Pave Leo XIV: "Dilexi Te"

"Nogle af jer undrer jer måske over, at krigen mod den katolske kirke har spredt sig så vidt. I kender jo alle til sekternes natur, iver og hensigter, hvad enten de kaldes frimureriske eller noget andet. Når man sammenligner dem med karakteren, formålet og omfanget af den kamp, der næsten overalt føres mod Kirken, kan man ikke tvivle på, at den nuværende ulykke for det meste må tilskrives deres bedrag og intriger. For det er af disse, at Satans synagoge er dannet – den, som samler sine styrker, rejser sine faner og går i kamp mod Kristi Kirke." - Pave Pius IX - "Etsi Multa"

"Se, jeg lader komme nogle af Satans Synagoge, som kalde sig selv Jøder og ikke ere det, men lyve. Se, jeg vil gøre, at de skulle komme og tilbede for dine Fødder og kende, at jeg har fattet Kærlighed til jer" - Åbenbaringen 3,9

"JEG HAR ELSKET JER” (Åb 3:9). Herren taler disse ord til et kristent fællesskab, som – i modsætning til nogle andre – hverken havde indflydelse eller ressourcer, men derimod blev mødt med vold og foragt: “Du har kun lidt magt… Jeg vil få dem til at komme og kaste sig ned for dine fødder” (Åb 3:8-9). Denne tekst minder os om ordene i Marias lovsang: “Han styrtede de mægtige ned fra tronen og ophøjede de ringe; de hungrende mættede han med gode gaver, og de rige sendte han tomhændede bort” (Luk 1:52-53)."

Et radikalt kald til kærlighed

Fortsættelsen af Pave Frans' encyklika "Dilexit Nos" er både hårdslående og udfordrende. Bag ved de jævne og ordinære kommentarer til encyklikaet, så gemmer det i sig en iboende implicit kritik af de ældre brødre, verdens systemiske fangenskab og berøvelse af menneskets værdighed og ret til at søge Gud, og et radikalt kald til kærlighed - vel at mærke ikke til verden, men til Gud. For mig at se er det et stærkt undervurderet, og samtidig en utrolig hårdtslående kritik af verdens tilstand, både i lyset af de globale strukturer og den heraf afledte adfærd som er en konsekvens af dem. Fordi jeg også er organisationssociolog, så interesserer sådan nogle fænomener mig naturligvis, og her er det ikke mindst interessant i lyset af Pavens kritik af samme.

Kapitel 1 - essentielle ord

Encyklikaet indledes med en kort rammesætning om fattigdom som fænomen, og hvorledes fattigdom optræder i dag. Fordi menneskeheden oplever en generel gennemsnitlig velstandsstigning, så er de fleste mennesker blinde for problemets reelle omfang, og de kulturelle konsekvenser denne blindhed medfører. Det er hele essensen af encyklikaet, at vi er blinde for hvad der omgiver os, og hvordan vi dirigeres og kontrolleres som en konsekvens af de systemiske strukturer vi omgås. Selvom vi måske nok lokalt eller marginalt oplever at kunne købe mere, købe bedre, leve mere komfortabelt og meget andet, så er fattigdom stadig meget - og sågar endnu mere - udbredt i resten af verden. Fattigdom som fænomen og begreb er måske endnu mere fremherskende i dag, end det nogensinde har været.

Afsnit 9 "Faktisk findes der mange former for fattigdom: fattigdommen hos dem, der mangler materielle midler til at overleve; fattigdommen hos dem, der er socialt marginaliserede og mangler midler til at give udtryk for deres værdighed og evner; moralsk og åndelig fattigdom; kulturel fattigdom; fattigdommen hos dem, der befinder sig i en tilstand af personlig eller social svaghed eller skrøbelighed; fattigdommen hos dem, der ikke har rettigheder, ikke har plads, ikke har frihed...."

Paven definerer altså fattigdom ikke bare i materiel forstand, men han knytter dem også til vores åndsevner, det vil sige vilje, intellekt og passion. Den moralske og åndelige fattigdom er en konsekvens af de strukturelle mekanismer som både medfører materiel fattigdom, men i endnu værre fald fængsler menneskets åndsevner og svækker dem, således at de ikke er i stand til at rette sig mod Gud, hvad enten vi taler vores vilje, intellekt og passion. Det tydeliggøres meget mere forneden, men det giver mening når man samtidig forholder sig til den materielle fattigdoms intensitet og effekt, i relation til menneskets intensitet og effekt i forhold til at kunne udvikle en spirituel praksis. Kort fortalt, bombarderes vores sjælskræfter med materielle impulser i sådan en grad, at vi dårligt er i stand til at søge Gud.

