Mysteriet om det dyrebare blod

Mysteriet om det Dyrebare Blod

af Fader Faber (frit oversat)

"Hele det Dyrebare Blod er i kalken og i hostien. Det er ikke en del: det er helheden. Vi kan med rette skælve ved tanken om, hvilke helligdomme vi er, når det Allerhelligste Sakramente er i os. Lad os igen tænke på de utallige stjerner: Lad os mangfoldiggøre deres faktiske millioner med millioner af tænkte millioner mere. Lad os antage, at de alle i utallige tidsaldre er tæt beboet af racer af faldne væsener. Vi har ingen tal til at vise antallet af de enkelte sjæle, endnu mindre til at fremstille de mangfoldige synder begået af hver enkelt sjæl eller ånd. Men dette ved vi: at én dråbe af de tusinder af dråber af det Dyrebare Blod i Jesu herliggjorte Legeme ville have været mere end tilstrækkelig til at rense alle disse utallige faldne skabninger og til at frikende hver eneste synder for hver eneste af hans mangfoldige synder. Ja, den ene dråbe ville have udøst alle disse verdener af forløsende nåde, og dog ville ikke en tøddel af dens rigdom være udtømt.

Værdien af én dråbe af det Dyrebare Blod er simpelthen uendelig; derfor kan ingen tænkelig aritmetik af mulige skabninger give nogen tilstrækkelig forestilling om dets overvældende herlighed. Ak! netop overfloden i vor forløsning gør vort syn på den mindre klart. Selve trængslen af Guds kærlighed giver den noget utydeligt over sig. Hvem ser ikke, at det vil tage os en evighed at lære Jesus at kende – eller snarere, at vi aldrig vil lære Ham fuldt ud, men at det endeløse arbejde med at lære Ham vil være vor evigheds glæde?

Ingen nødvendighed

Men dette er ikke hele mysteriet. Det var ingen nødvendighed, der drev Gud til at forløse verden ved det Dyrebare Blod. Han kunne have forløst den på utallige andre måder. Der er ingen grænse for Hans magt, ingen udtømning af Hans visdom. Han kunne have forenet syndernes forladelse med Sin pletfri hellighed ved mange opfindelser, som hverken vi eller englene kan drømme om. Der er dybder i Ham, som er ubegribelig, hvis eksistens vi ikke engang aner.

Han kunne have frelst os uden Jesus, ifølge Sin magts absoluthed. Al frelse må være kostbar; men hvem kan forestille sig en frelse, der på én gang forekommer så Gud-værdig og så kær for mennesket som vor nuværende frelse ved Jesus Kristus? Selv da behøvede vor kære Herre ikke at udgyde Sit Blod. Der var ingen tvang i Blodsudgydelsen. Én tåre fra Ham, ét øjebliks suk, ét løftet blik mod Sin Faders trone, ville have været tilstrækkeligt, hvis de Tre Guddommelige Personer havde villet det således. Blodsudgydelsen var en del af Hans kærligheds frihed. Det var, i en eller anden hemmelighedsfuld virkelighed, den forløsningens vej, som var mest værdig til Hans salige majestæt og tillige den vej, der mest sandsynligt ville vække menneskers kærlighed. Hvor ofte har Gud taget vore hjerters veje som målestok for Sine egne veje! Hvor ofte lader Han Sin herlighed og vor kærlighed synes at være forskellige ting og forlader så Sig selv for at gå os i møde!

Det Dyrebare Blod er usynligt. Dog er intet i skabningen halvt så virksomt. Det er overalt, praktisk talt overalt, selv om det ikke er allestedsnærværende. Det bliver synligt i nådens frugter. Det vil blive mere synligt i herlighedens glans. Men det vil selv være synligt i Himlen i vor Herres herliggjorte Legeme som i krystallinske kar af uforlignelig stråleglans.

Det tilhører Ham, den anden Person i den Allerhelligste Treenighed, skønt dets virke er hele Treenighedens værk. I sin kraft og virkning er det den mest fuldstændige og vidunderlige af alle åbenbaringer af de guddommelige fuldkommenheder. Guds magt, visdom, godhed, retfærdighed og hellighed fremtræder på mest fremragende måde i dette Dyrebare Blods virken.

Dette er de første tanker, som rammer os om det Dyrebare Blod. Det er de almindelige betragtninger, som vor tro har gjort fortrolige for os. Vi må vende tilbage til dem igen i en anden sammenhæng; og nogle af dem må vi uddybe et andet sted. En mere indgående bekendtskab med den kristne lære lærer os meget mere. Noget af dette mere må indføres her af hensyn til klarheden og for at vi bedre kan forstå det, som følger.

Antaget fra Hans Uplettede Moder

Det Dyrebare Blod blev direkte antaget af vor velsignede Herres guddommelige Person fra Hans Uplettede Moder.

Det blev ikke blot antaget til Hans Legeme, således at Hans Legeme direkte blev antaget til Ordets Person, og Hans Blod kun indirekte eller medieret som en del af Hans Legeme. Blodet, som var den forudbestemte pris for vor forløsning, hvilede direkte og umiddelbart på den guddommelige Person og indtrådte således i den højeste og mest uudsigelige grad af den hypostatiske forening – hvis man overhovedet kan tale om grader i et så elskeligt enkelt mysterium.

