Nåde er ikke bare tilgivelse

For at få det fulde udbytte af en god katolsk tro og praksis, kan der være mange fordele i at få en god forståelse af, hvad nåde rent faktisk er, og hvordan den virker. I protestantisk kristendom er nåde blot en slags "tilgivelse", som ingen rigtigt kan definere hvad er, og som er lidt vanskelig at gennemskue. Men i katolsk tradition er nåde en meget konkret ting, som har en effekt, som kan opdeles i typer, og som vi opererer med i de forskellige sakramenter. Inden du læser dette afsnit, bør du måske læse det om sjælen først, eller læse det i forlængelse af. Thomas Aquinas hjælper os til at forstå nådens natur og effekt, fordi vi får nåde på en lang række måder i vores liv. Ikke bare i sakramenterne, men faktisk hele tiden. Lad os se på på det engang. Som en konsekvens af syndefaldet, er menneskets vilje korrumperet, og derfor har menneskets vilje og sjæl, altså behov for overnaturlig hjælp til at vælge og opnå et overnaturligt gode. Det vil sige, for at vi kan nå Gud, og blive ét med Ham, og ville Ham, så har vores sjæl brug for hjælp for at løfte os op til Ham. Denne gave, denne hjælp, kaldes nåde. Enhver skabning afhænger af Gud, ift. dens eksistens og dens evne til at agere. Derfor har menneskets intellekt brug for Gud til at vide ting i det hele taget. Men menneskets intellekt har brug for Gud på en særlig måde, for at erkende sandheder som overskrider det menneskelige intellekts naturlige rækkevidde. For at begribe sådanne sandheder, har menneskets sind behov for overnaturligt lys som et supplement til dets eget naturlige forstands lys. Dette overnaturlige lys, kaldes nådens lys. I absolut forstand, kan mennesket elske Gud overalt uden nåde, for det er hele menneskets motivation og formål ift. vores natur. Men mennesket er altså faldet, og synden har ødelagt hans natur, og derfor kan han ikke længere opnå det som burde være naturligt opnåeligt. Derfor, selv det at elske Gud naturligt over alle ting, kræver at mennesket får overnaturlig nåde. Og det ville også være tilfældet hvis mennesket ikke var faldet i synden, og havde beholdt sin oprindelige uskyld. Mennesket kan altså ikke opfylde lovens bud, uden nådens hjælp. Før faldet, kunne det uskyldige menneske godt, uden nåde, udføre de handlinger som loven krævede (moseloven, de 10 bud), men kunne ikke udføre dem ud af overnaturlig kærlighed som dets perfektion kræver. Derfor, det uskyldige menneske, såvel som det faldne, har behov for Guds nåde for at opfylde Guds lov. Derfor er det åbenlyst at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til Himlen ved sin egen hjælp. Mennesket arbejder for et overnaturligt mål, og dette mål er, i kraft af selve den tankemæssige idé og de handlinger det medfører, udenfor menneskets naturlige forståelse og rækkevidde. Det naturlige kan ikke nå til det overnaturlige ad sig selv: For at vinde Himlen, må det have guddommelig nåde. I særdeleshed kan mennesket ikke engang, uden nåde, forberede sig selv på at modtage nåde. For at forberede sig selv på at modtage nåde, må mennesket også vende sig til Gud på overnaturlig vis. For dét at vende sig mod Gud, er også en overnaturlig handling hos mennesket, og kræver også nåde. Ligesom når en mælkebøtte vender sig mod solen, så er det solens varme der kalder blomsten til sig. Mennesket kan heller ikke rejse sig fra synd, uden nåde. Ved alvorlig synd, pletter mennesket sin sjæl, bringer uorden i sine naturlige kræfter, og påfører skyld og gæld ift. den evindelige straf. Og mennesket kan ikke, uden nåde, fjerne disse onde konsekvenser af alvorlig synd. Mennesket kan heller ikke undgå synd, uden nåden. For Adams fald har ladt mennesket tilbøjelig til synden, og har sløret hans naturlige kræfter, ift. at være årvågen og klar til at imødegå syndens angreb. Så uden overnaturlig hjælp, må mennesket afgjort forfalde til nogle af disse fristelsernes angreb. Ergo, mennesket har brug for nåde for at undgå synd. Det bør altså her være fuldstændig soleklart for enhver, at mennesket ikke kan noget som helst uden nåde, og at alt hvad mennesket får i sit liv, stort som småt, er en konsekvens af Guds nåde. Når mennesket har opnået nåde, er mennesket ikke derved permanent udrustet til at gøre godt, og undgå ondt. Han har behov for nye nådegaver, og konstant forsynet i rigt mål. Det er sandt, at når først nåde er opnået, er menneskets natur helet og gjort i stand til godgørende gerninger: Hans sjæl har tilstanden og vanen af helliggørende nåde (vi vender tilbage til typer af nåde senere). Men udover denne habituelle, dvs. vanemæssige nåde, har mennesket behov for særlig hjælp til at imødegå disse vedvarende nødsituationer, uregérlige tendenser og drifter i sin natur, sindets mørke og viljens svaghed. Især i tilfælde hvor han har brug for at vide hvad han skal gøre, og for at tilvejebringe styrken til at gøre godt med godt mod. Mennesket i en tilstand af helliggørende nåde, har behov for en konstant forsyning af aktuelle nådegaver. På samme vis, et menneske i robust helbred har brug for konstant forsyning af nærende mad, og andre ting, for at holde ham i live. Derfor, udholdenhed i Guds nåde indtil livets ende, kræver underholdende gaver af nåde af den almægtige Gud, og det er i sig selv en særlig nådegave. Det faktum at et menneske har opnået nådegaver, er ikke en garant for at han aldrig vil miste dem, eller at hvis de mistes, at nåden vil genvindes og besiddes til dødstimen. Men det er af største vigtighed, at mennesket har nåde i dødsøjeblikket. Mennesket er påkrævet at holde ud indtil enten, hvis mennesket vil frelses. Ergo har mennesket brug for denne særlige nådegave fra Gud, som kaldes "nåden til udholdenhed til enden", og for at få denne nådegave, må mennesket uophørligt og altid bede.