Afsnit 10 "I denne forstand kan man sige, at engagementet for de fattige og bestræbelserne på at fjerne de sociale og strukturelle årsager til fattigdom har fået større betydning i de seneste årtier, men stadig er utilstrækkeligt. Det skyldes også, at vores samfund ofte styres af kriterier for liv og politik, som er præget af talrige uligheder. Som følge heraf føjes nye former for fattigdom – nogle gange mere subtile og farlige – til de gamle former, som vi er blevet bevidste om og forsøger at bekæmpe. Ud fra dette synspunkt er det glædeligt, at De Forenede Nationer har gjort udryddelsen af fattigdom til et af sine 2015-mål (Millennium Goals)."

Det som subtilt udpakkes her, er kriterier for liv og politik som alene er materielle. Men hvad har det med Åbenbaringen 3 at gøre? Det har det med det at gøre, at verdens materialistiske strukturer, menneskets attrå efter materiel velfærd, især i udviklingslandene, og de globale kapitalistiske strukturer, former menneskets sjælskræfter og indlader kødeligheden på en adfærd som alene opfatter den eksistentielle tilværelse som materiel.

Afsnit 13 "Påstanden om, at den moderne verden har reduceret fattigdommen, bygger på målinger af fattigdom ud fra kriterier fra fortiden, som ikke svarer til nutidens virkelighed. I tidligere tider blev for eksempel manglende adgang til elektrisk energi ikke betragtet som et tegn på fattigdom og heller ikke som en kilde til lidelse. Fattigdom må altid forstås og vurderes i lyset af de reelle muligheder, der findes i hver konkret historisk periode.” [10] Når man imidlertid ser ud over de specifikke situationer og kontekster, erklærede et dokument fra Det Europæiske Fællesskab i 1984, at “‘de fattige’ skal forstås som personer, familier og grupper af personer, hvis ressourcer (materielle, kulturelle og sociale) er så begrænsede, at de udelukker dem fra den minimumslevestandard, der anses for acceptabel i de medlemsstater, hvor de lever.”

Heller ikke en kilde til lidelse. Pave Leo revurderer fattigdomskriteriet, og anskuer menneskets materielle fattigdom som en blindgyde, der forstærker den åndelige fattigdom, og isolerer mennesket og umuliggør at det kan opnå en intim relation til Gud. Når vi har oplevet en markant vækst i materiel velstand i visse dele af verden, så er menneskets mulighed for at kende, tjene og elske Gud samtidig blevet mærkbart forringede. Vores køleskabe har udviklet sig til internetopkoblede sofistikerede maskiner, men samtidig har vi dårligt råd til at stifte familie, leve et sakramentalt liv eller spare op til vores børn. Det skyldes den globale kapitalismes omfattende indhyllen af menneskets intellekt, vilje og passion - vi attrår mere materiel rigdom, vi er slaver af et system som kræver at vores sjælskræfter skal tjene materien og ikke sjælen, og for at vi blot kan tjene til føden, er vi dømt til at arbejde, forbruge, og dermed anskue hele vores væren alene i et materielt og globalt kapitalistisk system. Den eneste måde hvorpå vi kan undslippe dette materialistiske spindelvæv, er ved at forsage materiel lykke. Vi må indstille os på at leve i materiel fattigdom, for kun således kan vi atter rette blikket mod Herren og kalibrere vores åndskræfter mod Ham.

Kapitel 2 - Gud vælger de fattige

"29. I det tidlige kristne fællesskab blev velgørenhedshandlinger ikke udført på grundlag af forudgående undersøgelser eller planlægning, men direkte efter Jesu eksempel, som det præsenteres i Evangeliet. Jakobsbrevet behandler udførligt problemet med forholdet mellem rige og fattige og stiller de troende to spørgsmål for at undersøge ægtheden af deres tro: “Hvad nytter det, mine brødre og søstre, hvis nogen siger, at han har tro, men ikke har gerninger? Kan troen frelse ham? Hvis en broder eller søster er nøgen og mangler det daglige brød, og en af jer siger til dem: ‘Gå bort med fred, hold jer varme og spis jer mætte,’ men I ikke giver dem, hvad legemet har brug for – hvad nytter det så? Således er også troen død i sig selv, hvis den ikke har gerninger” (2:14-17).

