Pave Leo XIV: Refleksioner
- Christian Benedict
- for 17 timer siden
- 7 min læsning

"An early priority for the next pope must be to remove and prevent such a threatening development, by requiring unity in essentials and not permitting unacceptable doctrinal differences. The morality of homosexual activity will be one such flash point. While the younger clergy and seminarians are almost completely orthodox, sometimes quite conservative, the new Pope will need to be aware of the substantial changes effected on the Church’s leadership since 2013, perhaps especially in South and Central America. There is a new spring in the step of the Protestant liberals in the Catholic Church. Schism is not likely to occur from the left, who often sit lightly to doctrinal issues. Schism is more likely to come from the right and is always possible when liturgical tensions are inflamed and not dampened. Unity in the essentials. Diversity in the non-essentials. Charity on all issues." - "Demos" - (formodentlig Kardinal Pell)
Nogle dage efter pavevalget, summer internettet med refleksioner, gæt, spekulationer og indicier om hvordan Pave Leo XIV vil regere, hvad han vil, hvor han kommer fra, og hvad han mener. Støvet har dårligt lagt sig, og allerede nu er det alt for tidligt at kategorisk fastslå hvorledes Pave Leo XIV vil regere, men nogle anstrøg og konturer begynder allerede nu at forme sig - og vi kan allerede se omridset og kardinalkollegiets holdning til hvad de føler og mener Kirken har behov for i de kommende år.
Behov for enhed og stabilitet
Pave Leo XIV passer nærmest hånd i handske på den profil som Kardinal Pell for år tilbage opridsede, som nødvendig for at bringe Kirken opad og fremad gennem skærene, i verdens temmelig offensive farvand, og ikke mindst effektueret af hans forgængers særlige ledelsesstil og temmelig håndfaste afregning for de som turde sige ham imod. Lad os nu se fremad, men blot antage at kardinalkollegiet virker til at have valgt en rolig og fast hånd på rattet. Først og fremmest lader det til, en pave med en dyb spiritualitet og bønspraksis, som forstår modernismens farer og vanskeligheder for menneskeheden, og som formår at bringe kontinuitet ind i paverækken som ellers for en årrække har været brudt. "Enhed i det essentielle. Forskellighed i det ikke-essentielle. Kærlighed i alle henseender". Den Hellige Faders indledende prædiken under sin indsættelsesmesse er yderst bemærkelsesværdig, fordi den både vidner om en stærkt spirituelt indstillet pave, som samtidig formår at forstå Kirkens og menneskets udfordringer - ja, sågar farer - i samtiden i dag. Lad os se et uddrag:
"Today, too, there are many settings in which Jesus, although appreciated as a man, is reduced to a kind of charismatic leader or superman. This is true not only among non-believers but also among many baptized Christians, who thus end up living, at this level, in a state of practical atheism.
Kommentar: Menneskeliggørelsen af Gud, den overdrevne antropomorfe udlægning af JESUS KRISTUS som mere et menneske end Gud, er en præcis analyse af ikke bare Kirkens, men især verdens problemer. Hvis ikke Kirken bekender den overnaturlige Sandhed og den virkelighed at HERREN tog menneskelig skikkelse, at det helt konkret og fast er en praktisk virkelighed for menneskeheden, så har Kirken intet andet at tilbyde end sporadisk moraliseren på menneskelige præmisser, hvorfor den efterlader menneskeheden som slave af sine egne drifter. At Kirken i dag har vanskeligt ved at fjerne sit fokus fra den sekulære materielle verden, og sågar sommetider ønsker at elskes på verdens præmisser, er en fejl og en svaghed som Kirken bør vende sig bort fra. Det er hele essensen af kristenhed, at vi har en dyb og personlig relation til JESUS KRISTUS, og at vi med mod og uden frygt tør og vil bekende den sandhed.
This is the world that has been entrusted to us, a world in which, as Pope Francis taught us so many times, we are called to bear witness to our joyful faith in Jesus the Savior. Therefore, it is essential that we too repeat, with Peter: “You are the Christ, the Son of the living God” (Mt 16:16).
Som ovenfor, og her fastslår Pave Leo XIV Kirkens essentielle mission og kardinalkollegiets betroede opgave. At være vidner for HERREN, koste hvad det vil.
It is essential to do this, first of all, in our personal relationship with the Lord, in our commitment to a daily journey of conversion. Then, to do so as a Church, experiencing together our fidelity to the Lord and bringing the Good News to all (cf. Lumen Gentium, 1).
I say this first of all to myself, as the Successor of Peter, as I begin my mission as Bishop of Rome and, according to the well-known expression of Saint Ignatius of Antioch, am called to preside in charity over the universal Church (cf. Letter to the Romans, Prologue). Saint Ignatius, who was led in chains to this city, the place of his impending sacrifice, wrote to the Christians there: “Then I will truly be a disciple of Jesus Christ, when the world no longer sees my body” (Letter to the Romans, IV, 1). Ignatius was speaking about being devoured by wild beasts in the arena – and so it happened – but his words apply more generally to an indispensable commitment for all those in the Church who exercise a ministry of authority. It is to move aside so that Christ may remain, to make oneself small so that he may be known and glorified (cf. Jn 3:30), to spend oneself to the utmost so that all may have the opportunity to know and love him.
