand, hvor menneskeskæbnen opdeles i hvad Skt. Augustin beskriver om de to byer. Den ene profan, den anden er hellig. Den ene søger godhed, den anden søger sig selv. Verden og den politik som føres i verden, kan bedst betegnes som dels anti-intellektuel, afkoblet fra mening og uden substans. Intet demonstrerer denne åndløshed bedre, end en samtale med to såkaldt konservative koryfæer i æteren på "Borgerlig Tabloid".

Ikke at jeg følger med i politiske diskurser - vi ejer ikke engang et TV her på matriklen, men da jeg endelig blev opfordret til at snuse til hvad der "snakkes om i konservative kredse", blev man bekræftet i at verden stadig ikke har noget at tilbyde, men også at verden har det med at overvinde menneskets ellers medfødte evne til at ræsonnere, men samtidig hæmme den på sådan en facon at det kun endnu mere tydeliggøres at vi ikke kan frelse os selv ved egen drift. Det bliver tydeligere og tydeligere, at hvis man ønsker at leve som et fuldstændig almindeligt, rationelt menneske, så har man intet andet valg end at blive katolsk kristen. Kun Kirken har den sandheds fylde om menneskenaturen, dets formål og behov - og kun Kirken kan tilføre mennesket den reelle menneskelighed, som får det til at blomstre, leve og agere i sand og god forstand.

Enoch Powell, en politiker fra den tid hvor mænd forventedes at være integrerede mennesker, formulerede i sin berømte tale, at målet for al politik var at forhindre forudsigelige onder som opstår som en konsekvens af menneskenaturen.

Powell forstod dengang, som en selvfølge af sin kristne dannelse og verdensanskuelse, at alle mennesker for det første er skabt i Guds billede, men også selvom de ikke er kristne, stadigvæk er skabt af den kristne Gud. De har nogle fælles træk, behov og mål som en konsekvens af deres natur. Menneskenaturen er ikke en abstrakt konstruktion som vi kan tøjle rundt med eller ignorere, men er en konkret skabt entitet som har sit ophav i vores første forældre, med de konsekvenser faldet medførte. Mennesket er altså en virkelig skabning, og lever i en virkelig praktisk entitet, og er en virkelig synder med virkelige effekter til følge.

Anti-intellektuelt og substansløst

Skal man være en stemme i den offentlige debat, og skal man foregive at kunne anvise forslag til løsninger eller rammer indenfor samfundsindretningen, må man for det første være bevidst om det formål og mål man sigter imod, man må være bevidst om de definitioner og koncepter man bringer i spil for at opnå målet eller formålet, og man må afslutningsvis være bevidst om de principielle anskuelser som ligger til grund for det formål eller mål man opridser. Desværre - og måske meget symptomatisk for al politik i vores tid - ser man at d’herrer konservative kommentatorer eller idémennesker i førnævnte udsendelse ikke formår at skabe argumentationsmæssig sammenhæng mellem nogen af delene, dvs. mål, midler og principper. Det kan lyde som et hårdt angreb, men skal forstås som en kritik af argumentationsrækken og den manglende logik i deres substantielle fremføring, og ikke debattørernes personlige kvaliteter. Kvaliteter er ikke det samme som substanser, og i modsætning til det sidste, så kan kvaliteter udvikles over tid. Er man konservativ debattør eller "tænker", så bør man naturligvis i endnu større grad være sig dette bevidst. Man formår ganske enkelt aldrig at nå højere op end det rent anekdotiske, det overfladiske og grænsende til studentikose. Det er pinligt og tragisk. Men det er også forudsigeligt.

Hvad vil det sige at være menneske?

For at udlægge kritikken til fulde, må vi først definere hvad det vil sige at være et menneske. Vi behøver ikke engang kristendommen som grundlag for denne defintion, for vi kan bare bruge de rent naturretslige principper og de ting vi kan udlede som en konsekvens af dem. Ergo, Hl. Aquinas' kommentarer til den naturlige lov som former og underlægger mennesket - og disse love er ikke sande fordi de er skrevet af en kristen, de er sande fordi de betingelser mennesket er underlagt, kan observeres og demonstreres ved blot at observere mennesket rent praktisk. Lad os tage dem bid for bid.