Nåden i sjælskræfterne

Guds nåde er en gave som gives "gratis" til menneskesjælen, for at oplyse og styrke den, til en tilstand over dens naturlige lys og styrke. Nåde modtages ind i sjælen som en kvalitet. Det er altså en overnaturlig kvalitet som disponerer sjælen til overnaturligt velvære og overnaturlig velgørenhed. Nåde er altså ikke identisk med overnaturlig dyd, den ligger forud for sådan en dyd, og er dens rod. Overnaturlig dyd er en vane som virker ved, gennem og med nåde. Så nåde er ikke, som dyd er, primært i sjælens kræfter, men det modtages ind i sjælens essens og flyder fra sjælens essens ind i sjælskræfterne.

Typer af nådegaver

Nåde som gør modtageren af den hellig, modtager helliggørende nåde. Nåde som gives til en person til gavn og hellighed for andre, er godgørende nåde, som fx miraklernes nåde, eller profetiens nådegave. Nåde som direkte bevæger sindet og viljen til at handle, er operativ nåde; mens nåde som disponerer sind og vilje til at modtage og bruge operativ nåde, er kooperativ nåde.

Herudover kan man sige, at nåde som går forud for en operation eller tilstand i sjælen, er det man kalder "præ-venient" nåde, en nåde som er forudgående. Og herefter er en nåde som følger af en effekt af nåde, en efterfølgende nåde. Det er nok ikke så vigtigt med de distinktioner, men de er gode at have in mente hvis man egentlig vil tælle sine nådegaver - man har faktisk ret mange i løbet af fx en dag! Nåden har 5 effekter: a) Den heler sjælen, b) Den vækker lysten til godhed, c) Den hjælper med at frembære længslen for godhed til faktisk at opnå det gode, d) den giver udholdenhed, e) Den leder sjælen til herlighed. Den samme nåde kan være en konsekvens af en eller flere af de førnævnte effekter ift. hinanden. De kan altså godt virke indbyrdes. Umotiveret eller tildelt nåde, kan fx forstås hos Paulus jf. 1 Kor. 12, 8-10: Visdom, viden, mirakler, profetier, åndsbedømmelse, tungetale, fortolkning af sprog. Helliggørende nåde sætter mennesket direkte på linje med Gud, menneskets endelige mål. Umotiveret eller tildelt nåde, opildner mennesket og forbereder ham til denne tilstand, at blive konform med Guds vilje. Ergo, når et mennesker ser et mirakel som fx kan være anledt af en tildelt nådegave hos en person, så bruger Gud denne type af nåde som et instrument til at udføre miraklet. Og det kan bevæge mennesket til endnu større fromhed i bøn, til forsoning og bod hos Gud, og således bevæges til at modtage helliggørende nåde. Ergo er helliggørende nåde, i sig selv den mest noble og excellente nåde der findes, det er bedre at være i en tilstand af helliggørende eller helliggjort nåde, end at have miraklernes nådegave. Kun Gud kan lade mennesket tage del i den guddommelige natur. Kun Gud, kan tildele Guds gaver. Nåde er altså en deltagelse i den guddommelige natur, nåde er en gave fra Gud. Ergo, Gud alene er årsagen til nåde. Nåde som hjælper os til godhed, enten i væremåde eller handling, er alt fra Gud, og på ingen måde fra os selv. Selv forberedelsen eller disponeringen til nåde, er entydigt fra Gud. Ved at acceptere kooperativ nåde, træder vi ind i dispositionen til nåde som forbereder os på at modtage helliggørende og habituel (dvs vanemæssig) nåde. For så vidt at menneskets vilje således kan, ved at acceptere kooperativ nåde og gøre brug af den, forberede sig på nåde, kan det ikke betinge eller forlange at nåde skal følge som en konsekvens af forberedelsen. Gud kan ikke forhandles med. For intet menneskeligt kan forberede os tilstrækkeligt til at disponere sjælen til overnaturlige gaver. Men for så vidt at menneskets forberedelse er fra Gud, så følger nåde ufejlbarligt deraf.