Det var ikke blot et ledsagende element til Kødet, en uadskillelig accidens ved Legemet. Blodet selv, som Blod, blev direkte antaget af den anden Person i den Hellige Treenighed. Det kom også fra Marias blod. Marias blod var det materiale, hvoraf Helligånden, den tredje Person i den Allerhelligste Treenighed, håndværkeren af den hellige Menneskenatur, formede Jesu Blod.

Her ser vi, hvor nødvendig læren om den Uplettede Undfangelse er for glæden og fryden i vor fromhed. Hvem kunne bære tanken om, at stoffet til det Dyrebare Blod engang selv havde været besmittet af syndens plet, at det engang havde været en del af djævelens rige, at det, som skulle levere den frie pris for vor forløsning, engang havde været slave under Guds mørkeste, mest afskyelige fjende? Er det ikke sandelig en endeløs daglig jubel for os, at Kirken har pålagt os som trosartikel den søde sandhed, som fromhedens instinkter så længe havde gjort til en virkelig del af vor tro?

Desuden er der en del af det Dyrebare Blod, som engang var Marias eget blod, og som stadig forbliver i vor velsignede Herre, ufatteligt ophøjet ved sin forening med Hans guddommelige Person, men dog stadig det samme. Denne del af Ham selv menes fromt ikke at have gennemgået de sædvanlige forandringer i menneskelig substans. I dette øjeblik i Himlen bevarer Han noget, som engang var Hans Moders, og som muligvis er synligt som sådant for de hellige og englene.

Under Messen værdigedes Han at vise Skt. Ignatius netop den del af Hostien, som engang havde tilhørt Marias substans. Den kan have en særlig og enestående skønhed i Himlen, hvor det ved Hans barmhjertighed måske en dag bliver vort salige lod at se den og tilbede den. Men bortset fra denne del var det Dyrebare Blod noget voksende. Det tiltog dag for dag, efterhånden som Han voksede i størrelse og alder. Det blev næret ved Hans Moders bryst. Det blev ernæret af den jordiske føde, som Han værdigedes at tage til sig. I løbet af Hans treogtredive år modtog det tusinder af tilvækster og forøgelser. Men hver eneste af disse forøgelser blev direkte antaget til Hans guddommelige Person. Det blev ikke blot fortyndet af det, som allerede fandtes. Det delte ikke den hypostatiske forening i nogen lavere grad. Den sidste dråbe Blod, som i Ham blev dannet ved menneskelivets love, måske mens Han hang på Korset, var lige så ophøjet, lige så guddommelig, lige så tilbedelsesværdig som de første uvurderlige dråber, som Han modtog fra Sin velsignede Moder.

Fuldt og sandt menneske

Vor kæreste Herre var fuldt og sandt Menneske. Han var kød af vort kød og ben af vore ben; og Hans uforlignelige Sjæl, skønt uforlignelig, var ganske enkelt og sandelig en menneskesjæl. Alt i Hans menneskelige substans var ved sin forening med Hans guddommelige Person så ophøjet, at det var værdigt til tilbedelse. Dog var det kun Hans Blod, som skulle forløse verden; og det var kun Hans Blod, som udgydt, der skulle gøre det, og det var kun Hans Blod, udgydt i døden, som kunne være prisen for vor forløsning.

Det Blod, der blev udgydt ved Omskærelsen, var tilbedelsesværdigt. Det Blod, der blev udgydt i Getsemane, var tilbedelsesværdigt. Hvis det er sandt, som nogle kontemplative har set i syner, at Han svedte Blod på forskellige tidspunkter i Sin Barndom på grund af sit syn på synden og Sin Faders vrede, var også dette Blod tilbedelsesværdigt. Men det var det Blod, som blev udgydt på Korset, eller i det mindste det Blod, som blev udgydt i selve dødsprocessen, der var løsesummen for vore synder.

Gennem hele lidelsens triduum forblev alt Hans Blod, hvor end det var udgydt og hvor end det var stænket, antaget til Hans Guddom, i forening med Hans guddommelige Person, ligesom Hans sjæleløse Legeme gjorde, og derfor skulle det tilbedes med guddommelig tilbedelse, med samme tilbedelse som den levende og evige Gud. Ved Opstandelsen, da Hans Dyrebare Blod var blevet samlet ved englenes tjeneste, og Han atter forenede det med Sit Legeme, idet Han opstod, forblev noget af det uantaget. Dette var måske til trøst for Hans Moder eller for at berige Kirken med de mest uvurderlige relikvier. Dette var tilfældet med Blodet på Veronikas slør, på det hellige Ligklæde, på nogle dele af Korset samt på Tornekronen og Sømmenes steder. Men dette Blod, som ikke blev genantaget ved Opstandelsen, mistede øjeblikkeligt sin forening med Hans guddommelige Person, ophørte med at være det, som strengt taget kaldes det Dyrebare Blod, mistede sin ret til absolut tilbedelse og blev kun et intenst helligt relikvie, som skal æres med en meget høj veneration, men ikke tilbedes som guddommeligt eller tilbedes som Guds Blod. Det var ikke længere en del af Ham selv. Men Blodet i kalken er den levende Jesu Blod i Himlen. Det er det Blod, som blev udgydt i Lidelsen, genantaget ved Opstandelsen, båret op til Himlen ved Himmelfarten, anbragt ved Faderens højre hånd dér i sin fuldendte herlighed og forskønnede udødelighed. Således er det selve Guds Blod; og det er hele Blodet, indeholdende den del, som Han oprindeligt antog fra Maria.