top of page

Pave Frans: "Dilexit Nos"

"Se, jeg lader din sjæl skue mit guddommelige Hjerte, dette harmoniske instrument hvis søde toner opildner Den Hellige Treenighed. Jeg giver det til dig, og som en trofast, ivrig tjener, vil dette hjerte i hvert et øjeblik være rede til at reparere dine fejl, udeladelser og overtrædelser. Gør brug af det, og dine gerninger vil behage Guddommens ører og øjne." - JESUS KRISTUS, i et syn til Skt. Gertrud d. Store
"Evige Fader, jeg ofrer til Dig Det Mest Dyrebare Blod af Din Søn, Jesus Kristus, i forening med alle de messer som siges over hele jorden, for alle Hellige sjæle i skærsilden, for syndere overalt, og for de i den Universelle Kirke, i mit hjem og i min familie." - Skt. Gertrud
"På hvilket som helst tidspunkt en person tænker, stiller spørgsmål og reflekterer over sin egen identitet, stræber efter at forstå de dybere spørgsmål i livet og søger Gud, eller oplever begejstringen ved at ænse et gran af sandhed, så leder det til erkendelsen at vores opfyldelse som mennesker findes i kærlighed. I at elske, sanser vi at vi kender til formålet og målet for vor eksistens i denne verden. Alt bindes sammen i en tilstand af sammenhæng og harmoni. Det følger, at ved kontemplationen over meningen med vores liv, så er det mest afgørende spørgsmål vi kan stille os selv; "Har jeg et hjerte?"- Pave Frans

Pave Frans er i sit embedes efterår, og for nylig udgav han et encyklika som kan kaldes en gåde, indhyllet i et mysterie, indpakket i et kuriosum. Det skyldes at encyklikaet "Dilexit Nos" nok er det bedste der nogensinde er skrevet af Pave Frans' hånd, og det fortjener en bemærkning eller to. Derudover, også fordi manden er gammel, én af de længst siddende paver i nyere tid, og har en art skrøbelighed over sig. Jeg undrer mig over hvad der mon motiverer Pave Frans til at skrive encyklikaet i første omgang, jeg undrer mig over hans tøven ved at forbyde den traditionelle latinske messe, og jeg undrer mig over hvor længe han mon har igen. Jeg er begyndt at bede mere for Paven end hidtil, men stadig mindre end jeg burde gøre, så hermed også en opfordring til at bede for Pave Frans. "Dilexit Nos" handler om en central jesuitisk praksis, nemlig den spirituelle meditation over Jesu Hellige Hjerte, og især Kristi passion i selve hjertet, symbolsk og effektivt. I afslutningen af indlægget deles også en meget nylig beretning om Pave Frans, som mildest talt er opsigtsvækkende, og som understreger hvorfor vi bør bede for Den Hellige Fader. Her følger en række bidder fra "Dilexit Nos", og resten kan man selv læse online. Udover enkelte banaliteter i dokumentet, så er det glimrende, det er traditionelt og det er spækket med spirituel visdom. Vi må bede for Pave Frans, at Herren vil forbarme sig over ham, vil skænke ham de nådegaver han har behov for, og give ham åndelig hvile i den afsluttende tid af hans pavedømme. Fra "Dilexit Nos"...


Definition

I klassisk græsk, betoner ordet "kardia" det inderste af den menneskelige skabning, dyr og planter. For Homer, indikerer det ikke kun kroppens midte, men også den menneskelige sjæl og ånd. I Iliaden, udgår tanker og følelser fra hjertet og er tæt forbundne. Hjertet lader til at være omdrejningspunkt for ønsker og begær, og det sted hvor vigtige beslutninger tager form. Hos Platon tjener hjertet til at forene de rationelle og instinktive aspekter af menneskepersonen, siden både de højere fakulteter og passionerne tænkes at passere gennem årerne som samles i hjertet. Siden de ældste tider, har der altså været en form for forståelse af det faktum at mennesker ikke bare er summen af forskellige kompetencer, men en enhed af krop og sjæl med et koordinerende center og en midte som udgør retningen og meningen for al menneskelig erfaring. Bibelen fortæller os at "Guds ord er levende og aktivt... det er i stand til at dømme hjertets tanker og hensigter (Heb 4,12). På denne måde taler det til os fra hjertet, som en kerne der ligger skjult under al udvortes fremtoning, selv under de overfladiske tanker der kan lede os på afveje. Disciplene fra Emmaus, på deres mystiske rejse i selskab med den opstandne Kristus, oplevede en stund med angst og tvivl, forvirring og skuffelse. Dog og på trods af dette, skete der noget dybt inde i dem. "Brændte vores hjerter ikke inde i os, mens han talte med os på vejen?" (Luk 24,32).