"For det første har mennesket en tilbøjelighed til det gode i overensstemmelse med den natur, han deler med alle substanser: eftersom enhver substans søger at bevare sin egen eksistens ifølge sin natur; og i kraft af denne tilbøjelighed hører alt, hvad der bidrager til at bevare menneskelivet og afværge dets trusler, til den naturlige lov."

Mennesket er altså inklineret til at sikre sin egen opretholdelse, og her taler vi alene i rent fysiske forhold. Vi har nogle fysiske behov, såsom føde, nærhed og tryghed. Bemærk at vi også her taler til vores passioner, hvad enten det er vores kødelige natur ift. vores drifter, eller vores følelser som også som sådan er en del af vores kødelighed. Vi udelukker altså her vores rationale og vilje i denne henseende. Bliver vi sultne, søger vi efter føde. Bliver vi utrygge, vil vi søge tryghed, bliver vi kede af det, vil vi trøstes, bliver vi trætte, får vi brug for hvile. Men fælles for dem alle er at vi er inklineret mod det som har positiv væren, det vil sige det som er godt. Fordi alt eksisterende der har positiv væren per definition er godt, så er vi ikke inklineret til at udøve negationer som sådan. Vi er altså ikke skabt til at ødelægge eller reducere andre skabte ting i deres udtryksform, som sådan. At være voldelig eller destruktiv, er altså ikke knyttet til vores natur som mennesker. Det er en væsentlig og central pointe. Det er unaturligt at udøve vold, eller at være destruktiv. Det vender vi tilbage til.

"For det andet har mennesket en tilbøjelighed til ting, som vedrører ham mere specifikt i kraft af den natur, han deler med andre dyr: og i kraft af denne tilbøjelighed siges de ting at høre til den naturlige lov, "som naturen har lært alle dyr" [Pandect. Just. I, tit. i], såsom kønslig omgang, opdragelse af afkom og lignende."

Vi er altså ydermere skabt til - og igen kan vi observere det helt praktisk - at videreføre menneskeracen. Mandens og kvindens kønsorganer er skabt til dette, og meget af vores natur er altså ikke kun indrettet til at opretholde os selv, nej den er også indrettet til at videreføre racen når vi samtidig kan opretholde os selv. Vi er altså med andre ord indrettet til at være uselviske mennesker, og rette vores opmærksomhed mod vores afkom og afkommets opretholdelse. Det betyder også, at det at ihjelslå det afkom vi producerer som en afledt effekt af kønsligheden, er en fundamentalt irrationel handling. Aborten, eller fosterfordrivelsen afhængigt af hvilket stadie man omtaler, er en så naturstridig handling, at den grundet vores natur er det man kan kalde inhuman. Den er lodret modsat den naturlige lov som gælder for mennesket. Den er naturstridig. Vi kan observere årsagen, formålet og effekten af menneskets natur, og derfor kan vi konkludere denne stridighed. Vi kan se at ihjelslåning af børn strider imod denne årsagssammenhæng, fordi den ikke skaber det resultat som er naturens lov, nemlig reproduktion.

Fordi alle menneskets organer understøtter menneskets grundlæggende substantielle formål, hvad enten vi taler vejrtrækning, fodskridt, håndsførelse, forplantning, nødtørft og fordøjelse (find selv på flere), så passer alle menneskekroppens organer med hver deres eget formål, til menneskets overordnede formål.