Det paradoksale ved forløsningen af verdens materielle goder, er at flere mennesker i dag end nogensinde, er berøvet evnen til at leve et kristent liv. Selv mennesker med meget stor grad af velstand, gør mindre end nogensinde for at forhindre armod. Vi har i verden midlerne til at udrydde fattigdom, vi har de teknologiske evner til det - men den globale systemiske natur er indlejret på konkurrence, udbytning og social konflikt, som forhindrer en harmoni der lader kærlighed blomstre i harmoni med næsten. Her konfronteres vi med et radikalt kald til kærlighed. De åndelige barmhjertighedsgerninger og dernæst de korporlige, kan kun trives i en struktur som muliggør at vi kan levne til de mindrebemidlede, og selv vi i vesten som lever under gennemsnittet, må udøve de fromhedsgerninger der lader Herrens vilje manifestere på jorden. Det er en hård men korrekt påmindelse fra Pave Leo XIV.

30. "Jakob fortsætter: “Jeres guld og sølv er rustet, og rusten på dem skal vidne imod jer og fortære jeres kød som ild. I har samlet jer skatte i de sidste dage. Hør! Den løn, I har unddraget arbejderne, som høstede jeres marker, råber højt, og høstfolkenes råb er nået til hærskarers Herres ører. I har levet i luksus og overflod på jorden; I har gjort jeres hjerter fede på slagtedagen” (5:3-5). Det er stærke ord – også selvom vi helst ikke vil høre dem! En lignende appel findes i Johannes’ første brev: “Hvordan kan Guds kærlighed blive i den, der har verdens goder og ser sin broder eller søster lide nød, men nægter at hjælpe?” (3:17).

Meget er givet os! Og meget er givet de mest velstillede, og her er en slet skjult reference til Herrens retfærdighed, at Han vil huske hvorledes de allermest velstillede, og også vi - gav til de som havde mindre, men også hvorledes vi muliggjorde gennem de beslutninger vi træffer, og de mennesker vi ser op til og priser, hvordan de skabte forudsætningerne for at Guds kærlighed kan manifestere på jorden. Vi kan her i Danmark nok investere 50 mia. i våbenindkøb, men vi kan ikke formå at donere samme pengebeløb til at alle familier har råd til 4 børn eller flere. Det er en forbrydelse mod Gud.

Kapitel 3 - De fattiges kirke

"Allerede fra de første århundreder anerkendte Kirkefædrene i de fattige en privilegeret vej til Gud – en særlig måde at møde ham på. Den næstekærlighed, der blev vist dem, som var i nød, blev ikke kun set som en moralsk dyd, men som et konkret udtryk for troen på det inkarnerede Ord. Det troendes fællesskab, styrket af Helligåndens kraft, havde sin rod i nærheden til de fattige, som de ikke betragtede som blot et “tillæg,” men som en uundværlig del af Kristi levende legeme. For eksempel, mens han var på vej mod martyrdøden, formaner den hellige Ignatius af Antiokia menigheden i Smyrna til ikke at forsømme pligten til at udføre næstekærlige gerninger for dem, der havde mest brug for det, og advarer dem mod at opføre sig som dem, der står Gud imod:“Men se på dem, der har en anden mening om Kristi nåde, som er kommet til os, hvor modsatte de er Guds vilje. De har ingen agtelse for kærlighed; ingen omsorg for enken, den faderløse eller den undertrykte; hverken for den bundne eller den frie; for den sultne eller den tørstige.” [27] Biskoppen af Smyrna, Polykarp, udtalte udtrykkeligt, at Kirkens tjenere skulle tage sig af de fattige:“Og lad præsterne være medfølende og barmhjertige mod alle, føre de vildfarne tilbage, besøge alle syge og ikke forsømme enken, den faderløse eller de fattige, men altid ‘varetage det, som er ædelt i Guds og menneskers øjne’.” [28] Ud fra disse to vidnesbyrd ser vi, at Kirken fremstår som de fattiges moder – et sted for gæstfrihed og retfærdighed.

Og hvem stod imod Gud?

