"Min Styrke og Min Lovsang"

Vi skal kende, elske og tjene Gud. Men man kan ikke elske den man ikke kender, og man kan ikke tjene den man ikke elsker. For den som elsker, underkaster sig det gode som opnås ved at elske, fordi det at elske noget, indbefatter at man ønsker at opnå et gode man i forvejen ikke besidder. Fordi hele motivationen ved at elske noget, er at ville opnå det gode som er genstand for det som elskes. Og derfor kan vi ikke opnå Guds nåde eller kærlighed, hvis vi ikke kender Ham. Så alt begynder med at kende til Gud. Dernæst at elske Ham, for da at tjene Ham. Her følger nogle refleksioner om Guds essens, hvoraf de 3 centrale er fremhævet. Hl. Thomas Aquinas fremhæver flere end disse 3, men det er disse 3 jeg typisk mediterer over ifm. rosenkransen og bønnen i almindelighed, men som også skal fylde mere i den kommende fastetid. Alt har Gud som sit ophav, i principiel forstand. Alt hvad vi oplever i løbet af dagen, sker fordi Gud ønsker at det skal ske, og alt dårligt som vi udsættes for, sker fordi Gud ønsker at bringe os tættere på Ham. Hvad der er centralt i Hl. Thomas' Summa, er at den indledes med en teologisk og filosofisk redegørelse for hvordan Gud virker. Effekten af at læse og forstå hvad Gud er, hvordan Han virker og hvad Han vil, er at man dels a) længes efter Døden og at se Ham, især at elske modgang og fantasere om Martyriet, b) får mod til at bede Gud om at afsløre ens drivende last og synd (det er en prøvelse udi troen at gøre det), c) man bliver lykkeligere og gladere, og elsker Gud og Hans kirke i faktor 1000, fordi man pludselig forstår, at alt hvad man udsættes for, sker ene og alene fordi Gud ønsker at helliggøre én. Man bliver simpelthen mere ubekymret.

Gud er omnipotent (almægtig)

"Jeg er Gud den Almægtige; vandre for mit Åsyn og vær ustraffelig, (1 Mos. 17,1)."

Der er ikke noget Gud ikke kan. Den Hellige Skrift er perfekt og uden fejl, den fortæller os med bogstavelig klarhed hvorledes vi skal anskue Gud, elske, kende og tjene Ham, og hvorledes vi skal forstå hvad Gud ønsker for os, af os og har os i vente. Gud kan ikke skabe noget Han ikke kan genoprette, fordi Han er skaber af alting, Han kan alting, og fordi Han har skabt alting, så har alting en reminiscens eller afledt effekt af Hans visdom og perfektion. Almægtighed er en perfektion, på den vis at den ikke har mangler, den kan omstøde alt og række ud til alt. Det er en alvorlig og vidtrækkende præmis, fordi Gud ikke kan være begrænset i sin magt. Hvis Gud er begrænset i sin magt, er der noget der begrænser Ham, og derfor kan Han da ikke være Gud. En vis anden herre, er til gengæld begrænset, han der hader os og misunder os. I ved hvem. Så når Gud ikke kan skabe noget Han ikke kan genoprette, så har det fx konsekvenser for hvorledes vores sjæl er skabt og opretholdes. Gud føder vores liv på daglig basis, og Hans almægtighed har villet at vores sjæl blev skabt, før vi selv vidste at vi skulle blive til, og før vi blev døbt. Hans almagt muliggjorde at vi kunne blive døbt, og Hans almagt gør at vi kan renses og genoprettes i sakramenterne. Hvad protestanterne ikke forstår, eller ikke kan redegøre for, er at deres logik om at mennesket er så faldet i synd at det ikke kan genoprettes (i den materielle verden), før det skal i Himlen, er forkert af denne årsag. De vil typisk indvende med, at genoprettelsen så blot sker ifm. døden og optagelsen i Himlen, men det er en inkonsistent logik at mene dét, fordi Guds omnipotens også omfatter den fysiske verden. Hans almagt omfatter alt skabt, hinsides tid og rum, hinsides den fysiske verden, og omfatter også vores materielle jordlige verden. Hvis vores sjæl eksisterer i den materielle fysiske verden (og det gør den jo), så må Gud også qua sin omnipotens kunne virke på den og forbedre den, fordi det er a) Ham der har skabt den b) vi har en del af Hans kvaliteter i vores sjæl som en afledt effekt af den substans der er Ham, c) fordi vi kan se at vi hele tiden opretholdes i alle de øjeblikke hvor vi lever, dvs. vi eksisterer, så må der være noget der opretholder os i eksistens og liv, dvs. Guds vilje. Vi ser altså, at vi i alle vores vågne timer eksisterer fordi noget tildeler eksistens til os, som er Gud. Ergo virker Gud hele tiden, konstant og til alle tider almægtigt til vores opretholdelse, Han kan frelse os, helliggøre os, og medføre at vi bliver frelst, såfremt vi tager imod Hans kærlighed. At der ikke er noget Han ikke kan, betyder også at mirakler er en normal del af Guds omnipotens, Han kan forandre materielle substanser ved at ændre substanser, form og accidenser i tid, og videreføre deres operation på anden vis. Det kan Han, fordi Han er Gud. Skal man supplere en bemærkning som niver lidt, så betyder det også at sakramenterne virker helt konkret og praktisk i virkeligheden, på sjælen og på ens måde at tænke på. De virker faktisk, og vi har ikke kun behov for dem, vi har også pligt til at bruge dem. Og vi har pligt til at bede, fordi vores tanker, når de rettes mod Gud, besvares - altid. "Bed og I skal få, bank på, og der skal åbnes for jer" siger Herren. Og fordi Han er almægtig, så er Hans løfte lov. Når Skt. Paulus fortæller os at vi skal bede uophørligt, er det ikke fordi det giver os et gode, men fordi det herliggør Gud, og derigennem vil Han skænke os nådegaver og kalde os til Ham.