Hjertet er også arnestedet for oprigtighed, hvor tilsløringer og fordækte ting ikke har hjemme. Det indikerer typisk vores sande hensigter, hvad vi virkelig tænker, tror og ønsker, nemlig de hemmeligheder vi ikke fortæller nogen: I et ord, den nøgne sandhed om os selv. Det er delen af os som hverken er prætention eller illusion, men er autentisk, virkeligt, fuldstændigt "hvem vi er". Det er defor Samson, som holdt sin styrke skjult for Delilah, af hende blev spurgt; "Hvordan kan du sige "Jeg elsker dig", når dit hjerte ikke er med mig?" (Dom 16,15). Kun da Samson åbnede sit hjerte til hende, erkendte hun "at han havde fortalt hende hele sin hemmelighed" (Dom 16,18).


Denne indre virkelighed hos hvert menneske er ofte skjult bag en stor grad af "tilsløring", som gør det vanskeligt for os ikke blot at forstå os selv, men selv bedre kende andre. "Hjertet er lusket mest af alt, det er perverst, hvem kan forstå det?" (Jer 17,9). Derfor kan vi lettere forstå det råd vi får i Ordsprogenes Bog, "Våg over dit hjerte, for fra det flyder livets kilde, kast af dig usømmelig tale" (4,23-24). Blotte fremtrædender, uærlighed og vildledning, skader og perverterer hjertet. Trods alle vores forsøg på at fremstå som noget vi ikke er, er vores hjerte den ultimative dommer, ikke over hvad vi viser eller skjuler fra andre, men dommer over hvad vi virkeligt er. Det er grundlaget for ethvert godt foretagende her i livet, intet som er værd at bestræbe sig på, kan foretages uden hjertet. Falske hensigter og løgne lader os ultimativt tomhændede tilbage.


Hjemkomst til hjertet

Udfordringerne i vor tids flydende samfund diskuteres meget, men denne underdrivelse af kernen af vores menneskelighed, hjertet, har en længere historie. Vi ser den allerede i hellenistisk og før-kristen rationalisme, i post-kristen idealisme og i materialismen i forskellige gevandter. Hjertet som begreb er blevet ignoreret i antropologien, og den store filosofiske tradition fremmedgør den, foretrækker andre koncepter som fornuften, viljen eller friheden. Selve betydningen af begrebet er upræcist og svært at definere med vores menneskelige erfaring. Måske skyldes det vanskeligheden i at behandle de som en "klar og distinkt idé", eller fordi det stiller spørgsmål til en selvforståelse om de dybeste afkroge af os, som er mindst kendt. Selv det at møde andre betyder ikke nødvendigvis at det er en måde hvorpå vi møder os selv, for så vidt at vores tankemønstre er præget af en usund individualisme. Mange mennesker føler sig tryggere i at konstruere tankesystemer som er nemmere at kontrollere, herunder begreber som intellekt og vilje. Når vi ikke skaber plads til hjertet, og adskiller det fra vores andre menneskelige kræfter og passioner, og ser dem isoleret fra hinanden, så resulterer det i en svækkelse af idéen om et personligt midte, hvori kærligheden, til sidst er den ene virkelighed som kan forene alle virkeligheder...