"Lad enten træet være godt og dets frugt god, eller lad træet være dårligt og dets frugt dårlig; for træet kendes på sin frugt. 34 Øgleunger! Hvordan kan I tale godt, når I er onde? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.” - Matt. 12,34

"I det trettende århundrede, over for byernes vækst, koncentrationen af rigdom og fremkomsten af nye former for fattigdom, lod Helligånden en ny form for kald i Kirken opstå: tiggermunkeordenerne. I modsætning til det faste klostermæssige livsform valgte tiggermunkene et vandrende liv, uden personlig eller fælles ejendom, idet de betroede sig helt til Guds forsyn. De tjente ikke blot de fattige – de gjorde sig selv fattige sammen med dem. De så byen som en ny ørken og de udstødte som nye åndelige lærere. Disse ordener – såsom franciskanerne, dominikanerne, augustinerne og karmeliterne – repræsenterede en evangelisk revolution, hvor en enkel og fattig livsstil blev et profetisk tegn på mission og genoplivede erfaringen fra det første kristne fællesskab (jf. ApG 4,32). Tiggermunkenes vidnesbyrd udfordrede både det gejstlige overdådige liv og den kolde ligegyldighed i bysamfundet."

Det kan lyde sentimentalt, men her kan også tilføjes at ikke bare ordenerne, men også katolske familier og personer i dag, må indstille sig på denne form for materielle fattigdom, til fordel for en åndelig rigdom som indgydes i vores sjælelige fakulteter. "Giv det du kan, til det sted hvor du er, i den tid som du har" - en sådan livsførelse må nødvendigvis, i en tid som indkapsler og slavebinder menneskets sanseapparat og kødelige natur, være nøglen til en intim kærlighedsrelation til Gud, og må nødvendigvis være vejen frem for en kirke som ikke bare numerisk står til at blive markant mindre, men som også udfordres på sin egen tro i forhold til verden i dag. Gud spørger os om vi stadig elsker Ham. Men vi har ingen andre steder at gå hen. Det er Ham der har det evige livs ord.

Kapitel 4 - Fremtidens kirke

"Vi må derfor fortsætte med at fordømme “et økonomisk diktatur, der dræber,” og anerkende, at “mens en minoritets indtægter vokser eksponentielt, vokser også kløften, der adskiller flertallet fra den velstand, som de få heldige nyder. Denne ubalance er resultatet af ideologier, der forsvarer markedets og den finansielle spekulations absolutte autonomi. Følgelig afviser de staters ret, som er sat til at våge over det fælles gode, til at udøve nogen form for kontrol. En ny tyranni er ved at blive født, usynlig og ofte virtuel, som ensidigt og ubarmhjertigt påtvinger sine egne love og regler.” [94] Der mangler ikke teorier, som forsøger at retfærdiggøre den nuværende situation eller forklare, at økonomisk tænkning kræver, at vi venter på, at usynlige markedskræfter løser alt. Ikke desto mindre skal ethvert menneskes værdighed respekteres i dag, ikke i morgen, og den ekstreme fattigdom blandt alle dem, som denne værdighed nægtes, bør konstant tynge vores samvittighed."

Det er grundlæggende en forbrydelse at opbygge strukturer som forhindrer mennesket i at udvikle sin fulde menneskelighed, det vil sige at leve efter Guds lov og i intimitet med Ham. Mennesket er skabt til at kende, elske og tjene Gud, og befolke verden med kristne mennesker. Hvis vi ikke kan stifte familie, hvis vi ikke får tid, rum og økonomiske midler til at leve evangeliet og sætte børn i verden i hele vores frugtbare del af livet, så gøres der vold mod os. Menneskets substantielle form, sjælen, fuldendes først når den lever et fuldt sakramentalt liv og vies enten til Kirken eller til et menneske, med det formål at forplante, hvad enten denne forplantning er kødelig eller åndelig. Vi lever i en global struktur som forhindrer denne opblomstring, denne fuldendelse af menneskenaturen. Vi lever i slaveri.