Helliggørende nåde er altså en større eller mindre gave (ikke i sig selv, for i sig selv tillader man ikke denne skelnen), ift. kapaciteten og graden af beredthed hos modtageren. Dog, siden Gud alene effektivt kan disponere sjælen til at modtage nåde, er det Gud som sandeligt er "nådens mål", jf. Paulus (Ef 4,7). Vi kan ikke vide med sikkerhed at vi har nåde, medmindre Gud åbenbarer det tydeligt til mennesket. Den blotte naturlige viden kan ikke give denne sikkerhed om overnaturlig erfaring eller faktum heraf. Men man kan have en uperfekt viden om det faktum at man har nåde. Fx retvis viden ift. tydelige tegn, fx glæden ved tanken på Gud, en foragt for materielle og jordlige goder, og det faktum at man ikke er bevidst om nogen konkrete dødssynder. Det er altsammen nådegaver.

Effekten af nåde

Et menneske er retfærdiggjort ved tilgivelsen eller fjernelsen af syndens skyld. Denne fjernelse eller tilgivelse, er effektueret i mennesket ved indgydelse af overnaturlig nåde. Gud giver den nåde som retfærdiggør, og han giver også den frie vilje den samme nåde til at acceptere retfærdiggørelsen. Gud bevæger altså alle ting i forhold til den natur Han gav dem da Han skabte dem. Han gav også fri vilje til menneskenaturen, og ved nåde bevæger Han menneskets vilje til frit at acceptere den retfærdiggørende eller helliggørende nåde, som fjerner syndens skyld fra sjælen. For at flytte viljen til at acceptere nåde, så skal sindet og intellektet bevæges. Derfor, er intellektet altså bevæget og bevæget mod Gud, med tro. Ergo, en trosbevægelse kræves altså for at retfærdiggøre en synder. Siden fri vilje ikke kan vælge Gud til, medmindre den også vælger at bevæge sig bort fra synden, så er der to viljesakter påkrævet for at opnå retfærdiggørelse. Afstandtagen fra synd, og omfavnelse af Guds retfærdighed. Fire ting kræves for at retfærdiggøre en synder: a) Indgydelse af nåde, b) Bevægelsen af den frie vilje mod Gud, c) Bevægelsen af den frie vilje til at afvise synd og d) Syndsforladelse. Retfærdiggørelsen af en synder, som er forandringen fra en tilstand af synd til en tilstand af nåde, er ikke en gradvis forandring, men en instantan, dvs. øjeblikkelig forandring. Den effektive faktor i denne forandring er indgydelse af nåde, og det sker øjeblikkeligt. Sommetider, er sjælen gradvist disponeret, med successive påvirkninger, for at modtage retfærdiggørelse. Men den aktuelle retfærdiggørelse tager ikke tid, eller kræver ikke efterfølgende trin. I den aktuelle retfærdiggørelse hos en synder, sker alle fire påkrævede trin på samme tid. Men i deres egen natur, er der prioriteter blandt forudsætningerne for retfærdiggørelse. Således betragtet, så kommer indgydelsen af nåde først, således viljens bevægelse mod Gud ved tro og kærlighed, og så troens afvisning af synd, og til sidst syndsforladelsen. Men det er altid Gud der indgyder nåde først. Denne retfærdiggørelse af syndere, er Guds største handling. Ikke kun er det en stor gerning i sig selv, men det er det største for så vidt at det gøres hos mennesker som er mest uværdige til det. Jf. Sl 144 fremgår det at Guds nåde og barmhjertighed er over alle Hans gerninger, og denne retfærdiggørelse er gjort ud af Guds største nåde og barmhjertighed.