Hvis vi devaluerer hjertet, så devaluerer vi også hvad det vil sige at tale fra hjertet, at agere med hjertet, at kultivere og helbrede hjertet. Hvis vi fejler i at påskønne hjertets specifikke islæt, så går vi glip af de beskeder som sindet alene ikke kan kommunikere, vi går glip af den rigdom af møde med andre, og vi går glip af poesien. Vi mister sigte for historien og vores fortid, siden vores virkelige personlige historie er bygget med hjertet. Og til sidst i vores liv, er dén det eneste der betyder noget. Det må altså siges, at vi har et hjerte, som sameksisterer med andre hjerter og som hjælper med at gøre disse hjerter til et "Dig". Siden vi ikke kan udvikle dette tema om hjertet i al uendelighed, så kan vi som eksempel bruge en karakter fra én af Dostojevskys romaner, fx Nikolaj Stavrogin. Guardini argumenterer for at Stavrogin er selve legemliggørelsen af ondskab, fordi hans styrende karaktertræk er hans hjerteløshed. "Stavrogin har intet hjerte, ergo er hans sind koldt og tomt, og hans legeme nedsunket til dyrisk dovenskab og sensualitet. Han har intet hjerte, ergo kan han ikke drage nær nogen og ingen kan virkelig i sandhed drages nær ham. For kun hjertet skaber intimitet, sand nærhed mellem to personer. Og kun hjertet er i stand til at udøve gæstfrihed. Intimitet er den sande aktivitet og domæne for hjertet. Stavrogin er altid uendelig fjern, selv fra sig selv, fordi mennesket kun kan nærme sig selv med hjertet, ikke med sindet. Det er ikke i menneskets kræfter at indgå i en indre væren med sindet. Ergo, hvis hjertet ikke er i live, er mennesket fremmed for sig selv."

Alle vores handlinger skal underlægges hjertes "politiske styre". På denne måde, vil vores aggressive og opslugende lyster finde hvile i det større gode som hjertet attrår, og i hjertets kraft til at modstå ondskab. Sindet og viljen tjener da det større gode, ved at sanse og gebærde sandheder, snarere end at søge at mestre dem som videnskaberne søger at gøre. Viljen ønsker det højere gode som hjertet erkender, mens forestillingsevnen og følelserne selv vejledes af hjertets takt.


Kristi Hjertes opflammede passion for os

Sankt Bonaventura fortæller os at vi til syvende og sidst ikke skal bede om lys, men om "brølende ild". Han lærer at, "tro er i intellektet, på en sådan måde at den skal fremprovokere hengivenhed. På denne måde, den viden at Kristus døde for os forbliver ikke bare viden, men bliver nødvendigvis en form for hengivenhed eller kærlighed". Ud fra samme linjer, tog Skt. John Henry Newman som sig motto sætningen "Cor ad cor loquitur", siden, udover alle vore tanker og idéer, så frelser Herren os ved at tale til vores hjerter fra Hans Hellige Hjerte. Denne erkendelse ledte ham, denne udmærkede intellektuelle, til at anerkende at hans dybeste møde med sig selv og med Herren ikke kom fra læsning eller reflektion, men fra en dialog i bøn, hjerte til hjerte, med Kristus, levende og nærværende.

Det var i Eukaristien at Newman mødte det levende hjerte fra Jesus, som kan frigøre os, og give mening til hvert øjeblik i vores liv, og give os sand fred. "O Du Helligste, mest elskede Jesu Hjerte, Du er skjult i den Hellige Eukaristi, og Du slår fortsat for os.. Jeg tilbeder da Dig med al min største kærlighed og ærefrygt, med min faste hengivenhed, med min mest underkastede, besluttede vilje. O min Gud, når Du dog lader Dig nedstige for at jeg kan modtage Dig, at spise og drikke Dig, og Du for en stund tager bolig i mig, O lad mit hjerte slå med Dit Hjerte. Rens det for alt jordisk, alt der er stolt og sanseligt, alt der er hårdt og ondt, for al perversion, al uorden, al død. Og fyld det med Dig, at hverken dagens hændelser eller tidens omstændigheder kan få magten til at flytte det, men det får fred i Din Kærlighed og Din Frygt.". Foran Jesu Hjerte, levende og nærværende, oplyses vores sind af Helligånden, og vokser i forståelsen af Hans ord og vores vilje bevæges da til at gøre dem praktiske. Dette kan let forstås som at man henfalder til en art selvberoende moralisme. Mens man hører og smager Herren, og giver Ham det Han har krav på, så udøver man en akt i hjertet. Kun hjertet er i stand til at omgøre vores kræfter og passioner, vores hele person, til en form for ærbødighed og elskende lydighed for Herren. Dette indbefatter på ingen måde nogen afhængighed af vores egne evner. Lad os aldrig glemme at vores hjerter ikke er selvtilstrækkelige, men skrøbelige og sårede. De besidder en ontologisk værdighed, men på samme vis er de nødt til at søge et endnu mere anstændiggjort liv. Det Andet Vatikankoncil pointerer at "Evangeliets kraft opildner og fortsætter med at opildne en uudslukkelig tørst efter menneskelig værdighed i menneskehjertet". Men at leve i henhold til denne værdighed, er det ikke nok blot at kende til evangeliet og på mekanisk vis udøve dens betingelser. Vi har behov for Guds kærlighed. Lad os da ty til Kristi hjerte, kernen af Hans væsen, som er en brændende ovn af guddommelig og menneskelig kærlighed, og den mest sublime opfyldelse som menneskeheden kan efterstræbe. Her, i det hjerte, kan vi ultimativt kende os selv og lære at elske.