Her understreger Pave Leo XIV nødvendigheden af at bringe sig selv som et menneskeligt offer for HERREN, til menneskehedens frelse. Martyriet er et ildevarslende men også væsentligt eksempel at bringe frem, fordi Pave Leo XIV tilsyneladende har reflekteret over - og må man forsigtigt antage - er villig til at betale den højeste pris. Gud give ham styrke dertil. At sammenligne Skt. Ignatius af Antiokias martyrium med sit eget pavelige embede, er stærkt og meget kontrastfyldt. Her er der særlig grund til at bede for Den Hellige Fader, at han og resten af Kirkens biskopper må blive det lysende eksempel til efterlevelse, Gud hjælpe dem dertil. Fundamentalt set virker det til, at vi har fået en pave som besidder en dyb og rig spiritualitet, med et stærkt og personligt forhold til JESUS KRISTUS. Tak Gud for det.
May God grant me this grace, today and always, through the loving intercession of Mary, Mother of the Church.
Nu er krisen ikke ekstrem, men bare normal
Først må det understreges at Pave Leo XIV står foran en nærmest uoverstigelig opgave, som kun kan løses med Guds hjælp. Kirken er i dag yderst splittet, der er tvivl om centrale trosartikler, økonomien er under pres, og der er samtidig en meget stor spirituel kløft mellem generationerne, som er vanskelig at kategorisere. Her må vi antage at kardinalerne har lyttet til, og forstår behovet for kontinuitet, omsorg og forståelse for hvilken retning især de unge og langt mere ortodokse præster ønsker for Kirken, og imødese deres behov, også selvom det ikke falder indenfor kardinalkollegiets egne præferencer. Igen, fasthed om det essentielle, men kærlighed i alting. Det er et meget håbefuldt og sundt træk. Kirken lider stadig under modernismens åg, og vi må bede til at Pave Leo XIV formår at blive den samlende figur for hele Kirken. Ikke bare rent liturgisk, men også på centrale moralske områder vedr. homoseksualitet, mandens og kvindens rolle i ægteskabet og samfundet, og menneskets behov for og ret til værdighed i arbejdslivet. De liturgiske konflikter skal og må løses, fordi de er et udtryk for en kløft mellem spirituelle praksisser. Liturgi er et middel og ikke et mål, men liturgiske forskelle er et udtryk for forskelle og horisontmæssige brud mellem generationer, og forskelle i relationer til Gud som kan og bør forsones. Løser vi de doktrinære problemer vedr. Kirkens forståelse af religionsfrihed, objektiv Sandhed og dogmatisk morallære, så vil liturgien som helhed ikke være en anstødssten. Den traditionelle messe, hvad enten den fejres i FSSPX, Krist Konge Instituttet, FSSP eller i et bispedømme, er et udtryk for vidt forskellige spirituelle relationer mellem Gud og mennesket, hvor Tridentinerkoncilet udlægger én virkelighed, og forståelsen af det 2. Økumeniske Vatikankoncil en anden. Ja, Gud elsker alle, men ikke alle elsker Gud, og Gud ønsker også at elskes på den form som Han har åbenbaret for os. Det er en fundamental præmis.
Det er samtidig stærkt positive tegn, at Pave Leo bærer 1. klasses relikvier i sit kors. Dels et udtryk for hans naturlige hengivenhed til Skt. Augustin, for hvis orden han har været øverste, men samtidig også hans forståelse for, og påskønnelse af, de nådegaver og den hengivenhed som relikvier i det hele taget er et udtryk for, og giver os. Det er på denne 3. dag et meget positivt tegn.
Rygtet vil sågar vide, at Paven selv fejrer den traditionelle messe, og har tilladt den i sit eget bispedømme ifm. Traditiones Custodes. Hvis det er sandt, så er det Himlens forsyn og nåde at vi har fået en pave som kan hele de meget store sår der findes i Kirken i dag. Vi skal formentlig ikke forvente de store armbevægelser fra Den Hellige Fader på den korte bane. Men det bliver naturligvis yderst interessant at se hvorledes de forskellige ledende poster bliver besat, særligt på områder som troslære, økumeni og sakramental fejring. De bliver toneangivende for hans embede de kommende år. Ellers er fornemmelsen at alle bare har behov for at ånde lettet op, og ledes af en hyrde som er mild og kærlig, men først og fremmest tilbyder stabilitet og kontinuitet.
Det vigtigste
At vi har fået en Pave som tilsyneladende har en meget stærk spiritualitet, og som også forstår væsentligheden af et stærkt bøns - og åndsliv før alt andet. Hvis ikke Den Hellige Fader kan lede, opdrage og nære os åndeligt, så er han reduceret til en form for kustode og kransekagefigur, hvorfor vi - som vi tidligere har oplevet - er efterladt til os selv og vores egne dessinger. Det har været 12 hårde år.
Tak Gud for endelig at kunne fornemme en form for kontinuitet, stabilitet - og sågar kærlighed fra Det Hellige Embede.
Lad os bede til at vi får fasthed i de essentielle spørgsmål, forskellighed i de ikke-essentielle spørgsmål, men kærlighed i alle henseender.
AD MULTOS ANNOS

Comments