Udover nogle vidunderlige og atypiske manifestationer, som fx omvendelsen af Skt. Paul, så er retfærdiggørelsen af en synder ikke et mirakel. Et mirakel er i videst mulige forstand et underværk, som er guddommeligt gjort, og sker altid udenfor den ordinære vej som Gud går med mennesker. Men retfærdiggørelse er en regulær proces hvor man går den ordinære vej med Gud, fra nåde, til tro og afvisningen af synden, og tilgivelsen.

Hvad fortjeneste angår, så er det objektivt set noget som man gør sig fortjent til, som en person skyldes. Subjektivt, er det en persons ret til sin belønning, til hvad som skyldes vedkommende. Mennesket kan ikke ved sin egen natur, kræve rettigheder af Gud, og dermed kræve ved retfærdighedens lov at han skal betales for noget han har gjort. Men Gud har villet tillade mennesket det som et skabt væsen ikke kan opnå i sig selv. Gud har tilladt at mennesket kan opnå fortjeneste, og således kan få en retmæssig overnaturlig belønning. Grundlaget for denne velsignede situation ligger i det faktum at den menneskelige frie vilje, selvom den dog er bevæget af ufortjent nåde, aktuelt samarbejder med Guds vilje i at acceptere og bruge nåde. Jo mere man gør det, jo mere vokser man i fortjeneste. Det evige liv, det vil sige nydelsen af den salige skuen for evigt i Himmerige, er noget som ligger udover noget skabt væsens egne kræfter, og kan ikke tilvejebringes uden hjælp. Selv i sin primære tilstand af uskyldighed, ville mennesket ikke kunne fortjene det evige liv med sine naturlige kræfter. For at fortjene evigt liv, skal man absolut modtage overnaturlig nåde. Ift. fortjeneste, er der to typer: Retfærdig fortjeneste, og "kongruent" fortjeneste. Retfærdig fortjeneste er retten i streng forstand, til en belønning. Mens kongruent fortjeneste mere er en hævdelse, som hviler på det som er passende i en situation. Det er en slags fortjeneste man gør sig fortjent til, mere end noget man direkte tjener. For så vidt at menneskets fortjenstlige gerninger kan siges at være Guds vilje i mennesket, kan det siges at være fortjent retfærdigt, og således etablere en ret til det evige liv. Med sin nåde, lader Gud os deltage i sin guddommelige natur, Han gør os til sine adopterede børn, Han gør os til "Guds sønner og døtre". Skt. Paul siger det i Rom 7,17, "børn og arvinger". Ergo kan vi da fortjene arven som Guds børn, vi kan opnå fortjeneste til det evige liv. Men denne fortjeneste kommer kun gennem nåde, som kommer gennem kærlighed, og under kærlighed, de øvrige dyder. Mennesket kan altså ikke fortjene den første nåde som retfærdiggør ham. For at opnå fortjeneste, skal mennesket have nåde. Og det at fortjene noget, er en frugt af nåden. Ergo, den første nåde, nåden som fjerner syndens skyld og etablerer sjælen i en tilstand af nåde, indgydes altså sjælen, men uden nogen ret til at hævde det fra menneskets side, eller kræve at fortjene det. Ingen udover Kristus kan retfærdigvis tildele fortjenesten af den første nåde, til nogen. Men mennesket kan, i en tilstand af nåde, bede og ofre gode gerninger for retfærdiggørelsen af en anden person, og bede om Guds nåde til denne person. Ergo kan man bede om at andre må opnå fortjeneste "kongruent", dvs. passende hvis de har gjort meget godt, men aldrig betinget og som et krav vis-a-vis en nådegave for en anden. Gud er ikke til at forhandle med.

Et menneske som begår dødssynd afskærer sig selv fra Gud, og fra alle åndelige anmodninger om nåde rettet mod Gud. Han kan kan ikke derved selv fortjene sin egen genoprettelse i nåde. Ej heller kan noget menneske i en tilstand af nåde, fortjene sin egen genoprettelse i nåde, skulle han begå en dødssynd på et fremtidigt tidspunkt. For dødssynd, ødelægger og fjerner alle eksisterende fortjenester. Men et menneske i en tilstand af nåde kan, med sin nuværende del af nåde, opnå yderligere nådegaver. Man kan altså øge sin fortjeneste gennem kærlighed. Den særlige nåde af udholdenhed til enden, kan ikke fortjenes. Det er altid en gratis gave fra Gud til mennesket, som modtager den. Man kan heller ikke fortjene tidslige goder for så vidt at disse er nødvendige til at udføre dydsmæssige gerninger, som leder til frelsen. Gud forventer altså, at alle de nådegaver vi får, forvaltes i den ånd og med den vilje som Gud vil, iflg. Hans guddommelige plan. Og alt dette, virksomt i kærlighed.