I sidste ende, er Det Hellige Hjerte det forenende princip for al virkelighed, siden "Kristus er verdens hjerte, og påskemysteriet, med Hans død og opstandelse centrum for historien, som på grund af Ham bliver frelseshistorien". Alle skabninger "bevæger sig fremad med os og gennem os mod et fælles endepunkt, som er Gud, i den transcendente fylde hvor den opstandne Kristus omfavner og oplyser alting". I nærværet af Kristi hjerte, beder jeg endnu engang Herren at have barmhjertighed og medfølelse med denne lidende verden, i hvilken Han valgte at tage bolig som én af os. Må Han udgyde skattene fra Sit lys og Sin kærlighed, så vores verden, som bevæger sig fremad trods krige, socio-økonomiske uligheder og truslen fra menneskefjendtlig teknologi, atter må omfavne det mest nødvendige af alt; sit hjerte.

Da er det da forståeligt at Kirken har valgt billedet af hjertet til at repræsentere menneskelig og guddommelig kærlighed i Jesus Kristus, og den inderste kerne af Hans person. Dog, med afbildingen af et brændende hjerte som et glimrende symbol på Kristi brændende kærlighed, er det vigtigt at dette hjerte ikke repræsenteres uden Ham. På denne vis, vil Hans kald til en personlig relation med Ham, blive endnu mere meningsfuld. Det ærværdige billede som portrætterer Kristus der holder Sit elskende hjerte, viser Ham også stirrende direkte på os, hvor Han indbyder os til dialog, møde og tillid. Det viser Hans stærke hænder som er i stand til at understøtte os, og Hans læber som taler direkte og personligt til os. Skt. Augustin åbnede vejen for hengivenheden til det Hellige Hjerte, som genstand for vores personlige møde med Herren. For Augustin, var Kristi sår i siden ikke blot kilden til nåde og sakramenterne, men også symbolet på vor intime forening med Kristus, en plads for en kærlighedens møde. Her finder vi kilden til den mest dyrebare visdom af alt, som kan erkendes af Ham. Effektivt set, så skriver Augustin at Johannes, den elskede discipel, som lænede sig ind mod Jesu bryst ved Den Sidste Nadver, drog nær dette hemmelige visdoms sted. Her har vi ikke blot en intellektuel kontemplation over en abstrakt sandhed. Som Skt. Jeronimus forklarer, en person som er i stand til at kontemplere; "glæder sig ikke ved skønheden af en kilde med vand, men drikker af det levende vand som flyder fra Herrens side".

Sankt Gertrud af Helfta, en cisterciensernonne, fortæller om en bønsoplevelse hvor hun lænede sit hoved ind mod Kristi hjerte, og hørte det slå. I en dialog med Skt. Johannes, Evangelisten, spurgte hun ham hvorfor han ikke havde beskrevet dette i sit evangelium, da han oplevede det samme. Gertrud konkluderer at "den søde lyd fra de hjerteslag blev holdt skjult og gemt indtil den moderne tidsalder, således at når vi ville høre dem, ville vores lunkne og aldrende verden atter fornyes i Guds kærlighed". Måtte vi da tænke at dette især er et budskab til vores egen tid, et kald til at erkende hvor meget vores verden især "har ældet", og behøver atter på ny at erkende budskabet om Kristi kærlighed? Skt Gertrud og Skt Mechtilde er blevet betragtet som "de mest intime vidner om det Hellige Hjerte". Såret i Kristi side, kilden til det levende vand, forbliver åbent i Frelserens opstandne legeme. Det dybe sår som blev påført af lansen og såret fra tjørnekroningen, som ofte dukker op i forbindelse med skildringer af Det Hellige Hjerte, er en uadskillelig del af denne hengivenhed, hvor vi kontemplerer over Kristi kærlighed som ofrede sig selv til enden. Den opstandne Herres hjerte bevarer de tegn som viser en total selvunderkastelse, som medførte intense lidelser for vores skyld. Det er da naturligt, at de troende skulle ønske og indlade sig på ikke blot at modtage denne enorme udgydelse af kærlighed, men også indlade sig på de samme lidelser som Herren led for denne kærligheds skyld.