Det betyder i samme ombæring, at denne naturstridighed også omfatter kønslig omgang som ikke producerer afkom, men blot nydelse. Seksuel aktivitet som ikke rettes mod reproduktion af menneskeracen, er i samme ombæring lige så naturstridig. Igen, er det ikke ikke engang et kristent argument, men er blot en nøgtern konsekvens af at observere menneskeracens overordnede formål og indretning. Synder imod naturen skaber ikke børn, men vender logikken på hovedet. Fremfor at den vender menneskets naturskabte uselviske adfærd udad mod reproduktion af menneskeracen, så vender homoseksuel adfærd naturen indad mod selvnydelse ved hjælp af de mekanismer til racevidereførelse som mennesket er skabt med. Det er en dobbelt, irrationel og naturstridig handling - alene fordi det ikke producerer børn, og alene fordi det virker imod menneskets grundlæggende formål - det er ikke eksistensbevarende.

"For det tredje har mennesket en tilbøjelighed til det gode i overensstemmelse med fornuftens natur, som er særlig for ham: således har mennesket en naturlig tilbøjelighed til at kende sandheden om Gud og til at leve i et fællesskab; og i denne henseende hører alt, hvad der vedrører denne tilbøjelighed, til den naturlige lov – for eksempel at undgå uvidenhed, at undgå at fornærme dem, man lever iblandt, og andre lignende forhold vedrørende denne tilbøjelighed."

At leve i overensstemmelse med fornuftens natur, handler om at erkende ophavet, formålet og sammenhængene i menneskets omgivelser. En naturlig tilbøjelighed til at kende sandheden om Gud, handler grundlæggende om at forstå de systematiske logikker i de skabte ting i naturen, som mennesket kan herske over - det være sig afgrøder, planter og dyreliv, miljø og lignende. Vi kan gennem vores fornuft se at vi er skabt i en økologisk sammenhæng som understøtter vores livsform, og vi kan se at denne økologi har en begyndelse og en ende. Igen, helt uden at inddrage kristendommen, så kan vi se at menneskenaturen er en del af en økologisk systematik. Denne systematik kan også kaldes for sandhed, fordi den tilvejebringer det som har positivt gode effekter. Og derfor, har vi også en indbygget trang til at forstå denne sammenhæng, og vores egen plads i denne sammenhæng. Denne afsluttende sammenhæng hænger sammen med de to første naturlige love, vores opretholdelse, videreførelse og vores virkelighed og rolle i skaberværkets økologi.

Alle disse tre ting til sammen, udgør en sandhed om menneskeracens virkelighed. Denne sandhed kan observeres i virkeligheden, og kan praktisk demonstreres. Helt uden overhovedet at inddrage kristendommen, og det er da også årsagen til at alle religioner i verden er fuldstændigt - sådan overordnet ihvertfald - enige i disse livsvilkår. Alle religioner og kulturer ønsker i en eller anden form at videreføre menneskeracen, sikre menneskets opretholdelse og søge at tilføre det en form for viden om dets rolle i verden, og sågar forklare den. Det er også grunden til, at fx ateisme og homoseksualitet i de fleste af verdens religioner og kulturer, ihvertfald på papiret er dybt afskyvækkende, fordi de er i modstrid med almen menneskelig virkelighed.

Igen, kan disse logikker demonstreres gennem menneskets fornuft. Fordi vi kan stole på vores sanser, så kan vi med sikkerhed vide at disse love alment er gældende for menneskeheden. Igen, helt uden endnu at inddrage kristendommen. Her taler vi igen kun om naturlige love og naturlige forhold for mennesket.

Kan vi stole på vores sanser?