Som det er nu, “synes den nuværende model, med dens fokus på succes og selvhjulpenhed, ikke at begunstige investeringer i bestræbelserne på at hjælpe de langsomme, de svage eller de mindre talentfulde med at finde muligheder i livet.” [100] De samme spørgsmål vender tilbage til os. Betyder det, at de mindre begavede ikke er mennesker? Eller at de svage ikke har samme værdighed som os? Har dem, der er født med færre muligheder, mindre værdi som mennesker? Skal de nøjes med blot at overleve? Værdien af vores samfund og vores egen fremtid afhænger af de svar, vi giver på disse spørgsmål. Enten genvinder vi vores moralske og åndelige værdighed, eller også falder vi ned i en kloak. Medmindre vi stopper op og tager dette alvorligt, vil vi fortsætte — åbent eller skjult — “med at legitimere den nuværende fordelingsmodel, hvor et mindretal mener at have ret til at forbruge på en måde, der aldrig kan gøres universel, eftersom planeten ikke engang ville kunne rumme affaldsprodukterne af en sådan forbrugsadfærd.” [101]

"Det handler heller ikke blot om at yde socialhjælp og arbejde for social retfærdighed. Kristne bør også være opmærksomme på en anden form for inkonsekvens i den måde, de behandler de fattige på. I virkeligheden “er den værste diskrimination, som de fattige lider under, manglen på åndelig omsorg… Vores særlige valg for de fattige må først og fremmest omsættes til en privilegeret og prioriteret religiøs omsorg.” [127] Alligevel bliver denne åndelige opmærksomhed over for de fattige draget i tvivl, selv blandt kristne, af visse fordomme, der udspringer af, at vi finder det lettere at vende det blinde øje til de fattige. Nogle siger: “Vores opgave er at bede og undervise i sund lære.” Ved at adskille dette religiøse aspekt fra en helhedsorienteret udvikling siger de endda, at det er statens opgave at tage sig af dem, eller at det ville være bedre ikke at løfte dem ud af deres fattigdom, men blot at lære dem at arbejde. Til tider påberåbes pseudo-videnskabelige data for at støtte påstanden om, at en fri markedsøkonomi automatisk vil løse problemet med fattigdom. Eller endda at vi bør vælge pastoralt arbejde blandt den såkaldte elite, fordi det — i stedet for at spilde tiden på de fattige — ville være bedre at tage sig af de rige, de indflydelsesrige og de professionelle, så der med deres hjælp kan findes reelle løsninger, og Kirken kan føle sig beskyttet. Det er let at gennemskue verdsligheden bag disse holdninger, som ville få os til at betragte virkeligheden gennem overfladiske briller, uden noget lys ovenfra, og til at dyrke relationer, som giver os tryghed og en privilegeret position."

Denne verdslighed nægter anerkendelsen af en guddommelig effekt i skaberværket, og ignorerer at vi alle er i Guds hænder, og at alt vi har fået er gaver fra Gud. De materielle goder vi er givet, er nådegaver fra Gud, og de bør forvaltes med det formål at tilvejebringe et reelt kristent sakramentalt liv, til gavn for alle som er skabt i Guds billede, med de talenter de har fået af Gud. Mennesket kan ikke tilføre nogen kvaliteter det ikke har, alle kvaliteter tilføres af Gud.

"Kristens kærlighed bryder enhver barriere ned, bringer dem nær, som var fjerne, forener fremmede og forsoner fjender. Den spænder over kløfter, som menneskeligt set er umulige at bygge bro over, og den trænger ind i samfundets mest skjulte sprækker. Af sin natur er kristen kærlighed profetisk: den udfører mirakler og kender ingen grænser. Den får det til at ske, som tilsyneladende var umuligt. Kærlighed er først og fremmest en måde at se livet på og en måde at leve det på. En Kirke, der ikke sætter grænser for kærlighed, som ikke kender nogen fjender at bekæmpe, men kun mænd og kvinder at elske, er den Kirke, verden har brug for i dag."

Det handler fundamentalt om at tro på, at den kærlighed vi yder i almisse, har en spirituel og dermed overnaturlig effekt. Vi tilfører nådegaver af Gud og i Hans vilje, når vi gør godt. Men gør vi det ikke i Hans navn, så er det kolde og døde handlinger uden egentlig effekt. Vi kan ikke adskille almisse fra bøn og det øvrige spirituelle liv, og denne smertelige erkendelse af at vi også gør bod, må være en hård opfordring til korrektion af vores egen samvittighed.

Vi må afslutningsvis takke Gud for at Pave Leo XIV allerede i begyndelsen af sit pontifikat, manifesterer sin klare vision for sit pavedømme og udtrykker sin pastorale tilgang til verden. Må Vor Frue beskytte ham.