Med Jesus på korset

Det er passende at fastholde et særligt aspekt af den spiritualitet som har fulgt hengivenheden til Kristi Hjerte gennem historien, navnlig den indre længsel efter at opnå forsoning med dette hjerte. Her vil jeg ikke diskutere praksissen om denne reparation til hjertet, som er mere passende at drøfte et andet sted. I stedet vil jeg koncentere mig om den længsel som ofte føles i de troendes hjerter, som på elskelig vis kontemplerer over Kristi lidelse, og oplever den som et mysterie som ikke kun ihukommes, men også bliver konkret for os ved nåde, eller bedre, lader os opleve vores frelse på mystisk vis i nuet. Hvis vi virkelig elsker Herren, hvordan kan vi ikke længsel efter at forsones med Ham? Pius XI ønskede at grundlægge denne særlige hengivenhed i virkeligheden om, at vores frelse ved Kristi lidelse, ved Guds nåde transcenderer alle aspekter af tid og rum. På korset, ofrede Jesus sig selv for alle synder, inklusive de som også ville blive begået i fremtiden, inklusive vores egne. På samme måde, de gerninger vi nu ofrer til forsoning med Ham, transcenderer også tid, og berører Hans sårede hjerte. "Hvis, på grund af vores synder, dog stadig i fremtiden men allerede forudset, Kristi sjæl forblev sorrig til døden, så kan det ikke betvivles at han samtidig opnåede en form for trøst over vores forsøg på godtgørelse og bod, og på samme måde forudså Han da øjeblikket da en engel fra Himlen dukkede op (Luk 22,43), således at Hans hjerte, undertrykt med megen sorg og smerte, måtte finde trøst. Og så selv nu, på vidunderlig og dog sand vis, kan og burde vi forsone os med Det Allerhelligste Hjerte, som fortsat er såret af de utallige synder fra utaknemmelige mennesker".

Hjertets årsager

For nogle kan det se ud som om at denne hengivenhed til Det Allerhelligste Hjerte, savner en fast teologisk forankring, og dog har hjertet sine konkrete årsager. Her erkender "Sensus Fidelium" noget mystisk, som ligger hinsides vores menneskelige logik, og erkender at Kristi lidelse ikke blot er en fortidig hændelse, men én som vi kan delagtiggøres i gennem tro. Meditation over Kristi selvopofrelse på korset indbefatter, grundet Kristi fromhed, meget mere end ren ihukommelse. Denne overbevisning har en solid teologisk forankring. Vi kan også tilføje erkendelsen af vores egne synder, som Jesus tog på sine sårede skuldre, og vores utilstrækkelighed i denne tidløse kærlighed, som altid er uendeligt meget større. Vi må også spørge os selv hvordan vi kan bede til den opstandne Herre, som er opstået fra de døde og regerer i Sin herlighed, samtidig med at vi trøster Ham i Sine lidelser. Her må vi erkende, at Hans opstandne hjerte bevarer dets sår som et konstant minde om vores overtrædelser, og at nådens effekt og arbejde gør det muligt at erfare denne sandhed, som ikke er isoleret til et enkelt forhistorisk øjeblik. I at erkende og reflektere over dette, så indbydes vi på en mystisk sti som transcenderer voresmentale begrænsninger, og dog fast begrunder os selv i Guds Ord. Pave Pius XI gjorde dette klart for os; "Hvordan kan disse bodsøvelser give os trøst nu, mens Kristus allerede regerer i Himlens salighed? Vi kan her svare med Skt. Augustins ord, som er ganske passende her: "Vis mig den der elsker, og han vil forstå hvad jeg siger". Enhver som besidder stor kærlighed til Gud, og som ser tilbage på fortiden, kan hvile i Kristi meditation, og se Ham arbejde for menneskeheden, sorrig, mens han lider de største trængsler, "For vi mennesker og for vor frelse", udmattet af sorg, med smerte, nej "såret for vores synder (Es 53,5), og bringer os helen ved disse selvsamme sår. Jo mere de troende tænker over alle diss ting, jo tydeligere ser de menneskehedens synder, hvorsomhelst de blev begået, som den konkrete årsag til hvorfor Han blev opbragt til døden".