Det er et ja eller nej-spørgsmål - for enten så kan vi stole på at det vi observerer i vores omgivelser er sande og gode, eller også så lever vi i en kunstig virkelighed, hvor alle vores handlinger, tanker, ord og observationer er uvirkelige. Hvis vi kan demonstrere virkelige formål, effekter og sammenhænge i vores menneskelige natur og adfærd, så må det betyde at vores sanser i udgangspunktet ikke lyver for os. Der vil altid være undtagelser, men overordnet set må det være en præmis. Men hvad hvis vi nu ignorerer menneskenaturen? Hvad hvis vi i en længere årrække, fx siden reformationen, er blevet vildledt til at tænke at vi ikke kan eller skal stole på det vi omgiver os med, og hvad vores sanser fortæller os? Hvordan kan vi vide at vi lever i virkeligheden? Liberalismen, og den klassiske filosofi siden René Descartes, har forsøgt at bilde os ind at vi ikke kan stole på vores sanser. Det lyder som en vild og radikal påstand, men det er nu engang et faktum. Og hvis menneskets tænkemåde over så mange år systematisk er blevet ledt på afveje, er der så noget at sige til at de politiske institutioner, den politiske og sociale kultur, og sågar debattører - ikke længere forholder sig til hvad der rent faktisk er sandhed? Igen er sandhed defineret ved at substantielle ting er disponeret i forhold til deres formål, eller med andre ord "gør det de er bygget til at gøre". Vi kan nævne andre eksempler, at et regnestykke på 2+2 almindeligvis giver 4, eller at en bil med fire hjul almindeligvis gerne kører på en vej den er bygget til. Sandhed er altså, når der er overensstemmelse med det vi observerer og det vi ønsker eller forventer der skal finde sted. Sandhed er, når mål, formål og principper er i harmoni med hinanden. For at vende tilbage til bemeldte radioudsendelse foroven, måtte man forvente at konservative tænkere eller politikere i almindelighed, forstår de grundlæggende præmisser for hvordan mennesker almindeligvis bør ræsonnere. Hvis man i flæng bruger ord som "fortolkning", "udvikling" eller "det konkrete", så må man også forklare hvordan de abstrakte begreber henføres til en konkret praktisk virkelighed - især, hvis man som konservativ debattør legitimerer homoseksuelle "vielser" eller ihjelslåning af ufødte børn. Og ydermere, helt uden principiel stillingtagen til det pågældende spørgsmål, og hvad man da ønsker at opnå med sin milde moralske dom.

Politik er blevet inhuman

Fordi politik ikke længere indregner hverken sandhed eller menneskenaturens præmis som grundlag eller retning for samfundsindretningen, er politik i visse henseender blevet inhuman. Netop inhuman eller umenneskelig, fordi man ikke søger at indrette sig efter menneskets grundlæggende inklinationer, eller søger at afskærme uhensigtsmæssige udfald som en konsekvens af en falden menneskenatur. Læg da dertil, at vi lever i en post-filosofisk virkelighed, hvor folk er holdt op med at reflektere over hvordan de tænker, men nyder at tale i abstrakte og afkoblede termer som ingen rigtigt forstår de praktiske implikationer af. Alle kan tale newspeak-politiker-sprog, og alle kan lyde overbevisende i æteren. Det samme gælder de politiske institutioner, de såkaldte massemedier og afhængige informationskanaler, og den moderne samfundsøkonomi som helhed. Vi har indrettet os til skade for os selv, og netop derfor er politik blevet selvdestruktiv, fordi de mennesker som indretter vores liberale samfund, ikke forstår hvad det vil sige at være menneske. De har ingen vanskeligheder med at beslutte hvorvidt noget skal tages fra, hvad enten det er et ufødt menneskeliv eller en ældre livstræt, eller om noget skal lægges til menneskenaturen som ikke kendetegner den, fx vedr. homoseksualitet. "Hvilken skade gør det mig?" spørger man nok - jo, det er en selvskadende adfærd som politikerne forlængst har opgivet af beskærme os imod. Essensen af synd er at handle grundlæggende irrationelt. Politikerne kan nok på den korte bane ignorere konsekvenserne af deres beslutninger og handlinger, men ingen mennesker, hverken politikere eller menings"dannere" kan flygte fra de objektive praktiske kendsgerninger der udgør menneskets fundamentale natur, og de love mennesket er tvunget til at efterleve.

Kun en overnaturlig agens kan disponere mennesket til at leve i overensstemmelse med sin skabers love. Kun Gud kan disponere mennesket til at udfolde sin sande, fulde menneskelighed. Kun Den Katolske Kirke besidder denne sandheds fylde, der muliggør en reel menneskelig eksistens.