Gud er evig og uudslukkelig

"Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!" (Salme 90,2)

At grunde over Guds evighed er en umulig størrelse, dels fordi vores egen sjæl og intellekt er stærkt begrænset, og dels fordi vi ikke kan rumme den tanke at der findes en evighed som rækker ud over vores intellekt. Vi kan godt konceptuelt tale om evighed som noget der ikke er bundet i tid, men vi kan ikke forstå den immaterielle og ubundne konsekvens af konceptet. Det er menneskets lod, men Guds evighed har for os den konsekvens, dels at vi eksistentielt skal bruge tiden til at herliggøre evigheden og Gud mens vi er i den begrænsede tid, fordi vi vil blive målt og dømt efter hvad vi har brugt tiden på, og dels at vores kærlighed til Gud vil manifestere sig i evigheden, sammen med Ham. Og så tertiært, at Gud vidste og kendte os før vi blev født, før vi blev skabt og døbt, og at Han har elsket os før vi fik eksistens. Hans evighed er perfekt visdom, perfekt vilje og uudslukkelighed. Så når ting får eksistens, så får de lov at blive til og eksistere fordi Gud fra evigheden gav ting en begrænset plads i tiden. Der er meget stor kærlighed og tryghed at hente i dette faktum, fordi det betyder at vi intet har at frygte, sålænge vi bliver i Ham, i nådens stand. Fordi Gud kan tilvirke alt, og ved alt, og lader alt tilvirke til Sin egen perfektion, så virker Gud alting til evig perfektion - det medfører at der ikke findes tilfældigheder, fordi alt passer ind i en perfekt guddommelig plan. Og det medfører, at vi ikke har nogen rationel grund til at føle angst. Gud hjælper os, støtter os og plejer os, og selv når vi oplever modgang og lidelse, så oplever vi det for at vi kan elske, tjene og kende Gud endnu mere. Måske skal vi være mere ydmyge, eller også skal vi udholde mere, bede mere, faste mere etc. Men vi har intet at frygte. Frygt er irrationel, for den som er i Kristus, bruger sakramenterne og holder buddene. Men først og fremmest, at vi elsker Gud og næsten for Guds skyld (aldrig næsten for næstens skyld). Vi har intet at frygte. Bibelen er én lang fortælling om den evige opretholder der altid frelser og genopretter Israel. Og Gud svigter os aldrig. Det kan Han ikke. Det vil Han ikke. Det er imod Hans essens. Giv slip på frygten. Stol på Gud.

Gud er alvidende og udelt

"Ved du, hørte du ikke, at Herren er en evig Gud, den vide Jord har han skabt? Han trættes og mattes ikke, hans Indsigt udgrundes ikke" (Esajas 40,28)

Han kender al tid, Han kender Sig selv, og Han kender til al perfektion. Hans skaberværk sigter til al perfektion, og selve tallet 7 er et universelt symbol på perfektion. "Min Gud er perfektion" er navnet "Elisabeth", "Eli-Shabaoth". Vil man ikke kende en som kun kan tilvirke perfektion? Som ikke virker gennem svig, fejl, mismod, mangler, sår? Fordi Gud ved alt, og ikke har dele, ikke kan opbrydes, ikke har mangler, ikke har fejl, ikke kan svigte, så er Han perfekt kærlighed, fordi perfekt kærlighed er perfekt eksistens. Derfor kan Gud ikke andet end at lade alting virke mod perfektion, fordi Han er ophavet til det Han selv ønsker at tilvejebringe. Igen har vi intet at frygte. Vi kan vælge at tage del i den perfektion, ved at vælge Ham til, holde Hans bud, elske som Han byder os. At Han er udelt, skal ikke forstås som at Treenigheden ikke er treenig, men at Treenigheden er delt men samlet, fordi Gud Faderen er lig Gud Sønnen, som er lig Gud Helligånden. De er adskilt men samlet, fordi Gud i sin mystiske essens både er Fader til Sønnen, og den bevægelse af Visdom som flyder mellem de to. Guds perfektion og Treenigheden er således et evigt faktum. JESUS KRISTUS har altid eksisteret, men fik menneskelig skikkelse ved inkarnationen. Man bør unde sig at læse visdomsbøgerne; mange af Jesu lignelser går nærmest igen dér, hundredevis af år før Kristus kommer til verden.

"Mig skabte Herren først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet; 23 jeg blev frembragt i Evigheden, i Begyndelsen, i Jordens tidligste Tider; 24 jeg fødtes, før Verdensdybet var til, før Kilderne, Vandenes Væld, var til; 25 førend Bjergene sænkedes, før Højene fødtes jeg, 26 førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv. 27 Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet. 28 Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted, 29 da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold, 30 da var jeg Fosterbarn hos ham, hans Glæde Dag efter Dag; for hans Åsyn leged jeg altid, 31 leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn. 32 Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje! 33 Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom! 34 Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper. 35 Thi den, der finder mig; finder Liv og opnår Yndest hos Herren; 36 men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden". (Ordsprogene, 8)

Derfor skal vi ile til Ham, tilbede Ham og takke Ham for alt hvad Han er, alt hvad Han vil og alt hvad Han kan. Vi skylder Gud alt hvad vi har. Vores åndedrag, liv og levned, vores tanker, vilje og intellekt, vores væren. Hvor ofte er vi ikke utaknemmelige over det faktum, at Han er giveren over alt? Han har altid elsket os. Han vil altid elske os. Han vil aldrig svigte os.