Disse ord fra Pius XI fortjener alvorlig opmærksomhed. Når Skriften fortæller at de troende som mislykkes i at leve i overensstemmelse med deres tro "igen korsfæster Guds søn (Heb 6,6)" eller når Paulus, som ofrer sine lidelser for andre siger "i mit kød fuldender jeg hvad der manglede i Kristi lidelser" (Kol 1,24), eller igen, da Kristus i Sin lidelse beder ikke kun for sine disciple i den tid, men også "for de som vil tro mig gennem deres egne ord" (Johs 17,20). Alle disse udsagn udfordrer vores normale tænkemåde. De viser os at det ikke er muligt at adskille fortiden fuldkommen fra nuet, uanset hvor vanskeligt det for vores sind er at forstå. Evangeliet, i al dets rigdom, var skrevet ikke bare for vores bønsmæssige meditation, men også for at muliggøre os at opleve dets virkelighed i vores kærlighedsgerninger og i vores indre liv. Dette er sandelig tilfældet vedrørende påskemysteriet og Kristi død og opstandelse. De tidslige dimensioner som vores sind bringer i spil, er ude af stand til at omfavne troens fulde erfaring, som er grundlaget for vores forening med Kristus i Hans lidelse, og i styrken, trøsten og venskabet som vi nyder med Ham i Hans opstandne liv."


Efterskrift og opfordring

Der er altid noget smerteligt ved at se ældre mænds skrøbelighed manifestere sig, og jeg kan ikke lade være med at blive følelsesmæssigt berørt af det. Jeg glemmer aldrig Pavens velsignelse af verden ifm. nedlukningen i de hine grufulde tider, og må tilstå at det bevægede mig dybt. Pave Frans fremstod enormt ensom i de minutter, og man må undre sig over hvad han mon tænkte og hvad han mon bad. Forleden fik jeg en beretning af en FSSPX-affilieret, som virker til at være "in the know", som man gerne siger. Jeg forsøger her at gengive hvad han sagde, i fuld længde:

"Så i juli-måned har seminaristerne "Rom-måned", og de plejer gerne at blive inviteret til audiens hos Paven. Og de var derinde den dag, og de blev kaldt til audiens.. - så de kom til audiens hos ham, og det var meget bemærkelsesværdigt, men han sagde flere gange til dem.. "Pray for me...pray for me... pray for me..!" - som om han var ængstelig, men også fordi han ved at de beder! Han ved at de har et bønsliv."

Kun to personer ved hvad Den Hellige Fader tænker i disse uger og måneder. Den ene er Den Hellige Fader, og den anden er Gud. Vi er nødt til at bede indtrængende for Den Hellige Fader. Al smerten og Kirkens kaos til trods, så har vi Pave Frans fordi Gud ønsker ham dér. Han er som vi andre, en ensom pilgrim. Og også han, har behov for et englekor der synger hans navn.




“Jesus of the Scars” af Edward Shillito If we have never sought, we seek Thee now; Thine eyes burn through the dark, our only stars; We must have sight of thorn-pricks on Thy brow, We must have Thee, O Jesus of the Scars. The heavens frighten us; they are too calm; In all the universe we have no place. Our wounds are hurting us; where is the balm? Lord Jesus, by Thy Scars, we claim Thy grace. If, when the doors are shut, Thou drawest near, Only reveal those hands, that side of Thine; We know to-day what wounds are, have no fear, Show us Thy Scars, we know the countersign. The other gods were strong; but Thou wast weak; They rode, but Thou didst stumble to a throne; But to our wounds only God’s wounds can speak, And not a god has wounds, but Thou alone.


58 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page